I Livets Bog, bind 2 skriver Martinus flere steder om urbegæret.
I stk. 545:
Urbegæret er den første "skabte ting". Nu sætter han "skabte ting" i citationstegn. Jeg tolker det sådan, at han mener, at det er det er det første, der afviger fra "jeget" eller det guddommelige noget i sin absolutte natur med den ene analyse: "noget som er".
Stk. 529 nederst, om urbegæret:
og videre stk 530, start, om urbegæret:
Og der svarer han, at de 3 X-er er den samme ting, "det guddommelige noget", og at jeg-er er identisk med "stof":
Stk 530:
og samme stk:
og same stk:
og samme stk, nederst, om jegets sande analyse:
De 3 X-er kan som bekendt ikke adskilles. Og når man derfor siger, at "jeget" er identisk med stilhed, så har man vel egentlig kun udtalt en "halv sandhed" (eller en "halv løgn") , for det er kun den ene af "jegets" analyser. Den anden analyse er, at det er eet med energierne gennem urbegæret.
Dette er igen muligt, fordi der i det levende væsen er et "illusionsprincip", som får "stilheden"/"det guddommelige noget" til at virke og opleves som bevægelse. Dette gøres vha "illusionsmageren": X2. Men hvordan bærer denne illusionsmager sig så ad? Ja, den bruger de gudommelige skabeprincipper og den bruger urbegæret, polerne og talentkernerne. Men hvordan bærer de sig så ad med at frembringe illusioner? Ja, det har vi ikke noget svar på, andet end at det gør de, og det har de altid gjort. Vi er kommet frem til den "årsagsløse årsag". Så svaret på, hvordan livet bærer sig ad med at være levende er vel dybest set, at der ingen årsag er. Eller der er den "årsagsløse årsag". Men hvordan bærer den sig ad? Ja, det ved vi ikke. Den kan fordi den kan og altid har kunnet. Men det er jo ikke rigtig nogen forklaring.
Det, jeg ikke er klar over, er ,om der kan forklares mere, men at det kræver, at man er højere udviklet for at kunne forstå det. Eller om det aldrig kan forklares nærmere end den forklaring, vi har fået?
kh
Jan
Hej
Jeg fatter det som en gud, som vi er i og røres i - ikke noget nyt i det - mange af jer kender ikke
ny testemente og kan derfor ikke genkende forklaringen når martinus kommer med den - det er
naturligvis afhængigt af hvor mange liv man forinden har studeret ny testemente - men kristen
dommen har jo været etableret i danmark mere end tusinde år - men i skal da bare hænge på -
På et tidspunkt dukker vi op i guds lignelse, dens kulmination finder sted i saglighedsriget, hvor
hukommelsen er i kulmination - allerede i det rigtige menneskerige er fundamendet for tyngden
væk markeret med orange farve i symboler - men inden længe vil forløbere være almindelige det
ser vi jo alle vegne-gør i ikke eller hvad ?
mvh
lars
Hej Jan.
Det er et meget kompliceret emne du tager fat på, men sproget er meget fattigt på disse begreber, og derfor er det også svært at diskutere. For interesserede kan der måske være inspiration at hente i "X" bind 1 side 279 og frem. Martinus bruger jo en masse begreber til at beskrive det levende væsen: jeget, urbegæret, overbevidsteheden, moderenergien, kosmiske skabeprincipper, underbevidstheden, de 6 underbevidste legemer osv.
Jeg tror ikke man kommer uden om, at flere af disse begreber spænder over flere af "x'erne", således at forstå, at urbegæret udspringer af jeg'et (X1), men fortsætter ned i X2. Moderenergien tilhører primært overbevidstheden og X2, men de 6 øvrige grundenergier er en del af det skabte, og dermed tilhørende X3, selv om disse grundenergier i virkeligheden udspringer af moderenergien, eller X2. Underbevidstheden (som jo også indeholder de 6 legemer) er opretholdt af overbevidstheden, mens overbevidstheden så at sige opretholder sig selv (Og hvordan kan den så lige det?). Enhver skabelse eller enhver oplevelse udspriger af de 6 underbeviste legemer, den måde man sanser eller manifesterer på, er afhængig af deres konstellation. På den måde er X1, X2 og X3 evigt forbundet, som led i en kæde der rækker ind i det næste led, og kan ikke adskilles uden ved tankens koncentration.
Jeg kan nok ikke komme det nærmere end at rejsen fra det inderste jeg, eller den inderste del af X1 til den yderste del af X3 er en næsten uendelig rejse, der kan sammenlignes med springet fra tallet 0 til tallet 1. Denne rejse kan måske synes kort, men imellem disse to tal er der uendligt mange andre tal, og uanset hvor tæt man kommer på 0, så kan man blive ved med at halvere tallet, og aldrig nå til 0, men hele tiden kommer man dog tættere på 0. Man kan ved analysens kraft analysere sig frem til, at tallet "0" må eksistere, eftersom man hele tiden kommer tættere og tættere på netop dette tal ved at halvere et hvilket som helst andet tal. På samme måde kan man analysere sig frem til, at "jeg'et" må eksistere, men uanset hvad man så taler om, så kan man altid komme tættere på jeg'et, eller tættere på "noget som er".
Jeg kommer igen her til at tænke på det eksempel jeg omtalte i en anden tråd, med en plade der roterer. Uanset hvorhenne man er på pladen, så kan man komme tættere på centrum, og dermed tættere på bevægelsens udspring. Man kan således indse, at der må være noget helt inde i pladen, som ikke roterer, men dette punkt må jo grænse op til noget der roterer, og hvordan kan noget der ikke roterer undgå at blive påvirket af noget der roterer - altså hvordan kan jeget undlade at blive påvirket, når det netop kun kan opleve påvirkninger?
I matematikken har man så vidt jeg husker et begreb man kalder en "tangent". En tangent er vist en lige linje der berører en cirkel i lige netop et punkt - det matematiske begreb "punkt" er vist det nærmeste man kommer hvad "jeg" er for noget. Et punkt har ingen udstrækning, men ved analysens kraft kan man indse, at det dog alligevel må eksistere.
Skriv et svar