Quote:

Ja, Gud er og bliver nok den største gåde. Vi kæmper for at sætte os ind i, hvordan Gud oplever, tænker, føler etc. Det er godt nok ikke let. Men her er nogle af mine umiddelbare tanker omkring nogle af jeres inspirerende udsagn  

1) Jeg vil først tilslutte mig Holgers statement om, at der ikke er nogen, der kan have det bedre end Gud. Argumentet herfor er, at hvis Gud er "toppen af poppen" og vi lever og røres inde i ham - er der ikke nogen som kan have en oplevelse, som han ikke har.

2) Dernæst....Kunne man så også sige, at ingen kan have det dårligere end Gud? I princippet ja  - af samme årsag som ovenfor... ingen kan opleve noget, Gud ikke oplever. Men her vil jeg dog mene - set i et lokalperspektiv, at nogen godt kan have det dårligere end Gud. Her drager jeg så andre talenter/evner ind - Gud er nemlig modsat os alvidende. Til forskel for os, kan Gud jo se det kærlige i en lidelse/smerte og frydes måske over den vækst i hans Gudesøn, som lidelsen giver - fordi Gud ved, at den fører hans fortabte børn hjem til ham igen.

Martinus nævner bla. selv, at en lidelse eller mørk karma kan blive meget letter at bære, såfremt vi kan se den Guddommelige plan bag ved. Men så længe vi ikke kan det, da mener jeg, at vi må lide uden den forståelse der lindrer smerten. Modsat Gud, han har altid forståelsen. :

3) Jan, du skriver bla., at du mener, at vi alle må have det lige godt, Gud inkl.. Set i et evighedsperspektiv JA, set i et lokalperspektiv NEJ. Hvis vi lige holder Gud udenfor et kort øjeblik (selvom det jo ikke kan lade sig gøre  ), så har 2 væsener på et givet tidspunkt det jo ikke lige godt. Nogle mennesker lever i fred og lykke hele livet - andre i smerte og lidelse. Set i evighedens lys, så har du ret - så opnår du og jeg den samme mængde lidelse og samme mængde lykkestunder. Hvis vi så hiver Gud indenfor i varmen igen, så må pkt. 1 og 2 gælde.

Opsummeret vil jeg sige, at på den kosmiske vægtskål har vi det lige godt - men det opleves ikke lige godt af den enkelte pga. manglende viden om eller indsigt i den Guddommelige plan. Vi har epoken, hvor vores primære bevidsthed er i mørket - modsat Gud, som ALTID har sin primære bevidsthed i lyset. Men det hele er så genialt skruet sammen, at Gud jo er dybt afhængig af sine gudesønner i mørket (vi er Guds oplevelsesorganer) - for uden os kunne han slet ikke have en evig livsoplevelse i lyset (hans primære bevidsthed). Det er åbenbart en af personalegoderne ved at være Gud  

- lidt løse tanker fra en datter i mørkezonen
Anette

Hej Anette,

Som jeg læser dit svar, synes jeg det ligger tæt op af hvad jeg selv har tænkt mig frem til.

Nu bliver spørgsmålet så:

Forholder det sig sådan, at Gudesønnen i perioder (timeligt) har det dårligere end Guddommen og i andre perioder har det bedre end Guddommen, på en sådan måde at de i evighedsperspektiv har det lige godt?

Sådan vil jeg umiddelbart mene det må være. Med begrundelse i dit svar, forudsat jeg har forstået svaret rigtigt.

Kh
Jan

Jo, måske. Men jeg har et problem med dette svar: Jeg forstår ikke hvad det betyder konkret. Hvad vil det sige at have det neutralt? Hvordan har man det så?

Hvis Gud skulle blive mættet af "det gode", hvorfor skulle han så ikke også blive mættet af "det neutrale"? (hvad det så end er)

Jeg tænker også på, at Gudesønnerne ikke bliver mætte af at have det godt. Det er faktisk det, vi evigt sulter efter. Men det at have det godt, forudsætter kontrastoplevelser, sådan at vi på skift begærer det livgivende og det dræbende, men begge dele begærer vi, fordi det er det, der kan give os behagsoplevelser altså få os til at have det godt.

