Martinus værk viser, at man ikke kan bebrejde nogen noget.
Martinus er enormt omhyggelig med at gentage det igen og igen, hver gang han analyserer et eller andet af "mørk" karakter, at det er naturligvis ikke for at bebrejde nogen, men alene for at lave en analyse, så man kan forstå, så man derigennem kan få en støtte til ikke at bebrejde, men være tolerant.
Martinus siger det ikke bare en enkelt gang, eller nogle få gange, men gentager det atter og atter nærmest som en rød tråd igennem hele værket. Og nogen kunne vel tænke: behøver han virkelig at sige det samme så mange gange? Man ville måske mene, at een gang vel måtte være nok?! Så var det jo ligesom sagt. Ja, man kunne da måske også godt sige det et par gange, hvis man nu ville være helt sikker på, den var "sevet ind", men så mange gange! Er der virkelig en dybere mening med det?
Ja, det tror jeg ganske bestemt, der er. Fordi det at bebrejde er så indgroet hos os som ikke-færdige mennesker, at vi næsten ikke kan lade være. Bebrejdelse er et andet ord for intolerance. Og det kan vi næsten ikke lade være med. Ikke engang selv om vi rigtig gerne vil.
Det sker bare. Det er sådan en kolosal gammel, gennem årtusinder optrænet stor vanefunktion, at vi ikke kan lade være. Vi kommer til at bebrejde. Og tit kommer vi til at bebrejde, uden at vi selv finder ud af det - altså både helt automatisk og helt ubevidst.
Og vi er selv så vant til at høre bebrejdelser alle steder, fordi vi reelt bliver udsat for det som skæbnereaktion på al den bebrejdelse, vi selv har sendt afsted, fordi vi ikke kunne andet, så vi næsten heller ikke kan høre andet end bebrejdelser, ja selv når der slet ikke er nogen bebrejdelser, ja selv når vi får komplimenter og kærlighed, og den er oprigtigt ment, så kan vi risikere at tænke: "neej, der ligger nok en eller anden bebrejdelse bag, det må der næsten gøre! Det er vi jo så vante til. Og hvorfor skulle nogen holde af mig?"
Så hvad i alverden stiller vi op med alle de bebrejdelser? De klistrer jo også sådan! Her kan man virkelig se, at det ikke kun er tyngdeenergiens eksposionsevne, der er på spil, men også i høj grad alt for megen følelses-energis klæbribe effekt. Bebrejdelserne klistrer sig fast til sjælen, og når man forsøger at fjerne dem, så klistrer de fast alle mulige andre vegne.
Hvad gør man så? Skulle man prøve, om der måske var en eller anden man kunne tørre - bare lidt af dem - af på? Ikke ret mange selvfølgelig! Det er klart! Bare sådan at man lige kunne trække vejret lidt friere igen!
Ja, det lykkedes søreme! Pyha! Man fik tørret lidt af! Det var dejligt! Det lettede! - Men ak! Al for kort tid! Næsten som ved et trylleslag var de der igen! Hvordan i alverden gik det til?? Ja, det var ovenikøbet som om, de nu også havde taget alle deres venner med. For der var nu mange flere end før, man begyndte at tørre dem af på andre. Hvor uhyggeligt! Næsten ligesom en ond drøm, hvor man kæmper mod en stor og farlig drage. Men endelig får man hugget hovedet af dragen! Hurraaaa! Dragen er bekæmpet. Man bliver så glad så glad. Man jubler af glæde. Man gjorde det! Man gjorde det! Man er i den syvende himmel! Åh hvor vidunderligt! Men ak, kun et flygtigt, alt for kort øjeblik, så bliver lyksaligheheden brat afbrudt af rædsel igen - bare større denne gang. For man ser til sin skræk, at det ikke hjalp at hugge hovedet af dragen. For tre nye hoveder dukkede straks efter op der, hvor man havde hugget hovedet af! Nu er dragen tre gange så farlig! Det var altså åbenbart ikke løsningen! Men hvad gør man så?
Ja, man må nok hellere lade være med at forsøge at tørre sin bebrejdelser af på andre mere. Jeg gør det aldrig mere. Det lover jeg mig selv! Højt og helligt! - Men det er svært! Man troede lige, at nu gjorde man det ikke. Og så gjorde man det alligevel, uden man selv opdagede det.
Sådan er det. Det er svært. Og så er det svært af fatte, at det overhovedet kan være nemt for nogen. Indtil man får det lært. Så er det lige pludseligt nemt, og så er det pludselig svært at forstå, at det engang var så svært, når det nu er så nemt.
Man skal nok huske at sige noget mere ligesom Martinus, at det her siger jeg ikke for at bebrejde nogen noget. Det tror jeg er en god idé. Man kan aldrig vide, om dem man møder har mødt mange bebrejdelser, og derfor er blevet nærmest allergisk overfor dem og hører dem hele tiden. Så er det godt, at man kan fortælle dem, at man ikke selv ønsker, at bebrejde nogen noget. Så er det ligesom lidt nemmere. Så kan det godt være, at man alligevel kommer til det, fordi det ikke lykkes hver gang. Men så er det nok ikke helt så slemt, for så ved de jo, at det ikke var med vilje, at det ikke var tilsigtet, at hvis man kom til det, så var det ikke det, man ville. Og så kan man jo også prøve at tænke om andre, at selv om de glemmer at sige, at de ikke vil bebrejde, og selv om de måske kommer til at bebrejde. Og selv om man bliver ked af det, fordi man føler, at de misforstår en, og ikke ser en som man er, så er de nok slet ikke ude på at ville bebrejde en noget. Det var nok bare noget, de kom til ved et uheld. Og selv om det måske ikke var ved et uheld. Selv om det måske endda var nøje overlagt, så er det nok alligevel bedst at tænke sådan, at de nok kom til det ved et uheld.
