Pyha... så er det alligevel ikke mig, der er noget galt med, jeg gør åbenbart bare det jeg kan og skal !

kh
Tina :0)

Quote:

Det kan måske lyde provokerende at sige, at Hitler efter 1933 var Guddommens repræsentant for mange mennesker i Tyskland. Hitler var det håb og den lyse fremtid, som et slagent folk kunne støtte sig til. Han kunne nære deres livsmod på samme måde, som også vi, der går ind for Martinus' verdensbillede, finder håb, livsmod og glæden ved en lysende fremtid i dette verdensbillede.

Jeg synes ikke det er provokerende. Var der ikke noget om, at han gjorde en masse godt for Tyskland, fik gang i arbejde og økonomi, inden det rablede for ham ?

kh
Tina :0)

Hej Tina!

Hitler reducerede i 1930'ernes Tyskland arbejdsløsheden til nul, og det var et tidspunkt, hvor hele den vestlige verden var lammet af en økonomisk krise og arbejdsløshed. Mange mennesker - også i Danmark - så derfor op til Hitler som et mirakel. Hemmeligheden var, at han oprustede på fuld kraft, og det satte gang i hjulene. Da krigen brød ud, rejste mange danskere til Tyskland for at søge arbejde, og ca 5000 danskere søgte i tysk militærtjeneste på Østfronten. De fleste faldt, og man har beregnet, at der var flere faldne danskere på Østfronten, end der faldt i krigen mod Preussen 1864.  ???

Også i Klint var der beundrere af Hitler. Men Martinus advarede dem. "Hitler er ikke noget for Dem," sagde han engang til en af de faste beboere - "Lodsen" - som boede i "Lodsens hus", der vist nok stadig hedder sådan. I 1938 skriver Martinus artiklen "Dommedag", der åbenlyst tager afstand fra nazismen. Denne gestus kunne have kostet ham dyrt, da Tyskerne besatte Danmark d. 9. april 1940, men der skete ingenting.

Ingrid Okkels er nok det eneste menneske, der både har trykket Martinus og Hitler i hånden. Hun var i Berlin som korrespondent for en svensk avis og blev også inviteret til et selskab, hvor Hitler pludselig trådte ind gennem en tapetdør. Hun husker ham som et menneske opfyldt af mørke. Mange så ellers i Hitler et meget charmerende menneske. Han havde efter sigende en evne til at få folk til at føle sig betydningsfulde. :(" title=">:(" class="bbcode_smiley" />

Ligesom Martinus havde også Hitler sin plan klar, længe før han kom rigtig i gang med at realisere den. Martinus skrev jo Fortalen, der så at sige er hele resten af værket i en nøddeskal. Tilsvarende skrev Hitler i 1920'erne "Mein Kampf", der nok næsten er ulæselig i dag. Men på den tid, hvor bogen kom frem, var der mange af den slags mærkelige bøger, der på en eller anden måde gav sig ud for at være videnskabelige. :

Det gav i den akademiske verden anledning til en del furore. Man ville skille skidt fra kanel og startede den filosofiske retning, som kom til at hedde "logisk positivisme". Den fik en kort levetid inden for filosofiens egne rækker, men overlevede som alment tankegods helt frem til vore dage. Man fornemmer mange steder i Martinus' værker et forsvar mod den logiske positivisme, der var rasende skeptisk over for alt, som ikke kunne bevises og dokumenteres.  :(" title=">:(" class="bbcode_smiley" />

Ok, det var sådan lidt løst og fast om Hitler og Martinus. I Kosmos 1994 har jeg skrevet en længere historie om emnet. Bedre dokumenteret og mere sobert end jeg har ytret mig her i denne mail, som blot er rystet direkte og tankeløst ud af ærmet.

kh Søren

Hej gm!

Det er et interessant spørgsmål, du stiller. Her er mit bud:

Er Martinus' verdensbillede en fundamental sandhed på samme måde, som 2+2=4? Iflg. Martinus vil hans verdenbillede en dag blive en sådan fundamental sandhed for alle mennesker. For ham selv er den det allerede.

Hvad så med os, der ikke har kosmisk bevidsthed, men har evnen til at regne ud, at Martinus' verdensbillede faktisk godt kunne være rigtigt? Er det en fundamental sandhed for os?

Lad os undersøge, hvad en fundamental sandhed er. Er den afhængig af vores sprog, kultur og bevidsthed? Nej, alle mennesker kan hurtigt forvisse sig om, at 2+2=4.