Det samme må vel også gælde for Guddommen? Guddommen må da også begære at have det godt. Det ville være ulogisk andet.

KH
Jan

Hej Jan...

Gud er ikke et væsen som du og jeg, men udgør alle levende væsener, hvoraf nogle af gudesønnerne er i mørkefasen og nogle i lysfasen. Dette gør, at Gud hverken føler behag eller ubehag, men er i en neutralt væren. Når Gud ikke føler behag eller ubehag, kan Gud heller ikke føle neutraliteten, og kan derfor heller ikke blive mæt af den. Dvs Gud tager ikke stilling til sit "velbefindende", men det gør gudesønnerne, som drives af urbegæret til oplevelse. Man kan måske for forståelsen skyld stille det op på den måde, at Gud føler lige meget behag og ubehag på een gang / (+1) + (-1)  =  0   Altså er i balance.

Hvis Gud kunne blive mæt af feks det "gode", må det nødvendigvis betyde, at Gud måtte agere på dette. Gud måtte derfor søge det modsatte - altså det "onde". Da Gud udgør alle levende væsener, hvoraf nogler er i mørkefasen og andre i lysfasen, ville denne ageren jo betyde, at de væsener, der er i mørkefasen måske bare ville juble og udbryde "juhuu - Gud er med os", hvorimod de væsener, der er i lysfasen så måtte følge guddommen og ligeledes søge mod det "onde", men endnu før de selv var parate til det. Gud kunne således bestemme over gudesønnerne. Men dette er jo lige nøjagtig ikke tilfældet. Gudesønnerne har jo netop sin frie vilje til at følge sine egne begær, og forlader således først lysfasen, når de er mætte. Eller sagt på en anden måde - Gud begærer det samme som os - dvs begærer det samme som gudesønnerne i mørkefasen og på samme tid det samme som gudesønnerne i lysfasen. En total-oplevelse i fuldstændig balance.

Dette er jeg fuldstændig enig i.

Nej... Gud begærer intet. Det er gudesønnerne, der drives af urbegæret, som er identisk med Jeg'et - eller sagt på en anden måde, Gud begærer alt på een gang og er mæt af og sulten efter de samme ting på een gang - se ovenstående.

Prøv at læse LB 1 stk251 og LB 2, stk 529 + 530

Jeg håber det gir mening ?

kh
Tina :0)

Hej Jan,

Her er det, at jeg tror Gud adskiller sig. Dermed ikke ment at han ikke sanser gudesønnernes lidelser - men når vi nu "ved", at Gud ALTID har sin primære bevidsthed i lysets verden og er uden for tid og rum, og vi "ved", at vores mørke skyldes uvidenhed (som Gud ikke "lider" af) og vi ikke - modsat Gud, altid kan se det kærlige i lidelserne....så kan jeg ikke se hvordan en Gudesøn nogensinde kan have det bedre end Gud? Han ved altid bedre, kan altid se at alt er såre godt. Bedre kan det vel ikke blive   Er ikke netop vores højdepunkt af lykke en sammensmeltning med Guds bevidsthed?

KH...Anette

Hej Jan,

Som jeg ser det kan Guddommen hverken føle eller begære noget uden gennem X3. Enhver følelse eller ethvert begær, der overhovedet eksisterer, eksisterer kun i X3 (ja, urbegæret er specielt og kommer tæt på X1), og kan derfor kun opleves gennem og i kraft af et X2, hvilket vil sige en selvstændig gudesøn.

Guddommen kan altså ikke i sig selv, og hævet over sine gudesønner fornemme, føle eller begære noget som helst, som jeg ser det. "Han" kan kun disse ting gennem en eller flere af gudesønnerne.

Man kan derfor ikke isolere Guds oplevelse udenfor "det skabte", men kun tale om den i kraft af gudesønnernes individuelle oplevelser - giver det mening?

kh,
Torben

Hej Torben,

Ja, det er rigtigt - Gud sanser og oplever kun igennem sine gudesønner. Kan man så argumentere for, at Gud altid har det bedre derved, at mørket kun eksisterer i dyreriget - hvorimod alle andre riger har kosmisk bevidste væsener boende - og dermed er der flere, som oplever lys og lykke (befolkningen i 5 ud af 6 riger)  ???

