Her er et meget teknisk spørgsmål:
Hvordan kan jeget overhovedet bruge sin skabeevne? Jeget har kun den ene analyse, at der er, noget som er. Det er ikke energi. Men det råder over en skabeevne, som er energi. Men hvordan kan det overhovedet råde over denne skabeevne?
Hvordan kan jeget, som er absolut stilhed overhovedet påvirke sin skabeevne? Normalt er en påvirkning jo det samme som brug af energi, men det kan der jo ikke være tale om i det fænomen, at jeget gør brug af skabeevnen.
Jeg ved ikke, om der er nogen gode forklaringer på det?
Jeg tænker selv, at det måske har at gøre med, at jeget og skabeevnen er to sider af samme sag. At det levende væsen - X - så at sige samtidig både er energi og ikke er energi, og derfor kan jeget bruge sin skabeevne, fordi det levende væsen ikke kun er et jeg, men samtidig også energi/skabeevne og det skabte.
Så fik jeg selv svaret på mit spørgsmål! Men køber i den? Eller er der andre bud eller supplerende kommentarer?
kh
Jan
Hej Jan.
En hurtig forklaring er, at X1, X2 og X3 er kunstige opdelinger. Lige som en regnbue ikke kun består af 5 bestemte farver, men farverne skifter i flydende overgange, så er der også en flydende overgang mellem X1 og X2. Martinus har bare foretaget opdelingerne for at gøre det letfatteligt. Hvordan bliver X1 til X2? På samme måde som den røde farve i regnbuen bliver til den gule.
Hej Jan
Sådan forstår jeg det også. Problemet med denne tekniske "detalje" ved det levende væsen er jo, at vi kun kan analysere den med vores intelligens. Herudover er jegets livsoplevelse og skabelse blot automatiske processer, som ligger udenfor vores bevidste oplevelse. Uden kosmisk bevidsthed kan vi ikke opleve den. Vi må nok væbne os med tålmodighed lidt endnu, før vi fuldt ud kan rumme det levende væsens treenige natur.
Indtil da er den bedste forklaring måske i virkeligheden den simpleste:
Alting udspringer af
noget, som er,
fordi det gør...
??? 
Venlig hilsen
Petersh
Hej Svend,
Ja, det tror jeg du har ret i. Men sammenligningen holder alligevel ikke helt: for når en farve gradvist skifter til en anden farve, så vil det jo bare sige at bølgelænden ændres. For her er vi i bevægelsens verden.
Men der hvor det bliver lidt mærkeligt er, at X1 er defineret som IKKE-bevægelse - "det faste punkt!", men dette "faste punkt" er på en eller anden måde eet med bevægelsen , og her bliver det lidt underligt, for hvordan kan ikke-bevægelse være forbundet med bevægelse? Men det kan det altså, fordi det er det og altid har været det. - Men en sådan forklaring giver ikke nødvendigvis en oplevelse af helt at have forstået det.
Men jeg tænker, at man er nødt til at kigge på det levende væsen som helhed altså som X (det levende "noget som er") for at nærme sig en forståelse. Dette X er på een gang både evighed og timelighed.
Hvordan det? Ja, det kan man ikke rigtigt forklare. Men så kan man alligevel forklare det, ved at opfinde en 3-enig analyse af dette X. Og en sådan analyse er jo heller ikke forkert. Men omvendt er det heller ikke helt rigtigt. Der er ganske vidst et "fast punkt" (et jeg-princip), og der er et bevægelses-princip. Men disse to modsætninger eksisterer i den samme enhed - X - "det levende væsen", så disse to "ting" sådan set både er modsætninge og identiske.
Martinus viser det jo også i analyserne ved, at han dels beskriver, hvad der kendetegner X1, X2 og X3, dvs. beskriver hvordan de er forskellige, men samtidig viser han også, at de er identiske - at de alle sammen udgør et "noget som er", hvilket jo også logisk må være nødvendigt, da analysen af X er dette "noget som er" - og den 3-enige analyse jo er 3 "hjælpe-perspektiver" på dette X.
Det, der gør det svært forståeligt, synes jeg, er, at vi her har at gøre med begreber, der på een gang både er modsætninge og identiske.
I den skabte verden kan ting ikke både være modsætninge og identiske, det er umuligt. Men i evighedens verden kan modsætninge godt samtidig være identiske. Ja, det er ligefrem sådan, det er. Det faste punkt og bevægelsen er modsætninge, men samtidig er de uadskillelige og identiske.
Det er måske også derfor, at Martinus tilsyneladende nogen gange giver modstridende definitioner, fordi man ikke kan give en klar entydig definition af det evige, fordi det evige liv netop i sin natur er tilsyneladende paradoksalt.
