Jeg har ikke hørt om nogen situationer, hvor Martinus skulle have været vred. Tværtimod. Det ville også være imod alt det han har skrevet og sagt.

Til gengæld skulle han indimellem have været ret bestemt omkring ting, der havde med 'Sagens' udvikling at gøre. Det kan måske opfattes som en form for autoritet, men det er vel også okay, så længe det ikke bliver misbrugt. Jeg mener, hvis du virkelig ved noget, så kan du jo tillade dig at holde meget bestemt på det (problemet er så hvis man tror at man ved noget, men ikke gør det og så holder stædigt på det, men det er en anden sag).

Jeg mener at Jesus skideballe har været oppe før på forummet. Så vidt jeg husker var der nogen som citerede Martinus for at have sagt at jesus ikke kunne blive vred og derfor ikke havde været vred. Det skulle altså være en form for fordrejning af det der virkelig skete.

kh
Lasse

Hej N!

Martinus blev ikke vred. Men han kunne godt skære igennem.

Martinus forklarer mht. Jesus og markedet foran templet, at Jesus heller ikke blev vred. Man har bare tolket det sådan, fordi man ikke forstod hans bevidsthed. Jesus har været meget klar og utvetydig mht. hvordan han ville have tingene - og det kunne han give udtryk for på en bestemt måde uden vrede.

Som jeg ser det er vrede en følgevirkning af frygt. Når man ikke er herre over frygten, men frygten er herre over en selv, ja så reagerer man med vrede som forsvarsmekanisme enten rettet mod andre eller en selv.

Skal man udtrykke det lidt tørt og teknisk, så drejer det sig om at udvikle evnen til kontrolleret brug af den af de 6 grundenergier, som Martinus betegner tyngdeenergien, som er den eksplosive. I ubundet form skaber den ukontrollerede virkninger - eksplosioner. Vrede er et udslag af sådan ukontrolleret eksplosion. Men efterhånden udvikler man sig frem til at bruge tyndeenergien kontrolleret. Den bliver ledet af en ligevægtig følelses- og intelligensenergi - ligesom man så også har råderet over intuitionsenergien. Det giver evnen til at stå urokkeligt fast, når situationen kræver det. Ligesom man også er i stand til at vise den allerstørste omsorg og forståelse for alt og alle.

Men det hele er altså ledet af en absolut fredfyldthed eller sindsligevægt, en fuldt udviklet lidelseserfaring, der medfører den fuldkomne medlidenhedsevne og visdom, der gør at man både intellektuelt og følelsesmæssigt ved at ingen kan være anderledes end de er, og derfor er der intet grundlag for harme - men alene for vejledning.

kh
Jan

Jeg mener at kunne huske, at nogle på et tidspunkt nævnte (var det i dette forum?) en artikel (fra Kosmos?), som berettede om, hvordan Martinus engang irettesatte en kvinde (?).

Er der nogle, der kan genkende den situation/artikel, som jeg her tænker på? Og eventuelt kan krydre med et link til artiklen (eller citere den)?

Venlig hilsen

Peter

Hej Peter

Ja, jeg mener at det er i en af de to mindebøger (sandsynligvis "Martinus som vi husker ham"). Det er kvinden selv der beretter om situationen. Kort fortalt handlede situationen om at hun havde Martinus på besøg, som hun var godt i gang med "afhøre" om kosmologien. Hendes datter bryder ind på et tidspunkt og moderen/kvinder affærdiger datteren, hvilket Martinus forklarer hende at hun ikke må gøre (på den pæne måde). Derefter får datteren og Martinus sig en lang snak hvilke mønstre der skal være på en pude datteren er ved at syg.

