Hej Lars,

Hans Wittendorff har pr. mail sendt dette bud på en besvarelse. Det er godt nok fra et ældre nummer af Kosmos (3-1999), men behandler samme problemstilling. De to grå streger markerer starten og slutningen på Hans' biddrag.

[hr][/hr]

SPØRG OM KOSMOLOGI
NÅR VI IKKE VIL BRUGE VÅBEN

En læser i Kolding skriver: Vi er alle enige, når Martinus taler imod oprustning og brug af våben. Men i samtaler med andre kan man godt komme til kort, synes jeg. For vi slap for nazismens rædselsherredømme, - men det gjorde vi jo kun, fordi andre nationer gjorde en overvældende militær indsats, og altså netop brugte våben. Hvis ikke de allierede havde nedkæmpet nazismen, hvad så?

SVAR: Lad os dele dette interessante spørgsmål op i tre punkter: Du skriver, at man kan komme til kort, når man taler med andre, som ikke kender Martinus’ analyser. Ja, men hvad gør dog det? Vi står alle på forskellige trin, og har man ikke haft lejlighed til at studere Martinus’ verdensbillede, vil det være aldeles umuligt at forstå lidelsernes nødvendighed og skæbnelovens hårfine retfærdighed. Så vi tager ingen skade af at “komme til kort” , og vi skal absolut ikke søge at overbevise andre, medmindre de virkelig er oprigtigt søgende. Og i så fald står de pågældende overfor et langt og grundigt studium.

Og den sidste del af spørgsmålet “hvis nazismen ikke var blevet nedkæmpet”: Ja, så var vi kommet til at leve under det omtalte rædselsherredømme, - og i så fald havde netop dét  været i overensstemmelse med karmaloven. Så havde netop dén skæbne været nødvendig for vores fortsatte udvikling.

Og dermed er vi fremme ved spørgsmålets egentlige kerne: Er der overhovedet noget formål  med de voldsomme lidelser, menneskeheden oplever, - og er der nogen som helst retfærdighed  i det tilsyneladende kaos, vi ser omkring os?

Ja, svarer Martinus! I menneskehedens vældige udviklingsperiode er vi nået frem til et punkt, hvor hvert enkelt menneskes mentalitet  skal ændres. Fra at være et egocentreret, egoistisk, halv-dyrisk væsen, skal vi forandres til et færdigudviklet menneske, der kan leve i fred med alle. En så voldsom omskabelses-proces kan naturligvis ikke klares i løbet af én inkarnation, og den vil naturnødvendigt medføre voldsomme begivenheder.

Men hvad er det da vi mangler i vores nuværende mentalitet? Det svarer Martinus på i Livets Bog 6, stk. 2230: “Det ragnarok, der for tiden gør visse områder til farlige mentale, vulkanske terræner, der kan komme til voldsomt eksplosivt udtryk når som helst i menneskenes og nationernes samliv verden over og dermed endnu engang kan tilsøle, drukne og begrave millioner og atter millioner af mennesker i hadets og hævnens altødelæggende, altbesudlende og kvælende lavastrøm, beror således udelukkende på en manglende evne hos væsenerne til at føle andre væseners lidelser i deres egen mentale struktur.

Og så fortsætter Martinus med at forklare, at ligesom naturens påvirkninger gennem lange, lange tidsperioder har skabt vores evne til at kunne se og høre og vore øvrige sanser, “således vil reaktionerne af overtrædelserne af livets love igennem en vis tidsepoke udvikle en evne i væsenerne til at overholde disse love, og hvorved de da bliver befriet for reaktionerne. Denne befrielse er udviklingens absolut eneste og store mål.  (min fremhævelse)

Nu fik vi altså svar på spørgsmålet om selve formålet  med de voldsomme lidelser og krigsbegivenheder. Men tilbage står problemet med de enkelte nationers og de enkelte menneskers placering i dette virvar af karmabølger. Her kan jeg henvise til en overmåde interessant artikel af Martinus, som findes i Artikelsamling nr.1 under titlen Dommedag.  Her henviser Martinus til Bibelens gamle beretning om, at menneskeheden på et vist tidspunkt i udviklingen bliver opdelt i to grupper. Den ene gruppe udgøres af nationer, der endnu sværger til sværdets magt, nationer, hvis befolkninger endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået udlevet krigens uhyrligheder, men i blind iver hylder “magtprincippet” i stedet for “retsprincippet”. Med andre ord mennesker og nationer, der endnu ikke har lidt så meget, at de tager afstand fra krige og grusomheder. Denne gruppe kalder Bibelen for “bukkene”.

