Share:
Notifications
Clear all

Inderste, højeste og personlige selv  

Side 1 / 4

jc
Indlæg: 860
 jc
(@jc)
Medlem
Meldt ind: 13 år siden

Inderste, højeste og det personlige selv.

Hej alle sammen.

Jeg skriver dette indlæg i forbindelse med at jeg havde en kort dialog sammen med Lykke her på forummet, angående det at vi alle sammen er identiske på jegets eget plan. Jeg føler lidt at jeg skylder et svar og en forklaring til hende og alle andre interesserede læsere. Imellemtiden mener jeg også at jeg har fundet ud af en mere sund og tilgængelig måde at forklare det på. Mere venlig og imødekommende måske. 

Måske er der mange der er klar i dette med jeget, og måske er der nogen som slet ikke er, under alle omstændigheder vil jeg gerne forklare dette fænomen, ud fra mit eget perspektiv og forståelse og jeg håber at alle interesserede læsere får noget godt ud af det.

Kort fortalt/langt fortalt.

Kort fortalt er den mest simple måde at forklare hvorfor at vi alle er identiske på jegets plan, ved at vi ser at jeget er identisk med den absolutte tomhed og det kan derfor i sin natur ikke deles eller splittes op, fordi at der ikke er noget at opdele. Jeget kan altså ikke splittes, men jegets oplevelse af sig selv kan deles i uendelige adskildte oplevelser der foregår igennem et uendeligt antal evige legemer, der hver især har en evigt skiftende personlighed, fremtræden og karakter.

Hvis vi skulle forklare dette i et tilgængeligt fysisk billede, med nogle tilgængelige fysiske genstande, kan vi sige at vi puster en gennemsigtig ballon op og trækker et net hen over den. 
Hver maske i dette net repræsentere en personlighed, en karakter, en søn og den gennemsigtige ballon repræsentere jeget. Vi hænger vores ballon op i en snor i midten af vores foredragssal hvor at vi altså holder vores imaginære foredrag. 

Vi må først og fremmest forstå at hele jeget er tilgængeligt og tilstede i hvert legeme og søn. Og ikke et stykke af det. Hvis jeget er begrænset i sin oplevelse er det udelukkende pågrund af energi og bevægelse. 

Når vi kigger på vores ballonmodel kan vi se at alle personlighederne(nettes masker) allesammen benytter sig af det samme jeg(hele ballonen) og at dette jeg i virkeligheden blot kigger ud af et hav af forkellige oplevelses områder og fartøjer.

For at gøre ballonen lidt flottere og lidt mere sjov har vi sat lys i nettet som vi tænder. 

Og henover den gennemsigtige ballon har vi nu et lysende net med hundredvis af små lysende huller eller masker som symbolisere delene, og naturligvis hele den lysende kugle som repræsentere helheden eller guddommen. 

Vi slukker lyset.

Nu har vi i mørket en skinnede lysende kugle, i luften stående, placeret i midten af lokalet. Hvis vi gjorde kuglen til en virkelig praktisk oplevelse, ville vi se at der hvor lyset er fortættet, altså hvor bevægelserne hober sig op og smelter sammen og bliver til det vi kalder energi, ja der får vi øje på selve de evige legemer, og der hvor lyset syntes at “rejse" ville vi få øje på alle de forskellige karaktertræk, farver og personligheder stråle udfra hvert legeme.

Mørket symbolisere nu jeget og lyskuglen symbolisere resultatet af mørket.

Hvert levende væsen benytter sig altså af samme jeg, hvert levende væsen stammer fra mørket. Hvert levende væsen er dog en adskildt oplevelse som guddommen har af sig selv. Og derfor vil der for evigt være en uendelig hærskare af individualiteter, essensen er at de har sæde i samme kilde, altså stilheden eller Guddommen. 

Det som giver væsenet personlighed og karakter, er de tankearter og formationer, følelser og bevægelser som er knyttet til hvert enkelt evige legeme, og vi ser således at hvert enkelt tilsyneladende fra hinanden adskildt og levende individ i virkeligheden er resultatet af en tankekombination fra det samme jeg, og derfor ultimativt fra det samme væsen. 

Vi kunne tage en meget primitiv djævlebevidst diktator og bytte dennes “jeg" ud med det mest alkærlige humane væsen, og vi ville så absolut ingen forskel i deres opførsel og væremåde se, de ville være totalt uforandret, fordi at deres "jeger" er identiske og i virkeligheden kun udgørende ét eneste jeg. Byttede vi derimod deres overbevidsthed, dags og natbevidsthed ud med hinanden, ja så ville de to væsener skifte karakter. 

Når vi taler om flere jeger, så taler vi dybest om det samme jegs evigt og absolut adskilte oplevelser og ikke en adskillelse af jeget. Men det er klart at når jeget oplever ud af ét legeme, da ville alle andre oplevelser jeget har, set fra dette legemes perpektiv af, være af latent natur, hvis ikke under latent natur. Det vil sige at det levende væseners oplevelser findes i rødderne på hinanden.

