Jeg har et tillægsspørgsmål til det!

Eksisterer tiden som vi kender den, den liniære tid, imellem inkarnationer?

Umiddelbart ville jeg selv sige nej, men har svært ved at forklare hvorfor.

Jeg tror selv, at tiden er en illusion vi har her i Vores Verden, fordi vi har brug for den her, men jeg tror egentlig, at alting foregår, i eet stor NU.

Så vi gennemgår alle vores inkarnationer, og alle vores liv i forskellige dimensioner, i eet stort nu, på en stor spiral, som måske nok bevæger sig op og ned, men ikke frem og tilbage som "tiden" jo gør det.

Nå, men det gav vist ikke nogen særlig mening, og det er mit problem! Jeg har meget svært ved at forklare hvad jeg mener=)

/Helle

Jo da det gav meget mening.
Måske har du ret, det er noget vrøvl at spørge om
tiden , på det plan.

VH
pelle asc

Hej Pelle og Helle

Helle, velkommen til

Alt skabt er underlagt tiden og rummets grænse - og dermed også vore skabte legemer fx. Men det levende væsen består også af en evig del; overbevidstheden, de evige talentkerner (X2) og sidst men ikke mindst Jeg'et (X1).

I LB 4 stk. 1068 står der noget om tidsbegrebet. Bla. står der, at enhver form for oplevelse kan kun eksistere som et "tids-begreb". Alt, hvad der ikke er tid og derfor ikke kan være "nuet", er utilgængeligt for sansning. Så tiden eksisterer også i de åndelige verdener mellem inkarnationerne. Alt som er tilgængelig for oplevelse eller sansning er en lokalitet i tidens eller nuets tre afdelinger; Fortid, nutid eller fremtid. :

Jeg mener dog ikke at tiden i de åndelige verdener kører efter samme skala som i den fysiske (altså ikke fx. 24 timer i et døgn, 12 måneder i et år etc.). Hedder det ikke her, at en dag er for væsenerne som tusinde år, og tusinde år som en dag.

Mht. hvor lang "ferie" vi har mellem inkarnationer, så afhænger det af, hvor længe vi har været inkarneret. Børn som dør i en tidlig alder genfødes hurtigt igen, da de jo næsten lige har været i den åndelige verden og derfor er mætte af den - og længslen/sulten efter den fysiske verden, hvor de kan udvikle sig, gør at de hurtigt genfødes igen. Da vi er inde i en forceret udvikling her på jorden, så genfødes vi hurtigere end tidligere. Selvom tiden på det åndelige plan ikke er inddelt i fx. timer, uger, måneder og år, så er hovedreglen i øjeblikket (så vidt jeg husker), at man tilbringer ca. lige så lang tid på det åndelige plan som man har tilbragt på det fysiske plan. Uafsluttede opgaver eller misioner, som gør at længslen efter den fysiske verden stor kan gøre opholdet kortere.

Og så skulle Martinus en gang have sagt, at kosmologer ikke får så lang ferie men genfødes hurtigere, da der er brug for dem i den nye epoke, vi er gået ind i 😮

KH...Anette

Og så skulle Martinus en gang have sagt, at kosmologer ikke får så lang ferie men genfødes hurtigere, da der er brug for dem i den nye epoke, vi er gået ind i

********

ÅÅÅÅÅ nej... ikke igen....

VH
pelle

Bare rolig Pelle. Der er ingen som smider dig ud af Paradis før du selv ønsker det.

Men måske fik du at vide, at der skulle ske noget meget spændende nede på jorden (fx. opbygges en rigtig by omkring Martinus Center i Klint eller indføres åndsvidenskab i skolen), som du brænder efter at være med i. Så kan det jo godt være, der var et par kosmologer eller tre på det åndelige plan, som sagde "See you later amigo, jeg smutter derned igen"

KH...Anette

Anette skriver.

Ja det kunne være dejligt at være med til.

Kærlig hilsen
Jens

Hej Helle og velkommen til! :

Tid er i virkeligheden også en illusion og tid er noget subjektiv, dog kan man dele tiden ind i faste rytmer f. eks kan vi måle jordens bevægelse i døgnrytmer og ligeledes kan ure vise tiden i forhold til et døgn osv.

Vores oplevelse af tid skyldes ”nuets succession” (tidens gang) takket være X1 og moderenergien, samt tre af grundenergierne, nemlig hukommelse, følelses og intelligensenergien. Følelsesenergien er den energi, der er ansvarlig for forestillingen om Nuet (det evige) og hukommelseslegemet lager så samtlige oplevelser, der passere i selve nuet. Med intelligensenergien, kan vi forestille os fremtiden.

