Hej Lasse , det jeg i den forbindelse syntes er mest mærkeligt er at Assad som per definition ved at Vesten bare leder efter en årsag til at intervenere skulle give dem så indlysende årsag som at bruge kemiske våben , det virker sgu lidt skummelt , han må enten føle sig utroligt sikker på sine egne evner eller så er han utroligt stupid .
Om vi skal deltage ? Hvis det kan bevises at det er regeringsstyrker der har brugt ulovlige våben ( alle våben burde være ulovlige , principielt kan det vel være lige meget hvilket våben der årsag til ens død ) er det vel næsten et krav at vi er forpligtede til at opfylde .
Min personlige frygt er hele det arabiske forår ender med at bliver muslimske ekstremisters drøm , et arabisk kalifat med sharia lov og alt hvad det medfører .
Denis

For mig personligt ville jeg aldrig deltage i krig. Det er også den eneste vej til fred i verden, at nationerne under ingen omstændigheder deltager i krig. Jeg håber, at Danmark som nation afstår fra deltagelse. Godt at se, at Storbritanien sagde nej.

Konventionen bør ændres så det ikke kun er kemiske våben der er så forfærdelige, at de kan retfærdiggøre, at der anvendes andre våben. En underlig tankegang, at hvis en mand slår en anden mand ihjel med et kemisk våben, så er det så forfærdeligt, at det kan retfærdiggøre, at vi slår drabsmanden ihjel ved hjælp af et andet våben. Det er "øje for øje og tand for tand" mentaliteten, som vi kun kan komme bort fra ved at afbryde denne cirkel.

Alle våben bør være forbudte i henhold til konventionerne. Hvordan kan man så sikre, at konventionen overholdes? Det kan man kun sikre rent personligt ved, at man ikke anvender våben. Hvad andre gør kan man kun håbe at livet selv vil tilrette.

@denhou, jeg synes også der er en form for forpligtigelse. De internationale love og sammenslutninger (FN) er bare stadig så svage at det kan være svært at skelne hvem der er "helt" og hvem der er "skurk". Jeg sidder med en fornemmelse af at det "internationale politi" nogle gange i højerede grad rykker ud for deres egen skyld end for at afhjælpe en uheldig situation.

@Svend, jeg synes også det vil være uheldigt, hvis Danmark, som land går med i en intervention. Hvis det er det internationale samfund vi hjælper, så kan jeg bedre leve med det. Også selvom det er præcist det samme vi i praksis gør. Rent moralsk og etisk er der bare en stor forskel på at lave en intervention som land og at gøre det som internationalt samfund.

Tidligere var der en FN hær med
Hvide kampvogne, måske det var
En forløber for en egentlig Fn hær,
Hvor lande afruster til fordel for en
Fælles hær - danmark var vist ret
langt fremme i det projekt.

Hvis vi nu forestiller os, at vi kunne spørge Martinus om, hvordan vi skal forholde os til, at et lands diktator/regering/militær vælger at slå sin egen befolkning/særlige befolkningsgrupper ihjel - hvad ville han så svare?

Skal vi vende den anden kind til på vegne af de mennesker, der lider? Skal vi respektere karmaloven og lade ske, hvad der skal ske? Appeasement som man praktiserede overfor Hitler i den første tid? Disse muligheder er jo også de letteste for os 😉 men kan svie så læsterligt senere.

Eller skal vi intervenere? Slå ned på de militære anlæg og tage casualties med som det tynde øl?

Hvad ville Martinus svare? Hvad ville Jesus og Buddha og de andre sige?

Har Afghanistan fået det bedre, har
Irak fået det bedre.- ved at vi viser
Musklerne - selv støtter jeg dansk
Flytninge hjælp som tager omsorg
For omkring 2 millioner flygninge
I området - spørge du Martinus
Ville han end ikke kaste dem et blik
Da han mener næsten ligger i egen
Nær zone og det er der karmaen
Skal bearbejdes - vi kan vist ikke
Købe aflad ved tro vi med muskler
Kan retfærdi gøre andres karma !

Kender vi opositionen i Syrien som vi
Så gerne vil have til magten ?

