Jeg vil gerne dele et lille "eventyr" med Jer, som jeg skrev sidste år. Jeg havde længe gået og været optaget af vor "dyriske" mentalitet. Den mentalitet, som vi har med os fra dengang, vi var dyr. Jeg kalder den for min indre svinehund. "Eventyret" er inspireret af Martinus Kosmologi, og den omhandler altså kun min dyriske og menneskelige side i mig.

[align=center][/align]Jeg, Kjeld.

De kom gående hen ad en sti. Han en vismand at se til med langt bølgende hår og iklædt en lang, hvid kjortel. Men kom man nærmere hen til ham changerede den i alle regnbuens farver. Hans ansigt var mildt og ædelt, men alligevel kunne man se, at han havde gennemlidt store lidelser og sorger.

Ved hans side gik et stort dyr. Ved et nærmere syn så det ud som en ulv, men mange ville nok kalde det for et utyske eller et bæst, for det havde blod om snuden, og hårene på ryggen stod lige op og var stive som børster. Og nu og da snerrede det og viste sine store tænder. "Rolig, rolig", tyssede vismanden på det. "Du har jo fået, som du ville!". Men aggressionerne sad stadig i ulven, og den kunne ikke lade være med at forestille sig sin sidste dåd, hvor den havde mæsket sig i andre væseners blod.

Disse to var og er uadskillelige. Altid er de sammen. Snart vandrer de på lyse veje og stier, hvor solen skinner og alle er glade og tilfredse. Og snart vandrer de på mørke og kulsorte veje og stier, og da er det ikke godt at møde dem, for bæstet bliver da uhyre blodtørstig og grum, og vismanden giver den lov til at slukke sin tørst i andre væseners blod.

Hvem er da disse to? Vismanden og ulven?

Ulven er såmænd min "indre svinehund", og vismanden er den "menneskelige" side i mig!

I årtusinder, ja, årmillioner, har de vandret sammen, delt glæder og sorger, medgang og modgang, og lært mere og mere hvad livet i det hele taget går ud på. Når vismanden gjorde noget godt på de lyse stier, altid var svinehunden med og glædede sig trods alt, thi den vidste jo godt formålet med deres lange rejser. Eller troede den vidste. Og når svinehunden fik lov til at udfolde sig, så var den dog allergladest, for så kunne den gøre som den ville. Sjov og ballade og tilfredsstillelse af sine drifter og begær var, hvad den ville.

Ja, i begyndelsen var svinehunden dog den største, og vismanden var bare en lille baby, som red på ryggen af svinehunden. Men langsomt har han vokset sig større og større gennem de millioner og atter millioner af år, de har vandret sammen, og svinehunden er tilsvarende blevet mindre og mindre. Og nu er han som en ulv at regne. Men stadig frygtelig kunne den blive, når det tog den.

Åh, de havde oplevet så meget sammen. Altid var de sammen om deres oplevelser. Og hver voksede i visdom og forstand.

Vismanden går rundt med en pung på sig. En pung af det fineste silke, og farven på denne changerer også i alle regnbuens farver. Og pungen indeholder perler. Nogle er sorte, men andre er hvide. Ofte tog de en perle op fra pungen og glædede sig over den. Var perlen sort, var der dog en dybde af lys i den, hvis man kiggede nærmere på den. Og de sagde da til hverandre: "Husker du...?" Og de mindedes da, hvorfor de havde fået netop den perle. De havde da vandret på en mørk vej, og svinehunden havde udøvet "Mørkets gerninger". En anden gang kunne de tage en hvid perle op ad pungen, og de så, at den havde en dybde af mørke i sig. Og da var det vismanden, som havde gjort en god gerning. Disse perler materialiserede sig ud af luften bedst, som de gik på vejen. Hvor de dog elskede disse perler! Og gennem disse uendelig mange år, var det blevet til mange i pungen, som vismanden bar inde under sin kjortel.

Intet var dem fremmed. Mord og drab, røverier og overfald, udbytning af andre, udskejelser og laster af enhver slags. Alt dette kendte de til. Men de var ved at blive lede ved alt dette. Også svinehunden synes, det er ved at blive for meget, men den har jo et ry at leve op til! Blodlugten er dog ikke lige appetitlig mere. Den så jo hver gang, når vismanden har gjort noget godt, hvor han glædede sig, og en hvid perle var blevet resultatet.

Mange, mange år skulle de dog vandre sammen endnu. Men de vidste dog begge, hvad der skulle ske med dem. De havde vidst det i nogle år nu. Det havde groet frem hos dem begge. De var begge overbeviste om, at det ville ske. Åh, hvor de dog længtes efter denne dag, hvor det ville ske. Vismanden og svinehunden ville ligesom smelte sammen, vokse sammen, og et vidunderligt smukt væsen ville opstå. Det ville se ud som et menneske, men det ville stråle med et overjordisk, guddommeligt lys indefra. Det ville blive lige som Gud.

Men hvorfor skulle disse to dog vandre sammen i millioner af år. Hvor de kun kendte til nød og elendighed. Ja, da vismanden endnu kun var en baby. Hvor han var overladt til et stort utyskes varetægt. Ja, hvorfor? Men de ville jo selv, og Gud havde givet dem lov til at vandre på de mørke stier og veje. De var jo blevet mætte af al den lys og kærlighed hos Gud. Det stod dem langt ud af halsen. De ville opleve noget andet. De var blevet dødtrætte af lyset, og nu ville de se noget andet. Basta! "Og værsgod", sagde Gud. "Jeg vil vente på Jer, til I kommer tilbage. Livet vil mange gange blive meget besværligt, hvor I skal kæmpe mod andre, som også er ude at vandre. Men I skal vide, at hvor I end er, så vil jeg også være der. Aldrig vil jeg forlade Jer. I er mig uendelig dyrebare, selvom I nu forlader min verden. Når I kan se en bror eller en søster i hvert væsen I møder, så vil vi mødes igen. Når I nu træder ud af min verden, Den guddommelige Verden, vil I glemme næsten alt om mig. Blot en svag erindring om en højere verden vil være tilbage, og som vil vise sig langt, langt fremme på Jeres vandringer. Og nu vil jeg ønske Jer begge en god rejse".

Hvad synes I om dette lille "eventyr". Enhver kommentar er velkommen.

Kærlige hilsener,
Kjeld.