Hej malthab.

Jeg vil godt komme med et bud.

Overordnet set, så er talentkerner noget der ganske langsomt reparerer sig selv. Det går dog så langsomt, at vi med vores levevis sagtens kan nedbryde dem hurtigere, end de kan nå at bygges op.

Dette princip er det der går, at vi kan "spise af kundskabens træ", eller lære hele denne spirals livsprincipper at kende. Lad os tage et eksempel. Jeg starter med at have en fin hud. Jeg begynder at slibe på den med sandpapir. Hvis jeg gør det længe nok, har jeg slidt hul. Hvis jeg så stopper igen, så vil huden langsomt bygges op igen - men hvis jeg fortsætter med denne mærkelige levevis, så vil huden ikke blive helet.

Talentkernens helingsevne er her synonym med hudens evne til at lappe huller, mens min ageren med sandpapiret er synonym for fejlagtig levevis.

Så længe vi kun laver små fejl, så har vi stadig fri vilje. Vi får her mulighed for at lære af vore fejl. Jeg sliber lidt med sandpapiret - hvis jeg hurtigt bliver klar over, at det gør ondt det her, så stopper jeg hurtigt med det, og huden reparerer sig selv. Bliver jeg derimod ved længe nok, så vil jeg i sidste instans dø af det. I mit næste liv vil jeg så blive født med en svækket evne til denne mærkværdige handling, men jeg kan måske godt fortsætte med den. Sådan kan det gå i flere liv, indtil jeg til sidst bliver født sådan, at jeg bare ikke har mulighed for at gøre det mere - her sætter Guddommen en stopper for vor frie vilje - hertil og ikke længere. Dybt åndssvage og lignende er født sådan, for at der er en handling de ikke længere må udføre, således, at deres talentkerner for dette område kan nå at hele tilstrækkeligt.

Martinus har noget han kalder "livets kongevej". Så længe vi bliver på den, har vi det godt og ingen problemer. Med vores frie vilje kan vi afvige fra denne lige kurs. Afviger vi lidt, skubber Guddommen blidt til os - vi oplever et svagt ubehag. Retter vi ikke ind, og kommer mere på afveje, skubber Guddommen os noget hårdere, og vi oplever et stærkere ubehag. Går vi helt til det ekstrem, kommer vi til en yderste grænse, hvor Guddommen gør os bevidstløse og viljeløse på dette felt. Vi oplever ekstremt ubehag, men samtidig med dette, gelejdes vi stille og roligt tilbage på kongevejen.

Man kan så spørge sig selv - "Hvorfor har jeg ikke i forvejen en fuldstændig viden om disse ting, så jeg kan undgå disse ting?" (i dit tilfælde altså hjernefejlen).
Hvis vi imidlertid havde denne viden, så ville livet ophøre, idet der så ikke var noget der hed livets mørkezone. Uvidenheden er lysets modpol, og det er en nødvendighed for, at vi kan blive ved med at opleve livsfornyelse.

At begå fejl er at lære. At lære er at udvikle sig. Hvis vi ikke kunne begå fejl, så ville vi til sidst blive bevidstløse, for så var der intet at lære.

Vi kravler hele tiden op ad en trappe - det føles hårdt. Vi kan sige: Det var lettere hvis der ingen trappe var. Ja, det ville ganske vist være lettere, men så var der intet liv.

Vi spørger læger eller andre autoriteter
Hvad er årsagen til det og det, hvor
Der oftes gives en forklaring af virk-
ninger af virkninger eller uden egentlig
årsag.

Som du selv forklare er det noget vi
selv har skabt i tidligere inkarnation
og vi kan finde årsagen i andres levevis
idet vi begynder at finde lede i deres
adfærd eller livets spejl - vi ser hele
tiden os selv i andre, men dette er
bare os selv før og derfor giver gud
dommen os svar på hvem vi er gen-
nem næsten , således denne bliver
den virkelige autoritet og vi bliver
vor egen psykolog og kan kun der
ved ændre kurs - helt individuelt.

Nb. Læste et sted at en helt evne-
svag bruger et par inkarnationer på
at genfinde sine talenter, men så er
Individet også helt anderledes kærlig
Indstillet.

Hvis du gerne vil vide noget om hvad Martinus skriver, så få fat i den artikel som hedder "Åndeligt selvmord". Det lyder måske lidt voldomt, men handler præcist om det du skriver. Måske har du allerede læst den

Mange tak for jeres svar, som har været meget fyldestgørende på hver deres måde. Det er helt sikker noget jeg kan bruge!

Hej Kasper.

Jeg er helt enig. Vi har alle sammen nogle ting, hvor vi føler at vi halter lidt i forhold til andre mennesker. Nogle ting kan være medfødte, andre har vi levet os til.

Nogle er allergikere, nogle har astma, nogle fungerer dårligt socialt, nogle er født med dårlig hørelse eller syn, nogle bliver let alkoholikere osv. osv.

Selv var jeg f.eks født med en tendens til at nærsynethed, som udviklede sige meget i mine unge år. Samtidig var jeg meget en enspænder. Det fortæller mig, at jeg har levet mine tidligere liv alt for isoleret fra andre mennesker, og det må jeg så søge at gøre noget ved denne gang. Jeg er ikke specielt socialt anlagt, det giver mig let stress med mange mennesker, men jeg må alligevel søge at forbedre denne ting ved mig selv.