Ikke at gøre noget er også at gøre noget , og hvem hjælper vi i virkeligheden hvis vi gør noget ???????

I sidste instans kan jeg kun spørge mig selv, om jeg selv ville drage i krig i Syrien, for at tage parti i en strid jeg dybest set ikke ved noget om. Det ville jeg absolut ikke. Jeg ved ikke hvem der har gjort hvad, jeg har det kun fra nogle medier jeg ikke ved noget om. Når jeg ikke selv ville gøre det, så vil jeg heller ikke tage dette standpunkt for den nation jeg repræsenterer, og jeg vil aldrig anbefale, at Danmark som nation blander sig i en strid noget andet sted i verden, som vi ikke har nogen anelse om. Hvad er det egentlig man har tænkt sig at gøre, og hvad skal der ske bagefter? Et indgreb vil bare give "fjenden" endnu en anledning til at gå til modangreb.

@deva, @denhou og @svend,

Er det ik' en meget klassisk problemstilling vi har her?

Hvis man intervernere, så "går man i krig" og det kan stride mod ens ikke-krigstilgang til tilværelsen.

Hvis man ikke intervernere, så er man årsag til at mord eller andet ubehageligt får lov at fortsætte, men man bliver ikke involveret på en voldsom måde.

Jeg kunne godt tænke mig at tage denne snak ned på et mindre voldsomt niveau. Børneopdragelse (eller bare det at være sammen med andre mennesker). Her er Martinus, for mig at se, ret klar. Der skal helt sikkert sættes grænser. Man gør børn en bjørnetjeneste ved ikke at modarbejde deres værste tendenser, dvs. ved at lade stå til. Han siger også at børn skal opdrages med så meget kærlighed som muligt, men han understreger at det er kærlighed og ikke tossegodhed.

Det store spørgsmål bliver så, både i børnepasning og omkring intervention i andre lande, om hvornår noget er kærligt og hvornår noget er tossegodhed.

Der hvor det her bliver rigtig svært er at der ikke er noget absolut i det her. Den samme slags intervention kan i en situation være næstekærlig og i en anden være tossegod. Det er relativt i forhold til hvilke muligheder der er i situationen. Det er derfor vi, i mine øjne, virkelig bliver sat på en prøve nogle gange.

Hej Lasse.

Det er et spørgsmål om, hvad jeg reelt ved om den givne konflikt. Hvis det er mit eget barn, så har jeg ved selvsyn konstateret mange af konflikterne. Det er inden for mit eget nærområde, og jeg er personligt en del af mit barns hverdag, og kender dette barns personlighed.

Når det drejer sig om Syrien, så ved jeg intet om det, andet end hvad jeg indirekte får at vide. Hvis jeg tager soldaterdragten på, eller blot støtter op om at blande sig i en konflikt som jeg ikke ved selvsyn har konstateret, så er min personlige identitet skiftet ud med en national identitet eller ideologi, og jeg er ikke længere personligt ansvarlig for mine handlinger (jo nok kosmisk set, og også ansvarlig for egen samvittighed, men politisk set er en pilot der bomber mål i Syrien jo blot en repræsentant for en ideologi der finder, at dette er i orden - han er en "tjenestemand", der handler blindt på ordrer). Denne "tjenestemand" har sat sin egen hjerne og viden ud af kraft, og handler på andre menneskers intelektuelle formåen, samt den viden som disse ordregiver har overbevist ham om at de har. Når soldater kan dræbe hinanden i hobetal i krig, så er det fordi uniformen netop uniformerer og gør det at dræbe upersonligt og acceptabet i "hellig krig". Den fjende jeg angriber kender jeg ikke personligt, jeg mener blot at kende hans ideologi, men mit kendskab til hvad der ligger til grund for egen og "fjendens" ideologi ved jeg intet eller stort set intet om.

Martinus er inde på, at man skal gøre en forskel i sit eget personlige nærområde - det er der vi kan gøre noget.

