Ja guldtrådene er nok det tætteste vi kommer
På at være gud - eller i hans primære lignelse

Men skal vi ikke for at være i hans totale lignelse
Være i balance mellem sekundær og primær
Lignelse ?

Lars

Hej Svend hurtig kommentar.

De gyldne tråde vil jeg mene er Guds bevidsthed og Guds synspunkt.
Efter der findes begrebet Gud ikke mere, eller andre begreber for den sags skyld.
Men selvfølgelig kan vi godt sige at Gud er det begrebsløse. Det bliver hurtigt en rodet omgang.

Jeg vil mene at den sidste oplevelse af Gud vil være, at man føler at man ER ham og at man faktisk er "alene" og det eneste der findes, sønnen fordamper. Altså når objektivitetsansen er ved at sprænges.

Den tredje jeg fornemmelse, er vel også jeg forståelsen.

Jake

Hej Svend.

Til at begynde med ( I "starten" af spiralkredsløbet) er der bevidsthed
men endnu ikke jeg-oplevelse. I planteriget er der anelse om varme/kulde,
dyrene har en form for flokbevidsthed men ingen særlig jeg-oplevelse, selv
spædbørn har ikke nogen særlig jeg-oplevelse.

Det betyder ikke, at planter, dyr og spædbørn ingen bevidsthed har. Der er
bevidsthed om behag og ubehag, smerte og velvære, sult og mættelse osv

Kh. Ejby

Hej Ejby.

Jeg synes, det er svært at skille begreberne ad. Hvis man taler om en bevidsthed, så må der jo være et "jeg", og dermed en "jeg-oplevelse" der står i forbindelse med denne bevidsthed, ellers ville bevidstheden svæve i ingenting. En bevidsthed må jo være en bevidsthed om at "jeg er til". Jeg har svært ved at se man kan tale om et "jeg", hvis der ikke samtidig er tale om "jeg-bevidsthed".

Det er muligt, at man kan tale om flokbevidsthed, men så må jeg-fornemmelsen ligge i flokken, og ikke hos det enkelte individ. På samme måde som jeg-bevidstheden hos mig ligger i "hele-mig" eller "flok-mig" og ikke i mine enkelte celler.

I bund og grund, så er enhver "jeg-oplevelse" eller "jeg-bevidsthed" der ikke omfatter altet, en skabt ting, som jeg ser det.

Den bevidsthed der omfatter verdensaltet, er vel også skabt?

Hej Jacob.

En jeg-bevidsthed der siger "jeg er alt" må være Guds bevidsthed. Man kan vel også sige, at det levende væsen der udtaler dette, må have en skabt bevidsthed, men den må være af en anden karakter end gudesønnens jeg-bevidsthed. En gudesøns jeg-bevidsthed vil altid være fragmenteret eller delt, og af varierende omfang gennem spiralen, og dermed en skabt ting (som jeg ser det) mens Guds bevidsthed altid må være altomfattende og måske dermed i princippet konstant og uforanderlig. Jeg ved det ikke....

Hej Svend,

Det er jeg ikke sikker på.
Hvis jeg skal være ærlig, er jeg ikke enig.
Og dog alligevel.
Men grunden til dette, syntes jeg faktisk er så komplekst at man ikke kan snakke om det indenfor generel eller mainstream filosofi og kosmologi.

Fordi chancerne er, at det bliver totalt misforstået og det kan ikke beskrives dualistisk uden at halte og i værste fald gå i stykker.

Vi kan ikke komme igang med det nu.

Men visse steder vil sønnen opleve at han aldrig nogle sinde forlader den Gudommelige verden, men det gør han og det gør han ikke.

Nu kommer vi ind på noget, som ikke er generel holding.
Men uanset hvad, må Guds oplevelse af livet være i forandring da vi hvert fald indefor normal omtalt kosmologi og kristendom, våger påstanden at faderen og sønnen de er ét.

Faderen og sønnen kigger igennem de samme øjne, for de er den samme. Men bevægelsen i linsen eller pupillen som kigger definere "fader og søn" princippet. De kan ikke skilles ad. Enhver søn er fader for hele universet og har hele universet inde i sig ligesom at universet har ham i sig, og den ene er det andet og den anden er det ene.

Faderens oplevelse af livet variere med hensyn til form, men ikke i mørke og lys kontraster.
Sønnens oplevelse af livet variere med hensyn til form, men i mørke og lys kontraster.
- og dog.. stop her!

Sønnens kulminerenede oplevelse i den Gudommelige verden vil være altid at være i den Gudommelige verden og være identisk med Faderen, Sønnen vil her opleve at være Faderen i renkultur, forstået på den måde at deres skabte bevidsthed er lig hinanden, sønnen oplever 100% at være Faderen i denne bevægelse, fordi alle sønnerne i altet på dette brændpunkt af forstand smelter sammen.

Hvis vi siger at en bestemt blæks"prutte" kunne sanse igennem dets mange sugekopper.. - igen en tynd kop te af en analogi, men:
Faderen er som en blæksprutte der sanser igennem alle sine arme og sugekopper.
Sønnen er som Faderen der kun oplever ud af en kop men han er hele blæsprutten. På grund af der kun eksistere det evige nu, vil "Faderens" tid sansende igennem én sugekop som "søn" være identisk med hans tid sansende som allekopper.
- Blæsprutten er overjeget, overjeget er selvfølgelig faderen.