KH...Anette

Det mener jeg ikke man kan sige, idet man så her kun fokuserer på et enkelt spiralkredsløb. Men der er et uendeligt antal dyreriger i verdensaltet, ligesom der er et uendeligt antal af alle de andre riger. Der er altså set i evighedsperspektiv ikke mere lys end mørke i verdensaltet. Det fremstår kun således når man betragter et i tid og rum isoleret spiralkredsløb, hvor lysets riger er i numerisk overtal.

Guds oplevelse gennem sine gudesønner er ikke bundet til et enkelt lokalt spiralkredsløb, eller en lokal "overvægt" af lys, men til alle spiralkredsløb, hvilket vil sige evigheden og uendeligheden.

kh,
gudesønnen Torben

Hej Anette!

Hvis vi antager, at du har ret i, at en Gudesøn ikke nogensinde kan have det bedre end Gud, og vi samtidigt antager, at Gudesønnen i evigt perspektiv har det ligeså godt  som Gud, hvordan bliver det da muligt?

Begge antagelser kan for mig at se ikke være rigtige.
Det er et faktum iflg. Martinus at Gudesønnen skiftevis kulminerer i lidelse og saligehed. Det vil naturligvis sige at Gudesønnen der kulminerer i salighed, har det bedre end Gudesønnen der kulminerer i lidelse.

Når gudsønnen kulminerer i salighed har han det iflg. første antagelse ligeså godt som guddommen. Men når gudesønnen kulminerer i lidelse, da må han vel nødvendigvis have det værre end Guddommen.

Hvis der således er noget som helst tidspunkt hvor gudesønnen har det værre end Guddommen, men der aldrig er noget tidspunkt han har det bedre, så må det logisk betyde, at Guddommen alt i alt har det bedre, idet Gudesønnen så at sige ikke oplever nogen "kompensation" for den periode hvor han kulminerer i lidelse, og Guddommen har det bedre.

Kh
Jan

Hej Tina!

Du skriver, bla.:

Hvis Gud hverken kan føle behag eller ubehag (eller neutralitet for den sags skyld), så lyder det for mig ikke bare som en følelsesløshed, men en total manglende evne til at opleve noget overhovedet!

Men det er vel ikke det, du mener?

Når Gud kan opleve (hvad han iflg Martinus i højeste grad kan!) , så må han vel også naturnødvendigt på en eller anden måde kunne føle behag og ubehag, idet det at opleve, netop forudsætter evnen til at kunne føle behag og ubehag.

Så her kan jeg ikke være enig med dig eller også har jeg bare ikke forstået dig rigtigt.  ???

Du skriver videre:

Ordet 'balance' leder mine tanker hen på behag og velvære. Jeg ved ikke om det er det, du mener med balance? Men hvis det er, hvordan og hvorfor så det, hvis Guddommen alligevel ikke evner, at føle dette behag?

Videre skriver du:

Ja, her tror jeg, vi stor set er enige. 

For hvis, som du siger "Gud begærer det samme som os"

og vi ligeledes er enige om, at gudesønnerne begærer behagsoplevelser;

så betyder det jo, at Guddommen også begærer behagsoplevelser.

Og så er vi jo enige!  

At Guddommen begærer behagsoplevelser er for mig at se indlysende logisk. Hvordan skulle et væsen, der ikke begærer behagsoplevlse kunne være alkærligt? Er et kærligt væsen ikke et, som ønsker alt og alle det så godt som muligt? Men er det ikke igen det samme som at begære behagsoplevelse? Hvordan kan det være kærligt at undlade at begære behag? Det er jo det samme, som ikke at ønske det godt for sin næste. Og hvordan skulle en alvidende, alkærlig Guddom kunne det? Det kan vidst kun være et ufærdigt væsen beskåret at have en sådan bevidsthed! Omvendt er det så kun i kraft, at et sådan væsens evne til at være sådan, at Gud er i stand til evigt at være Gud, og her bekræftes vi jo igen over hvordan vi gensidigt er til glæde og gavn og uundværlige for hinanden.