Og det er nok det, man skal bruge intuitionen til at forstå: at der reelt ikke er noget paradoks. Vil jeg tro... 
Læst uden intuition fremstår det som et paradoks (eller en umulighed). Læst med begyndende intuition, aner man at det må være sådan. Og med fuld intuition vil jeg tro, at paradokset er helt forsvundet.
kh
Jan
Hej Jan.
Jeg forestiller mig det for eksempel sådan:
Vi sætter den røde farve i regnbuen til at være X1.
Vi sætter den gule farve i regnbuen til at være X2.
Så kan man spørge sig selv: Hvordan kan noget der ikke er bevægelse overhovede skabe bevægelse? Hvis jeg får at vide, at jeg skal sidde helt stille, hvordan kan jeg så åbne døren i den anden ende af lokalet - det er jo logsik umuligt? Det er jo i princippet også det du spørger om.
Eller: Hvordan kan den røde farve blive til en gul?
Svaret er for mig, at der i det levende væsen er noget der grænser op til det "rene" X1 - dette er 99,99% X1 og 0,01% X2 - mellem X1 og X2 er der uendeligt mange mellemformer, som støder op til hinanden, og dermed muliggør en overførsel af energi fra noget som ikke er bevægelse til noget som skaber bevægelsen. For i princippet burde det ikke kunne lade sig gøre, men det kan det altså bare alligevel.
På samme måde med regnbuen, den røde kan kun forandres til en gul farve via en masse nuancer. Tættest på den røde er den næsten røde osv, derefter den orange osv.
Man kan også spørge sig, hvordan aber og mennesker kan være i familie med hinanden? Det kan de også kun via en masse mellemformer, som muliggør overgangen fra en tilstand til en anden.
Når Martinus beskriver det levende væsen som "X1, X2 og X3", så er der for mig uendelig mange nuancer - det levende væsen er også X1,1 og X2,3 - ellers ville en overgang mellem X'erne netop være umulig, som du også er inde på.
Jeg er på vej ud af døren, men jeg vil senere omtale en lille diskussion jeg havde på handelsskolen med en klassekammerat - den minder lidt om dit spørgsmål, og vi havde også svært ved at finde svaret......
Hej Jan S.
Har da lige en kommentar omkring "jeget", idet det for mig er et "fast" punkt i bevægelse 
At jeg har mit faste "jeg" betyder jo da ikke at dette "jeg" ikke er i bevægelse, det følger til enhver tid det "legeme" det er tilknyttet, og kan kun have "skabeevne" i forbindelse med det fysiske eller åndelige legeme det er tilknyttet.
Skabeevnen er ikke "udsendelse" af energier, men blot brug af den energi jeget er tilknyttet, så hvis jeg f.eks vil bage (skabe) en kage, så bruger mit "jeg" sin tilknyttede energi, (i dette tilfælde min hjernefunktion) til at analyserer, konkluderer eller fastlægge den proces der er nødvendig, for at jeg kan skabe en kage, og den energi jeg bruger til disse forudgående udregninger, er i forvejen en del af mit jeg" og dets "legemelige" tilstand, selve udførelsen af "kagen" må mine intentioner (skaberevne) sætte mit fysiske legeme i gang med at udføre, hvis en kage skal "skabes", for "kagen" eksisterer ikke, så længe den kun er en "fantasi".
Min "skaberevne" er altså ikke andet end "processer" der foregår i den "energi" mit "samlede jeg" i forvejen består af, og intet bliver "skabt" blot ved disse forudgående "udregninger", det "skabte" fremkommer først når mit "jeg" integrerer mine "ønsker" i den fysiske materie, altså når mine forudgående udregninger følges op på, og udføres af mit legeme", hvilket indebærer at jeg lader mit fysiske/åndelige legeme påvirke energierne der ligger udenfor mit eget "jeg", og derved skaber en bevægelse i materien omkring mig.
Skabeevnen er altså (i min forståelse) kun "jegets" egne energier,(tankeprocesser) brugt i en bestemt sammenstilling, med et bestemt ønske/formål, og fantasier eller "forestillinger" er ikke "skabte", men blot "tænkte", det skabte fremkommer først når disse tænkte processer sættes i bevægelse i materie og energier der ligger udenfor mine/vore egne åndelige energier. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej igen.
Den diskussion jeg omtalte før, kom sig af, at både min klassekammerat og jeg dengang havde en pladespiller, og var noget entusiastiske med hensyn til hifi. Lyden på de gamle LP-plader var bedst yderst på pladen, og det skyldes, at pladen simpelt ren roterer med en højere hastighed yderst på pladen. Selv om pladen roterer med 33 omdrejninger i minuttet, vil pickupen jo afspille et større areal yderst på pladen end den gør mod slutningen af pladen - omkredsen af en cirkel afhænger jo af diameteren.