Også Martinus' verdensbillede er uafhængigt af alle disse ting, ellers ville det ikke opfylde kriteriet for at være et evigt verdensbillede. Men eftersom ikke alle kan se det på den måde, så kan vi ikke uden videre ekstrapolere fra et simpelt regnestykke og til Martinus' verdensbillede. :(" title=">:(" class="bbcode_smiley" />

Men vi kan bruge regnestykket som en metafor for, hvordan vi forestiller os, at det engang vil gå med Martinus' verdensbillede. Det vil blive ligesom med 2+2=4.

Vi kunne nu stille et par interessante spørgsmål: Søger vi at finde en fundamental sandhed, eller søger vi at gøre en sandhed fundamental? Og hvem er vi? Er vi den danske folkekirke, naturvidenskaben eller folk, der har lært et nyt verdensbillede at kende? Og hvad er i grunden forskellen? ???

Tja, hvad mener du gm og alle andre her på Forum ?Altså sådan principielt, for selvfølgelig er jeg i stand til at skelne mellem Folkekirken, naturvidenskaben og Martinus' kosmologi. Men forsøger vi ikke alle at gøre en sandhed fundamental, dvs. til objektiv og kulturuafhængig sandhed? Og tror vi ikke alle, at det kan lade sig gøre, og at alle andre før eller senere må kunne indse, at netop vores sandhed er den helt rigtige? :

Frågar
Søren

Meget apropos

http://www.berlingske.dk/viden/artikel:aid=344812/

Ja, Vi kan vel ikke komme udenom, at 'Det Evige Verdensbillede' er en 'fundamental sandhed'
der er Vores Allesammen's sandhed,
som Vi gen-opdager, igen og igen, i al evighed,
(med passende mellemrum)
uanset hvad farve kasket, eller briller, Vi har på,
så er det Vor evige skæbne at gen-opdage Livets evige grundstruktur, (med fornyet glæde, hvergang)

og det er en rar følelse,

Kærlig hilsen
Holger

Quote:

Ok, det var sådan lidt løst og fast om Hitler og Martinus. I Kosmos 1994 har jeg skrevet en længere historie om emnet. Bedre dokumenteret og mere sobert end jeg har ytret mig her i denne mail, som blot er rystet direkte og tankeløst ud af ærmet.

Hej Søren...

Jeg vil rode i gemmerne, hitte hæftet og studere artiklen !

Hmmm... tankeløst - er det bare løse tanker... den definition er jeg nu aldrig stødt på før   men tak for de løse tanker, de er meget lærerige  :-*

kh
Tina :0)

Hej Søren!

Videnskaben accepterer faktisk ikke at "ingenting kan blive til noget", for hvis man accepterede det, så ville alting jo kunne forklares således, der kom lige noget ud af ingenting, som forårsagede den her proces, og bagefter forsvandt dette noget tilbage til ingenting igen!

Nej, det er ikke en videnskabelig forklaring. Man accepterer ikke i videnskaben at der kan komme noget ud af ingenting.

Men når man ikke gør det har man indirekte sagt, at det der er må være evigt, for ellers skulle noget netop komme ud af ingenting.

Derfor er evigheden det eneste plausible, hvis man ikke erkender evigheden, nemlig ved at man erkender at "noget ikke kan komme ud af ingenting", så undergraver man al videnskabelighed.

Venlig hilsen
Jan

Ja, og er det ikke også det, som bla. er galt med Folkekirken; Den opererer med et evighedsbegreb, der begynder på et eller andet tidspunkt og derfor ikke kan være evighed. Den går også ud fra, at energi kan opstå af intet. Foruden at den opererer med en menneskelignende Vorherre-figur, der befinder sig et eller andet sted uden for verdensaltet  😮

Anette

Hej Jan!

Mig bekendt opererer videnskaben med årsager og virkninger, og gør sig ingen bekymringer om ting og sager, som ligger uden for dens domæne, dvs. "intethed" og "uendelighed".

Men det betyder naturligvis ikke, at naturvidenskabsmænd privat gør sig visse tanker om disse rent filosofiske overvejelser, som ligger ganske uden for, hvad vi kan erfare i den fysiske verden.

Det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at hvis universet er opstået på et vist tidspunkt, så kan det ikke være evigt, og er det evigt, så kan det ikke være opstået på et bestemt tidspunkt.

Når du og jeg vælger at sige, at universet er evigt, så kan det ikke bero på, at det modsatte er en absurditet. For så er det lige så stor en absurditet, at universet er evigt.

Dog kan vi ikke forestille os andre muligheder end disse to. Altså gør vi et valg, og det kan - som det fremgår af dette ræsonnement - kun bero på helt personlige sympatier eller antipatier.

Har man sympati for Bibelens skabelsesberetning, så vælger man den ene løsning, og har man sympati for Martinus' verdensbillede, så vælger man den anden løsning.

