Brok løs, Pelle, her f.ex., men hurtigt finder du nok ud af,
at der ikke er noget at brokke sig over...

Find en ubetinget livsglæde, og begynd stille og roligt
at elske livets mangfoldighed...

pelle haleløs wrote:

Det er en utrolig tanke , som Martinus komer med : Der er ingen der kan forfølge/jage/eller være efter dig, der er ingen
der kan komme og skælde dig ud.
Ej heller kan du være offer for andres dårlige luner
eller kedelige stress eller andet ondt.
Det kan du ikke fordi det er din egen karma der kommer igen.
Når en persom fx kommer og overfuser dig (uden grund) er denne person bare? udsendt at forsynet til at komme med det , der er din karma. Du burde takke personen for at han/hun vil medvirke til at forsynet kan udfører sit arbejde.
Martinus , takkede engang en person der overfusede ham..
Du kan således heller ikke være offer for andres dårlige luner eller narrestreger.
Det er dine egne luner du modtager , dem fra tidligere liv som du skal lære at takle på den rigtige måde.
Ej heller kan soldaten i Irak være morder, men er kommet for at lære dem som skyder andre at de skal holde op med det og finde på bedre måder at løse problemer på.
En utrolig og måske skræmmende tanke
Hvem skal vi så brokke os til over vores ulykke ?

VH
pelle asc

For mig at se er den bedste rettesnor i tilværelsen, at gøre det man føler er rigtigt. Hvad er sandhed for mig? Sandhed er det, man føler er rigtigt. Det kan da godt være, der er en større sandhed end den, man føler er rigtig. Men hvad kan man bruge den til, hvis man ikke føler, den er rigtig? Sandhed er jo det, der er rigtigt.

Og sådan må det også være med Martinus' analyser, de har kun betydning, hvis man føler, de er rigtige.

Hvis man føler de er forkerte, har man jo ikke forstået dem, og så kan man heller ikke bruge dem og leve efter dem.

Hvis de så alligevel er rigtige, skal livet nok bekræfte dem før eller senere. Og på det tidspunkt vil man så føle, at de er rigtige. Og så vil det give mening for en at leve efter dem. Altså gøre det, man føler er rigtigt.

Man må være sand overfor sig selv. Det kan da godt være man ikke synes man skal dræbe, brokke sig, blive vred, være misundelig, spise kød, ryge, drikke, være uærlig osv.

Men hvis det nu er det, man gør, så er det sådan, det er lige nu. Og det er jo helsebringende at vide, at det er der altså også plads til i skaberværket. Og det er ikke forkert. Men det vil ikke blive ved med at være sådan.

Der er ikke nogen fordømmelse. Den eneste fordømmelse der eksisterer, er den der kommer fra væsener, der ikke ved, hvad de gør. Fordømmelse er altså symptom på uvidenhed. Og når andre fordømmer en, er det i virkeligheden dem selv de fordømmer. I deres uvidenhed tror de, at nogen kan være anderledes end de er. Det er en kritik af gud, som kun kan være udslag af uvidenhed om at alt er såre godt.

Martinus siger "Ingen kan lide uret og ingen kan gøre uret" og enhver kritik er en kritik af skaberværket.

Hvis Martinus har ret, lever vi i et evigt, kærligt og retfærdigt, levende verdensalt.

Hvis Martinus tager fejl, betyder det at verdensaltet er af lave, er uretfærdigt, er et kaos og ikke noget kosmos eller ordnet kærligt verdensalt.

Filosoffen Schopenhauer var ligesom mange andre nedtrykt over livet. Han sagde, at hvis der var en gud, der havde skabt verden, så ville han nødig være denne gud! For så ville hans hjerte briste af al den grusomhed, som verden var så fuld af!

Schopenhauer følte tilsyneladende, at han var for god til at være gud.

Martinus siger, at den længst levende afgud, det er os selv. De fleste af os er tilbøjelige til at synes om os selv, at vi er vældigt søde, gode anstændige og uskyldige mennesker. Hvorimod de andre; alle andre end mig er skurke og banditter fulde af fejl og ufuldkommenheder, som jeg ikke besidder. Og at det i hvert fald for det meste, er dem der er årsag til mine lidelser. Det er et levn fra dyrerigets 1000 årige traditioner, der går ud på konstant at kæmpe med alle tricks for at bevise, at jeg er bedre end dem.

Det er et bedrag, påstår Martinus.

"Han har ikke noget tøj på!" siger den lille dreng, i "Kejserens nye klæer". Det bliver han straffet for, for det var en uartig kommentar, synes man, hvis man mest er til dyrerigets traditioner.

Og Martinus har lidt den samme "frækhed". Han går efter sandheden; på bekostning af forfængeligheden, selvdyrkelsen eller dyrebevidstheden i os selv.

