Kærlighed er Logik.  Logik mener Martinus er kærlighed.
Det der ikke er kærligt er ikke logisk.

Så lokal-logik er ikke kærlig. Men er ikke dette betinget af premisserne?

Hvis du med det mener at vi endnu ikke ved hvad der er super logisk
grundet manglende evner og viden og derfor ikke er total logiske , så ja.

Når jeg leser hvad Martinus skriver i DTT er hans logik, den åndsvidenskabelige logik, helt densamme som logikken i den almindelige videnskab, idet det drejer sig om desamme logiske tænkningsprincipper, dvs. hvilke konklusioner der er gyldige udfra premisserne, men forskellen gælder premisserne og aksiomerne.

Åndsvidenskabelige aksiomer er f.eks. "intet kan ikke blive noget" og "noget kan ikke blive intet". Det som "ikke-eksisterede"  inden Big bang er et intet som bliver til et noget (vores univers) og døden gør bevisdtheden, der er et noget, til intet, ifølge den materielle videnskab.

Et andet DTT-aksiom er, når Martinus skriver om jeget: "noget der ikke kan fornimmes kan alligevel eksistere" men dette aksiom kan den materielle videnskab ikke godkenne.

Martinus: Livets Bog 2
Al skabelse er en hundrede procents manifestation
af logik og udtrykker derved i tilsvarende grad kærlighed
353.
Vi kan nemlig ikke undgå at blive vidne til, at der i al bevægelse, al skabelse, ligegyldigt hvor kaosagtigt det så end for det primitive eller uintellektuelle menneske må tage sig ud, er en hundrede procents manifestation af logik, hvilket altså vil sige åbenbaringen af en hundrede procents nytte, der igen er det samme som en hundrede procents kærlighed.

353.
Vi har nu været i berøring med jegets tre første kraftkilder eller de første af de store grundenergier. Af disse her nævnte energier skabes materien eller stoffet. Disse energier er derfor hovedsagelig rent fysisk legemsmateriale, medens de næste tre grundenergier mere er redskaber for intellektualitet.
      Vi kan nemlig ikke undgå at blive vidne til, at der i al bevægelse, al skabelse, ligegyldigt hvor kaosagtigt det så end for det primitive eller uintellektuelle menneske må tage sig ud, er en hundrede procents manifestation af logik, hvilket altså vil sige åbenbaringen af en hundrede procents nytte, der igen er det samme som en hundrede procents kærlighed.

Martinus: Livets Bog 2
570
Det skal med sin hjerne og forstand,
i naturens egne foreteelser,
opleve livets logik, hvilket vil sige: den højeste visdom og kærlighed

Ja, men drejer det sig om en principiellt anden slags logik eller mer om en logik der udgår fra "altomfattende" premisser?

På hvilken måde skulle de være en anden slags logik i TT? På hvilken måde er logikken i TT anderledes end i f.eks. en lerebog i matematik?

Humm godt spørgsmål  ???

En lærebog i matemetik kan få dig til at regne 2+2 = 4
En lærebog ???  i Logik siger når jeg er kærlig møder jeg kærlighed. summa er det godt
at være kærlig FX Bare en ide.
(Mig venlig = Andre venlig) 
Martinus siger : Jeg vil bevise over for mennesker at det kan betale sig at være kærlig.
(Betale sig ! )

Hvordan lyder den ide systes du ?

At det betaler sig at være kærlig som motivering till en kærlig væremåde er kun gavekultur/alkærlighedskultur i dets første fase, en måde til at intelligensmæssig overbevise os om at vandre kærlighedens vej. Når den kærlige væremåde er sin egen umiddelbare "betaling"/belønning  - då er vi mere i niveau med "Guds billede til Hans lignelse"!

Etisk logik - den gyldene regel: det du vil andre skal gøre imod dig, må du gøre imod dem! Alkærlighedsfuld variant: behandle alle kærlighedsfuld uden håb om at de andre vil gøre detsamme, dvs. uden tanker kring karmabetaling!

Hej Algotezza,

Jeg mener ikke, man kan komme uden om eget behag og ubehag som en faktor, der er afgørende for, hvordan man handler, uanset om man er kærlig eller ukærlig i sin væremåde.

Det meget kærlige væsen, der hjælper sin næste, fordi det ikke kan lade være, vil jo netop føle ubehag ved ikke at hjælpe sin næste. Medens det føler det højeste velvære ved at hjælpe og være til gavn. Det føler det som en kær pligt at hjælpe næsten. Det ville få det forfærdeligt, hvis det ikke hjalp i den udstrækning det er i stand til det.

Så i princippet er der ikke nogen forskel på drivkraften bag den egoistiske persons væremåde og den altruistiske persons væremåde. Den sidste har bare flere lidelseserfaringer, og kan derfor kun holde ud at være næstekærlig. Det er til gengæld så også godt for alle. Derfor kan man ikke kalde det egoistisk i den almindelige forstand, idet den almindelige betydning af begrebet egoisme er, at man tilfredsstiller sine egne behov på bekostning af andre væseners behov.

Det kærlige menneske tilfredsstiller også sine egne behov, men denne tilfredsstillelse er ikke på andres bekostning, men derimod udelukkende til glæde og velsignelser for andre levende væsener. Der er altså her fuld overensstemmelse med på den ene side at hjælpe næsten med at opleve velvære, og på den anden side at få dækket ens eget behov for at opleve velvære og dermed lykken eller det rigtige liv. Fordi det kærlige væsens  behov for at opleve lykken kun kan tilfredstilles ved, at det er til glæde for andre.

kærlig hilsen
Jan

Så skrev jeg jo også:

Når den kærlige væremåde er sin egen umiddelbare "betaling"/belønning  - då er vi mere i niveau med "Guds billede til Hans lignelse"!

Den alkærlige nyder umiddelbart ved at give, den ikke helt alkærlighedsfulde nyder af tanken at med tiden få sin "betaling". Men det drejer sig jo helt vist om behagsfølelser, men på lidt forskellige grunde.

Den alkærlige tænker: Livet er at give og at få! Den ikke helt alkærlighedsfulde tænker: Livet er at give og at tage! Den egoistiske tænker: Livet er at tage hvad man har mulighed til!