Og det er jo også det, Martinus siger, de gør - måske med lidt andre ord. Men alligevel lidt det samme, at selv de værste banditter er sådan - ved et uheld, fordi de uheldigvis ikke ved, hvad de gør. Men det kommer de heldigvis til.
Ja, han har ret Martinus, det tror jeg bestemt, han har. Det er sådan man skal tænke. Hvor er det dog nemt. I hvert fald i princippet. Princippet er meget, meget nemt. Og det er også meget, meget nemt, når man først kan det. Men det er, når man ikke kan det, så er det, at det slet ikke er nemt, men meget svært, ja nærmest umuligt, hvis ikke helt umuligt. Men så er det jo godt at vide, at det ikke bliver ved med at være umuligt. Ja, at det netop kun er umuligt, for at det senere skal blive muligt. Hvor er det godt at vide. Og hvor er det godt at vide at Gud, min evige fader, aldrig nogen sinde bebrejder mig noget som helst. Det er godt at tænke på. Det kan jeg blive helt rørt over. Ja, den eneste der egentlig kan bebrejde mig noget. Det er mig selv.
Og det kan jeg ikke lade være med. Men på et tidspunkt kan jeg. Så kan jeg helt lade være med det. Og så kan jeg også mærke Gud, min evige fader hele tiden. Hvor er det alligevel godt! - trods alt!
Hej Jan
Hurra! Ja alt er såre godt.
Jeg tror man med sin vilje kan tage et stort skridt alene, da en god del af det negative eksisterer som vaner.
Jeg tror man ved at aflægge bebrejdelse og lignende ting uden at det kræver det store "arbejde" kan bruge sin vilje aktivt positivt - og at det er effektivt.
Vh Esben
.
Hej Jan S.
Jeg er også helt enig, at ikke bebrejde nogen som helst noget er et mål vi skal nå med tiden. 
Men lige i nuet har jeg dog en tilføjelse.
Vi skal også lære at se når "andre" elsker os, gennem en "bebrejdigelse", fordi vi skal forstå disse ikke kan udtrykke deres kærlighed til os på anden måde. 
Når mine børn siger "Far du skulle holde op med at ryge", hørete jeg så enten, "Mine børn elsker mig ikke, fordi de bebrejder mig at ryge", eller hørte jeg :" vi elsker dig jo Far, og ønsker at beholde dig sund og rask hos os, så længe som muligt" ?
Vi er jo også modtagere af bebrejdigelser fra andre, og disse bebrejdigelser skal vi forstå, som kærlighed i forskellige afskygninger. 
Derfor skal man elske sin fjende.
Og deri ligger også forståelsen i udtrykket "Den man elsker, tugter man", (af kærlighed, bebrejder man).
Så bebrejdigelser skal ses i 2 lys, dem man selv giver ud, (som man skal lære at holde op med at foretage, uden at kærligheden til "næsten" derved lider skade) og de bebrejdigelser man får fra andre, som man bør lære at tage imod som kærlighed (eller i det mindste som sin egen karma). 
Og ellers er jeg helt enig, de er både klæbrige og formerer sig som ringe i vandet, de bebrejdigelser. 
Kærlige Hilsner fra Avatar
.
jeg er enig med j
venlig ment hilsen
Hej Avatar,
Når mine børn siger "Far du skulle holde op med at ryge", hørete jeg så enten, "Mine børn elsker mig ikke, fordi de bebrejder mig at ryge", eller hørte jeg :" vi elsker dig jo Far, og ønsker at beholde dig sund og rask hos os, så længe som muligt" ?
Vi er jo også modtagere af bebrejdigelser fra andre, og disse bebrejdigelser skal vi forstå, som kærlighed i forskellige afskygninger. 
Derfor skal man elske sin fjende.
Og deri ligger også forståelsen i udtrykket "Den man elsker, tugter man", (af kærlighed, bebrejder man).
Så bebrejdigelser skal ses i 2 lys, dem man selv giver ud, (som man skal lære at holde op med at foretage, uden at kærligheden til "næsten" derved lider skade) og de bebrejdigelser man får fra andre, som man bør lære at tage imod som kærlighed (eller i det mindste som sin egen karma). 
Ja, det er meget væsentligt.
Og det har jeg også haft i tankerne, men har åbenbart ikke fået det formuleret.
At noget siges i vrede eller bebrejdende er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke bag ved vreden og bebrejdelserne ligger en konstruktiv (kærlig) kritik, som er det væsentlige, og hvor man let kan stirre sig blind på vreden og måske sige: "ja, man skal jo ikke være vred", og så overse det, der lå bag vreden.
Det kan virkeligt være vanskeligt at gøre. Og derfor er det også meget gavnligt at blive opmærksom på disse mekanismer.
venlig hilsen
Jan