Hej Svend & Lasse ,
Det er naturligvis et stort etisk problem om hvor vidt man skal deltage i en konflikt som den i Syrien , men det virker på mig som om at ingen overvejer at konsekvensen af det nuværende styre bliver væltet meget vel kan være at Syrien kan blive en Islamisk stat , altså et teokrati med love som under Taliban , og dette ville kunne ske uden flertallets samtykke fordi disse " Guds soldater " hellere end gerne bruger vold for at gennemtvinge deres " guds " vilje , og det kan da ikke være et fremskridt for de stakkels mennesker i Syrien .
At det ikke er tågesnak men en temmelig reel bekymring ses vel også når man kigger på hvad der skete i Ægypten , lige så snart de fik muligheden var det Muslimske Broderskab på banen og ville formentlig ganske langsomt have strammet tøjlerne om det Ægyptiske folk , ganske vist en påstand fra min side men ganske velbegrundet historisk set .
Så jeg syntes generelt at udsigten er ret dårlig for denne konflikt , det er som om det handler om pest eller kolera . That`s the way I see it

Helt enig Dennis.

Der er så meget krudt i Mellemøsten, at jeg ser det lidt som om, at når Vesten søger at løse en konflikt, så bliver konsekvensen lidt det samme som når man vil forsøge at slukke en ildebrand ved at hælde benzin på bålet. Temperamenterne koger så meget i det område, at den eneste måde man kan løse ildebranden i området er ved at lade den brænde ud - den kan ikke slukkes. Man kan ikke påtvinge en befolkning demokrati ved at hælde bomber i hovedet på dem. Demokrati skal komme som en indre proces i befolkningen, og en indre proces opnås bedst ved overhovedet ikke at rode op i den ildebrand der brænder i øjeblikket. De lokale befolkninger er de bedste til at løse disse konflikter, og et fredeligt indstillet vesten, samt information om demokrati via internet osv. er den bedste medicin.

Martinus siger et sted: "Man kan ikke få en ting til at ophøre ved at skabe den - man må holde op med at skabe den". Jeg er enig. Vil man have krigen til at ophøre, så må man lade være med at skabe den. Lad os bruge freden som eksempel via vores egen opførsel, lad os ikke søge at skabe fred ved at anvende militær.

@Svend, jeg kan god lide din pointe med forskellen på noget som er i ens nærområde og noget som ikke er. Syrien føler jeg heller ikke er i mit nærområde, da jeg ikke har noget som minder om indflydelse på det (med mindre jeg gik i en eller anden form for demonstration og selv det ville nok ikke betyde det store). Det daglige og det nære kan gøre en helt anden forskel og det er her vi skal forsøge at overkomme vores udfordringer. Når jeg skriver det her, så tænker jeg at det kan føre til en passivitet, når man ikke involvere sig i ting udenfor ens nærområde, også selvom det er der man kan gøre mindst.

@denhou, jeg kender ikke Syriens situation godt til at turde gætte på hvad der kan ske dernede, hvis styret bliver væltet. I første omgang er vestens intention (i hvert fald den officielle) at forsøge at stoppe brugen af kemiske våben. Det synes jeg egentlig er fair nok. Og på samme måde som politiet kan være nødt til at trække våben for at stoppe en forbrydelse, så synes jeg også at det er ok at man gør det her.

Problemer er, for mig at se, at vi ikke har en international lov og at det derfor bliver lidt "tilfældigt" om der bliver "løftet et våben" eller ej, hvis der er nogle som begår ulovligheder. Vi mangler desperat en international lov, en international domstol for landende og i det hele taget et internationalt og demokratisk styre.

Jeg fornemmer en positiv udvikling. FN er i høj grad blevet en del af diskussionen omkring hvad landende kan og ikke kan gøre. Dog ikke en spiller som endnu er så stærk at FN kan sætte sig igennem. Det er i høj grad stadig landende, som gør hvad de selv synes er bedst for deres egne interesser. Men det skal nok komme. Det er det nødt til.

Hej alle sammen.

Spændende tråd. Jeg synes dog ikke at jeg finder noget svar på Pia´s spørgsmål.

Skal vi vende den anden kind til på vegne af de mennesker, der lider? Skal vi respektere karmaloven og lade ske, hvad der skal ske? Appeasement som man praktiserede overfor Hitler i den første tid? Disse muligheder er jo også de letteste for os men kan svie så læsterligt senere.

