Vi har faktisk lidt erfaringer... talrækken f.eks er uendelig nedaf og opad.

Og hvis der er uendelighed er der også evighed:

Den tid det tager for at nå fra punkt A til punkt B (tidsrummet) - er jo evigt hvis man rejser fra "uendeligt" til "uendeligt". Her er evigheden...

"Noget" kan jo ikke opstå af ingenting så "Big Bang" er tankedril. For at skabe en reaktion skal der jo være stof der reagere - og så er der jo "noget" allerede.

Samtidigt kan mak aldrig forvandle "noget" til ingenting.
Ligemeget hvor mange gange man halverer stof vil det ALDRIG blive til absolut 0 - det er et matamatisk faktum - en erfaring...

Så vi har egentlig fine grunde til at "tro" på evighed og uendelighed - vi behøver ikke engang tro, da det er logisk og matamatisk fakta.

Kære Scarbee!

Det er rigtigt, at vi inden for matematikkens abstrakte verden har erfaringer om evighed og uendelighed, men hvor finder vi dens slags erfaringer i den konkrete virkelighed? ???

Jeg synes, det kunne være dejligt, om der var overensstemmelse mellem de abstaktioner, jeg gør mig om verden, og så verden som den virkelig er. Det er derfor, jeg mener, at det er vores personlige sympatier,  der afgør sagen. :

kh Søren

Ok - hæl een dråbe mælk i et badekar fyldt med vand, du vil da stadig kunne måle mælken. Tøm badekarret ud i verdenshavet og (i teorien) vil du stadig kunne måle mælken da den aldrig forsvinde men kun fortyndes.
Med tiden vil mælken dog blive omdannet til andre stoffer.. Uendelighed.

Husk på at åndelige pricipper bevises åndeligt med logik.
Det er faktisk helt i orden!! Vi kan jo heller ikke se et fuldt spiral kredsløb i hverdagen vel? Men Martinus kosmologi giver en logisk grund til at det virkelig eksisterer.

Tænk bare på tonerne på et klaver:

du har oktaverne - samme tone men på et højere eller laver niveau. Ligesom spiral kredsløbene: Atom/Solsystem, elementar partikler/planeter, etc.

Hvad du skriver her, passer lige i mit kram, - så det går jeg ind for!  

kh Søren

Jeg må erkende at være meget sympatisk indstillet, overfor det Scarbee skriver,
nogle år inden Jeg stødte på TT, nåede Jeg frem til læresætninger, udledt af erfaringer, observationer, oplevelser og logisk matematisk ræsonnement,

- Alt er Alt,  intet er intet, -

- der er ikke noget, der er som det har været,, sådan har det altid været, -

kort fortalt, (indtil videre)

Kærlig hilsen
Holger

Ja, det ser ikke ud til, at vi kan bruge erfaringer- vi ikke har - til noget. Ikke desto mindre udtaler vi os lystigt om dem alligevel, som om de var konkrete og ganske virkelige. Vi kan tænke os til meget og håber så, at virkeligheden svarer til den teori, vi har dannet os om den. Nogen siger, at verden altid har været til, andre siger det modsatte. Og vi støtter os alle til vores personlige sympatier. Jeg gør i hvert fald.  

kh Søren

Kære Søren,

Tor Nørretranders, siger et sted ; som udgangsunkt må Vi være enige om , at Vi ikke bare er noget der foregår i hinandens drømme, -
Jeg ville umuligt kunne påstå, at Du bare er noget der foregår i, eller er en del af en af mine drømme,
og Jeg ved at når Jeg i morgen klikker ind på dette emne,
så står Din tekst der uforandret,
Jeg opfatter Dig som noget meget konkret, og virkeligt,
og Jeg ville heller ikke kunne tænke, at Du 'bare' er en kemisk proces 'oppe' i hjernen,

da Jeg som 5-årig gik hjem fra børnehaven, krydsede en høj mand min vej,
Jeg tænkte, er Jeg mon den samme 'indeni' , det samme Jeg, når Jeg engang bevæger mig rundt i en voksen-krop,
Jeg er virkelig den samme Holger-barnesjæl, som dengang, det kan Jeg til stadighed bekræfte,

Jeg'et  er både virkeligt og konkret, Jeg kan ikke se at der findes noget mere konkret end Jeg'et,

selvom ingen nogensinde har set sig selv, eller andres Jeg'er,
så er Jeg'et en absolut konkret realitet,
forsøget på at benægte sin egen eksistens, bekræfter jo netop sin egen eksistens,

