Kære Søren,

Den holger ikke,
hvis Du fastholder at Evigheden er tænkt, så siger Du at Jeg'et (skaberen) er skabt,

der er følelsen af håb, og følelsen af vished, osv.

Kærlig hilsen
Holger

Evigheden er under alle omstændigheder tænkt, men om denne tanke også svarer til noget virkeligt eksisterende, kan vi vel ikke vide med den bevidsthed, vi har lige nu?

Eller kan du det -?

kh Søren

Der skal en 'Tænker' til for at tænke, 'Tænkeren' ER evigheden,
når vi oplever Os selv, (Jeg'et) oplever Vi noget bag den skabte verden,
det er noget meget konkret,
det evigt uforanderlige, (Jeg'et) afspejlende evigheden,
derfor kan Vi ikke undgå at opleve evigheden, nu og her,

Kærlig hilsen
Holger

Den teori går jeg også ind for. Det ville passe fint i mit kram, hvis den også var et billede af virkeligheden, sådan som Martinus oplever den.

Det er derfor jeg elsker at læse Martinus. Sådan har vi det jo allesammen her på forum, men derfra og til at bekræfte hinanden i, at folk nærmest må være idioter, hvis de ikke kan se, at teorien svarer til virkeligheden, er der jo trods alt et stykke vej.  :

...reflekterer Søren

Da Jeg kom hjem fra arbejde i går, lå det nye Kosmos der,
Månedens citat, på bagsiden lyder ;
Under evighedens synsvinkel er et liv fra fødsel til grav som et lille trin på en stor udviklingsstige.
Det kan ikke undværes, men på den anden side er det kun en lille detalje i det levende væsens evige tilværelse.

Jeg cykler lige en tur, og prøver at reflektere,
noget mere,

Kærlig hilsen
Holger

Hvis jeg nu siger, at du styres af kærlighed og ikke af forstanden, er du så tilfreds?

kh Søren

Men er kærlighed ikke en forening af hjerte og forstand, eller balance imellem følelse og intelligens?

Undrer,
Torben

Den teori går jeg også ind for. Den passer fint i mit kram.  

kh Søren

Einstein sagde, så vidt jeg ved, at energien er konstant.
Det må jo betyde, at den er evig, den kan ikke forsvinde, kun omformes.

Hvis den kunne forsvinde, hvordan skulle den også kunne den? Det ville da være noget af en tryllekunst.

Hvis ting kunne forsvinde i absolut forstand, hvordan skulle det da være muligt at lave videnskab. Videnskab bygger jo på en forventning om, at der ikke er noget hokus pokus, men nogen lovmæssigheder der kan påvises.

Men hvis noget skulle kunne blive til ingenting eller omvendt, så ville det være et eksempel på at der ikke var nogen lovmæssigheder. Alt var kaos.

De færrreste regner med at alt er kaos. Folk prøver på at skabe et bedre, mere behageligt, mere fuldkomment liv. Man har en fornemmelse af, at det er muligt. Men man kan ikke vide det. Alligevel forsøger man. Folk der ikke føler nogen mening med noget som helst, sygner hen. Det tyder på at livet kræver mening.

Men hvis alt er kaos, er der ingen mening.

Det er naturligvis filosofiske spekulationer, og man kan altid komme at påstå, at det ligeså godt kunne være det modsatte af det jeg siger.

Men det er et svagt argument, fordi det mangler begrundelse. Hvorfor kunne det ligeså godt være det modsatte?

Hvorfor kunne noget ligeså godt blive til af intet eller noget blive til ingenting? Kan du fortælle mig det, Søren?

spørger
Jan

Kære Jan!

Jeg deler fuldstændig dine anskuelser og forventninger til verden. Når vi kan lave en videnskab, er det naturligvis fordi verden opfører sig tilpas lovbundet i den tid, vi har til at lave vores videnskab. Men hvordan verden er beskaffen med hensyn til sin oprindelse og sin fremtid, kan vi kun gisne om.

