Til evt. senere brug...

Man kan vel sige, at Martinus har givet svaret på hvad liv er for noget. Endvidere har han givet svar på det spørgsmål langt de fleste mennesker vel stiller sig på et eller andet tidspunkt: "Hvad er jeg"?

I modsætning hertil har vi den fysiske videnskab, der for eksempel ivrigt leder efter liv andre steder i universet, uden egentlig at kunne definere hvad liv er for noget. Hvis den havde Martinus' udgangspunkt, nemlig at alt uden undtagelse er liv, så behøvede den jo ikke at lede nogen steder.

Jeg kommer også til at tænke på den nu afdøde fysiker, Jens Martin Knudsen, der forklarede, at videnskaben kunne svare på "Hvordan"?, men ikke på "Hvorfor"? Martinus har med sin åndsvidenskab givet svaret på "Hvorfor"?

Hej Svend

Tak for svaret

Enig. Og, som du selv er inde på, at alt er liv.

Der findes faktisk nogle definitioner f.eks. indenfor biologien. Det er klart at definitionerne er præget af et rent materialistisk perspektiv, men nogle af dem er ikke så dumme endda. Der er f.eks. nogle som arbejder udfra en hypotese om liv som selvstyrende systemer. Den definition ligger ret tæt på Martinus definition bort set fra at martinus skriver at der er noget ikke-fysisk/overbevidst (X1 og X2) som styrer 'systemet' (X3), hvilket biologerne af gode grunde ikke har med. Men de er faktisk både meget tæt på og så samtidig alligevel så langt fra fordi de ikke opererer med muligheden for noget ikke-fysisk/materielt.

Man skal i hvert fald lede på en anden måde

Martinus giver i hvert fald nogle dybere svar på "hvorfor". At meningen med livet er at opleve det, giver mening fordi Martinus forklarer hvorfor det er sådan. Naturvidenskaben kan ikke give nogle forklaringer på "hvorfor". De kan kun gætte på det område - men så kan de så meget andet

kh
Lasse

      Kære Lasse.

    Livsmysteriets løsning, det største spørgsmål mennesker kan stille er: "Hvad er meningen med livet"?. 

    Og svaret er ifølge Martinus: "Livets oplevelse  -  erfaringsdannelse  -  bevidsthedsudvidelse i et evigt spiralkredsløb."

    "Jeg skal bevise for jer, igennem min kosdmologi, at det kan betale sig at være "god"".

        Karsten.

Tak for svarerne

Nu har vi Martinus svar. Så mangler vi mellemregningerne, så vi kan tjekke om de passer.

Martinus giver 12 led i hans argumentation. Jeg vil prøve at sætte et par ord på den første i løbet af weekenden. Andre må selvfølgelig også meget gerne byde ind

kh
Lasse

Her er link til en tråd med forkortet beskrivelse af de 12 grundfacitter 

[url] https://www.martinusforum.dk/forum ]

KH...Anette

Tak for linket

"Stjernehimlen" (brugernavn på forummet) skriver at det første facit er "Verdensaltet er altomfattende". Jeg opfatter det første felt som udtryk for at der er "noget som er", hvilket egentlig er lidt andet end "Verdensaltet er altomfattende" eller ?

Lasse wrote:

Tak for linket

"Stjernehimlen" (brugernavn på forummet) skriver at det første facit er "Verdensaltet er altomfattende". Jeg opfatter det første felt som udtryk for at der er "noget som er", hvilket egentlig er lidt andet end "Verdensaltet er altomfattende" eller ?

Hej Lasse.

Hvis man nu henviser til sidste del af "fader vor" - "dit er riget, magten og æren...."

Magten er jo udtryk for bevidsthed.

I starten af første bøn - "du som er i himlen" - der er mener han jo det er Gud man kigger ud i når man kigger ud i universet. Det samme gælder jo så også den anden vej, i mikrokosmos.

Det er i hverrt fald et aktivt "noget som er".

Jeg har en lille historie om Jens Martin Knudsen, som jeg havde i Mekanik da jeg læste fysik på Københavns Universitet.