Men det er rigtigt, at anerkendte videnskabsmænd i populærvidenskabelige sammenhænge nu begynder at operere ud fra tanken om et evigt verdensalt. Det er en filosofisk tankegang, der er ved at blive moderne. Og andet end mode, trend og personlige sympatier, mener jeg af ovenstående grunde ikke, man kan anlægge på dette spørgsmål.

Jeg kan faktisk ikke se det, men overbevis mig hvis du kan.

kh Søren

Opstået af hvad? "Opstå" er jo en reaktion - ved en reaktion skal der være minimum 2 "stoffer" der reagerer.
Altså er den fuldstændigt umuligt at universet er opstået fra ingenting - det har intet med sympati at gøre - det kan simpelthen ikke diskuteres.

Ikke eksistens skal jo ikke bestå af nogetsomhelst så hvordan skal noget så kunne opstå?

Problemet er at "man" ikke vil acceptere evigheden som et faktum - da det rykker så voldsomt ved vores verdensbillede.

Men det kan altså ikke distuteres.

Det svarer til at du stiller en tom skål på køkkenbordet og venter på at der skal dukke en dej frem så du kan lave dit brød.

Medmindre nogen putter mælk, mel, gær og salt i dejen sker der altså ikke noget.

Og hvis nogen gør det - var skålen jo ikke "alene"...

Smider lige dette ind fra en anden tråd - dog tilrettet en smule

Hvis intet er evigt, er verdensaltet det heller ikke og så må det ophøre.  

Hvis det ophører, så må "intetheden" begynde, men da  udgangspunktet er, at intet er evigt, kan "intetheden" jo heller ikke være evig.

"Intetheden" må derfor vige for noget nyt.

Når dette ophører - for intet er jo evigt, såååå..........

- og sådan i al evighed

Jeg kommer altid til at tænke på "big bang" som en sammensmeltning af en gigantisk sædsælle og et gigantisk æg  

kh
Tina :0)

Hej Thomas...

HVIS det lykkes på et tidspunkt, så sig lige hvordan du gør - det ville løse en masse problemer i de små hjem

drilske hilsner
Tina :0)

Den var dæleme god!! Bravo - kvilken snedig måde at se det på...

Jeg skal nok sige til hvis dejen kommer (haha)

Som der stod i artiklen der var linket til tidligere her i tråden:

Hvordan kan universet ikke være uendeligt? Står der et skilt et sted med ordlyden: Rummet ender her - pas på kløften?  

Gad vide, hvordan de fik skiltet bragt derud  ???

*GGG*  Anette

Øiiii Anette altså !

... det var da Gud. Han ordnede det, dengang universet lå på hans tegnebrædt. Fordi han er alvidende, vidste han jo på forhånd, at vi ville stille lige netop det spørgsmål !  

:PTina

Nå ja, Tina - selvfølgelig, ham havde jeg lige glemt  
- Og så er det jo hellere ikke rigtigt, hvad der står i bibelen; "Først var Ordet". Det er en fejloversættelse. Der skulle have stået "Først var skiltet"   😮

: Anette

For en ordens skyld,
universer er endelige, 'Altet' er evigt,

intet findes ikke, udover ordet eller begrebet,,,
intetheden er en udbygning af 'intet'-begrebet,
Jeg anbefaler at man 'dropper' disse begreber,
og ændrer sætningen, - Vi havde intet, at lave, -
til, - Vi havde ikke noget at lave, -
eller, -ingenting at lave, -

men for at holde fast i 'tråden' så er det jo indlysende at Vi hver især, går efter lige præcis de blomster, der har den honning som Vi allerbedst ka' li' (begærer)
og at Vi har en vis sympati overfor disse blomster,

når man har regnet et stykke/opgave, på kryds og tværs, fra neden, og fra oven, fra siden, bagfra, forfra,
og har forvisset sig om, at det er og bli'r facit,
den følelse har man først, når man har gjort det,

Vi kan ikke tænke, uden at føle, at Vi tænker,
følelsen, er lige netop den evne/egenskab, eller grundenergi/bevidsthedsfunktion,
der gør at Vi kan 'føle Livet'
derfor er 'følelsen' i forreste række,
man må føle/sanse det, før man kan analysere det,

sådan kort fortalt,

Kærlig hilsen
Holger

Ja, intetheden kan kun være en tænkt modsætning til det liv, vi kender fra fødsel til grav. Intet sted kan vi sige: Se, dér er intet!

På samme måde er evigheden og uendeligheden en tænkt modsætning til det, vi oplever, thi alting vil være under skabelse eller forfald i den verden, vore sanser giver os adgang til.

Men tanken kan vælge at tro på såvel det ene som det andet, og det må nødvendigvis være rigtigt, som du skriver, at det er "følelsen", der afgør valget.

kh Søren