Hvis man har det godt med at give andre skylden, hvis man føler, at det er det rigtige at gøre. Jamen så må man jo gøre det. Men føler man, at Martinus muligvis har ret, når han siger at "ingen kan lide uret og ingen kan gøre uret", så har man et værktøj at arbejde med for at styrke sin egen forståelse og dermed tolerance og tilgivlese.

Ingen kan være anderledes end de er! Hvis jeg bliver sur eller skuffet eller ked af det, fordi andre er som de er, så er det da et selvbedrag, hvis jeg påstår at det er dem, der er skyld i min dårlige følelse. Det er da mig der har ventet at de skulle være anderledes end de var, ellers ville jeg jo ikke være blevet skuffet over dem. Men når fejlen er hos mig, så har jeg jo intet at bebrejde de andre, for de er, som de er nødt til at være, og jeg har heller ikke noget at bebrejde mig selv, for jeg er ligeledes som jeg er nødt til at være.

Det er grundlaget for tolerance, og hvis man hver gang man bliver skuffet eller vred over at folk er som er de er, øver sig i at tænke, at de ikke kan være anderledes, så er man i gang med at fjerne årsagen til sin egen skuffelse, vrede og bitterhed. Så er man i gang med at fjerne de ting, som blænder sanserne. Man fjerner alle de ting der gør, at man kun kan sanse alt det ubehagelige, men ikke kan sanse englene eller alt det velsignelsesrige, der i al evighed er i overvægt.

Det er ikke først en gang i fremtiden at alt vil være såre godt. Verdensaltet er evigt såre godt. Når det ikke opleves sådan, skyldes det at vores evne for intolerance blænder af for lyset, så vi ikke kan se det. (Symbol nr 3)

Det, der er vores opgave hvis vi vil ud af skyggerne, ud af alt det triste, er at arbejde med tingene stille og roligt og kun gøre det, vi føler er rigtigt.

mange hilsener
Jan

Det må så blive os selv

kh
Lasse

Enig. Jeg vil tillade mig at understrege "arbejde". Det er hårdt arbejde både at finde ud af hvad der føles rigtigt og ikke mindst at kunne leve det. Jeg tror at vi alle indimellem kommer i situationer, hvor vi enten ikke kan overskue hvad der er rigtigt eller er i stand til at gøre det. Men der er kun en vej - træning. Det både ad teoretisk og ad praktisk vej

kh
Lasse

PS og tak for indlægget

Hej Jan m.fl.

"Kun gøre det, vi føler er rigtigt"... "forudsat at det er moralsk/etisk forsvarlig", har jeg lyst til at tilføje. For jeg kunne godt forestille mig situationer, hvor det måske ikke er hensigtsmæssigt kun at lytte til følelserne og bare følge dem, da der kan være tale om primitive følelser - styret af tyngdeenergi, og ikke intellektualiserede (fornuftige/hensigtsmæssige) følelser. Forudsat at man er på et udviklingsniveau, hvor det er muligt, mener jeg det kan være meget befordrende og sundt for ens forsatte udvikling - lige at stoppe op og tænke lidt over de følelser, som ligger til grund for ens tanker og adfærd og ikke blot følge dem "blindt". Og er det ikke netop her, at åndsvidenskaben er en umådelig stor hjælp, fordi den bidrager til at vi lærer at forstå os selv og hinanden bedre?

Martinus taler bla. meget om viljeføring og de kræfter/energier bagved som styrer vores viljeføring. Således kan der være for meget følelse i forhold til intelligens bag viljeføringen (og omvendt). Dertil kommer at mange af vore følelser er automat-styret, C-viden, vaner; vi fortsætter med at reagere og handle på bestemte måder, gøre som vi plejer, for sådan har vi gjort i mange tusinde år. Og sådan fortsætter mange uden at stoppe op og tænke over, om det nu er den mest hensigtsmæssige adfærd. Ved at koble intelligensen på og prøve at analysere følelserne, kan vi blive bedre til at skelne mellem 1) unødige gamle vaner, som jeg mener man bør prøve at sætte sin vilje ind på at overvinde - og 2) endnu ikke udlevet sult/begær. :

Kærlig hilsen
Anette

Hej Anette!

Quote:

"Kun gøre det, vi føler er rigtigt"... "forudsat at det er moralsk/etisk forsvarlig", har jeg lyst til at tilføje. For jeg kunne godt forestille mig situationer, hvor det måske ikke er hensigtsmæssigt kun at lytte til følelserne og bare følge dem,

Men det mener jeg heller ikke, er det samme som at gøre det, der føles rigtigt.

Hvis noget for mig er moralsk/etisk forsvarligt, så må det også føles rigtigt. Hvis det føles forkert, kan det ikke samtidig være moralsk/etisk forsvarligt for mig.

Jeg vil sige, hvis det føles rigtigt, så ER det moralsk forsvarligt.

