Kære Casper!

    Martinus` kontrastprincip, er svaret på Niels Bors`udsagn.

    Så længe vores intelligens og følelsesudvikling, er så "begrænset", som den oftest er, og vi kun kan "overskue" en lille del af en "lokal sandhed",
kan den "endelige sandhed" let være modsatrettet.

    Den sidste "påstand", er forskellen mellem "Optimisten og pessimisten".  Skuer vi "bagud" i vores udvikling, "kommer vi fra et evigt helvede",
men ingen forbyder dig at "skue fremad".  "Altid vandrer vi mod lyset/ paradiset, noget bedre, som vi higer efter.

          Værsgo`"evig lykke venter på dig".  God rejse!!!    :-* :-*  Karsten

Hej Hej - spændende spørgsmål:-)

Et bud:

Det evige helvede findes måske i og med at verdenslogikken har det med at "vende sig selv på hovedet" for overhovedet at opretholde sig selv. Da verdenslogikken er evig kærlighed bliver negationen det evige helvede. Dette eksisterer i og med "troen på det evige helvede", som opstår ud af det timelige perspektiv, som ikke desto mindre kan føles fuldstændig virkeligt, for den timelige bevidsthed. Hvis næste tråd bliver nr. 1000 så må denne tråd i øvrigt være nr. 999 og hvis vi vender det på hovedet, så har vi jo helvede... Universet rummer selv sin negation, det er "undtagelsen" der bekræfter regelen.

hmmm... under alle omstændigheder oplever jeg det er sundt at stille sig selv spørgsmål der peger i en anden retning end det man normalt holder for sandt. At turde give slip på verdensbilledet kan være et led i en større intimitet med verdensbilledet...

Kære Casper,

Nu kan man jo med god ret sige, at der reelt eksisterer et evigt helvede. Det er heldigvis bare ikke med permanente beboere, idet alle kommer ud af det igen. Men nye kommer også samtidigt hele tiden til. Og, ja, det bliver jo også vores tur atter engang, når vi når så langt. (Men først skal vi heldigvis lige en tur ind i himmeriges rige og være "faste" beboere der i mange milliarder år.)

Og så er der jo det, som Sebastién også nævnte, at når man oplever det, så føles helvede, som om det er evig fortabelse. Vi har altså erfaringer/oplevelser af evig fortabelse, men det er "kun" følelsen, der er sådan. Reelt kommer man altid ud af et hvilket som helst helvede.

"Helvedes smart" fristes jeg til at sige... 

kærlig hilsen
Jan

Hej Casper.

Du spørger om evigt helvede. Mit svar er, at det er livets lod hele tiden at forandre sig, at være på vej mod noget andet end det i forvejen er. Hvad betinger denne forandring? Det gør en utilfredshed med tingenes nuværende tilstand. Lever man i "mørket" og er tilfreds med det, ja så er det naturligvis ikke "mørke" set ud fra den der oplever det, og umiddelbart har man ingen ønsker om at ændre det. Os der studerer Martinus' værker - og alverdens andre lignende værker - gør det jo fordi vi er utilfreds med tingene som de er nu, vi ønsker at noget skal forandres. Man kan sammenligne det med sult og mættelse. Jeg vil sammenligne sultfølelsen med helvede idet denne "sultfølelse" er symbol på, at man er utilfreds med tingens tilstand - derfor føles det som helvede. I og med, at mættelse og sult altid afløser hinanden vil følelsen af helvede altid følge med - et "evigt helvede".

I mine øjne er "helvede" og "himmelen" derfor helt afhængig af hvem der ser - eller perspektivprincippet. Derfor kan helvede findes allevegne, med de rigtige briller.

I fortsættelse af mit tidligere indlæg vil jeg gerne fortsætte med, at helvede således lige så godt findes i dyreriget som i et hvilket som helst andet af de 6 riger Martinus omtaler. At vi tolker dyreriget som det mørkeste mørke - "helvede" er jo bare fordi vi er ved at være mætte af dyrerigets betingelser. Hvis Bibelen var skrevet til "beboere" - eller hvad man nu skal kalde det - i salighedsriget, så ville slangen i paradiset være Bibelens største helt, og Jesus ville spille en noget anden rolle.

Jo opgaven er løst.

Det var ikke følelsen af evigheden jeg var ude efter, så de resultater man kan få ved brug af perspektiv princippet er jo ikke kosmiske sandheder, og må derfor forkastes som svar på en kosmologisk opgave.

Af en eller anden grund er dens modsætning meget lettere at indse, som a.karsten skriver: "evig lykke venter på dig" ( selvom det ikke lige passer i den nævnte sammenhæng ) evig lykke kan naturligvis ikke eksistere uden dens modsætning (Logik for kosmologer).

Igen i Sebastien's svar indgår den evige kærlighed... den vender jeg lige tilbage til.

Jan_Schmidt skriver så et fuldt ud gyldigt kosmisk svar: "Det er heldigvis bare ikke med permanente beboere", ja for uden et evigt helvede ville selve udviklingen gå i stå, og ville derfor umuligt kunne sættes igang igen.

Svend ganske rigtig at når man kigger "tilbage" vil det ligne mere eller mindre et helvede, men her var det en kosmologisk opgave, og ordet helvede er brugt i betydningen det sted der er længst fra den guddommelige verden

Tilbage til den evige kærlighed. Alkærlighed er jo altets grundtone, helvede er det eneste sted hvor kontrasten til alkærligheden kan opleves/læres, så det i sig selv gør helvede til guds kærlighed. Et evigt helvede bliver nu til en realitet da det er umuligt at forestille sig guds alkærlighed værende ufuldstændig, eller for den sags skyld at guds oplevelse af sig selv skulle komme i uligevægt, dvs. mangle det mørke uden også at mangle det lyse.

Så intet skabt vare evigt, men noget skabt er evigt opretholdt.