Eftersom nogen mener det ene, og andre mener det andet, og ingen af dem er kæmpeidioter, så må man vel slutte, at det er personlige sympatier og antipatier, der afgør sagen.

Det passer også godt med, at Martinus' analyser lige er vand på din og min mølle, og det passer også med, at Martinus sagde, at analyserne ikke kunne diskuteres. Det kan de faktisk ikke, for de forudsætter, at man er sympatisk indstillet over for dem på forhånd.

Min pointe er, at først kommer sympatien, og så kommer logikken bagefter som en sæk kartofler, der retfærdiggør sympatien.

Der findes faktisk også en knippelgod logik, som retfærdiggør, at enhver er sig selv nærmest. Det ligger jo ligefrem i ordene. Og bryder man sig ikke om jøder, så kan man sagtens opstille en logik, der med helt videnskabelig akkuratesse fører til holocaust.

Det bedste, man kan gøre efter min mening, er at slå sig til tåls med, at man primært styres af sine følelser og ikke af sin forstand. Det gør det meget nemmere at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør. Så forstår man meget bedre, hvad Martinus mener, når han taler om, at det er bierne, der skal komme til honningen og ikke omvendt. Og man overvurderer ikke den geniale logik, med hvilken Martinus underbygger sine analyser. De er kun beregnet for folk, der er modne for dem, dvs. har de sympatier og antipatier, som længes efter lige netop den logik, som Martinus kan bidrage med.

kh Søren

Da Jeg lørdag aften ville ind og kommentere, kunne Jeg ikke komme ind på 'siden' (kan ikke vises)

søndag eftermiddag, havde Jeg skrevet en tekst, men da Jeg var i et andet rum, hørte Jeg lyden af, at min PC starter,
og forstod at mit indlæg var væk, (intet indlæg)
(gendan active desktop)

så lavede Jeg indlæg'et, med månedens citat,
(og cyklede en tur)

søndag aften var Jeg igang med et indlæg, Jeg skrev bl.a. at Vi alle har noget som Vi ikke ved, og at Vi ikke er idioter af den grund, Vi ved det bare ikke (endnu)

da Jeg efter midnat var ved at være færdig med indlæg'et, blev min skærm igen sort, indlæg'et væk,
(gendan active desktop)

min mor døde søndag d. 10 aug. for 6 år siden, Martinus fødtes 10/11 aug. (mandag d. 11 aug)
Jeg har svært ved at se, at der ikke er en forbindelse,
selvom det ikke er alt Jeg forstår,

Tillykke med Dagen, Tillykke med Sagen,

Kærlig hilsen
Holger

Nu har Jeg lige konstateret at ovenstående indlæg er kommet ind,
og har genlæst det,
og så skete det igen, 'sort skærm'
men det er der stadigvæk,

er det en mulig Fødselsdagshilsen eller hvad ?

Kærlig hilsen
Holger

Kære Søren!

Du skrev:

Er du sikker på Martinus sagde, at anaylserne ikke kunne diskuteres? Jeg mener, han sagde at de ikke skulle diskuteres.

Jeg mener jo godt, de kan diskuteres, og det er det, vi bl.a. gør her. Noget andet er, at det er ukærligt, at begynde at forsøge at overbevise folk, der ikke er interesseret.

Jo, men logikken kan være mere eller mindre "lokal".
Man kan bevise hvad som helst, hvis man er villig til at tage "skyklapper" på. Men hvis man skal finde frem til sandheden, må man granske og undersøge om logikken holder.

Der er mange mennesker, der har en "logik" for at retfærdiggøre deres synspunkter.

Martinus' logik tyder på at være ægte logik, idet jeg endnu ikke har set, noget der kan vælte den.

Sådan er det jo ikke med andre ting. Der er mange synspunkter, der godt kan fremstilles logisk, men de kan væltes, og på den måde kan man finde ud af, at de ikke var virkeligt logiske.