Eller skal vi intervenere? Slå ned på de militære anlæg og tage casualties med som det tynde øl?

Nu er jeg kun nået til side 37 i livets bog og kun hørt nogle foredrag af OT, men som jeg forstår det og selv prøver at efterleve, så bør man leve efter det ´ikke dræbende princip´ i alle former.

Er ens eget liv her på jorden ikke styret eller påvirket af ens tidligere handlinger? Altså karma?

Betyder det ikke at de der gennemlever disse lidelser i Syrien, selv er oversag til deres forfærdelige skæbne. Det skærer i mit hjerte når jeg ser både børn, kvinder og mænd blive udsat for de værst tænkelige fyskiske og psykiske smerter. Men det trøster mig at der er en mening med det.

Burde man ikke vende den anden kind til og hellere dø end at dræbe. Burde man ikke i stedet sætte alt ind på at hjælpe de mennesker der er flygtet eller har tanker om at flygte, end at sætte ind militært?

Jeg kunne fortsætte i det uendelige, eller tæt på, men jeg holder lige igen så i har en mulighed for at svare i nogenlunde korte vendinger 😉

Hej Lemniscatus.

Jeg er enig i dine synspunkter.

Man forhindrer ikke en konflikt ved militære tiltag. Den primære årsag til, at det ikke virker er, at de mennesker, der er en del af den oprindelige konflikt, har karmaen til gode. Og når man så vælger den krigeriske tilgang til at løse konflikten, så sætter man mere krigskarma i gang primært for en selv, for når man bruger krigsmetoder, så skaber man altid nye fjender, som senere vil have hævn. Man må holde op med at blive ved med at hælde denne krigskarma ud i systemet. Man skal primært undgå militær indgriben for at hjælpe en selv til at undgår krigskarma i fremtiden.

Hvor meget mon det koster at holde det militærapparat i gang, som primært USA mener kan løse alverdens problemer? Var det ikke bedre at disse midler blev brugt til, som du skriver, at hjælpe de mennesker der bliver ramt af karmaen? Hvordan mon den arabiske verden ville reagere på et USA der, i stedet for at løse konflikter ved at bombe, afhjælper konflikter ved at tage sig af lidende mennesker? Mon ikke freden i verden kunne være en realitet inden for ganske få år?

Lykkeligvis så ser det nu ud til, at USA har lært så meget af fiaskoerne i Irak og Afghanistan, at vi undgår en militær indgriben i Syrien. Så vidt jeg husker er et sted imellem 60 og 70% af den amerikanske befolkning imod et militært indgreb. Nu ser det ud til, at Syrien vil aflevere de kemiske våben uden videre sværdslag - hvilket gennembrug. Hvis det sker, så ser jeg for alvor et gennembrud i vores hidtil fejlslagne forsøg på at undgå krige.

Jeg vil sige, at der er en "fælde" i at se livet udelukkende som karma, hvad du sår skal du høste. I så fald er vi i nærmest ren buddhisme, hvor du hvirvler rundt i Samsara, og må prøve at skabe et liv, hvor du ikke skaber karma, så du kan slippe for at blive genfødt. Altså også såkaldt god karma - du skal være "ikke-tilstede" mens du lever.

Der er en mening med de lidelser, vi hver især skal igennem, og meningen er udvikling af næstekærlighed. Der kommer et tidspunkt i ens udvikling, hvor man ikke længere kan sidde stille og se andre lide, bare fordi det nu er deres skæbne. Det er et vigtigt punkt i udviklingen! De færreste ville idag se stiltiende på, mens naboen gennembankede sin to-årige datter... Og vi giver penge til nødhjælp mv.

Går vi ind på tanken om blot at vende den anden kind til i stort og småt, så vinder egoismen og u-næstekærligheden. Survival of the fittest, og næstekærligheden får trange kår. Efter min helt personlige mening vil det sætte Jorden tilbage i udvikling.