Vi er ikke mindre bevendte end Gud. Og Gud er ikke mindre bevendte end os. Men vi har hver part - Gud og Gudesøn - nogle evner og kvaliteter, som den anden isoleret set ikke har.

Ligesom Gudesønnerne har vilje, således har Gud også en vilje, men Guds vilje er  evigt i kontakt med de evige, kærlighedslove i modsætning til os. Guds vilje har til hensigt at fuldføre Guds projekt: "at skabe mennesket i Guds billede". Og det er også denne vilje, som Gudesønnen uundgåeligt før eller senere begærer at blive eet med. Gudesønnens begær og vilje er således i højere grad en konsekvens af Guddommens begær, end det omvendte. Så, ja, man kan godt sige at "Guddommen begærer det samme som Gudesønnerne", men man kan også sige at Gud nogle gange begærer noget andet end gudesønnen, altså i de tilfælde hvor Gudesønnens vilje ikke er lig Guds vilje.

Tilsyneladende et paradoks: 2 modsatte påstande der begge er rigtige. Men det skyldes perspektivprincippet. Fra et vidst perspektiv kan gudesønnen gå imod Guds vilje. Men fra et andet perspektiv er ALT Guds vilje, og i det perspektiv kan man selvfølgelig kun gøre Guds vilje, uanset hvor uvidende man er, og hvad man end gør. Men i praksis siger vi jo: ske din vilje (altså det første perspektiv), når vi vil udvikle os. Det andet kan fx bruges til trøst for dem, som føler de har dummet sig.  
Det fortæller nemlig, at det har de ikke.

KH
Jan

Det tror jeg ikke vi kan vuderer på det plan vu har om Gud har det godt eller ej.
Vi er dyr og vi kan slet ikke sætte os ind i hvad Gud føler eller de føelser harn har.
Vores hjerne og alt andet er ikke skabt til at kunne rumme det.
Derfor er det ikke et spørgsmål der kan besvarres i den tid vi har nu.
Måske om 1000 år..
VH
ASC

Hej jan...

Det er her vi ikke er enige. For mit udgangspunkt er jo netop, at Gud ikke begærer noget for sig selv. Jeg har opfattet Martinus således, at Gud ikke er et selvstændigt væsen, men den kærlighedsenergi, der er det grundlæggende for alt = "noget".

Måske har jeg misforstået noget, måske er det derfor vi taler forbi hinanden ???

kh
Tina :0)

Hej Tina!

Jo, det kan godt være.

I hvert fald lægger Martinus ikke skjul på at Guddommen er et selvstændigt væsen.

KH
Jan

Hvis vi sammenligner livet med en handel, så kan vi sige at livet er den "handel" at få nogle behagelige livsoplevelser. "Prisen" for disse behagelige oplevelser er et vidst kvantum ubehagsoplevelser. (Til gengæld kun lige nøjagtigt det kvantum, der er nødvendigt. Det sikrer de evige love automatisk for, der er altså tale om en kosmisk handel, ingen bliver udbyttet!)

Alle må altså betale den samme pris såvel Gudesønner som Guddom.

Men da Guddommen og gudesønnen har to forskellige måder at fungere på, medfører det at vi betaler "afdragene" på forskellig måde. Og med udtrykket at betale "afdrag", mener jeg altså dette at have ubehagsoplevelser.

Gudesønnen betaler sine "afdrag" i dyreriget, og især i slutningen, hvor "afdragene" (altså lidelserne) er størst . Men herefter er alle afdrag også betalt, og de dækker helt frem til dyreriget i næste spiral. Dvs. i den peridode oplever gudesønnen lidelsesfrit!

Guddommens måde at betale "afdrag" på er derimod sådan, at han betaler lidt hele tiden. Han får aldrig mulighed for at holde pause med sine "afdrag", men da han jo samlet set ikke skal betale mere end nogen andre, er hans afdrag så tilsvarende meget mindre. Sagt med andre ord  hans samlede lidelsesoplevelse er kraftigt reduceret.  Derfor kommer Guddommen aldrig til isoleret at kulminere i lidelse, sådan som Gudesønnen gør.  Men Guddommen oplever heller aldrig et eneste øjeblik hvor han ikke skal "betale afdrag", dvs opleve en eller anden grad af ubehag, det gør Gudesønnen derimod i lange perioder, nemlig de fem andre riger end dyreriget, foruden alle de oplevlser i dyreriget, hvor gudesønnen heller ikke lider.

