Efterhånden er der en del her på forum, der har stor viden om forskellige New Age retninger, Teosofi, Krishnamurti osv. Dem kender jeg ikke så meget til. Jeg vil derfor gerne spørge om, hvilke svar de forskellige "retninger" giver på spørgsmålet: "Hvad er meningen med livet"?
Hos Martinus er svaret, at der sådan set ikke er nogen mening, en mening er noget skabt, og en mening kan derfor ikke være svaret på livet, som er evigt. Livet har ikke noget slutmål, og derfor har det heller ikke en egentlig mening. Meningen er dog at vi skal opleve livet. En efter min mening simpel og logisk forklaring.
Hej Svend.
Det forunderlige er netop, at de fleste new age bevægelser, og andre nyere trosopfattelser, også som Martinus, lader til at mene, at vi alle er del af et "overordnet" legeme, en samlet Guddom, som har skabt os, for at kunne opleve sig selv, og for at kunne adskille lys fra mørke.
Mange af disse opfattelser mener også, som Martinus, at godt og ondt er lige vigtige dele af vor livscyklus, og kun er "poler" der skal lære og at opleve "forskellene".
Derfor mener jeg så også, at den kosmiske bevidsthed som Martinus var en af de første der fik, nu er ved at opstå (sikkert i mindre grad, men alligevel) spontant i mange forskellige "bevægelser" jorden rundt, og at vi derfor bør forsøge at samles og at rumme disse mange forskellige måder at udlægge tingene på, så en "helhed" kan opstå, i jordens samlede "bevidsthed".
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Svend,
Ja, Martinus kommer med en simpel og logisk forklaring på meningen med livet.
Han omtaler både en større mening med livet, og en mening med livet i forhold til det udviklingsstadie man er på. Om dette siger Martinus:
LB4, stk. 1414
"En større mening med selve livet og tilværelsen eksisterer ikke og vil aldrig nogen sinde kunne komme til at eksistere."
Som du selv skriver er essensen i dette, at den eneste højere mening er såre simpel "oplevelse".
Martinus skriver dog om livets mening i fht. vores udviklingstadie:
Logik kap 15:
"Opnåelse af denne bevidsthedstilstand på det højeste religiøse eller åndelige område er således det, der foreløbig er livets mening med de jordiske mennesker. At være i kontakt med denne mening vil altså være det samme som at være i harmoni med den samlede verdenslogik."
Eller LB4, stk. 1364:
"Vi har således her for os den nye verdensepokes højeste idealer eller de forskrifter, hvorefter den guddommelige skabelsesproces foregår omkring os i naturen. Det er således ikke noget ideal for jordmenneskene, fordi Kristus har åbenbaret det, men derimod udelukkende fordi, det viser sig at være selve livets mening og hensigt med menneskene. Kristusmentaliteten er altså målet. Den er det færdige resultat med hensyn til fuldkommen tænkning, viljeføring eller handlemåde."
Og LB4, stk. 1496
"Da det er næstekærlighedslovens praktik, der er livets mening, er det denne praktik, man må træne sig i at kunne opfylde."
Jeg kender heller ikke så meget til forskellige New Age retinger mm. Men jeg kender til kildemateriale, som jeg tror mange New Age retninger baserer sig på. Som Avatar skriver, så er der her et helt fantastisk match til Martinus' beskrivelse af verdensaltet, livets mening og at oplevelsen af livet som adskilte individer i virkeligheden er en illusion, idet vi ALLE ER ÉT uendeligt og evigt levende væsen/univers/guddom.
Avatar skriver
Jeg vil tro vi mener det samme, men at det vil være mere præcist at sige (i hvert fald i forhold til det materiale jeg kender til), at denne guddom ikke har "skabt os". Vi ER guddommen. Vi har altid eksisteret, og er ikke skabt. Vi kan ikke eksistere foruden guddommen og guddommen kan ikke eksistere foruden os, for vi er ET og SAMME. Men for at kunne opleve vores eksistens, har vi været nødt til at skabe et spejlbillede af os selv. Og det er det spejbillede vi oplever til dagligt. Alle vi kender og møder, ja, alt hvad vi overhovedet sanser i naturen, i universet, er et spejbillede af os selv. Og der er så uendeligt mange detaljer i dette spejlbillede, at vi kan opleve det i en evighed 
Kærlig hilsen,
Nicolai
Hej Nicolai.
Jo, vi mener det samme, omkring at vi altid har eksisteret, som en del af Guddommen.
Så jeg skulle nok have formuleret mig sådan, at guddommen har "udspaltet" sig i mindre enheder (Bla.a os) for gennem disse at kunne opleve sig selv, fremfor at have brugt udtrykket "skabt os". 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Kære Venner,
Der er et tidl. emne af RePeet, 'Hvad er meningen med livet',
og som Svend skriver, er der ikke nogen mening med livet,
det så Jeg selv meget klart for ca. 25 år siden, før Jeg kendte til M. Kosm.
og det er helt på linie med M.s analyse af fænomenet 'mening',
(som Jeg desværre ikke husker hvor står skrevet)
og det kolliderer ikke med de af Nicolai udvalgte citater,
Kærlig hilsen
Holger
Hej Holger.
Jeg vil tillade mig at være uenig med dig og svend i denne forbindelse.
Martinus mener jeg siger, at alting udspringer af en forudgående længsel, eller et ønske eller et begær/lyst.
Meningen eller med et andet ord "hensigten" med vort jegs oplevelse af liv, må da være et ønske fra Guddommens side, om at kunne opleve sig selv, og på den baggrund har Guddommen så sat en "bevægelse" i gang sit "sig selv".