Den anden gruppe udgøres af nationer, hvis befolkninger har udlevet krigen, væsener, der i tilstrækkelig grad har fået erfaringer nok for krigens tåbelighed. De kaldes for “fårene” ved Guds højre side. Og nu fortæller Martinus noget, som er vældig interessant netop for os. For hvordan sker denne opdeling af menneskeheden i praksis: “Naturen, hvilket vil sige Guddommen, besørger således selv en sortering af væsenerne for at kunne føre dem til det, for hvert enkelt væsen, særligt passende opholdssted. Hvilken sortering, man er kommet til at tilhøre, har man altså, med sin væremåde, selv bestemt.”

Videre skriver Martinus om denne sortering: “Denne udskilning har i stor udstrækning fundet sted ved udvandring og finder endnu i nogen udstrækning sted igennem raceforfølgning. Men den fundamentale finudskillelse finder hovedsagelig sted gennem reinkarnationen. Mennesker, der ikke passer i nationens liv og mentalitet, fødes ikke i denne nation i det næste liv, men vil, på basis af tiltræknings- og frastødningsloven, blive født i den nation eller det folk, hvor livet passer for dets skæbne.”

Men hvordan forholder det sig så, når fx de allierede brugte våbenmagt for at nedkæmpe nazismen? Også det fortæller Martinus om i den pågældende artikel. Han skriver om de fredselskende “får”: “Dog ville disse væsener være uhyggeligt stillede, hvis der indenfor deres gruppe ikke eksisterede en serie væsener, der endnu kan hylde sværdprincippet, thi da ville den førstnævnte gruppe (“bukkene”, min tilføjelse) helt undertrykke og lemlæste den sidstnævnte. Men disse, indtil en vis grad militært indstillede mennesker, danner ligesom et værnende skjold eller panser for gruppens kerne, der jo består af væsener, i hvis mentalitet krigen er ganske bandlyst. Når der således i den “højre side”s gruppe kan eksistere krigsvæsener, så skyldes det den omstændighed, at de i det store og hele afviger fra den “venstre side”s væsener derved, at de hovedsagelig kun er indstillede på at bruge sværdet i forsvaret for virkelige internationale, fredsbefordrende idealer, hvilket absolut ikke kan siges at være tilfældet med den anden gruppe, der udelukkende kun bruger sværdet i nationale, egoistiske foreteelsers tjeneste.” (min fremhævelse)

Men læs selv den omtalte artikel Dommedag,  der stiller vore dages flygtningestrøm i et helt nyt lys.

Hans Wittendorff

[hr][/hr]

Desuden har Hans Oldhage fra Sverige postet et interessant indlæg på det svenske STT-forum, hvor Martinus snakker om den enkeltes arbejds- eller ansvarsområde - kosmisk set. Klik her for at se indlægget.

Sluttelig kan artiklen "Den mentale treenighed" af Martinus anbefales. Den er sidst udkommet i Kosmos 10-2001 og 2. del i Kosmos 11-2001.

Her taler Martinus om tre typer individer: angrebs-, forsvars- og fredsvæsener. De sidstnævnte vil naturligvis aldrig gribe til våben, og deres skæbne vil heller ikke bringe dem ind i situationer, hvor det er et realistisk/nødvendigt valg. Til gengæld er der masser af forsvarsvæsener i en ufærdig verden til at opretholde balancen, således at angrebsvæsenerne ikke får overtaget.

kh,
Torben

To supplerende artikler:

"Pacifisme i år 2000: En etisk problemstilling" af Knud Højgaard

"Den stærke dreng i klassen" af Gunder Frederiksen

I forbindelse med arbejdsugen på Klint i Påsken hørte jeg en udlægning af USA's rolle i verden lige i øjeblikket. Kort sagt var ’postulatet’ at USA for tredje gang skulle sikre verdensfreden på jorden (de gjorde det også i 1. og 2. verdenskrig). Årsagen til den voldsomme indgriben (militærmagt) skulle være at det var den sidste mulige vej til at fjerne et problem (styret i Irak). Militærmagt er nu blevet den sidste vej for at få løst problemerne, som skal overkommes for at fortsætte udviklingen på jorden.