Når det forholder sig sådan, så må det jo være mere saligt at opleve de højeste verdener, sådan som gudesønnen gør så at sige "afdragsfrit" - han betalte jo hele prisen i dyreriget.

Medens Guddommen jo evigt har det godt, men samtidigt må velværet jo dog reduceres om end kun måske mikroskopisk, da hans "afdrag" foregår hele tiden. Han slipper ikke i noget øjeblik helt for lidelserne, sådan som gudesønnen altså gør, men til gengæld er ubehagets intensitet kraftigt formindsket.

Kh
Jan

Kære Jan og Asc,

Først vil jeg gentage det du skrev asc - for det er nemlig fuldkomment rigtigt. Vore "besværligheder" ved at forstå Gud fremgår jo også af de mange forskellige bud her i diskussiontråden.

Men det er god træning af intuitionen og tror jeg, så jeg giver ikke op endnu.  

Jan, du skriver bla.:

Det store spørgsmål er jo om Gud evigt har det godt - eller om han konstant, evigt og samtidig kulminerer i lys og mørke qua sine gudesønner som er Guds eneste oplevelses- og sanseorganer? Herved opstår balancen, stilheden, det eneste fast punkt i verdensaltet - alt andet er bevægelse, en skiftevirkning mellem lys og mørke.

Tager vi hovedsymbolet, så er der jo den store hvide skive, som ligger bag alt. Den vil jeg lige kigge nærmere på og læse om - og så vil jeg prøve at finde de afsnit i LB som netop omhandler forskellene mellem Gud og gudesønnen. Måske bliver jeg lidt klogere så ... og vender så frygteligt tilbage.

KH...Anette

Iflg. Martinus kan man netop ved at betraget et enkelt spiralkredsløb få indblik i hele spiralkredsløbet, idet alle principper kommer ligeligt til udfoldelse i et spiralkredsløb, og det er derfor det samme der i princippet sker i alle de andre også (der tilsammen udgøre hele spiralkredsløbet), blot i en anden variation.

En anden ting der peger på overvægten af velvære i verdensaltet er, at Martinus betegner det, som verden kalder "forbandelsens mørke" som et florfint forhæng. Det gør han i efterskriftet til livets bog, bind 7, "Gudesønnen eet med faderen".

De, som argumenterer for at der er lige meget behag og ubehag, begrunder det i kredsløbs- og kontrast-princippet, der betinger at begge kontraster må komme til ligelig udfoldelse.

Det er rigtigt, at begge kontraster må komme til ligelig udfoldelse, sådan at hver gang livsloven overholdes, så må der være en tilsvarende periode hvor livsloven overtrædes.

Disse to ting kalder Martinus henholdsvis det livgivende og det dræbende princip, hvor altså det dræbende princip udgør enhver overtrædelse af livsloven: du skal elske din næste som dig selv.

Disse to kontraster kommer ligeligt til udfoldelse, men oplevelsen af dem bliver ikke lige meget behag og ubehag. Det skyldes den vidunderlige ting, at der er mange overtrædelser af livsloven, der ikke er ensbetydende med ubehagelig livsoplevelse.

Alle overtrædelser der er i overensstemmelse med væsenets udviklingstrin medfører ikke lidelse.
Overtrædelsen af livsloven er jo betingelsen for at væsenet i "den guddommelige verden" overgår til "salighedsriget".

Denne begynde overtrædelse af livsloven (som foregår i tankerne på det væsen der er i salighedsriget), medfører altså den største salighed for samme væsen, der overhovedet kan opleves.

For det jordiske menneske er den vegetariske ernæring den ideelle føde, men den er samtidig en befordring af det dræbende princip, nemlig drab af de planteorganismer som spises.

Det jordiske menneske kan altså heller ikke undgå at betjene sig af det dræbende princip, selv når det lever ideelt. Men det slipper altså for lidelsesoplevlser, netop fordi disse kun er "alarmklokker", altså nogen der aktiveres, når væsenet ikke lever optimalt, dvs. i overensstemmelse med sit udviklingstrin.