Så en mening med livet mener jeg altså nok der er, men for os individuelt er meningen vel blot at vi evigt skal cirkulere i oplevelsesoceanet, og opleve ikke kun en mening med livet, men mange.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Kære Arne,
Det enkle svar er at der kun er den/de mening'er som man selv danner eller tillægger Livet,
ja, 'Ur-begæret' var også noget Jeg på egen hånd havde gennemskuet inden Jeg kendte til Kosm.
ja, det er 'sådan set' rigtigt nok, det Du skriver,
og det kolliderer ikke med det Jeg skrev/skriver,
så det må være din 'uenighed' der spærrer for udsynet,
Kærlig hilsen
Holger
Hej Holger.
Desværre er jeg vist ikke helt kosmisk bevidst endnu, for jeg har stadigvæk områder i mig, hvorpå jeg kan være uenig/ mangle forståelse.
Det er lige i nuet svært for mig at fatte, at alt det andet, alle ting i hele universet er sammensat helt perfekt, og har mening/hensigt altsammen, ifølge Martinus, men at livet i sig selv er det eneste der ingen mening har.
Men ordet mening kan jo betyde både hensigt og "holdning", så bruger du ordet i betydningen at livet ingen "holdning" har, så giver jeg dig ret.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Det er lige i nuet svært for mig at fatte, at alt det andet, alle ting i hele universet er sammensat helt perfekt, og har mening/hensigt altsammen, ifølge Martinus, men at livet i sig selv er det eneste der ingen mening har.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Jeg forstår det sådan, at livets mening fra en overordnet (Guds) synsvinkel ganske enkelt er livsoplevelse, hvilket jo også en "mening" 
Meningen er, at kunne opleve livet i al evighed.
Fra det lokale perspektiv...(det udviklingstrin vi befinder os på )....kan man måske benytte Bibelen...
hvor meningen er, at vi skal blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse...dvs Kristusvæsner.
Kærlig hilsen Ejby
Alt det ved livet der er evigt, kan der ikke være nogen mening med. For det ville forudsætte at der var nogen, der havde "skabt" det til at tjene et formål.
Da mening knytter sig til et mål eller endepunkt, må mening forudsætte et mål. Men da evigheden ikke har noget mål eller endepunkt, kan den heller ikke have nogen mening.
Der er en række "midlertidige" eller timelige meninger, nemlig at komme videre til næste delmål, dvs. til noget skabt, men noget endeligt mål er der ikke, og dermed heller ikke nogen endelig mening.
Ja, det er godt at Jan hjælper Os her,
for ofte er det sådan når man kommer helt i bund 'med tingene', at Vi kan/må skelne mellem det evigt foranderlige og det evigt uforanderlige,
ja, Livet's formål er oplevelse, (Central-behovet/Ur-begæret)
en ting er virkeligheden, noget andet er beskrivelse af virkeligheden,
men selv om man ofte kan beskrive virkeligheden meget præcist, så kan sproget godt drille, og her i denne sammenhæng, er der 'stor afstand' mellem 'formål' og 'mening',
M. måtte jo bruge det sprog det er tilgængeligt, herunder de almindelige vendinger,
i fortalen til Livet's Bog nævner M; 'Jeg ligesom så ind i evigheden, og meningen med Livet', -
mit gæt er at analysen af 'mening' findes i LB. 5-6,
Kærlig hilsen
Holger
Hos Martinus er svaret, at der sådan set ikke er nogen mening, en mening er noget skabt, og en mening kan derfor ikke være svaret på livet, som er evigt. Livet har ikke noget slutmål, og derfor har det heller ikke en egentlig mening. Meningen er dog at vi skal opleve livet. En efter min mening simpel og logisk forklaring.
Eksistensen/ livet er vel sin egen mening... hvis den er evig... og er detsamme som at skabe og opleve/erfare eksitensen/livet...
De evige prinsipper (sult/mättelse/ perspektiv/ karmaloven etc. kort sagt den evige logik...) garanterer at vores intresse för den evige eksitens ikke må uphöre!
Perioder med fölelse af menigsfuldhed aflöses af perioder med en fölelse af meningslöshed på en måde der skaber en overgribende mening på et höjere plan (den kosmiske)!
Ligesom at erfaring af det ubehaglige gode (det s.k. onde) og det behagelige gode (det s.k. gode) på det hverdaglige niveau over tiden indebär indsigten at alt er meget godt sedt fra en metaniveau (den kosmiske).
Vi er nu i färd med at öve vores evne at betragte lived fra to horisonter, den hverdaglige og den kosmsike, der nu er teoretisk tilgängelig gennem TT:s forsorg men vil med tilsträkelig övelse blive ligeså spontan og direkt som den hverdaglige!
Da mening knytter sig til et mål eller endepunkt, må mening forudsætte et mål. Men da evigheden ikke har noget mål eller endepunkt, kan den heller ikke have nogen mening.
Der er en række "midlertidige" eller timelige meninger, nemlig at komme videre til næste delmål, dvs. til noget skabt, men noget endeligt mål er der ikke, og dermed heller ikke nogen endelig mening.
Helheden er der ikke nogen mening med, den er kun "noget som er", men vi oplever denne helhed stykke for stykke, der kan have mening eller savne en sådden! Mangeln på mening i det evige liv kulminerer i den jordmeneskelige epok. Lige nu! Se er omkring i verden! Meningen er meget skjult!
Skriv et svar