Moral er jo også underlagt spiralkredsløbet, er trin på en stige, så derfor er moral en individuel størrelse, der går fra en skala fra drabsidaler til livgivende idealer. (Den mørke og lyse verdensmoral). Da moral er noget relativt, vil enhver ting være moralsk for nogen og umoralsk for andre. Det handler derfor om at være i harmoni med sit udviklingstrin.

Det er min erfaring, at jeg kommer i harmoni med min egen moral (udviklingstrin), hvis jeg gør, hvad jeg føler er rigtigt. Men jeg kommer væk fra den og "ind i" andres moral (dressur), hvis jeg ikke gør, hvad jeg føler er rigtigt. Vi er jo på en rejse, hvor vi gør os fri af dressuren (den gamle moral) og ind i kulturen, som er den ny moral. Og nogen gange kan man forveksle den gamle med den nye.

Jeg har oplevet, at man kan være ude for personer, der er gode til at argumentere intellektuelt overbevisende, så det lyder moralsk rigtigt, men det føles forkert. Her er det min erfaring, at det, der føles rigtigt, er "vejviser" til hvad der for mig er rigtigt eller moralsk, om man vil. At rette sig efter, hvad der føles rigtigt eller forkert, betyder ikke, at man bare skal lade sig diktere af sine instinktive følelser. Men omvendt er det heller ikke gavnligt at ignorere dem, da de altid indeholder visdom, som man får adgang til, når man lytter til dem og forstår dem.

Ja, hvis man føler det er rigtigt, så mener jeg også, man bør.

mange hilsener
Jan

<<
Det, der er vores opgave hvis vi vil ud af skyggerne, ud af alt det triste, er at arbejde med tingene stille og roligt og kun gøre det, vi føler er rigtigt.
<<<

Jeg kan godt lide Jans kommentarer.
Nogle gange er der måske nogle der ikke at ond vilje
ønsker at rende foran , det der er den samlede Jords
menneskers ståsted.
At være "bedre" end alle de andre ?
Det har desværre en tildens til at ende lige modsat
end det var tiltænkt.
Men sandt er det også at vi (mig/dig) ikke skal lade os trække ned, for at tilfredsstille dem som ikke er "så langt"..
Man må indrømme at det er en svær balance der kræver
daglig justering.
Og jeg er ikke den bedste til det.

VH
Pelle asc

Hej Jan,

Jeg er helt enig, når man taler om normalt fungerende, rimelig udviklede mennesker, hvis samvittighed fungerer som en slags kompas for, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Men kunne man ikke forestille sig, at noget føles rigtigt, men samtidig faktisk er moralsk forkert? Hvad med seksuelt afsporede - fx. pædofile, som mener deres kærlighed til børnene er godt for børnene Eller hvad med sort-arbejdere, som føler de er i deres gode ret til at arbejde sort, fordi de i forvejen betaler så meget til samfundet? Eller hvad med en person i mellemøsten, som føler sig i sin gode ret til at dræbe fjenden, fordi denne har dræbt flere af hans egne? :

Alt der føles rigtigt, er det ikke nødvendigvis altid

Kærlig hilsen
Anette

Hej Anette!

Men hvis disse mennesker på ingen måder føler, det er forkert, så er det jo det, der er deres moral og deres udviklingstrin. Men de er i så tilflælde ikke i tvivl om, hvad de skal gøre. Når de ikke har tilstrækkelig erfaring til at føle, hvad der er kærligt, må de nødvendigvis gøre det som de føler er rigtigt, hvilket medfører lidelser for andre og dermed uundgåeligt også for dem selv gennem karmaloven, hvad de jo ikke forstår.

Men disse personer er ikke modtagelig for teoretisk vejledning. Der skal netop være noget i en, der føler lede mod den dræbende væremåde, før man er modtagelig for en mere kærlig væremåde.

Men det er jo urbegæret, der gør sig gældende, som betyder, at man altid tiltrækkes mod modsætningen til det, man er mæt af.

Hvad angår fx de pædofile, så er der nogen der er kede af, at de har denne tilbøjeligehed, og de kan jo hjælpes. Men så føler de jo netop heller ikke, det er rigtigt, det de gør, men at det er derimod en "last", de er kede af.

Men de, der vitterligt af hele deres sjæl føler, det er rigtigt at gøre, som de gør, selv om det er af dræbende natur, de spørger jo ingen til råds, de gør, hvad de føler er rigtigt, og må "høste livets direkte tale", som er det eneste, der kan hjælpe dem.

Men den situation har ethvert humant menneske iøvrigt selv været i tidligere. Og det er netop det, der har gjort det humant.

kh
Jan

Jeg er enig med Jan_Scmidt, .. har man LÆST sig til at være human , er man ikke rigtig human.

Det er også sandt at mange ikke er modtagelig
for gode råd eller vil lære noget.

De klare sig fint uden, ja bedre end de "Humane" ?
Så hvad er problemet.

VH
pelle asc