Tid er i virkeligheden en erindring mellem forskellige begivenheder, der passere det evige Nu; og hukommelseslegemet søger for at ”forskyde” Nuets oplevelse af begivenhederne, som noget, der er hændt. Hvis vi forestillede os den tanke at alt omkring os forsvandt, hvad ville vi da opleve udover tomheden?
Jo, vi ville da have en erindring om en fortid, der havde været der og ikke andet.

Mkh Svend Erik

Kære alle.
Jeg nyder meget at læse alle jeres gode indlæg og svar.
Har lige læst Birthe Lous bog "Livet er et forunderligt eventyr", hvori hun beskriver 38 af sine tidligere liv, som hun påstår at kunne huske. Bag i bogen findes et righoldigt persongalleri over personer, hun har mødt i dette og tidligere liv samt tidspunkterne for deres inkarnationer. Det fremgår af dette, at inkarnationerne foregår hurtigere og hurtigere i de sidste århundrede, hvilket også er hvad Birthe Lou bekræfter ud fra de regressioner, hun foretager.
Kærlig hilsen Inge

<<<<
Og så skulle Martinus en gang have sagt, at kosmologer ikke får så lang ferie men genfødes hurtigere, da der er brug for dem i den nye epoke, vi er gået ind i <<<<<<

Jeg er holdt op med at læse, det..

VH
pelle

Det er for sent, Pelle... du er allede "smittet", du har allerede smagt af nektaren, spist af det forbudte æble Den dag du træder over i den åndelige verden, står Martinus indenfor hovedindgangen og identificerer alle kosmologer og dirigerer dem over i studielokalet for turbo-undervisning i åndsvidenskab

: Anette

Anette S. wrote:

Den dag du træder over i den åndelige verden, står Martinus indenfor hovedindgangen og identificerer alle kosmologer og dirigerer dem over i studielokalet for turbo-undervisning i åndsvidenskab

LOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOL

kh
Tina :0)

I know nothing

Knus
Pelle asc

Måske denne lille figur kan give et billede på tiden. Hvis linjen for neden er mikrokosmos og de to øverste prikker makrokosmos, så kan man se at det samme tidsafsnit - afstanden mellem A og B - for makrokosmos udgør ét enkelt subjektivt oplevet tidsrum som er afstanden mellem de to prikker og at samme tidsafsnit for mikrokosmos udgør uendeligt mange subjektivt oplevede tidsrum, man kan slet ikke skelne dem fra hinanden og det er derfor de bare ses som en streg. På den måde bliver det synligt at én dag er som tusinde år og at tusinde år som en dag i de åndelige verdener.

Man kan også sige at jo længere man går op i de åndelige verdener jo mindre fortættet bliver det. Stoffet opløses og bliver til ånd.

Og endelig at vi ved døden går fra dyreriget til det rigtige menneskerige - fra 2 til 3 på figuren, der unægteligt er et skridt op i makrokosmos eller henimod makrokosmos, tænk på spiralkredsløbet. Og dermed også et skridt mod makrokosmisk tidsoplevelse

. . 6
. . . 5
. . . . . 4
. . . . . . . . . . . 3
. . . . . . . . . . . . . . . . 2

Kærlig hilsen Esben

Hej Esben m. f.

Ifølge Martinus, er tiden det samme som evigheden spaltet i åndelig rum. Er det ikke sådan, vi bruger ordet ”tidsrum” i daglig tale, dvs. at tiden ligesom har noget med rum at gøre. Martinus påpeger, at ligesom noget må være i det fysiske rum, må der også være noget, der giver eksistens i det åndelige rum. Dette åndelige rum består af tankematerie og hver oplevelse eller bevægelse afsættes som et tidsbillede, eller det vi i daglig tale kalder alder.

Martinus beskriver, at tiden markerer evigheden. Tænker vi fx på den del af året, der er gået, eksisterer det forsat i vores tankeverden som et afsnit i vores åndelige rum eller i vores åndelige kartotek, og sådan er det med hver oplevelse vi har, at det bliver lageret i vores åndelige rum. For hvert år der går, bliver det foregående år lagt et ”trin” bagud i forhold til det indeværende år osv.

Inden et menneske kommer ind i en ny inkarnation, får det lov at se klodens åndelige rum, som omgiver alle jordmennesket åndelige rum, ifølge Martinus. Da tidsperspektivet for menneskerne og jordklodevæsenet er forskellige, vil et øjeblik for vort klodevæsen være et stort tidsrum for jordmenneskene.

Så Esben!!
Din tegning synes jeg godt, man kan bruge. Tager vi fx tidsrelationen mellem jordmennesket og jordklodevæsenet, er tidsforskellen ret stort. Nogen har engang prøvet at beregne det på den måde, at sætter vi jordkloden til at være ca. 5 milliarder år gammel, og et menneskeliv til ca.70 år, vil et menneskeliv svare til ca. 17,5 klodesekunder.

Med kærlig hilsen Svend Erik