Hej Steen...

Du er selv inde på det..

Vedkommende har åbenbart ikke opfattet "humoren" i det der skrives og føler sig måske uretfærdigt behandlet, hvorfor han "slår" jer oven i hovedet med jeres egne ytringer. Er der noget mere retfærdigt ? - hvem skulle han ellers henvende sig til ?

Måske synes du at han er for nærtagende ? ...men vel ikke mere end det du selv giver udtryk for ved at spørge:

... det er jo ofte sådan, at hvor godt-folk er kommer godt-folk til. Med andre ord - vi tiltrækker lige nøjagtig de personer der bedst kan vise os hvor vi kan udvikles os ! - Herligt ikke  - så måske er læren, at skrive så tydeligt og respektfuldt at man ikke får jokket nogen over fødderne?

Martinus skriver jo, at ingen kan lide uret. Det vi modtager har vi altså selv sendt ud på et tidligere tidspunkt... hvad endten der er brugt email eller ej 

Kærlig hilsen
Tina :0)

<<
Martinus skriver jo, at ingen kan lide uret. Det vi modtager har vi altså selv sendt ud på et tidligere tidspunkt... hvad endten der er brugt email eller ej

<<<

Derfor har jeg følgende forslag :

1 straks efter at du fødes sørg for at få bistandhælp eller noget.
2 . ringer det på din dør da luk ikke op
3 ringer din telefon da tage den ikke.
4 Køb 2 mursten.
5 Brug din tid her jo jorden med at kaste dem om af din mur igen og igen.
6 svar ikke på e-mail eller noget som helst andet.
7 tal med ingen
8 undgå alt
9 spis ikke eller kun en grønsag i ny og næ.

Så er du sikker på at få en god karma i næste liv.

        :

Ja Hej,

Den kære ven der bgringer alt i fotokopi sørger jo blot for at gøre os opmærksomme på at alt
hvad vi siger stå¨r til troende og har sin naturlige effekt - stenen rammer vandet, bølgerne går udefter, når kanten
af dammen (den kære ven fotokopiere)  og vandringene forplanter sig nu tilbage til udgangspunktet (vennen dukker op på mødet.)

Men det er svært atbegynde at tænke 100 procvent hele tiden, på at alt hvad vi sender ud returnere,
men vi gør det ho så ghodt vi kan.

universet tilstræber hele tiden matematisk ligevægt - tænker vi godt får vi godt retur o.s.v. det ved vi jo godt
allesammen - jeg kan bare ofte ikke styre mig, og det vrede dyr løber af med mig,  instinkterne nedarvet over så mange liv lgår
over opdragelsen, og det jeg godt ved er det rigtige - det er jo ikke undereligt.

men det blir dejlifgt når vi praktisere total eqvilibrium, bliver et med universets kærlighedsoceaan, og paradis på jord således
skabes i vore hjerter.

indtil da må vi sommetider strides med hinanden

held og lykke til os alle med Enheden

H.

Hej Steen2!

Du kan fx. sige til ham, som du oplever, bruger dine indlæg som våben, at du gerne vil have, han skal lade være med det, fordi du ikke bryder dig om det.

Vil han ikke det, så ved du det, og du kan vælge, om du så vil bruge mere tid på ham.

Det kan også være I kan få en ærlig snak i gang om, hvad han måske ikke bryder sig om ved dig. Hvis han bliver såret over noget, som fra din side var en ubetænksomhed, så fortæl ham, at du var ubetænksom og andet var der ikke i det. Så har I muligheden for at vælge at respektere hinanden, og holde op med at komme med drillerier, som den anden ikke bryder sig om, men kun dem, som begge parter kan grine af.

Vellykket kommunikation handler om, at man ærligt siger, hvad man vil være med til og ikke være med til, sætter grænser, respekterer egne og andres grænser.

Vil man ikke respektere andre, kan man næppe forvente selv at møde særlig meget respekt. Og hvis man ikke kan respektere sig selv, så gælder det samme.