Spørgsmålet bliver så, HVORDAN man skal udøve sin næstekærlighed. Jeg er helt med på nærområdet, børneopdragelse, nødhjælp mv., og jeg tror, som Lasse også skriver, at problemet med f.eks. Syrien bl.a. er, at vi mangler international lov. Og vel at mærke en lov, som der bakkes op om, og hvor sanktionerne ikke afhænger af forgodtbefindende. Som det er nu, råder tilfældighederne, og et enkelt land kan blokere for en FN-aktion ud fra sine egne økonomiske interesser. Det er jo ikke holdbart.

Jeg ser verdenssamfundet stående på et udviklingstrin, som vi i Vesten forlængst har passeret - vi skal måske tilbage til middelalderen for at se tilstande, som minder om dem, verdenssamfundet er i. Vi har opbygget love og regler, som er blevet til det moralske og etiske grundlag, vi omgås hinanden på. Men sådan ser det ikke nødvendigvis ud i resten af verden, og det giver problemer, når vi skal løse fælles opgaver.

Mht. Syrien, så tyder de sidste dages meldinger på, at de diplomatiske muligheder ikke var helt udtømte, før man gik ud med trussel om intervention . Omvendt var det måske nødvendigt at true, før man kunne komme igennem med diplomatiet. Og måske var det nødvendigt at sende dette signal med alt, hvad et indebar. Og - lad os så se, om det virker! For hvad skal vi så gøre?

Vi må respektere den udvikling de enkelte dele af verden er i, og den tilstand verdenssamfundet er i, men vi må ikke lade stå til, så diktatorer og økonomisk grådighed får frit spil. Vi SKAL reagere og vi SKAL blande os.

Spørgsmålet om Martinus' svar spørger stadig i mit hoved. Er der mon nogen, der kender Ole Therkelsen privat, og har lyst til at spørge, om han vil give et bud på, hvad Martinus har skrevet om sådanne sager?

Svend: Jeg vil på ingen måde forsvare krigene i hverken Irak eller Afghanistan, eller andre steder for den sags skyld, men jeg tænker lidt, at Syrien er helt klar over, at hvis de ikke går ind på den her aftale, så bliver der en intervention. Måske var den taktik ikke brugbar, hvis der ikke var en forhistorie med langvarige krige?

Hej Lemnicatus ,
Ifølge Martinus` analyser er det eneste vi modtager , det vi tidligere har sendt ud , altså at vi høster frugten af vore handlinger , behagelige eller ubehagelige .
Men det betyder naturligvis ikke at man bare skal lade stå til når man oplever uretfærdigheder i almindelighed , det er vel ens karmiske pligt at hjælpe der hvor man er i stand til det og her tænker jeg på det mellemmenneskelige i almindelighed .
Sagen bliver straks langt mere kompleks når det er nationer der er involveret som i dette tilfælde og specielt når det handler om andre kulturer.
I dette tilfælde handler det om at vælte en diktator og det er vel i sig selv rigelig grund til at intervenere , eller er det ? Hvis udfaldet bliver at oprørene vinder , hvem er så disse oprørere , er det folk der vil demokrati eller folk der vil have et kalifat . Hvis vi hjælper oprørerne til sejr , hvad så hvis det ender med at Islamisterne tager magten ? Jeg er sikker på at der er masse af Syrere der gerne vil leve i an demokratisk stat men det bliver svært for dem da Islamisterne , selvom de måske er færre i antal , med djævelens vold og magt nok skal få indført <sharia lovgivning med helvede til følge for dem som ikke ønsker det .
Så jeg tror ikke der findes noget rigtigt svar på dette spørgsmål , lige meget hvad vi gør risikerer vi at det ender på en måde der ikke er ønskelig er jeg bange for .
Men du har ret i at første prioritet bør være at komme flygtningene til hjælp , det er da også noget man kan forholde sig konkret til .
En sidste men vigtig bemærkning , tag ikke fejl af Islamisterne , hvis det stod til dem blev hele verden et kæmpe Kalifat .

Hej Pia ,
Jeg ved ikke hvad Martinus ville have sagt i denne anledning , men det kunne , som i andre tilfælde være flg. : Af to onder skal man altid vælge det mindst ubehagelige .
Ok , jeg ved så ikke om han ville have sagt det i dette tilfælde , men det er det bedste bud jeg kan komme med .