Jamen, det er jeg da et langt stykke enig med dig i. Men folk der har fattet interesse og forståelse for kosmologien, er jo personer der iflg. Martinus, nærmer sig en ligevægt mellem følelse og intelligens. Så er man blevet sandhedssøger. Så er man ikke interesseret i et synspunkt, alene fordi det føles godt. Sandhedssøgeren kan kun acceptere det som er sandt, også selvom det evt. ikke føles behageligt.

Men det du indledte med at spørge om var:

I det virker det som om, at du ikke anerkender logikken som drivkraft. Og den mener jeg er mindst ligeså vigtig og helt uundværlig som sandhedssøger. Sympatier og antipatier spiller naturligvis også en rolle, men jeg mener ikke de er vigtigere end logikken.
Det er logikken der kan vise, om det man har sympati for også er sandt.

Venlig hilsen
Jan

Existentialisterna med Sartre i spetsen talade ju ofta om en absurd värld. Ingen objektiv menig går att finna där, endast en subjektiv och det gäller att själv välja den - eller att göra små val efterhand: Låt ingen auktoritet välja åt dig. Den ateistiske Sartre travesterade ju Dostojevskij; Om Gud inte finns är allt tillåtet. D v s om inga metafysiska lagar finns, kan vi göra vad vi vill: Men vi bör ändå inte göra vad som helst menade S, utan välja det för alla bästa. Sartre trodde alltså att det gick att leva utan en yttre mening och utan metafysiska lagar (Dost trodde ju inte att det gick, han skrev i ett brev att han skulle föredra att följa Jesus, även om det skulle visa sig att Jesus inte stod för sanningen)
Camus pekade ju på revolten som en möjlig utväg; tillvaron för Sysifos är absurd, där han skjuter sin sten uppför berget tills han når toppen, där stenen varje gång faller ned igen: Camus poäng är väl att Sysifos ändå inte ger upp, han revolterar mot en absurd tillvaro.

Om Sartre och Camus verkligen lyckades i sina spekulationer, är en annan sak.

Personligen tror jag att det är svårt att leva i helt absurd tillvaro; alltså läser jag Martinus och FÖLER
att det han skrivit mycket väl kan vara sanning. Men veta det kan jag tyvärr ännu icke.

KH Tomas

Jeg har ikke udtrykt mig klart nok. Jeg mener, at det er nytteløst at diskutere analyserne med folk, der ikke har brug for dem. Det har vi alle her på forum, og derfor diskuterer vi dem ad karsken bælg og med stort udbytte. I hvert fald for mit vedkommende.

Mon ikke vi allesammen opfatter vores yndlingsideologi på den måde. I modsat fald ville vi jo finde en anden. Eller som Martinus skrev: "Så enkel og ligetil er selve væsenernes livsvandring, at de ganske simpelt går efter deres egne ønsker og begær. Andre bevægelsesfaktorer findes ikke i det kosmiske perspektiv." (LB 3, stk. 711)

Jeg har ikke udtrykt mig klart nok. Hvad jeg mener er, at sympatien kommer før man begynder at søge efter en logik, der kan retfærdiggøre sympatien. Logikken er naturligvis ikke mindre vigtig af den grund. Den er jo en livsnødvendighed for det menneske, der har svært ved at forstå sine egne sympatier. Sådan har du sikkert også oplevet det. Det føles som en Guds gave at finde frem til kosmologien. Den er vand for den tørstende sjæl.

Martinus definerer jo sine analyser som et kredsløb, hvor de såkaldte "afslutningsfacitter" skal være identiske med "begyndelsesfacitterne" for at være "matematiske", dvs. for at gå op. I dette kredsløb er det din sympati eller længsel, der er begyndelsesfacittet. Nogle af afslutningsfacitterne leverer Martinus, andre leverer Jesus. Men mellemregningerne sørger Martinus under alle omstændigheder for. De er logikken, der forbinder slutningen med begyndelsen. Undertiden på en så snurrig måde, synes jeg, at jeg ikke vidste, hvad søgte, før jeg fandt det.

