Ja, Hest,
Det eneste der findes, er Livet,
det eneste Livet har at gøre godt med, er sig selv,
Livet kan kun opleve sig selv, der er ikke andet.

De bedste hilsner
Holger

Hej Hest

Jeg vil anbefale, du også læser Per B-J's bog "I begyndelsen var tomheden" hvor han forklarer dette.

Hvad er det egentlig vi oplever, når vi studere noget ? Når vi studerer en rød postkasse bør vi virkelig tænke over hvad det er, vi er vidne til.

Lad os starte udefra fra postkassen og føre studiet videre ind i vores hjerne. Men først nogle definitioner :

X er postkassen i sig selv (an sich)
x er den måde postkassen sanses af vores sanser
Y er vores oplevelse af postkassen (fur mich)

Indledningsvis kan man sige at postkassen i sig selv X (an sich) består - når man zoomer ned i detaljerne - af molekyler og atomer. Zoomer man længere ned, når man den yderste målegrænse, og her kan vi kun beskrive den som bestående af energi. Det er alment anerkendt og ligningen E=MC2 bekræfter dette. Dette forhold i sig selv gør, at der er noget optisk bedrag på spil, når vi oplever postkassen som en tredimensionel ting i rummet !!

Nuvel, lad dette ligge og lad os zoome ud igen, til postkassen tredimensionelle form. Før postkassen kan opleves af os skal den først vekselvirke med sollyset (hovedagligt den røde del af spektret) og omdannes til elektromagnetisk energi. Allerede her begynder X at ophøre med at eksistere. Dette er trin 1.

I trin 2 vekselvirker sollyset med vores øjne (sanseredskab) og X forvandles til x, og X slutter endegyldigt med at eksistere. Nu er informationerne, der blev båret med sollyset forvandlet til nogle billeder (endda omvendte) på øjets nethinde.

I trin 3 omdannes nethindebillederne til elektro-kemiske impulser, der ledes til voress synsnerve.

I trin 4 føres impulserne via synsnerven over i hjernens synscenter, som er lokaliseret i forhjernes nakkelap.

I trin 5 må der - ud fra et logisk ræsonnement - ske en overførelse af sanseprocessen x til vores oplevelse Y (fur mich) af postkassen.

Hvordan dette sker er en stor gåde for naturvidenskaben. Problemet er nemlig, at denne oplevelse ikke kan lokaliseres i hjernen. Jo, man kan sikket måle impulserne i hjernens synscenter, men selve billedet af postkassen kan ikke findes/måles. Dette er jo et særdeles godt argument for, at oplevelsen er af en anden type materie - åndelig materie - end den fysiske, da det jo ellers ville kunne måles. I praksis og i mangel af bedre sætter naturvidenskaben X = x = Y, altså siger at det hele er fysisk materie. DETTE ER NATURVIDENSKABENS ALLER, ALLER STØRSTE UDFORDRING.

kh.
Kenneth

PS. Lige en tilføjelse. Hele det kompleks/område som Martinus kalder for det indre (den åndelige verden) er identisk med Y i ovenstående.

Hej Hest,

Måske det har noget med karmaloven at gøre. Altså at alt det vi modtager kommer fra os selv og derfor på en måde er os selv (?). Lidt udvidet måde at tænke sig selv på - og lidt skræmmende når man ser hvad der foregår rundt omkring

kh
Lasse

Hej Hest.

Et meget interessant citat du der har fundet.

Vi kan starte med Guddommen. Der findes ikke noget uden for Guddommen, og derfor kan Guddommen kun opleve sig selv.

Og selv om det kan være svært at forstå, så er det helt præcist det samme for Gudesønnen. "Guds rige er inde i eder", som der står i en kendt bog. En Gudesøn kan, hvor meget vi så end oplever noget som værende noget "ydre", ikke opleve andet end sig selv. Alt vi oplever, er vores eget udtrykte billede, og derfor kan alle vore oplevelser siges at være af indre karakter. Der eksisterer ikke noget uden for os selv. Det eneste der eksisterer for os, er det vi oplever, og det vi oplever er noget vi sanser. Og vores sanser er til enhver tid farvede af det vi selv udstråler - vi kan derfor ikke sanse andet end vor egen udstråling.

