Jeg' et er evigt, men foranderlig, dette kan følges
Gennem guldkopierne - urbegæret er ikke skabt,
Men evigt og en del af os alle ! Vi er ikke gud, men
I gud om du vil -

Derfor smart at tilgive sin næste som du skriver
For han er sig selv ikke da !

Mvh

Lars

Hej Svend!

Godt spørgsmål.

"Jeget" er ikke skabt!
Men jeg-oplevelsen og jeg-fornemmelsen er skabt.

Men "jeget" ville dog ikke være noget "jeg" hvis dette ikke blev erkendt igennem fysiske og psykiske sanser, altså evner og bevægelser. "Jeget" er kun et "jeg" på baggrund af bevidstheden og bevægelserne.
- Ellers ville det være tomt.

"Jeget" bliver til "-jeg", fordi at bevægelser det selv "tidligere" har sendt ud går tilbage og virker ind på dets sanser.

Påvirkningen generere jeg-oplevelsen, men "jeget" generere påvirkningen.

Så "jeget" eller bevidstheden der siger "jeg" er faktisk "skabt", fordi at det er afhængig af bevægelser og energi.

Ligesom en dynamolygtes lys er afhængig af energien i min krop og hjulenes bevægelse, så at jeg kan se.
Forskellen er bare at ingen af de tre foreteelser har haft en begyndelse.
- Derfor er "jeget" ikke skabt.

Set fra en bestemt teoretisk begrebs orienteret vinkel er "Jeget" skabt.
Hvis jeget "henviser" til sig selv, er det skabt, hvis det "er" så er det ikke skabt.

Grunden til jeg siger det første er fordi at vi kun kan opleve jeget igennem illusionen, uden illusion ingen oplevelse og hvad er eksistens uden oplevelse?

Grunden til at det ikke er skabt er fordi at det eksistere bagved illusionen og uafhængigt af den.

"Jeget" er det "sted" "i universet" hvor alt er lagt sammen og udbalanceret og hvor at hver eneste kontrast er opslugt af kontrast. Dette ”jeg” og ophav er ikke tilgængelig for sansning, det ejer sansningen.

Jake

Jegèt er evigt - har altid været og vil altid være - Jegèt er ikke skabt
men skaberen af alting - det er det evige uforanderlige faste punkt, hvorfra
al bevægelse udgår og vender tilbage.

Det er stilheden i orkanens øje.

Kh. Ejby

Hej Jacob.

Her har du nok fat i det essentielle. Der kan måske synes at være tale om et paradoks. Jeger er det der oplever - det er det evigt urørlige i væsenet, og det evigt urørlige kan ikke sanses. Man kunne så spørge, hvordan kan man tale om en "jegoplevelse" eller en "jegfornemmelse" - jeget er jo det der oplever; det kan ikke erkendes, det erkender derimod. Vi kan kun opleve det foranderlige, det uforanderlige er det der oplever det foranderlige. Men ved at tale om en "jegoplevelse", så gør man jo jeget til noget der opleves, eller man kan sige, at det oplever sig selv. Men jeget burde jo ikke kunne opleves. Er det så i virkeligheden ikke volapyk at tale om en "jeg-oplevelse"? (Jeg vil tilføje, at Martinus også beskriver begrebet "jegoplevelse", se f.eks Livets Bog stk. 685, og dit svar Jacob mener jeg er helt i tråd med det Martinus skriver.)

Mener I, at en "jegoplevelse" kan sættes synonymt med en "X1-oplevelse"?

Jeg er enig med dig Lars. At tilgive sin næste er faktisk det samme som at tilgive sig selv - de to ting er uløseligt forbundet.

Hej Ejby.

Jeg er som udgangspunkt helt enig. Men hvordan forklarer man så begrebet "jeg-oplevelse", eller "jeg-fornemmelse", som Martinus også bruger? Hvordan kan vi opleve det der ikke kan opleves?

Godt spørgsmål

Jegèt fornemmer eller oplever sig selv ind-direkte.

Jegèt (Gud) skaber et "spejl", så det kan opleve eller fornemme
sig selv ind-direkte.

Kh. Ejby

Hej igen Svend,

Jeg syntes vi er enige, men godt at få det motioneret.

God pointe, med hensyn til "jegoplevelse"

Jeg mener helt klart at i visse generelle teoretiske termer er ”jegoplevelse” identisk med "X1-oplevelse"..

Men det er ikke identisk med en 0X oplevelse, naturligvis da dette ikke kan opleves. 0X er ”jeget” uden ”jeg”, hvilket i dualistisk og teoretisk forstand også bliver en slags volapyk, men det kan ikke siges på andre måder.

0X er til for at markere ideerne indenfor teori og praksis og grænserne imellem princip og enhed. 0X betyder "noget som er - Er"
- Den ultimative objektivitet.
Og principielt ikke at det 1. oplever 2. skaber eller 3. synliggøre.

Det afhænger helt klart af brugen af begrebet og hvad man mener med X1.
X1 betyder mange ting indenfor analyserne. Og man kan fornuftigt forstå X1 lidt forskelligt, forskellige steder i Livets bog.

Til tider repræsentere X1 0X, når der skal laves en pointe.

Grunden til at "jegoplevelsen" er volapyk i en sammenhæng, er som vi ved fordi at "jeget" ikke kan sanses direkte, grunden til det giver god mening er fordi at det kan sanses indirekte.