Jeg'et er det 'rum' hvori Livet foregår, eller 'evigheden' er det lærred hvorpå Livets evige film udspiller sig,

Jeg'et og 'Evigheden' er det samme,

sætningen ; alt er alt,, intet er intet, - er et facit, (grund-facit) en nøgle, (min hoveddørsnøgle) til forsåelse af al 'tings' sammenhæng,
nøgler er sympati-neutrale, på samme måde som matematik'en,
de virker hvis man bruger dem,

'min' anden sætning, udtrykker det evigt foranderlige, og det evigt uforanderlige,

de to sætninger som Jeg har sanset fra neden, kolliderer ikke med det Martinus har sanset fra oven,
men bekræfter at man med viljen og logisk tænkning,
kan komme til en forståelse af Livet,

Kærlig hilsen
Holger

Kære Holger!

Også jeg oplever jeget som noget konkret og tilmed som noget evigt. Så for mig er Martinus' verdensbillede i grunden blot en bekræftelse på noget, jeg altid har oplevet som en følelse, der dog først er blevet sikker forvisning med det sammenhængende verdensbillede, Martinus har givet mig. Og jeg har ligesom du erindringer fra min barndom, som fortæller mig, at det hele ikke bare er noget, jeg har konstrueret efter mødet med dette verdensbillede.

Ja, som udgangspunkt må vi være enige om et eller andet. En rasende skeptiker som Descartes ville ikke acceptere Nørretranders krav om enighed. Til gengæld kunne han uden at reflektere nærmere over det tage som en selvfølge, at Gud var til. Og da Gud ikke ville narre filosoffen Descartes, så mente Descartes på den måde at have bevist, at hans omgivelser ikke var en illusion.

Vi skal alle en lille omvej omkring noget, som vi kan blive enige med os selv om, er rigtigt. Nørretranders har sin lille omvej og Descartes sin.

Jeg tror, at de fleste af os, der interesserer sig for Martinus, har en opfattelse af, at verden er retfærdig - det MÅ den være! Eller der er en mening med det hele - det MÅ der være. Eller livet er evigt - det MÅ det være. H.C. Andersen sagde, at han forlangte, at vi var udødelige! :(" title=">:(" class="bbcode_smiley" />

Sådan forlanger vi alle sammen et eller andet. Måske forlanger vi udødelighed, måske det modsatte. Dette er min pointe med denne tråd. Vi er allesammen hængt op en en tynd tråd, som vi selv spinder af vores inderste sympatier og antipatier. Og vi kan naturligvis hænge det hele op på et verdensbillede. Du har jeg har fundet det hos Martinus. Andre finder det i den døde materie, som fortsætter med at være død for dem, hvor meget vi så end taler for det modsatte.

Sympatier og antipatier - det er bare det, og ikke andet. Men som du ved, så kan Martinus også fortælle os, hvor vi har dem fra. De udspringer af alt det, vi har lidt og grædt os til - eller måske endnu ikke lidt og grædt os til. :'(

Det dummeste, vi kan gøre, er nok at sige, at selvfølgelig er livet da evigt, det fremgår af både det ene og det andet. Vist gør det så, men det afhænger af øjnene, der ser. :

Det var blot dette lille memento, jeg ville bringe på bane. Der er ingen grund til at understege Martinus' verdensbillede som bevist ved blot at henvise til logikken. Den er der ganske vist ikke noget i vejen med, men den er bare ikke det hele. Grundlaget vil atid være en personlig sympati.

Det var bare det, jeg ville minde om.
- kærlig hilsen
Søren

Kære Søren,

Umiddelbart efter dit sidste indlæg, i går, kunne man høre i radioen DR P1.
et afsnit om den 'filosofiske odysse', emnet var 'højere' dyrs bevidsthed,
en af de 4 filosoffer , Jesper Hoffmeyer, efterlyste en naturvidenskab for Jeg'et,
han var ikke så sikker på om 'højere' dyr har det samme Jeg som mennesker,
men der er ihvertilfælde tale om en eller anden form for bevidsthed,
(måske Vi også savner en 'naturvidenskab' for bevidsthed, ha, ha, )

i en anden serie (P1) 'Barnetroen' udtalte en dreng ; hvis Jeg fik valget om evigt liv, så ville jeg vælge det fra, fordi det er ikke sjovt,
(underforstået, at blive gammel) hæ, hæ,

men spøg til side,
indledningsvis baserer Du sympatisk indstilling, på 'ingen beviser/erfaringer',