Så individerne vil altså ikke i evighed kunne sanse direkte deres identitet som værende identisk, men i særdeleshed indirekte. Så enhver søn møder altså essensen af sig selv i et andet væsen, men ikke sig selv, eller sit selv. 

Før at "jeget" bliver til jeg, er der er der ingen jeg fornemmelse. Eller før at stilheden får karakter som jeg, er der ikke noget jeg nogen steder at udtale eller at referere til. Men i stilhedens foreningen med energien, giver energien stilheden uendelige adskilte jeg oplevelser, karakterer og personligheder.

Martinus forklare at overbevidstheden holder vores erfaringer og nat og dags bevidsthed er hvad, og hvor meget vi er bevidste i. Så vi skal ikke tro at det er den samme person der er i alle, men det er det samme "syn" den sammen neutrale upårvirkede ikke kommenterende stilhed.

Så vi har altså et personligt selv, et højeste selv og et inderste selv. Lad os kort gå igennnem hvad disse "selver" er.

Det personlige selv, er den personlige tankekombination der knytter sig til vores individuelle adskildte fra hverandres legeme, strutur og sind. 
Og vores højeste selv, er Guds såkaldte jeg, som er den højeste og mest fuldkomne, mest oplyste og vidende tankekombination jeget kan have eller være tilknyttet til. 

Og vores inderste selv er altså tomheden i renkultur, vores tætteste oplevelse af det absolutte jeg og det eneste man rigtigt kan sige om dette jeg og selv, er at det sidder helt stille og ser på. 
Det er ikke et jeg der ser og det er ikke et syn, men det er “syn” det er udenfor alle omstændigheder og forhold, og det eneste at det gør og foretager sig er at det sidder der på sin pind, helt stille, forholdsløs, og kigger på. Det kender hverken til himmel eller helvede, begyndelse eller afslutning, godhed eller ondskab, smerte eller behag, det syntes ikke at noget er skidt, det syntes heller ikke at noget er godt, eller såre godt. Det sidder blot der i alle levende væsener og ser på, uden nogen som helst kommentar eller mening. Men det ser alle ting, det ser smerten, det ser latteren, det ser skriget, jamren, sagliheden, larmen, musikken, roen, det ser stanken, duften, træerne, vejen, vandet, krigen. Det ser på det hele og alt og kun med én eneste øredøvende kommentar: absolut stilhed. 

Bevæger vi os ud af denne kerne af det evige forholdsløse syn som er det samme i enhver, altså bevidsthed i sig selv uden forhold. 

“Altså man kan sige om dette forholdsløse selv at det er som lyset i et værelse, der kan stå grimme eller pæne møbler, der kan stå folk der skændes, eller mennesker der kærtegner hinanden, men selve lyset er der bare uanset hvad der sker, det lyser på det som er.” 

Men kommer vi et lille skridt ud af den rene forholdsløse bevidsthed, kommer vi ud i det absolutte forhold til tilværelse og vi ender ud i Guds jeg eller vores højeste selv, som er et evigt smil, et evigt ja til alt, et evigt hvad kan jeg hjælpe med, og en evig udtale af at alt er såre godt, ja det er så at sige den højeste dom over universet. Det er det sted jeg har fortalt at universets absolutte automatfunktion møder universets absolutte frihed. 

Bevæger vi os endnu længere ud eller væk fra kernen kan vi se at der kommer mange forskellige indviduelle legemer til syne med tilhørende forskellige personligheder og smag der hver især er med til at give det samme jeg eller guddommen en forskellig ide eller dom over universet, strækkende sig fra det mest primitive mørke til det mest ophøjede og kulminerende lys. Vores højeste selv er altså identisk med de af vores allerhøjeste tanker.

Men det er altså den samme stille og fuldstændigt tavse og ligeglade betragter der sidder bagved hver eneste eksisterende væsen og oplevelse i verdensaltet. Overalt hvor vi går hen møder vi Gud der udstråler og udtaler en ide om ham selv og hans liv og væren. Inde på den anden side af enhver person eller ting, finder vi dybet og røddene af os selv og essensen af alle ting, Gud. 

Kærlig hilsen
Jacob 

17 Replies
jc
Indlæg: 860
 jc
(@jc)
Medlem
Meldt ind: 13 år siden

Jeg er ked af at jeg kom til at poste dette indlæg tre gange. Det var bestemt ikke min intention.

Svar
Svend
Indlæg: 1448
(@Svend)
Medlem
Meldt ind: 14 år siden

Hej jc.

Dine tre indlæg kan hermed beskrives som "en treenighed".....
Eller måske som X1,X2 og X3.....

Hoho! Det var en vits ;-)

Svar
jc
Indlæg: 860
 jc
(@jc)
Medlem
Meldt ind: 13 år siden

Hahahahaha!!

Jeg syntes at det er en ret god vits! :D

Svar
Indlæg: 7599
Admin
(@lasse)
Bruger
Meldt ind: 18 år siden

Jeg fjerner de to andre - tak for indlægget :)

Svar
Side 1 / 4

Skriv et svar

Author Name

Author Email

Titel *

 
Preview 0 Revisions Saved
Share:

Pin It on Pinterest

Share This