Det som er Faderen er den del af Sønnen som oplever i den kulminerende Guddommelige verden, Det som er Sønnen er den del af Faderen som oplever de
lange vandre ture op ad til kosmisk bevidsthed og resterende rute til kulmination i Gudsbevidsthed.

Alt det vi oplever i mørket, virker som at ha tid. Men det er ingen tid. Alt er identisk på grundlinjen.

I den Guddommelige verden vil følelsen altså være at man altid er her og at man altid kulminere i Gudsbevidsthed. Fordi at overbevidstheden er med igennem alt. Fra at man var her sidst vil følelses maximalt som et blink, for ikke at sige at denne følelse vil være totalt fraværende.

Den Guddommelige tilværelse for evigt og altid.

Jeg vil slutte af med at sige at jeg faktisk er enig med dit indlæg Svend og at det er også det gode udgangspunkt.

For mig at se er det hele psykiske principper i ét eneste væsen der formulere sig igennem fader og søn fænomenet.

Faderen er kun et sted i én, og på en måde uendeligt meget mere.

Jake

Hej Jacob.

Hehe! Jeg kan godt lide dine bemærkninger. Jeg oplever ofte selv, når jeg skriver på Martinusforum, at jeg ikke ved, om jeg er enig eller uenig med andre - det er egentlig også underordnet. Men det at skrive kan være med til at man selv synes at se tingene klarere - brillerne bliver lige pudset. Jeg synes også, at der skal være plads til forskellige synsvinkler.

Hvis vi går ind til det absolutte ben, så eksisterer der kun et eneste levende væsen. Dette væsen oplever evigt den illusion, at det oplever livet gennem uendeligt mange levende væsener. Når et levende væsen derfor oplever, at det eksisterer adskilt fra noget som helst - så er det en illusion, men dog en evig illusion. Illusionen er ikke konstant, men veksler hele tiden - dette er en forudsætning for evig livsoplevelse. På vejen gennem spiralriget bliver væsenet mere og mere i stand til at sanse mindre og mindre illusorisk, idet jeg-fornemmelsen bliver stærkere og stærkere, og dermed bliver adskillelsen fra altet mindre og mindre - med den følge, at væsenet bliver mere og mere som det eneste levende væsen, der virkeligt eksisterer. Man kan sige, at vi gennem spiralriget hele tiden kaster lidt af sløret for vores øjne hele tiden. Men jeg tror aldrig, at sløret forsvinder helt - for så forsvinder den evige illusion jo netop, og så er det dermed ikke en evig illusion. Hvis Gud bare et øjeblik kunne fjerne spejlet Gud ser sig selv i - så var der jo intet.

Smukt!

Jamen det kan ikke beskrives bedre Svend. Både med hensyn til emnet, kerne emnet
og den måde deltagerene kommunikere det på.

Det var det jeg havde behov for!
Jeg er glad

Amen.

"Jeget" tendensere at referere til sig selv som "VI" jo mere væsenet udvikler sig.

Så "jeget" bliver altså ikke mere og mere ensomt men til en fællesskabs følelse.
En høj fornemmelse af jeg og vi i ét.

"Jegfølelsen" når at den er mest avanceret, er en indre 'vi' følelse.
- men ikke som man forstår ved en flok, da 'os og dem' ikke er tilstede.

Gud/jeget vil referere og fornemmer sig selv med VI.

Jeg sagde tidligere at man ville blive mere og mere én, men man blive i samme grad mere og mere VI. Og den pointe er vigtig i forhold til udviklingen af jeg fornemmelsen.

Men dette giver ingen mening.

Jeg ved ikke om det giver mening, men det gav stof til eftertanke at tænke fællesskabsfølelsen, som "vi"

Det giver mening Lasse.
Kan du beskrive det yderligere eller mere konkret?

Jeg tænkte mest på at vi ikke bliver et "et", altså smelter totalt sammen, men stadig vil have vores individualitet. "Vi" dækker bedre over en sammenhængende gruppe af individer.

Ja,
- det er jo en rigtig rar pointe

Jeget begynder at føle sig som vi.

Det er sjovt, fordi at dyret og jordmennesker jo er i flok, men de lever med en ekstern "vi" fornemmelse. Den enkelte ser sig selv adskilt fra de andre, men føler at han tilhøre dem, hans jeg fornemmelse er derfor svag og skrøbelig. Frygten for at blive adskilt fra flok, samfund, familie og venner(altså grupper), ligger sig ned og gemmer sig som dødsangst.

Det færdige menneske har en intern "vi" fornemmelse. Han kan ikke se sig selv adskilt fra nogen, men kun som en del af alt, hans individuelle jegfornemmelse er derfor stærk og ubrydelig. Dødsfrygten har ikke meget at gøre her, fordi at han føler sig i ét med hans omgivelser. Adskillelse kan ikke finde sted, derfor ingen død i hans mentalitet.

Døden bliver udelukkende til frygten for adskillelse, og tilhøre altså den eksterne "vi" fornemmelse.

Kh Jacob