Til en af hans forelæsninger, fortalte han om alle de vidunderlige sammenhænge man kunne finde i fysiken, og at det hele var skruet så ufattelig elegant sammen at der uden tvivl måtte eksisterer en Gud. Som han sagde, da han lige havde skabt 100% opmærksomhed i salen med 300 tilhører: "Det her må i aldrig sige jeg har sagt uden for denne sal. Naturen og naturlovende er så geniale at der må være en Gud der har skabt dem". Det skal her siges at han langt fra er den eneste store fysiker der "viste" at der var en Gud.

Kære Analytikere,

Det er jo ikke tilfældigt at Martinus har kaldt sit 7-bindsværk for 'Livets Bog',
Livet er en realitet der er svær at komme udenom,
ligesom Vi har et eller flere navne, så har 'Livet' også, ja, ikke så få navne endda, Vi kender flere af dem,
der er mange der skifter navn for tiden, men det ændrer jo ikke grundlæggende ved den realitet der er bag navnet,
'navnet' er 'noget' som 'nogen' er 'indentificeret' (identificerer sig) ved/med,

et sted nævner Martinus; her taler Vi ikke mere om 'noget', men om 'Nogen', -
et andet sted; der er en dyb sandhed i ordene; kend dig selv og du kender 'Livet',-
- nøglen til 'Livet's gåde', eller 'Livsmysteriets løsning' er Vor egen 'Psykoanalyse',

Vor Gæst (anonym), viser en god pointe,

der er stof-forskere der har udtrykt, at 'et navn', har skabt 'noget evigt',

(livets drillerier)

Kærig hilsen
Holger

 

Lasse wrote:

Tak for linket

"Stjernehimlen" (brugernavn på forummet) skriver at det første facit er "Verdensaltet er altomfattende". Jeg opfatter det første felt som udtryk for at der er "noget som er", hvilket egentlig er lidt andet end "Verdensaltet er altomfattende" eller ?

Hej Lasse!

Det er rigtigt, at Martinus i Livets Bog udtrykker facit nr. 1 i livsmysteriets løsning som: "noget, som er". I Det Evige Verdensbillede, bind 3, hvorfra min formulering stammer, skriver han: "Stjernefelt nr. 1 symboliserer livsmysteriets første facit. Det udgør selve verdensaltet, eller alt hvad der overhovedet er til."

Mellem meningsindholdet i de to formuleringer er der næppe nogen forskel. Jeg synes selv, det er let at se, men skulle du fortsat have problemer med at sætte lighedstegn mellem dem, så skal jeg gerne forsøge at forklare dig det. Martinus har iøvrigt ikke selv fundet det nødvendigt at forklare for sine læsere, hvorfor han formulerer sig forskelligt fra LB til DEV, så også han har nok fundet ligheden indlysende. Men prøv nu selv at finde den, måske er det nemmere for dig nu, hvor du ved, at det ikke er mig, men Martinus, som har skrevet det.

Sommerhilsen fra Søren

Hej Søren,

Når man tager "eller alt hvad der overhovedet er til." med, så kan godt forstå at de to udsagn er ens, specielt på baggrund af Martinus analyse af noget som er (et uendeligt og evigt noget, som dermed må omfatte alt hvad der overhovedet er til). Hvis man kun kigger på "Verdensaltet er altomfattende", så kunne man godt tolkes det som kun værende den skabte verden. Man kan seævfølgelig også tolke det, som at verdensaltet er skabt og der derfor må være en skaber som kan skabe det og så er vi ved det samme resultat, som den lange version

Min favorit af de to er dog "noget som er". Jeg synes det er mere præcist, men det er måske bare mig

kh
Lasse

Hej igen Lasse!

Tak for dine interessante og selvstændiige fortolkninger af Martinus. For at der nu ikke skal være nogen på dette udmærkede forum, som tror, at han modsiger sig selv, så må jeg helllere minde om, at Martinus sætter lighedstegn mellem Verdensaltet, Guddommen, princippet "et levende væsen" og princippet "noget, som er".

Ja, så skulle det forhåbentlig være på plads.
- og nok en sommerhilsen fra Søren

Livsmysteriets løsning

Forudsætningerne for at der er liv må være, at der er noget, som eksisterer, hverken mere eller mindre. Det er derfor Martinus har valgt at kalde det ”et noget som er”. Dette ”noget som er”, har ingen form, størrelse, farve, ja der kan ikke sættes andre ord på det end at det eksisterer og vel at mærke i sin egen formløse eksistens højt hævet over noget, vi i øvrigt kan sammenligne med. Da al oplevelse beror på genkendelsens lov og det vil sige skabte foreteelser, da vil det være en fuldstændig umulighed at sætte ord på dette ”noget som er”, udover at det er til og uden for sansningens rækkevidde. Vi kan kun tilnærme os det indirekte via noget, vi genkender i forvejen; men det vi kender i forvejen, vil jo altid være igennem skabte foreteelser og derfor en umulighed at sammenligne det med dette ”noget som er”, med noget som helst andet eksisterende, her må man altså nøjes med sproglige tilnærmelser.