Det fortæller lidt om, hvor vage og intuitive vores sympatier kan være. Og her mener jeg afgjort, det er Martinus' mission som verdensgenløser at gøre os mere sikre i vores valg mellem de to muligheder: at være sig selv nærmest - eller elske sin næste som sig selv.

Nu her omkring Martinus' 113 års fødselsdag kan jeg blive helt svimmel af at tænke på al den selvsikkerhed han har bidraget til for mit vedkommende. Sikke et verdensbillede at få serveret - og sikke en logik.

Men ikke et øjeblik bilder jeg mig ind, at denne logik er lige så god for alle andre, som den er for mig. Den er god for dem, der har "begyndelsesfacitterne", og dem får man ikke ved at studere Martinus. Dem får man kun gennem livets direkte tale, som Martinus så udmærket har illustreret på symbol nr. 19.

På nr. 23 ser vi "afslutningsfacitterne". Mellemregningerne må vi læse os til i teksten og symbolforklaringen.

kh Søren

Jeg vil gerne holde fast i at denne dialog, ville være totalt umulig,
hvis bare en (1) af de bevidsthedsfunktioner der er en markant del af det Evige Verdensbillede manglede,
ja selve Det Evige Verdensbillede ville være en umulighed,
som bevidsthedsteknikere, og med Vor virksomhed,
bekræfter Vi det evige verdensbillede, og dets virkelighed,

for en del år siden, mødte Jeg En der havde læst Martinus,
men da han nåede til sætningen ; Kærlighed og Logik, er En og samme, det samme,
ja, så stod han af,
han var i særlig grad opslugt af den tal- og tegn- mæssige side af matematikken, bl.a. noder, m. v.

Kærlig hilsen
Holger

Ja, kære Holger, min fantasi rækker heller ikke til at forestille mig andet. Men jeg er dog beskeden nok til ikke at udelukke, at andres fantasi kan række længere. Verdenshistoriien kan jo opvise talrige eksempler på, at nu troede menneskene, at de stod med sandheden i deres hule hånd, nu lå det hele åbenbaret for menneskene. Ak, hvor mange fejltagelser har verden ikke været vidne til.

Hvad der specielt udmærker sig ved Martinus' verdensbillede er måske, at det inkuderer alle fejltagelserne og indordner dem på en udviklingslinie. Det synes jeg virker meget lovende. Men lad os nu lige klappe hesten og spise brød til, som man siger.

Ja, dér kan du bare se. Han har sin opfattelse af verden, og vi har vores. Kun livets direkte tale og slet ikke lærde diskussioner kan lave om på den slags ting. Livets direkte tale har sit eget sprog, og at diskutere med ham ville være "sprogglemsel midt i den filosofiske debat", som Heidegger kaldte det.

kh Søren

Nu har Jeg klappet hesten, spist brød til, og kommet en masse is i maven,
og tænker så,
hvordan ville det mon fungere, Martinus Forum, Vores PC'ere, og det der,
hvis der ikke var hukommelse ?
eller hvad nu, hvis der ikke var instinkt, (automatik)
eller tyngde, (strøm) ?
Jeg er ikke i tvivl,
det ville ikke kunne fungere uden,

det er da en analogi, der er til at ta' og føle på,

Kærlig hilsen
Holger

Rigtigt, rigtigt - men kan vi udelukke, at du og jeg og Martinus ikke har overset noget?

Men måske kunne vi blive enige om at sige, at så vidt vi kan se, så skulle det ikke kunne fungere uden.

Er den formulering ok?

... spørger Søren

Kære Holger,

Ja, det er nok Martinus der fumler rundt med elektronikken. Han kender jo ikke til PC-verdenen, så han er nok ved at lære om tænd/sluk knappen lige nu i lektion 1

KH....Anette