Jeg mener det kan give en stof til at tænke over, med Martinus i baghovedet, kan leve sit liv, for at det kan blive bedre næste gang. Samtidig kan man så glæde sig over, at talentkernerne langsomt lapper sig selv sammen, og når man så samtidig søger at hjælpe denne helingsproces, så vil det gå meget hurtigere.

Til Malthab:
Når du selv ved, hvordan din hjernefejl påvirker dit daglige liv, så tror jeg, at du via dette selv kan hjælpe helingsprocessen ved at søge at finde ud af, hvordan du kan styrke denne funktion igen.

Kære malthab,

Tak for din ærlighed og åbenhed omkring hvad du kæmper med.

Jeg forstår dit dilemma. I mit eget liv har jeg eksempelvis drukket meget alkohol og jeg har tit overhørt hvad mit hjerte har talt. Jeg har også tit valgt at overhøre mine egne evner for praktisk problem løsning... Det har givet problemer, men jeg har i det mindste lokaliseret hvorfor mine problemer er opstået. Men lokaliseringen kan ofte være mere end noget konkret.

Min karma involverer måden hvorpå jeg har brugt mit sind i dette og tidligere liv.

Men jeg har lært nogle ting. Og en af de ting jeg har lært er at finde ud af hvor at mine problemer og mine udfordringer starter og hvor at jeg påbegynder min problem løsning.

"First things first"

Nogle gange kan ens livs opgave være at acceptere sin situation fuldt ud, uden at få hverken svar eller beviser for hvorfor at man overhovedet skal acceptere noget i det hele taget.
Før at man overhovedet kan åbne sig op for hvad det er man gør galt og hvordan man løser sin situation, så ligger der ofte en opgave foran disse opgaver, der hedder at acceptere sig selv og sit liv som det er, uden at få nogle særlige svar på hvorfor og hvordan at ens liv er, og er blevet som det er.

Nogle gange skal man opgive det konkrete svar, før at man bliver åben og modtagelig for det konkrete svar. Nogle gange skal man skrige og råbe imod stjernerne "hvorfor?" og gå længe uden svar, før at det første svar kommer. Det første svar kommer som regel i form af en accept.

Og hvis man ikke kan acceptere, så acceptere man at man ikke kan acceptere.

Selvfølgelig kan man godt søge sit svar imens man arbejder på at acceptere sin situation. Måske du allerede har accepteret din situation, hvem ved, og ønsker bare et virkeligt konkret og håndgribeligt svar!?

Men nogle gange ligger svaret ikke i fortiden, men i nutiden, næsten altid. Se, det kan netop være den måde du tænker og handler på idag, der gør at du har en hjerneskade.
Det behøver ikke at være fordi du har levet, af unaturlige fødemidler eller du er kommet til skade fysisk, eller whatever.

Det kan være måden hvorpå du tænker. Hvordan tænker du om dig selv og verden, er der nogle steder du ikke acceptere dig selv og mennesker som de er? Er der nogle steder hvor du ikke kan tolerere dit eller andres liv? Er der nogle steder hvor at du begrænser dig selv og dine medmennesker, enten med dine tanker eller dine handlinger? Hvor er du ikke åben? Eller mangler du grænser? Måske du tror at du har gjort noget forkert, måske at du tror du er forkert på baggrund af din hjerneskade og lidelse?

Hvordan tænker du om dig selv?

Vi er allesammen fuldstændigt lige præcis som at vi skal være, helt ok og absolut perfekte lige som vi er.
- Men et er at tænke det, et andet er at føle det. Men det kommer med åbenhed, overfor sig selv og alle sine fortrukne og mindre fortrukne sider.

Hvad foregår der i tankelivet?

Find ud af dine begrænsninger, find ud af hvordan du tænker, find ud af hvordan du opføre dig i dit liv. Find ud af hvor du ikke acceptere, hvor du begrænser, eller hvor at du ikke lytter til dine begrænsninger..

Svaret på din søgen ligger i dette liv, her og nu.

Grunden til at du studere analyserne og at du befinder dig på en åndelig vej, og netop er modtagelig for højere viden, er fordi at du er klar til at se svaret på dine spørgsmål. Men svarene kommer ikke som de svar vi regner med, oftest er de alt andet end hvad vi forventer.

Selv en alkoholikers svar, ligger ikke i hans alkoholisme. En allergikers svar ligger ikke i hans allergi. Og dog er det igennem vores lidelser, svagheder og mangler at vi finder vores vej, og sandheden.

Det kræver en åbenhed. Og det første skridt i åbenhed, er netop at fortælle ærligt om sit problem og forklare sin frustration og situation.

Svaret ligger aldrig udenfor ens egne hænder. Det skriger som regel en i ansigtet.
Men det kræver tid, arbejde, applikation, åbenhed og villighed, at kunne høre det...

Vores talentkerner er fikset, når de får lov til at være ødelagt.

Kærlig Hilsen
Jacob

Hej Malthab , det behøver ikke nødvendigvis at være et problem ikke at kende den præcise årsag til ens nuværende problemer , fordi , hvis man antager ideen som en sandhed kan man jo "bare" lade være med at " kvaje "sig fremover eller sagt på en anden måde , man kunne uden de store problemer holde sig til de anvisninger som Martinus giver eller holde sig til den gyldne regel ( ikke at gøre mod andre o,s,v,) så vil ens talentkernesystem ganske langsomt reparere sig selv.
Du siger at ( du føler) at du har en lille hjerneskade , vil det sige at det ikke er en diagnose men noget du antager ?
Kærligste hilsner Denis