Men hvorfor kan dette noget ikke være skabt? – Svaret er ligetil, hvis noget havde skabt dette ”noget”, da måtte der være en skaber bagved dette ”noget som er” og så var det jo ikke længere hævet over tid, rum og evigheden; så måtte det være forgængeligt og være påvirket af tidens slitage, men her er det modsatte tilfældet, for hvis der havde været en tid, hvor intet var til, hvad skulle da så have sat det i gang? – Her har vi altså et indirekte bevis på, at det er en umulighed, hvis man tænker logisk efter. Livet er til, det er en kendsgerning, men når livet er til, så må der være noget bagved, der oplever sig selv, som noget levende, og det nærmeste Martinus har kunnet udtrykke det, er ved at sige, at der er ”noget”, som både kan og vil opleve.

Hvis man tænker dybere over det, vil der jo kun være to muligheder til stede, enten er det et ”intet” der eksisterer eller også er et ”noget” der eksisterer, (undskyld sprogformen). Men et ”intet” kan jo umulig eksisterer som noget ”levende”, og derfor er der kun en mulighed tilbage, at der er et ”noget”, som eksisterer, eftersom vi oplever. Derfor må dette ”noget” være selve den usynlige kerne eftersom det ikke er skabt, men har den ene analyse, at det eksisterer. Det er som en lyskilde, der via et kondensatorprincip, danner et billede på en hvid baggrund. Men det eneste det har at gøre godt med er, at forvandle det immaterielle om til en illusion af noget materielt (noget skabt), og dermed kommer dette ”noget” til at opleve to sider af sig selv, det som er bag ved det skabte (jeget) og det som skabes.

Set fra den kosmiske bevidsthed

Martinus taler om ”det guddommelige noget”, som et væsen, der har utallige, iboende muligheder i sig, evnen til at skabe livsoplevelser og bevidsthed og det er takket være tre principielle forskellige måder. Den ene måde er som usynlig initiativtager og derved udnytter sine iboende muligheder som princippet skaber og for det andet samtidigt fungerer som en usynlig ”evne” til at skabe muligheder med, nemlig ved at kunne jonglere med energien og for det tredje er i stand til når som helst, at materialisere det om til skabte ting i tid og rum. I virkeligheden siger Martinus, er det for den kosmiske bevidsthed al stof hverken mere eller mindre et genialt tilsløret kompleks af tomhed og absolut stilhed. Med andre ord et fuldbyrdet illusionstricks (Majas slør).

Hvis vi skal forenkle forståelsen af det, findes der altså et evigt uskabt ”noget” som har den evne at skabe en kontras til tomheden og stilheden og det kan kun lade sig gøre på den måde, at energien som også evigt er til stede sættes i bevægelser via skaberevnen, og dermed dannes der en modsætning til tomheden og stilheden. Man kan via en analogi tænke os en spand med hvid maling, og da hvid indeholder alle farveenergier, så kan man ved hjælp farvefilter (skaberevnen) danne alle mulige farvevarianter. Det er da heller ikke så mærkeligt, at det første symbol Martinus tegnede var trekanten, som stod for det levende væsens tre operationelle egenskaber, jeget, dets skaberevne og det skabte. Hvis de tre egenskaber ikke evigt havde været til stede, da vil kun tilbage være en evig tomhed og stilhed uden nogen mulighed for skabelsesprocesser og dermed oplevelsesmuligheder. Formålet med livet er at kunne opleve, hverken mere eller mindre.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Ja, når man har læst lidt i hans bøger, så kan man se at det ikke kan være anderledes ud fra de forudsætninger som kosmologien bygger på.

Kernen i de fire begreber er måske på en måde livsmysteriets løsning. Forstår man de fire begreber og deres sammenhæng, så har man forstået livmysteriets løsning. Eller skal der mere til?

kh
Lasse