Det Martinus her forklarer, er den rene skære logik, såfremt loven om skæbnedannelse (karmaloven) er sand. Hvis vi kun kan opleve det, vi selv er årsag til, så kan vi kun opleve os selv, og dermed findes der ikke tilfældigheder.

Tak fordi du bragte citatet - jeg blev virkelig inspireret af det.

Mange tak til alle der byder ind, og oven i købet er i stand til at italesætte det på fornemmeste vis.
Jeg forstår nu, at det forholder sig som jeg havde min egen primitive forestilling om, MEN hvad er det så der gør, at vi kan have en entydig fælles oplevelse, af feks den føromtalte røde postkasse, når det vi ser angiveligt er vores egen udstråling?

KH

Hej igen.

Pointen er her, at vi kan ikke vide, om vi oplever den røde postkasse ens.

Forestil dig i første omgang, at du kigger på postkassen sammen med en farveblind person. Den farveblinde aner ikke, hvordan du ser en "rød" postkasse. Og du aner ikke, hvordan den farveblinde person ser den røde postkasse. Her er det let nok at se, at I slet ikke oplever det samme.

Lad os forstille os, at jeg fra fødslen af har fået byttet noget rundt i min synsopfattelse. Alt rødt lys bliver opfattet af min synsopfattelse som grønt, og alt det grønne ser jeg som rødt. Når jeg kigger på en rød postkasse er den altså i virkeligheden grøn. Men da jeg fra fødslen af har lært, at alt det "grønne" jeg ser, skal kaldes ved navnet "rød", så vil jeg sige til dig, at jeg ser en rød postkasse. Vi kan altså blive enige om, at vi ser en rød postkasse, selv om vores farveopfattelse er vidt forskellig.

Det vil altså sige, at selv om vi kan blive enige om hvad vi ser, så kan vi ikke vide, hvordan det er at opfatte med hinandens sanser.

Det du kalder "en entydig fælles oplevelse" er derfor slet ikke entydig. Du kan ikke vide hvordan andre oplever "en rød postkasse" selv om du kan blive enige med andre om, at I ser "en rød postkasse".

Hej Svend,

Sjovt at du lige bruger det eksempel med den røde postkasse. Det er et eksempel jeg selv har brugt meget når jeg har tænkt over det du skriver om. Jeg er rød/grøn farveblind og er en del gange blevet spurgt om hvordan jeg så ser verden og det er næsten umuligt at svare på fordi man med det spørgsmål ophæver de fælles referencer. Er en rød postkasse nu ikke nødvendigvis rød, men måske nærmere det man normalt ser som grøn? Du forklarer det bedre...

Det hvor det bliver både spokie og interessant som farveblind og måske også som almindelig seende er at jeg nogle gange kan se farverne rigtigt, f.eks. at en farve er grøn og ikke gul, som jeg måske ellers havde troet, i det øjeblik jeg får fortalt hvad farven. Det er interessant i forhold til hvordan vi ser verden generelt. Ser vi den mere rigtigt i det øjeblik vi får at vide hvordan den rigtigt er?

I øvrigt så er farveblindhed primært en fysisk skavank. Der er et eller andet med øjnene, som ikke helt spiller. Jeg kan ikke huske forklaringen. Det er nok også et eller andet mentalt bag at man bliver farveblind, men det har jeg ikke gravet specielt meget i.

kh
Lasse

Hej Lasse.

Jeg brugte primært den røde postkasse som eksempel, fordi Kenneth omtalte den røde postkasse i sit eksempel. Når man taler om farveopfattelse i det hele taget, så er den røde postkasse vist meget populær, simpelt hen fordi det er en farve og en genstand som alle kan relatere til.

Ellers et sjovt eksempel du nævner med, at vi forstår verden anderledes, når vi får fortalt hvordan den er. Hvis vi holder os til farveopfattelse, så er det meget mere kompliceret end man måske lige tror. Enhver der har arbejdet med fotografering, kender til begrebet "hvidbalance", hvor kameraet skal vide hvad farve hvid er - derefter kan de andre farver dannes ud fra dette. I gamle dage var hvidbalancen allerede bestemt på den film man købte, i dag kan man i de digitale kameraer indstille hvidbalancen for hvert billede. Hvis kameraet arbejder med en forkert hvidbalance, bliver billedet med helt sygelige farver. Vores farveopfattelse er lige sådan, vi skal have nogle referencer at gå ud fra, inden vi kan danne hele billedet.

