Hej Steen2.

Et lille eksempel:
Man kan f.eks. sagtens rent intellektuelt indse at det måske er "forkert" at spise dyrene bla. af helbredsmæssige/ og karma-årsager, men hvis ikke man har følelsen med (altså- det at man ikke nænner at slå dyr ihjel) hvor udviklet er man så?

Har det selv sådan endnu.

Spiser ikke kød mere, men dette er mere en helbredsmæssig årsag og ikke så meget det- at jeg føler en dyb kærlighed til dyrene. Køber f.eks. da også stadig bælter, urremme, sko osv. af skind.

Det lyder måske ulogisk at man gør dette, når man er overbevist om karmaloven. Men dette er fordi at jeg ikke følelsesmæssigt føler afsky fra drab af dyr endnu
- Dette kan jeg ikke få gennem min intelligens, men kun opnå via smerte = udvikling af følelsen.

Jeg indser det "forkerte" i det, og ved at karmaen vil jeg få igen.
MEN SŠMŠMAN JO BARE VÆRE MAND NOK TIL AT MODTAGE DEN SMERTE MAN HAR UDSAT SIG SELV FOR! :

KH. Johnny.

Så det er FRYGT der gør det ? lige som i alt andet religion ?

Det gælder om, at se tingene i det rette perspektiv.  

Livets taler til os hver eneste dag, der hvor vi er kærlige mod vores næste, får vi også kærligheden tilbage. Der, hvor vi dømmer andre mennesker offentligt, da vil vi selv opleve at blive dømt offentlig osv. Da alle tanker vi tænker, er stråleformet energi, som vi sender ud i rummet og disse energier må før eller siden vende tilbage til deres afsender. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi tænker, det er heller ikke ligegyldigt, hvad vi gør mod vores næste ej heller ikke i forhold til os selv og vores mikrokosmos i vores egen krop.

Ser vi på Martinus kosmologi, er det en morallære. Mange har haft glæde af, at læse hans kosmologi, men vi skal komme dertil, at vi selv prøver at efterleve det i praktisk, men forudsætningen for at kunne gøre det, at er man sætter hele sin vilje ind på at gøre det og man kan kun gøre det i det omfang, hvor vores evner og vilje slår til.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker befinder sig i kværulantstadiet, og det betyder, at vi har meget travl med, hvad de andre gør og hvad de ikke gør og hvordan de er. Men denne tilstand må man prøve at øve sig i at komme bort fra, hvis man ønsker, at være i kontakt med universets grundtone, kærlighed. Vi må altså her forstå, at det stadig for mange mennesker endnu, er et udviklingsspørgsmål og disse menneske derfor ikke kan efterleve det budskab, at du skal elske din næste som dig selv og Gud over al ting.

Godt nok kan vi ikke forandre os på en dag, i at gøre det gode, men vi kan bede om, at vi må tage et lille skridt ad gangen, så vil vi opdage, at hvis vi gør det, så vil vi få en meget bedre livskvalitet og tryghed i livet. Det betyder ikke, at man ikke kan komme ud for modgang, men man vil langt bedre kunne forstå, at denne modgang ikke er en straf eller tilfældighed, men at man selv er årsagen til det, ligesom man vil være i stand til at forstå, at det gode man oplever, er man også selv årsagen til.

Der, hvor man handler kærligt, vil man få tifold tilbage af kærlighed, men der, hvor man handler ukærligt, vil man opleve ukærlighed igen.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

ja...små skridt af gangen.

Til steen2: Er som sagt blevet vegetar (mest af helbredsmæssige årsager da det er sundere), føler dog også lidt afsky for drab af dyr- men ikke nok til at jeg "fanatisk" afholder mig fra alle fødevarer og materialer der er lavet af dyr.

Tager lidt af gangen- er ikke i stand til at rede hele verden- endnu hihi .

Kærlig hilsen den tidligere store kødæder Johnny

Man kan spise og tænke så man får det bedre. Martinus giver nogle retningsliner, som har virket for mig. Det er ikke alt hvad han skriver jeg har kunne leve, men jeg har da en formodning af mange af de andre ting og 'virker'. Om man bliver et bedre menneske fordi man selv har det bedre og man samtidig rent faktisk, i praksis, behandler andre bedre må du selv vurdere.

Det kan man vel, men hvad er pointen? Jeg tror godt de fleste kosmologiinteresserede godt ved at de ikke er perfekte. Nogle af os kan måske virke lidt frelste nogle gange, men det må man jo lære at leve med :

kh
Lasse

"Ret handlen kommer af ret forståelse". Man skal først forstå det for at kunne handle efter det. Det starter i teorien, sidenhen begynder man at øve det i praksis, for til sidst at have udviklet evner på genistadiet.

Det er bedre at tilgive et menneske i teorien end ikke at tilgive - også selvom du ikke føler det i dit hjerte. Alt starter med tanken. Ifm. analyserne over de 12 grundfacitter (livsmysteriets løsning), skriver Martinus bla. efter at have gennemgået de 12 facitter:

Med forståelsen af ovenstående vil du aldrig mere kunne være den samme som før forståelsen - selv i tilfælde, hvor denne kun er teoretisk - for herfra vil den inprente sig videre i dit hjerte og din bevidsthed. Du er hermed nået frem til livets højeste syn. At se livet i form af de her manifesterede 12 grundfacitter er at se det i sin allerhøjeste fremtræden. Det er at skue ned fra livets tinder. Og herfra skuer du ud over verdener, kloder og mælkeveje. Alt er sole og stjernebyer. Vi er alle funklende stjerner i Guds evige stråleglorie.

Moral og næstekærlighed er rigtig nok ikke et viljesspørgssmål, men et udviklingsspørgsmål. Men udvikling kan jo stimuleres på mange måde. Måske er man begyndt, grundet en ulykkelig skæbne, at søge og forske i mulige årsager hertil... og møder måske her Martinus' åndsvidenskab, som forklarer HVORFOR og giver forslag til (fx. de 7 leveregler), hvordan man kommer ud af den ulykkelige skæbnesituation. Hvis man oplever at analyserne giver mening, er kærlige og logiske, så stimulerer og motivere det til at øve sig mere, målrette sin udvikling og aktiv tage del i og ansvar for hvem man er, sin egen skæbne og hvor man vil hen. Og jo mere man tænker over analyserne og forstår dem, desto nemmere er det at afprøve dem i praksis og (hvis det ser ud til at virke) integrere dem stille og roligt i sit liv.

Hvis man ikke finder svar på sine spørgsmål i åndsvidenskaben, ikke får stillet noget af sin åndelige sult, ikke føler sig stimuleret og motiveret til aktiv engagement i sin personlige udvikling, og ikke føler glæde eller inspiration ved studierne af de kosmiske analyser, vil jeg mener at så må gælde "de 2 fødderes lov": Hvis man under studierne, det være sig ifm. læsning af bøger, foredrag og kurser, kommer i en situation, hvor man ikke lærer noget, bør man bruge sine to fødder til at gå til et mere inspirerende og lærerigt sted.  :

Kærlig hilsen
Anette