Hej Ernst.

Jeg synes det helt essentielle i Martinus kosmologi er, at ingen er bedre end andre. Hvis man er tilfreds med dyreriget, så er der absolut ingen grund til at forlade det. Martinus henvender sig først og fremmest til dem, som er blevet lede og kede - eller man kan også sige mætte - af dyrerigets livsbetingelser.

Alle levende væsener arbejder hen imod at undgå ubehag, og opnå behag. Men dyreriget føles kun ubehageligt for de væsener, som er mætte af indtryk i dette rige. Alle riger er lige uundværlige i verdensaltets samlede struktur.

Og det helt fantastiske er jo så, at vi selv kan være meget med til at bestemme, hvor hurtigt vi selv vil forcere udviklingen.

  Hej Ernst.

  Som Svend siger, mener jeg også at dyrene, planterne ja selv mineralerne, er lige vigtige brikker i den store sammenhæng, så på den måde er vi alle ligeværdige.

  Men på lige "fod" som du skriver i overskriften, mener jeg dog ikke man kan sige vi er, da vi jo som mennesketype er en del "skridt" foran i udvikling, sammenlignet med disse andre væsentyper.

  Desværre kan det så godt se ud som om dyrene på mange områder er langt "bedre" og mere "naturlige" end en del mennesker ser ud til at være, men vi skal nok blot huske på at vi jo stadigvæk er ret primitive, og da vi i øjeblikket også har intellekt og intelligensen med i vores udviklingsforløb, så kan dette i samspil med den primitivitet der stadigvæk findes i mennesket, medfører udøvelse af store negative handlinger, menneskene imellem og bestemt også overfor dyrene i vores omgivelser.

  Det er dog en naturlig og nødvendig "epoke" i spiralen, at vi skal gå denne vej, da udviklingen fordrer at vi lærer af vore fejltagelser, og gennem det vi udøver mod andre (dyr som mennesker .m.m) selv må føle og lide, via den tilbagevendende karma, og uden selv at føle og lide, ville medfølelse og medlidenhed ikke kunne opbygges i den enkelte.

  Din egen kærlighed til dyrene er jo netop sikkert baseret på at du har udviklet så stor næstekærlighed, at denne også indbefatter dyrene, og at du derfor føler at du forstår disse mindst lige så godt som du forstår menneskene, hvilket jeg absolut også selv gør.

  Men på lige fod er vi nok ikke, vi behersker langt mere dyrene end de har magt over os, og det er det at forvalte denne "magt" der skal være med til at udvikle os selv, via forståelse for dyrenes situation og for deres placering i den store sammenhæng.

  Så vi er alle lige nødvendige i den store sammenhæng, for uden dyr planter og mineraler var vi som mennesker heller ikke til stede.

                        Kærlig Hilsen fra Avatar.

Hej alle!

Ja det kan unægteligt somme tider se ud som om dyrene egentlig er mere "lykkelige" i deres tilværelse end mange mennesker er i deres. Mange mennesker giver tit udtryk for længsler efter en mere simpel tilværelse som den dyrene har - disse mennesker giver udtryk af at længes efter en tilværelse, hvor det vigtige er at æde, s...., sove og formere sig - og så slippe for alle de bekymringer og dårlig samvittighed, som menneskelivet giver.

Og Martinus giver da også udtryk for, at de nuværende menneske er "som en såret flygtning mellem to riger". I vor daglige tilværelse har vi teenagerne som er udtryk for noget af det samme. De har sagt farvel til den trygge barndom, og må nu til at slås med helt andre problemer. Men til forskel for det daglige liv, hvor vi jo alle ved, at teenagere en dag er forudbestemt til at ende som voksne mennesker, og få et andet syn på tilværelsen, så ved de fleste mennesker af i dag ikke, at der er lys på den anden side af tunnelen. De ved ikke, at deres "teenagertilstand" skal munde ud i en "voksentilværelse", og de savner derfor at være "barn" igen.

Selv om vi alle basalt set er ens, så er der selvfølgelig situationer, hvor man må prioritere det mindst onde. Hvis f.eks et menneske står ansigt til ansigt med en løve, og har et gevær i hånden, så er der ingen tvivl om, at mennesket må gribe til at skyde løven, hvis det er eneste mulighed for at redde livet.

Hej Ernst

Dyr er levende væsner lige som vi jordmennesker og dermed under konstant udvikling. Dyrene er i højere grad end os båret af instinktenergien, der sikrer, at de lever livet på den for dem mest hensigtsmæssige måde, og de oplever deres tilværelse som et paradis, hvor alt er som det skal være.

Efterhånden som dyret gør sig erfaringer og udvikler intelligens, bliver det til jordmenneske - desværre med den "kedelige" bivirkning, at det så er i stand til bringe ubalance i denne paradisiske livudfoldelse og -oplevelse og pådrager sig nogle virkninger af sine handlinger som ikke opleves som rare. Men dette er kun en overgangsfase, og det er den overgangsfase, vi jordmennesker befinder os i her på kloden.

Man kan altså sige, at dyrene er forstadier til jordmenneskene, som er forstadier til "de rigtige" mennesker, som er forstadier til visdomsvæsnerne, som er forstadier til de guddommelige væsner, som er forstadier til salighedsvæsner, som er forstadiet til planterne, som er forstadier til dyrene - og således fortsættende i al evighed.

Så nej - man kan bestemt ikke sige, at Martinus gør dyrene til en andenklasses væsner - han forklarer blot deres plads i et evigt udviklingsforløb, hvor vi alle er uundværlige og en del af det samme: nemlig Livet selv eller Gud.

De venligste hilsner

Petersh

Kære venner,

Tak for mange gode svar!

                              K.h. Ernst