Det helt sjove er, at "den røde postkasse" også skifter farve hele tiden, afhængig af tidspunkt på dagen, er det gråvejr, solskinsvejr osv. Så måden vi opfatter "en rød postkasse" på ændrer sig også hele tiden. Men når vi ved, at "den postkasse er rød", så ser vi altså postkassen som rød, uanset vejr og tidspunkt på dagen.

Så i det hele taget er den måde vi sanser på er meget kompliceret, men spændende alligevel at prøve at komme til bunds i.

Hej Hest,

Den nemmeste måde at se det på er ved at se at du er din dybeste, primære og mest essentielle natur, er tomhed. Så kan der ikke være noget udenfor. Og der kan ikke være flere eller færre end én.

Kh Jacob

Interessant.

Enda en forklaring som måske kan passe ind på citatet fra Martinus hørte jeg her om dagen. Grunden til at vi overhovedet kan kende en sten, en plante, er fordi vi har vært en sten eller en plante. Vi har altså evoluert gennem hele spiralen och dermed blivet kend med alle materialer og stoffer undervejs, og de er på en måde indebygget i vårt sanseapparat.

En besnærende tanke.

Ja rigtig set - giv ham et par blomster han vil
Blive rigtig fornøjet - livet er smukt

Lars

2476. Vor højeste kosmiske analyse på dette felt viser os således her som absolut virkelighed, at alle levende væsener i absolut forstand på jegets eget plan er identiske. Den oplevede adskillelse fra andre væsener, som vi i dagliglivet lever i, udgør kun en skabt realitet. Denne realitet kan derfor kun udgøre en manifesteret tankekombination

Martinus

Inde i os selv.

Når at alle levende væsener i absolut forstand på jegets eget plan er identiske, hvordan kan de så være, at det vi skaber - ikke er identisk?
Det vi skaber, f.eks vores kroppe, er jo ikke identiske, eller vores oplevelse af hinandens kroppe er ikke identiske. Grundenergiens substans - altså det vibrerende lys - er vel det samme. Men det er måske det der menes, når M siger, at på jegets plan er alle levende væsener identiske?

at leve i verdensaltets vingesus

Hej Lykke.

Det er ikke let at svare kort på. Jeg tror du selv er inde på det i forbindelse med det vibrerende lys. Martinus bruger mange sider på at beskrive det.

Der findes uendeligt mange gudesønner, og alle oplever og skaber forskelligt. Men oplevelsen for hver enkelt gudesøn af at være centrum i sin egen oplevelse og skabelse, er den samme.

Hvis man forestiller sig, at to gudesønner skaber nøjagtigt det samme, så ville de være det samme væsen - og dermed ville der kun være et væsen. Og hvis vi fortsætter ad samme tangent, og sagde, at alle skaber det samme, så ville der intet liv være.

Hej Svend.
Du skriver: . Og hvis vi fortsætter ad samme tangent, og sagde, at alle skaber det samme, så ville der intet liv være..... Jeg ser det på denne måde at hvis alle skaber det samme, er der liv - så ville vi måske alle være Kristusvæsener... man da hvert menneske er unikt og ingen er i stand til at skabe det samme, er det uforeneligt, men jeg vil læse dit link og se hvad "himself" skriver. Tak for svar.
Kh Lykke

Jeg troede faktisk ikke at der ville komme nogen bemærkning på mit lidt provokerende indlæg

Men sødt at du skrev kære lykke.

Jeg vil sige til dig, i forhold til det du skriver omkring de "mange" at man hvertfald kan sige at der er mange personligheder som skaber mange forskellige ting. Så vi kan godt mødes om de mange. Resten må vi lade stå til en anden god gang.

Kærlig hilsen
Jacob.

"Vil du lære deg selv å
kjenne, se deg omkring til alle
sider.
Vil du lære verden å kjenne,
se inn din egen sjels dyp."
Rudolf Steiner

That's a deal

All right my friend,
- deal.

Love and peace.