En anden pointe omkring FN problematikken og USA's ’enegang’, var at landenes privatinteresser havde handlingslammet FN og USA derfor var nødt til at handle udenom FN for at problemerne ikke løb helt løbsk.

USA blev altså fremstillet lidt som en forsvarer af verdensfreden. Jeg anser det ikke for usandsynligt at det er tilfældet, men det gør ikke USA til en ’engel’. Der er for mig at se ikke tvivl om at mange amerikanere mener at Saddam og Co. skal ned med nakken og det er selvfølgeligt problematisk. Måske kan man godt være små barbarisk og alligevel være med til at bevare en form for ’fred’.

Grunden til at jeg overhovedet tager dette, er at personen som fremførte ideen om at USA skal sikre verdensfreden for tredje gang, efter eget udsagn havde fået det fortalt af Martinus (personen har kendt Martinus godt). Normalt er jeg ikke så begejstret for disse ”Martinus har sagt” udtalelser, da de nogle gange har vist sig at være forkerte (folk husker forkert eller misforstår budskabet). Men her var altså en som havde udtalelsen på første hånd, så jeg mener da den er værd at tænke over en ekstra gang.

PS Indlægget er blevet kortfattet… måske giver alt sammen ikke helt mening (?)

Quote:

Kære Med-Martinus-Kosmologi-interesserede  

I skrivende stund kører TV-nyhederne i baggrunden.
Det handler stort set kun om krigen i Irak.
En krig hvor Danmark jo også deltager - om end hovedsageligt med moralsk opbakning til USA og England.
Det fremgår af debatten i medierne og andre steder, at følelserne omkring krigen er stærke - og meningerne delte.
De strækker sig lige fra det synspunkt, at krig under alle omstændigheder er det største onde, til synspunktet, at krigen er yderst berettiget - såvel moralsk som på andre områder.
Jeg synes det er let umiddelbart, totalt og kategorisk at tage afstand fra al form for krig (som jo er en slags magtanvendelse - måske i sin mest ekstreme form). Men er det rationelt altid (set fra en næstekærlig synsvinkel)?
Kan krigen eller magtanvendelsen i nogle tilfælde være det mindste onde?
Måske når magtanvendelsen mod de få kan redde de mange?
I Danmark har vi jo også politiet, som er bemyndiget til at udøve magt - under visse betingelser - hvis det gælder om at beskytte andre.
Kan det ikke af og til være berettiget at udøve magt - fordi det muligvis er det mindste onde (måske især når magtudøvelsen er upartisk og identisk med retten)?
Selv synes jeg billedet er forvirrende, og ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes.
Ofte synes jeg at både at dem der taler for (ihvertfald dem der kun ønsker at udøve den mindst mulige magt) og dem der taler imod at fjerne Iraks (tidl.?) magthavere, med magt, har ret.
Hvad synes I?
Meget gerne set i lyset af Martinus Kosmologi.

KH/lars

[align=left][/align] :)Siden Irak ble angrepet av amerikanenerne var det jo deres karma og dermed Guds vilje. I følge martinus så er det jo alltid ett gode det som skjer, men noen ganger ett ubehagelig gode. Selv kunne jeg foretrekke å ha Saddam på tronen noen tiår til med stabile arabiske forhold, men Gud ville det annerledes.
Hilsen Stein-Åge

Forsynet benytter jo de redskaber, der er til rådighed. Kan man derfor nænne at være 'angriber' eller 'forsvarer', så er man vel livets, Guddommens eller Forsynets redskab for udløsning af disse energier, også uanset om man melder sig frivilligt eller ej.

Amerikanerne kan derfor godt spille en vigtig rolle for verdensfreden i det lange løb, uanset hvad man ellers måtte mene om dem, og uanset om det er deres eget motiv - som jeg ser det