Meget inspirerende læsning.

Især blev jeg inspireret af Erik Gerner Larssons ærlige beretning om, hvordan han i sit liv har måttet kæmpe den kamp som vi nok alle må kæmpe; den mellem det vi gerne vil gøre, og så det vi gør. Og selv om det dyriske kan synes at være det stærkeste, så lykkedes det jo at få centeret op at stå. De oprindelige pionerer er vel i dag døde og borte, men resultatet af deres stræben står jo tilbage.

Apropos Erik Gerner Larssons bemærkning om, at mennesket opstår af asken fra dyrerigets krige, så har jeg har tit tænkt på, at mange af de goder vi har i dag, og som tjener mange til nytte, må være frembragt at enkelte mennesker, der i deres egen levetid har stræbet efter anerkendelse for deres opfindelser/opdagelser, og derfor kan siges at være egoister. Man kan som eksemepel nævne bogtrykkerkunstens opfindelse, eller dampmaskinens opfindelse. Der er gennem tiderne kæmpet utallige kampe mellem stræbere, som kæmpede for at blive den første med en opfindelse, som kunne give hæder og prestige. Og for én vinder har der været utallige tabere. Men heldigvis sikrer tidens gang, at de resultater den enkelte stræber efter for sin egen skyld, bliver til almenvellets glæde senere hen.

Hej svend

Jeg er i krakow på ferie, og vender tilbage til forummet søndag

Kh.
Kenneth

mange af de goder vi har i dag, og som tjener mange til nytte, må være frembragt at enkelte mennesker, der i deres egen levetid har stræbet efter anerkendelse for deres opfindelser/opdagelser

Hej Svend

Det er et meget aktuelt emne, som også i dag foregår i den politiske kontekst. Skal vi som samfund give ekstra plads og "gulerødder" til den som vil stræbe ekstra meget for at skabe (ofte drevet af egoistiske grunde)? Skal stræbsomme iværksættere have ekstra meget i lønkassen, og have lav skat (høj topskat), eller skal vi som samfund ikke gøre forskel på mennesker, og derved give alle have samme muligheder uanset talenter? Jeg har ikke det gyldne svar, men synes det er en interessant snak...

kh.,
Kenneth

Hej Kenneth.

Mange "store ånder" har forklaret, at de i deres største øjeblikke, altså i de øjeblikket hvor de har gjort deres største opfindelser, eller frembragt de største kunstværker, blev drevet af en kraft eller måske skal man sige ånd, der var større end dem selv.

Fysikeren James Clark Maxwell sagde det således: "What is done by what is called myself is, I feel, done by something greater than myself in me".

Einstein og Niels Bohr var vist inde på noget af det samme. Vi kan vel også nævne Mozart, der i løbet af et kort øjeblik fik inspirationen til en ny symfoni. Derefter skulle han bare skrive noderne ned. Med Martinus i baghovedet kan vi vel sige, at de helt store fremskrift i udviklingen sker i et øjebliks inspiration hos et enkelt menneske, dette menneske bliver ramt af intuitionen.

Jeg tror, at de helt store fremskridt på jorden drives af højstående indviede overjordiske væsener, der via intuitionsevnen hos særligt egnede væsener her på jorden, kan få transformeret ideerne ned til jordisk niveau. Disse ideer kan vel siges at være "livets love", og dermed er de almengyldige. Når jordklodemennesket når et vist niveau, kan disse "livets love" vinde fodfæste på jorden via jorklodens menneskelige pionerer, der er modtagelige for disse "livets love".

Jeg tror egentlig ikke, at det er nødvendigt, at vi som samfund gør noget særligt for at stræberne skal have bedre vilkår end andre. Jeg tror, at den store kraft der driver denne udvikling er så stærk, at de mennesker der kan modtage den, vil blive drevet fremad - også selv om det her i den sidste del af dyreriget også kan synes at være fremskridt, der sker på dyrerigets præmisser. Med tiden brændes dyreriget aftryk væk, og fremtidige generationer kan nyde det menneskelige i fremskridtene.