Vi kom så til at diskutere, om der inderst inde på pladen var et punkt der stod helt stille, når nu pladen roterede? (Vi ser her bort fra, at der er hul i Lp-pladen i midten). Inderst inde i pladen må der jo være et punkt, som står stille, og som det hele roterer om - men hvad så med det punkt, det må jo også selv rotere? Ja, ok, men så midten af det punkt da, det må da stå stille? Og sådan blev vi ved til vores øjne kørte rundt i hovedet. Her måtte vi konstatere, at det ene svar var lige så godt som det andet. Det svar jeg kom frem til var, at når noget kan siges at rotere om sin egen akse, så må der netop være et punkt som ikke roterer, ellers var der jo ikke noget at rotere om. Men hvordan kan man så have et punkt der står helt stille, som samtidig grænser op til punkt ved siden af, som altså er i bevægelse? Kan en bevægelse støde op til en stilstand, uden at påvirke denne stilstand til en bevægelse? Kan jeg skubbe til noget, uden selv at blive påvirket af en modsatrettet kraft - nej vel?
Eller man kan også sige: Kan noget tilfældigt påvirke noget der ikke er tilfældigt - så vil det ikke tilfældige jo også blive tilfældigt? Eller kan kaos og orden eksistere side om side. Her siger Martinus klart "nej", der findes intet i verdensaltet der er tilfældigt eller kaotisk. Måske er svaret det samme på bevægelsen: Måske er der i virkeligheden ikke noget der bevæger sig?
Eller man kan også sige: Kan noget tilfældigt påvirke noget der ikke er tilfældigt - så vil det ikke tilfældige jo også blive tilfældigt? Eller kan kaos og orden eksistere side om side. Her siger Martinus klart "nej", der findes intet i verdensaltet der er tilfældigt eller kaotisk. Måske er svaret det samme på bevægelsen: Måske er der i virkeligheden ikke noget der bevæger sig?
Hej Svend.
Interessant spørgsmål. Nu er vi ude i de helt store tanker, som er svært for intelligensen at fatte. Det
handler ofte om tid og rum dimentional tænkning.
Tid og rum, (og dermed bevægelse som vi forstår den) er illusoriske fænomener.
Vi tænker oftes i kasser og lineært. For at nærme os svaret må vi "think out of the box".
Måske er det kun med intuitionen, at vi kan gøre det og opnå fuld forståelse for disse ting.
Men yderst interessant og spændende emne, at undersøge nærmere og diskuterer synes jeg.
Fed tråd og god træning for de "små grå." 
Er der i virkeligheden ikke noget der bevæger sig? Rigtig godt spørgsmål.
Kh. Ejby
Hej Svend,
Ja, det er jo sådan, det er. Der er ikke noget, der bevæger sig. Der er kun noget, der opleves som om det bevæger sig. Hvis man sidder i en flysimulator og den er rigtig godt lavet, så er det næsten ligesom at være i et rigtigt fly. Computeren simulerer flyets virkelighed. Men fordi computerens evne til at simulere virkelighed ikke er fuldkommen, så kan vi som regel godt gennemskue, at det blot er en computersimulation.
X2 er en fuldkommen virkelighedssimulator. Den kan simulere alle detaljer fuldstændig, så det på alle måder, sanses og fungerer som virkelighed, selvom det altså bare er en simulation. Ja, for den kosmiske "computer" er kun et "ubevægeligt noget som er". Den har ikke noget at bevæge. Evigheden kan ikke bevæges. Så den må nøjes med at lave noget, der opleves som bevægelse. Men det kan den til gengæld gøre til fuldkommenhed, sådan at livet evigt kan fungere uden at vi behøver at tænke over om "computeren" nu også virker.
Men en almindelig computersimulation er baseret på en computer, der er skabt. Medens virkeligheden skabes/simuleres på baggrund af en "computer" (et levende væsen), der altid har eksisteret og fungeret. Det er også svært at forstå. Men alternativet er endnu sværere: at det skulle være kommet ud af "ingenting". For i så fald, hvad er i grunden "ingenting"? Og hvordan kan der komme noget ud af "ingenting"? Så på den måde er det logisk, at det levende væsen og dets "skabevne" er evig.
kh
Jan
Hej Jan.
X2 som virkeligheds simulator...interessant beskrivelse...som igen får mig til at tænke på Matrix filmene.
Kh. Ejby