men da der er både beviser og erfaringer,
så mister den sympatiske indstilling sin betydning,
og da beviser og erfaringer i sig selv er sympati-neutrale,
så forklarer det sig selv,
man kan naturligvis være sympatisk indstillet overfor et faktum, fx. at det er fuldmåne, at solen skinner, at Livet er evigt,
men det ændrer jo ikke faktum,

selvfølgelig er Livet evigt, det kan jo umuligt være anderledes, det er da ikke så dumt endda,
(det er et faktum som Vi ikke kan ændre ved)
derfor behøver man ikke at påtvinge andre denne viden, eller lyve om det, hvis man ved det,

man behøver ikke nødvendigvis TT for at tilegne sig den evige viden, eller for at få kosmiske glimt- og bevidsthed,
det findes der eksempler på,
bl.a. en svensk kvinde, hvis ortodokse relegiøse bagland,
var stærkt antipatisk indstillet overfor hendes 'kosmiske glimt'
og dermed såede tvivl, og formørkede hendes lyse oplevelse,
(et meget interessant eksempel, 'Livets Mening' - Svend Åge Rossen)

Kærlig hilsen
Holger

Hvis man går ud i nat og kigger stjerner ser man jo faktisk tilbage i tiden da lyset fra visse stjerner har været millioner af år undervejs. Bruger man en almindelig kikkert kan man se længere tilbage i tiden og med en stjernekikkert endnu længere tilbage i tiden.

Kun kikkertens styrke afgørere hvor lang man kan kigge tilbage i tiden - jeg har endda læst at videnskabsmænd i USA drømnmer om at bygge et teleskop i rummet der kan se tilbage til "Big Bang".

I teorien kunne man blive ved med at se tilbage, 10,  100 milliarder år tilbage og videre..

Evighed er et faktum da "stof" ikke kan opstå af "intethed" (så ville der jo ikke være noget at lave stoffet af, vel?)

Det har ikke noget med sympati at gøre men derimod accept af et faktum. Alle videnskabs ved også at "stof" aldrig kan blive til "ingenting" - det kan kun forandres.

Derfor hersker der heller ingen "død" - eller som Woody Allen engang skrev i en parodi på Sokrates:

" Hvis døden er lig med "ikke eksistens" - eksistere døden ikke!!

Egentlig ret klogt sagt...

Ja, ja kære Holger og Scarbee, vi er jo ganske enige. Spørgsmålet er blot, hvad der kommer først: sympatien eller den logik, hvormed vi begrunder den. For mig kom sympatien først, det var den, der fik mig til at søge efter en logik. Og den fandt jeg så i Martinus' verdensbillede.

kh Søren

Sympati er vel resultat af en stillingtagen? For at kunne tage stilling, skal der være noget man skal tage stilling til - man skal altså have en eller anden form for viden først.

For mig, var det en meget kraftig iboende følelse af at min krop indeholdt noget, som ikke kunne dø. Denne følelse havde jeg inden jeg begyndte at interessere mig for reinkarnation. Jeg havde læst lidt om ånder i Familie Journalen, men det havde jeg mest et skuldertræk til overs for. Dog tror jeg at det var denne læsning, som satte fokus på den følelse, som i tiden lige efter, voksede så enormt, at jeg en dag jeg stod og kiggede ud ad vinduet, ligefrem kunne se den. Mærkelig fornemmelse. Jeg kan huske, at min eneste reaktion var at jeg konstaterede: "Nå, dette er udødeligt". Det er først mange år efter, hvor jeg læste LB, at jeg forstod, hvad det var jeg egentlig havde oplevet og tænkte "fedt nok"  

kh
Tina :0)

Michelangelo sagde at når han fik en sten blok ønskede han at "befri" den figur som var inde i stenen. Så han skabte ikke en figur - men gjorde den fri!

Jeg har haft det med samme måde med Kosmologien. Fra barn følte jeg allerede at livet og universet måtte være evigt og på trods af at mine forældre i min barndom var ateister så "visdte" jeg at Gud var til. Jeg vidste også at Jesus havde eksisteret. Men der var for stor forskel på moralen in følelsen mellem det gamle og nye testamente til at jeg kunne være kristen.
Jeg begyndte allerede som 8-9 årige at låne bøger om okkulte emner og som 11 årig stødte jeg in i tanken om re-inkarnation - jeg var ikke i tvivl om dette kunne være sandt. Som 18 årig stødte jeg på Martinus (det er 20 år siden) og udover den fuldstændige logi så slog det mig at han altid er kærlig. Det var faktisk det mest sjældne..