Men da lidelserfaringerne altså "bare" er alarmklokker, så er det også logisk, at behovet for disse må være langt mindre end behovet for behagsoplevelserne.

Dette bekræftes også yderlige af, at det normale begær hos alle væsener er begær efter behag. Kun det afsporede væsen begærer ubehag og selv dér er det dybest set fordi det gennem ubehaget oplever et behag.

Ligeledes skriver Martinus i Livets Bog, bind 2 om, at alt i virkeligheden er lys. Det vi kalder mørke er i virkeligheden en mindre grad af lys i forhold til en højere grad af lys, der igen er betinget af hvilket udviklingstrin vi står på.

Mørke er altså også lys, det ser bare ikke sådan ud.

Hvis der var lige meget lidelse og velvære i verdensaltet, ville det også være urimeligt at sige at verdensaltets grundtone er kærlighed, og at lidelserne alene eksisterede for kærlighedens skyld. Hvis der var præcis lige meget ret, kunne man jo med lige så stor ret sige, at kærligheden alene eksisterede for lidelsernes skyld! Så var der jo ingen mening i at sige at grundtonen er kærlighed. Der var jo i så fald ligeså meget ukærlighed. Man ville ikke med rette kunne påstå at "alt er såre godt", kun at "halvdelen er såre godt, den anden halvdel er til gengæld såre dårlig"

At sige at halvdelen af lidelserne alene var til for  kærlighedens skylkd, ville jo allerhøjst kunne være halvdelen af sandheden. Den anden halvdel af sandheden ville jo være, at enhver kærlighedsoplevlse førte præcis til lige så meget lidelse.

Et sådant verdensalt ville man allerhøjst beskrive med som  "alt er neutralt", hvis ikke man skulle sige "alt er frustrerende".

Men nu er verdensaltet ikke en neutral eller frustrerende Gud, men en almægtig, alkærlig og alvidende Gud. Hvordan skulle de betegnelser kunne være sandfærdige, hvis der var præcis lige så meget af de modsatte egenskaber i samme Gud? Det ville da højst være en halv sandhed. Nej, hvis ikke der er mere velvære end ubehag i verdensaltet, så må Martinus' analyser være et falsum. Men hvem kan sandsynliggøre det?

KH
Jan

Kære Alle,

Der er jo 'kun' Gud,
Gud kan jo ikke være med eller imod nogen,
Gud er lykkelig fordi Gud oplever sig selv,
'Vi er Gud' Vi vælger selv det minimum af lidt lys, der lige nøjagtig udgør kontrasten til meget lys, = oplevelse,

en kort kommentar,

Kærlig hilsen
Holger

Ps. Alt er såre godt, er den evige balance,)

Hej Jan,

Jeg mener at denne "overvægt" af lys eller velvære må markeres i tid og rum, og det gøres i kraft af det enkelte indeværende spiralkredsløb, som det levende væsen netop nu befinder sig i. Kigger vi på verdensaltet i sin helhed kan man ikke tale om "overvægt" af lys, fordi der er en uendelighed af begge dele, både lys og mørke. En uendelighed af begge dele kan ikke måles mod hinanden

Verdensaltet i sin helhed er lig med uendeligheden og evigheden, her skal en begrænsning til, før man kan tale om "overvægt", dette sker i et isoleret spiralkredsløb.

kh,
Torben

Quote:

Hej Jan,
Kigger vi på verdensaltet i sin helhed kan man ikke tale om "overvægt" af lys, fordi der er en uendelighed af begge dele, både lys og mørke. En uendelighed af begge dele kan ikke måles mod hinanden

Verdensaltet i sin helhed er lig med uendeligheden og evigheden, her skal en begrænsning til, før man kan tale om "overvægt", dette sker i et isoleret spiralkredsløb.

kh,
Torben

Hej Torben!

Jeg mener, det svarer til, du har et billede som er hvidt, borset fra en meget lille sort prik. Så kan du sige:
Martinus viser, at alle størrelser er illusoriske og repræsenterer uendeligheden. Set i det perspektiv består det hvide billede med den sorte prik altså af både uendeligt meget hvidt og uendeligt meget sort.
Der er altså lige meget af hver! I det perspektiv, ja!

