Den er jo et uddrag af fadervor

Forlad os vor skyld som vi
Forlader vore skyldner.

Lars

Kære Ejby

Det lyder som et videnskabeligt facit. Jeg syntes at det er et rigtigt godt udsagn, når man tilgiver 100 procent på et område, så har man måske ikke mere at lære lige på det område.

Tilgivelse tror jeg giver fred og så er der muligvis en rigtig god bonus ordning tilknyttet.

Jeg tror ikke at der rigtigt findes nogen mennesker som tilgiver for at blive fri af karma. Derfor er udsagnet mere en læresætning end en tilskyndelse. Og det er jo altid dejligt når nogen taler sandheden.

Tilgiv, og Gud tilgiver dig.

Når man bliver sat fri efter at ha tilgivet, så ser man jo at man allerede og altid er tilgivet hos Gud og at der dybest set aldrig har været noget at tilgive.

Det er vel en måde at blive ét med "det som er" eller Gud.

At blive fri af karma, må ha flere sider.

To af siderne kan være, at man for det første, når at man tilgiver enten nu eller senere holder op med at føle mørket som noget skidt og modbydeligt, også selvom slusen til mørket og "ubehaget" i denne omgang ikke bliver lukket og at man måske også stadigvæk må tage slag her og der!
Men man er måske ikke længere påvirket af det som sker "man er fri af karma" man får måske en verbal sviner, bliver ydmyget på en eller anden måde, eller måske modtager man endda et fysisk slag på kinden.
Men man ser alle disse handlinger imod en, ligeså upersonligt og uskyldigt som blæsten i håret eller havet der bruser og brummer.

Her er personen jo altså blevet mentalt fri af karma. Og gradvist herefter, begynder personen så altså også at blive fysisk fri af karma, når han eller hun til sidst oplever alle situationer behagelige som ubehagelige som Guds kærtegn og kærlighed.

Så når man tilgiver, er man med "det som er", og man bliver sat fri i hjertet og sindet. Dernæst kommer der en gradvis frigørelse af de fysiske omstændigheder.

Det jo nok noget de fleste er klar i, men det er hvad jeg tænker når høre udsagnet:

Kærlig hilsen
Jacob

Hej med jer

"And yourself" er også interessant i dette udsagn, synes jeg. Det er rigtigt, som Larskrog nævner, at det næsten er det samme som "forlad os vor skyld" i fadervor.

En ting er at tilgive andre. Det er svært nok. Men at man også er nødt til at tilgive sig selv de dyriske handlinger og tanker, der faktisk er dem, der fører en frem i udviklingen, må man ikke glemme. Tænk, hvordan skyldfølelse må tynge mikrokosmos. Oven i købet uden grund - da alle disse tidligere overtrædelser af kærlighedsloven jo er et helt naturligt trin i det levende væsens udvikling.

Tilgivelsen skal rettes både indad og udad - fra vores jegs fixpunkt mellem mikro- og makrokosmos. Tilgivelsens forudsætning er forståelse og medfølelse. Når vi tilegner os disse egenskaber gennem de erfaringer som vores liv giver os, så fjernes overtroens mørke ved hjælp af vores eget indre guddommelige lys, som hele tiden har strålet bag mørket - uden at vi har været i stand til at se det!

Hilsen
Petersh

Tilgive sig selv kan kun være en
Slags naade - må være når vi møder
Os selv i den ydre verden og tilgiver
Sig selv som før - der er virkelig
Kærlighed !!

Lars

Det er en vigtig pointe det med at tilgive sig selv. Det syntes jeg.

Måske derfor at jeg glemmer at nævne det! Det hårdeste arbejde for mig er tilgivelsen af mig selv, arbejdet med min skyld og min skam. Det der usynligt går ind og påvirker min dømmekraft og mine handlinger.

Det er "nemt nok" at elske andre, men at elske sig selv er noget ganske andet.

At få et naturligt forhold til sig selv og sin udvikling, sin væren, væsen og fejltagelser er virkeligt for mig at se den enorme og allervigtigste opgave jeg kan påtage mig i dette og kommende liv. For jeg føler ikke at jeg kan nå andet.

Jeg har kunnet spore vredesudbrud og irritation tilbage til selvbebrejdelse og hvad andre syntes om mig, mere end det har været noget personligt imod andre.

Det største skridt i min personlige udvikling var da jeg begyndte at tage afstand til mit eget selvhad. Den skønneste kærlighed jeg har følt har været når jeg har følt kærlighed til mig selv.

At alt er tilgivet på forhånd, at alt bliver elsket.

Med relation til tråden, om hvad vi skal gøre for udviklingen? Ja der kan jeg sjældent få plads i min schedule, mit skema eller kalender til andet end at hjælpe og få styr på mig selv. For mange vaner har jo af udviklingen og afsporingernes vej opnået momentum. Så øjnene kan ikke være væk fra instrumentbrættet i særlig lang tid ad gangen.

Men jeg syntes naturligvis at det er godt at der er en masse oplysnings arbejde og at folk knokler for at bringe viden frem. Det er jo også et arbejde med en selv. Så det er jo udgangspunktet der bestemmer udfaldet i sidste ende.

Og det er min side konklusion.

Uanset hvad man gør eller laver, så skal man gøre det udelukkende for sig selv og af kærlighed til sig selv, det er den mest uselviske og næstekærlige gerning der findes.

Det tror jeg på.

Der ligger en fundamental og øredøvende forskel på at være årsag til, eller skyld i noget.

Kærlig hilsen
Jacob