Quote:

Michelangelo sagde at når han fik en sten blok ønskede han at "befri" den figur som var inde i stenen. Så han skabte ikke en figur - men gjorde den fri!

Ja... sådan er det også med billeder. Det hvide lærred "gemmer" noget, som "bare" venter på at blive vist...  

Ja, men hertil kommer, at alt er tilladt. Vi skal selvfølgelig tage konsekvenserne af det liv vi lever, men vi kan faktisk opføre os nøjagtig som vi lyster. Det er frihed... og det var det, der betog mig mest... men altså også det der kan give mig de største kvaler i dag  

kh
Tina :0)

Quote:

Michelangelo sagde at når han fik en sten blok ønskede han at "befri" den figur som var inde i stenen. Så han skabte ikke en figur - men gjorde den fri!

Nu er der så bare det, at Michelangelo ret hurtigt blev færdig med sine stenblokke, den "tilhugning" der ske af os, tager noget længere tid !

kh
tina :0)

Iboende følelse er just det rette og præcise udtryk. Det drejer sig om en følelse, der som en "tavs viden" venter i sindet på at blive formuleret i ord. Og når det sker, forstærkes følelsen og bliver til "viden", uden at vi altid helt er klar over, at det var en iboende følelse, der kom først.

For mig gik der flere år, før jeg forstod denne nødvendige "iboende følelse", altså at den var nødvendig for overhovedet at fatte interesse for Martinus' verdenbillede. Det var mig en gåde, at ikke alle mennesker med kyshånd tog imod dette verdensbillede, som jeg selv havde gjort det.

En overgang følte jeg tilmed, at jeg "vidste bedre" end disse "uvidende" væsener. Jeg var opfyldt af besserwissen. Jeg mente, at "selvfølgelig" måtte det da være sådan og sådan.

At det er følelserne, der styrer os og ikke forstanden eller den logik, som matcher de følelser, vi nu engang har, fik jeg første gang anelsen om, da jeg studerede Hitlers liv og levned. Jeg kunne jo se, at hele det tyske folk efter den meget problematiske fredsslutning i Versailles i 1919 var optaget af den uretfærdighed, de mente, var begået imod dem. Man opbyggede et helt system eller verdensbillede, der retfærdiggjorde disse følelser. For mange tyskere var det logisk at finde lebensraum, og det var logisk at foranstalte et holocaust.

Uanset hvem vi er, og uanset hvor på udviklingsstigen vi befinder os, så bygger vi en logik op, der retfærdiggør vores følelser. Har vi en følelse af at være uddødelige, så tager vi med glæde mod et verdensbillede, der viser, at det er rigtigt. Vi søger den logik, der bekræfter vores iboende følelser.

Eller sagt på en anden måde: Vi falder for den logik, der passer i vores kram. I mit tilfælde blev det Martinus, - og det med fynd og klem!

kh Søren

Fint!

gm

Jeg mener, at denne iboende følelse, er noget som vi allesammen har - også dem, der ikke fatter interesse for Martinus, men at den er latent, indtil der er noget, der tricker den. Latent, på samme måde som den modsatte pol. Det hænger jo også sammen med Martinus - vores åndelighed "sover" - vi er "længst væk fra faderen"

Jeg havde det på samme måde, men hovmod stod for fald !

Vi kan også bare betragte børnene. Her er det jo helt klart følelserne, der "driver" værket.

Ja det tror jeg, at du har ret i. Vi vil bekræftes... mon ikke det er et iboende begær ?

Quote:

. Vi vil bekræftes... mon ikke det er et iboende begær ?

Det kan vel betegnes som den side af samarbejdet med Guddommen, som vi til enhver tid er ude efter. Gud er nær, når han gennem vores næste bekræfter, at vi er på bølgelængde med ham, - at han forstår os og giver os ret.

Det kan måske lyde provokerende at sige, at Hitler efter 1933 var Guddommens repræsentant for mange mennesker i Tyskland. Hitler var det håb og den lyse fremtid, som et slagent folk kunne støtte sig til. Han kunne nære deres livsmod på samme måde, som også vi, der går ind for Martinus' verdensbillede, finder håb, livsmod og glæden ved en lysende fremtid i dette verdensbillede.

Det er den samme iboende længsel, der driver os gennem hele spiralen: Vi går efter den logik, der passer i vores kram!

"Så enkel og ligetil er selve væsenernes livsvandring, " skriver Martinus i LB 3, stk. 711, "at de ganske simpelt går efter deres egne ønsker, begær og længsler. Andre bevægelsesfaktorer findes ikke i det kosmiske perspektiv."

kh Søren