Men i praksis, oplevelsesmæssigt (gennem perspektviprincippet) er der jo mest hvidt.

Et af de evige principper er jo "Syndernes forladelse". Et lidelsesreduceringsprincip, intet mindre!  

De dræbende tilgodehavender bliver flyttet derhen, hvor de gør mest nytte, ikke hvor de gør mest ondt.

Uden "syndernes forladelse" havde det jo været sådan, at vi fik de dræbende karmabuer, hvor de gjorde mest ondt, og uden vi havde nogen som helst gavn af dem.'

Man kan selvfølgelig godt lave en analyse af verdensaltet "uden for" livet, her er alle kontraster lig uendeligheden, der er altså lige meget af det hele.

Men man kan med lige så god ret sige, at samme verdensalt set gennem oplevelsens perspektiv indeholder mere velvære end uhehag. Det mener jeg er det analyserne bekræfter bla. i hovedfacittet: alt er såre godt!

KH
Jan

Hej Jan,

Jeg er helt enig. Dit eksempel med det hvide lærred og den sorte prik er knaldgodt og illustrerer lige min pointe, som bare er at der findes de to perspektiver, som man skal passe på at holde adskilt. Men at alt er såre godt bliver på mangfoldig vis illustreret i verdensaltet, hvilket analyserne jo også viser (eller antyder, for dem der måtte være til lidt mere forsigtige formuleringer )

Måske har jeg misforstået noget, men jeg mener bare at de to perspektiver (det evige, og det timelige perspektiv) blev blandet lidt sammen i nogle af de foregående indlæg. Jeg skal nok lige læse det hele igen

kh,
Torben

Hej alle gudesønner og - døtre

LB 6 er spækket med analyser om Gud. Jeg vil prøve at hive et par enkelte områder ud:

Guds bevidsthed (LB 6 stk. 2373-2395)

Selve spiralkredsløbet er en organisering af Guds bevidsthed, men Gud har ikke en mørk og lys periode - Gud er evigt det samme væsen. Lys- og mørkevæsener kulminerer permanent i ham og han får dermed permanent de lys- og mørkekontraster der er nødvendige for hans livsoplevelse og manifestation uden at han bliver noget skiftende specialvæsen i lys eller mørke.

Gud er samtidigt et permanent fysisk og åndeligt væsen, permanent vågen og sovende etc. Gud er evigt, permanent vågen dagsbevidst i al tilværelse og på alle planer og i alle forhold.

Hvordan Gud adskiller sig fra alle andre levende væsener (stk. 2355, 2374):
Gud har ingen størrelse, har intet makrovæsen over sig, er udenfor tid og rum, har ingen alder, kan ikke flyttes og har ingen medvæsener. Guds livsoplevelse er en diametral modsætning til gudesønnernes sansning og oplevelse af livet - idet han udelukkende sanser i kraft af en indre verden.

Hvordan har Gud det ? (stk. 2335)
Gud har det godt: "I Guds bevidsthed vil der således altid urokkeligt være områder med kærlighedskulmination og områder med hadets kulmination. Men da kærlighedsområdet er liv- og velværegivende og dermed det stærkeste og mest fundamentale, medens hadets område er dødbringende og dermed selvmorderisk og således i virkeligheden er magtesløs overfor kærlighedsområdets væremåde, bliver det altså denne sidstnævnte væremåde, der er den bærende og derfor som før nævnt den primære. Da hadets bevidsthedsområde altid i sidste instans må vige for kærligheden, er det således kærlighedskulminationens væremåde, der er verdensaltets primære bevidsthed og dermed Guds væremåde."

De højeste åndelige verdener er Guds primære bevidsthed - og den består af beboerne i det færdige menneskerige og visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget i hver spiral. I kraft heraf befinder Gud sig i den allerhøjeste kulminerende bevidsthedstilstand, der overhoved kan eksistere, nemlig i alvisdommen, alkærligheden og almagten (stk. 2386).

Hvordan er det for den fortabte søn at vende hjem og blive et med Gud?  
Læs fra stk. 2088 og fremad..... Guds Tale . Den er utrolig smuk og virkelig værd at hengive sig til.

KH....Anette