Man kan forklare det med en "digoplevelse"

Ligesom når vi ser på hinanden!
Er du den version jeg kigger på i dag eller den version jeg kigger på om 10år rent fysisk? Hele kroppen er jo skiftet 100procent ud ved ca. denne tid.

Fysisk og håndgribeligt kan jeg ikke få øje på hvem du virkeligt er ved at studere din materie sammensætning naturvidenskabeligt. Sjovt nok føler alle at der noget vedvarende i deres venner, familie og dem selv, livet igennem.
Hvis jeg talte dig op, hver eneste atom, partikel og celle, ville jeg aldrig kunne finde vej til hvem du er, fordi at dit udtryk mutere konstant.
Den atom kombination jeg påstod var dig, er en ny inden jeg begynder at indramme hvad den var.

Enhver er kendt med at vi kender hinanden på alt det usynlige.
På det vi siger og gør, men ikke hvordan vi ser ud.

Der er også en kærligheds erklæring der siger ”I see you” men det er vist ikke kroppen eller hjernen der menes.

"Han er ikke sig selv mere" er jo aldrig blevet brugt om en person bare fordi at han er blevet et årti ældre.

Jeg har altså en oplevelse af dig, men jeg kan ikke opleve dig som du virkeligt er, altså den som jeg kommunikere med, end ikke i den fysiske verden.
Jeg kan ha en "digoplevelse" men jeg kan ikke opleve ”dig”.

Så det er volapykken og fornuften i en og samme størrelse.

Så vi kan opleve det vi ikke kan opleve. Men man kan sige at ånden eller ”jeget” vil blive 100procent synlig, i ens forstand. Men man vil aldrig sige her er det. Det er sådan der! Men måske en gennemstrømning af forståelse, som når man fatter en ide eller et princip i deres talløse og uendelige former.

Jake

Hej Jacob.

Ja, jeg tror vi er enige. En "jeg-oplevelse", hvor man oplever sig selv som adskilft fra "det" er en skabt foreteelse. En "jeg-oplevelse", hvor man oplever sig selv som lig med alt hvad der findes, kan i princippet ikke opleves, for noget kan ikke opleve sig selv - men ikke desto mindre er det vel det svar som det levende væsen må komme til hen ad vejen - og dermed ender man med svaret, at der kun findes ét levende væsen, som oplever sig selv.

Det kan vi heller ikke (i følge Martinus). Men vi kan opleve det som jeg'et skaber. Det er altså ikke jeg'et som sådan vi oplever, men konsekvenserne af eller jeg'ets skabelser. Selve jeg'et er umanifisteret og kan derfor ikke opleves. Jeg oplevelsen er altså en oplevelse af noget andet end selve jeg'et.

Måske er det mere præcist at sige, at "jeg-oplevelsen" er en "realistisk erkendelse af jeg'et"?

Jeg syntes at det er en god og klar pege pind.
Men det er trods alt stadigvæk et synonym.

Jeg vil holde på at "jegoplevelse" stadigvæk er et bæredygtigt begreb.
Især fordi at ingen af de tre tal ved X'et optræder i renkultur.

Tomheden dominere, men er fuldstændigt afhængig af både energien og bevægelsen.

Når vi referere til et jeg, er det jo tydeligt at vi har en "jegoplevelse"
bare fordi jeget ikke kan sanses, kan jeg jo godt benytte begrebet "jegoplevelse"

"Jegoplevelse", siger jo ikke "jeg ser jeget". Det udtrykker oplevelsen af at være bevidst om sin eksistens og at referere bevidst om sit udgangspunkt: "Jeg Er": "Jeg gør nu" = "Jegoplevelse"

Jak

Det er jeg helt enig med dig i, Jacob. Mit forsøg på at præcisere var blot for at understrege, at man ikke kan isolere jeg'et og holde det frem for sig.

Man er jeg'et, men man kan kun erkende jeg'et, og at der er et seende og skabende jeg bag alle foreteelser i universet.

Stilheden er urørlig.

Jeg syntes også at det er en relevant præcisering og det understreger princippet vi forsøger at skelne.

Så jeg peger på, for at være sikker på at det kommer med, at "jegoplevelse" og "jegfornemmelse" og "en følelse af jeg" begrebsmæssigt er korrekt og legitimt at bruge. Den fodboldkamp man ser i fjernsynet er ikke den reelle fodboldkamp, men en oplevelse og kopi af fodboldkampen.
- vandet analogi.

Vi er enige.

Atter.
Vi oplever eller fornemmer en "kopi" af stilheden.
Så vi oplever ikke stilheden i renkultur, men vi oplever den som erkendelsen og fornemmelsen af at ha et jeg.

Uden fornemmelsen og erkendelsen bliver "jeget" til stilhed.

Jake

Jeps, sådan mener jeg godt at man kan sige det

Nu bliver det svært.

Er man lige med jeg'et i den sætning?

Så får vi at jeg ikke kan opleve sig selv, men kun erkende sig selv samt at det er et oplevende og skabende jeg bag det skabte. Smukt

Ja, Martinus skriver at Jeg'et ikke kan sanses direkte, det er nemlig ikke skabt eller stofligt el. på anden måde tilgængelig for sansning.
Det at sanse Jeg'et indirekte, er at se, det man ikke kan se, der jo er kontrasten til det man kan se.
Det er på en måde som at se Livet på vrangen, og det man 'ser' har man hele tiden 'set', nu forstår man bare at det er det Alle kalder for Jeg'et,(Evigheden/Tomrummet)
det så Jeg selv i et glimt, for længe siden, og inden Jeg anede noget om glimt og Martinus.

Holger