Ironi og drilleri kan også bruges til at sløre, hvor man selv står, som et slags forsvar. Det gør, at man let bliver utydelig over for omgivelserne. Hvad mener man så egentligt? Og hvad og hvor meget kan og skal man tage alvorligt?

Hvis man ikke føler, man bliver tager alvorligt, kan det derfor være værd at undersøge, om man er for utydelig i sine udmeldinger.

For mig at se handler det om at være klar, ærlig og oprigtig i sin kommunikation. Sig til personen venligt og klart, hvis du føler, vedkommende går over dine grænser, i stedet for at "pakke det ind" i mere eller mindre "giftige", "humoristiske" kommentarer.

Det betyder ikke, at man så ikke kan bruge sort humor, men det er bedst, hvis der ikke ligger en skjult bebrejdelse bag, for så havner man nemt i "skyttegravskrigene".

mange hilsener
Jan

Det vi modtager har vi altså selv sendt ud på et tidligere tidspunkt.

<<<<

Så må Guddommen være en der gemmer på gammelt had ?

Næ. Det Guddommen "gemmer på" eller udstråler er - kulminerende kærlighed. Denne kærlighed indebærer en mulighed for det enkelte væsen til at gå imod denne kærlighed - altså være ukærlig eller selvisk. Men dette kan kun gøres ved, at påføre nogle væsener smerte, hvilket er kendetegnet for ukærlig væremåde. Denne smerte skal minde en om, at man gør noget forkert, set fra kærlighedens perspektiv. Man er på vej væk fra lykken eller kærligheden eller Gud.

Kosmisk set er ethvert væsen eet med verdensaltet, så det man gør mod omgivelserne, gør man dybest set mod sig selv - men ubevidst. Hvordan skal man blive bevidst i det? Gennem lidelserne - og når man har fået nok af dem, så gennem teoretisk undervisning. Men denne undervisning bliver først af værdi, når man har oplevet de så mange smerter, at man er led ved at nogen skal lide. Så længe man er blind for andes lidelser, må man altså opleve de smerter man har påført andre - og dermed dybest set sig selv. Det er således ikke Guddommen der påfører en gammelt had, men en selv. Hvordan det? Ved ikke at tilgive, ved at nære intolerance, så afskærmer man sig selv fra den kærlighedsglorie som Guddommen permanent udstråler til ethvert væsen, der er modtageligt herfor.

Lidelsen er ikke en straf, men en påmindelse om, at man er i strid med kærlighedsloven - og for at få smerten til at ophøre, er man nødsaget til at opføre sig på en måde, der er mere i harmoni med kærlighedsloven.

Hvis lidelsen var øjeblikkelig, så ville der ikke være råderum for fri vilje. Hvis det væsen, der længes efter at være dræbende, øjeblikkeligt ville få de smertelige virkninger heraf; så ville dette væsen praktisk talt ikke kunne udfolde den dræbende væremåde. Det ville øjeblikkeligt blive lammet af smerte. Hertil vil nogen måske sige, at det ville da vel også være meget godt? Nej, det ville det ikke. For mørket eller det dræbende princip er en nødvendig kontrast eller forudsætning til lyset og kærlighed. Det er gennem mørkets erfaringer at visdommen opstår. Og det er desuden gennem det evige sult- og mættelsesprincip en livsnødvendhed for en vis sum væsener på et bestemt sted i spiralkredsløbet, at få lov til at opleve at være selviske, at herske, og dræbe. Det er det, vi kommer fra, og derfor er det også det, vi nu er overmætte af. Men så længe vi endnu i os har rester af denne dræbende væremåde, så vil vi uundgåeligt opleve smerte. Og det er guddommeligt, for ellers fik vi aldrig overvundet den dræbende væremåde. Og vi ville således aldrig blive kristusvæsener og få vores længsel efter lys, fred, kærlighed og glæde opfyldt. Det vil vi nu, fordi smerten ledsaget af forstandens lys, leder os ud af helvede og ind i lyset.

mange hilsener
Jan