Jeg synes at historien er et meget godt billede på at kosmologien er vigtig, men ikke vigtigere end måden vi behandler hinanden på.

kh
Lasse

Hej Jan

Tak for indlægget

Jeg fik lyst til at tilføje at det er i takt med udviklingen af følelsesevnen at man får tyngdeenergien under kontrol. Og som du selv er inde på, så er det lidelserne der udvikler følelsesevenen.

kh
Lasse

Hej - og tak for jeres svar..

Jeg kan ikke huske om det er noget Martinus siger, men jeg har hørt noget om, at det der med vrede, det er ikke noget man kan slippe helt af med - spørgsmålet er bare hvor god man er til at kontrollere den.. selv for kristusvæsener..

Er der nogen der har hørt noget af det samme? Eller er jeg endnu engang ude på et sidespor..?

Nicolai

Hej Nicolai!

Sagen er jo nok, hvordan man definerer begrebet vrede.

Man kan måske tale om to begreber som kan minde om hinanden: vrede og fasthed.

Vrede er fasthed, der udspringer af kosmisk uvidenhed, af intolerance og hævnlyst.

Fasthed uden vrede udspringer af næstekærlighed.

Efterhånden vokser man frem til at være taknemmelig for alting. Det er denne tilstand, der udløser den kosmiske bevidsthed. Det forudsætter, at der ikke er noget, man frygter. Når man frygter noget, forsøger man at undgå det. Vrede er en af de måder, man for en tid kan ungå at mærke smerten på. Når ens mod efterhånden vokser, tør man mærke al den lidelse, man rummer. Når man tør det, bortfalder grundlaget for frygt, for man er ikke længere bange for det ubehagelige. Først når man når der til, kan man slutte fred med det, elske det fuldt ud. Man kan ikke elske noget fuldt ud, så længe man frygter det. Men når man ikke længere frygter noget, kan man elske det hele - og så er grundlaget for vrede forsvundet.

Som kosmisk bevidst kan man vise fasthed, kraftfuldhed og antipati, men det udspringer af kærlighed og forståelse, ikke af intolerance og uvidenhed. Men folk der ikke kender til tilstanden vil sikkert mene, at man er vred.

Sådan ser jeg det.

kh
Jan

Hej Jan...

Som kosmisk bevidst er man vel upartisk og dermed udviser man vel ikke antiparti ? - igen fordi - som du nævner, at man forstår de andres / den andens udviklingsniveau. Det man udsættes for, som i fordums dage, ville have udløst antiparti, erkender man nu som noget man selv er første årsag til.

kh
Tina :0)

    Kære Jan og Tina!

    Det spørgsmål i begge der berører, afhænger af hvilket"iagttagelsesplan", man ser en ting fra.

    Hvis, man ser det fra "oven" (Guddommens plan), har Tina ret, da alt så er "såre godt".

    Der hvor jeg opfatter at Jan" ser fra", er "fra neden", hvor den enkelte godt, med erhvervet kosmiosk bevidsthed, kan
udtale "misbiligelse/antipati" med "noget", der strider imod den "kosmiske opfattelse" af en ting.

                          Karsten.

I følge Martinus slipper man af med sin vrede på et tidspunkt.

Vrede er ukontrolleret tyngdeenergi i bevidstheden. Når man er udviklet til at kunne kontrollere tyngdeenergien med følelse og intelligens, så bliver man ikke vred længere (...ikke før man er tilbage i dyreriget i næste spiralkredsløb;) )

kh
Lasse

Svaret er JA !
Engang var der nogle der ville indfører alternativ behandling
på Klint og martinus blev rasende og smed dem ud.

??? ???

Det er ikke sådan jeg har fået fortalt den historie...

Kære Tina og Karsten!

Jeg er enig med det Karsten siger.

Man kan fx føle antipati mod at deltage i krig med fuld forståelse af at krig har en nødvendig, guddommelig mission.

Det er et spørsgmål om, hvad man ligger i ordene.

Man kan sige antipati er synomymt med mættelse eller modvilje. Men det behøver ikke at udspringe af intolerance og hævnfølelse.

kh
Jan