Faldt lige over denne her:
Så fin!
********************
I Kløvedals Reichs Tolv-Mands-Minde foredrag fra Vartov i 2004, fortæller han om en lignende barndomserindring, som har fulgt ham livet igennem, og som blev et afsæt for hans spekulationer og livslange forhold og beskæftigelse med troen og kirken.

Han var lige fyldt fem. En dag legede han med et par kammerater ude på vejen. Det var en anden verden dengang - en verden, hvor det uden videre kunne lade sig gøre at lege ude på vejen. Tegne hinkeruder midt på kørebanen og bare gå ind til siden, hvis der kom en bil.
Så var der en pause i legen, hvor han sad for sig selv på kantstenen og gloede på nogle kamilleblomster, der voksede i fortovskanten. Pludselig begyndte den største af dem at vokse og stråle og fyldte efterhånden hele hans synsfelt. En uendelig stor, kærlig, varm - og frem for alt levende - sol med stråler i alle regnbuens farver. Og han vidste af en eller anden grund, at verden, som han plejede at se den, fandtes for enderne af de stråler.
Synet forsvandt lidt efter. Men han sad tilbage med en dyb følelse af lykke og en fornemmelse af at have set ind i evigheden, og han lovede sig selv, at han aldrig ville glemme det - og det løfte, skriver Kløvedal Reich i indledningen til foredragene er et af de få, han har holdt.

Kilde: http://www.kdas.dk/studenterpraest/oejeblikkeafevighed.htm
********************
KnuSøs