Hej Ejby,

Jeg kom i mit forrige indlæg til at henvise forkert, fordi jeg mente at det var i starten af bind 6, men det er i starten af bind 4, at Martinus kommer ind på det her med hvornår tingene er illusioner "indenfor" og "udenfor" livet. Fx. stk 1054 og 1055.

Men det lykkedes åbenbart ikke for mig at få forklaret, hvad jeg gerne ville, måske vender jeg tilbage senere, men lige nu skal jeg i gang med noget andet.

kh
Jan

PS primært til moderatorerne: Det ser ikke ud til, at jeg har adgang til at rette i mit eget tidligere indlæg (Når jeg er logget ind, er der en rediger knap, på dette mit nyeste indlæg, men ikke nogen rediger knap på det tidligere. Er det ikke en fejl eller?

Hej Jan,

Det er faktisk ikke en fejl at man ikke kan rette sine tidligere indlæg. Det er designet på den måde for ikke at ødelægge strukturen i emnerne hvis folk f.eks. fjerner indholdet i et indlæg eller skriver det meget om. Bagsiden er at man ikke kan lave smårettelser.

for henvisningen Jan.

Nu er jeg mere med.

Måske det er sprogbruget der driller?

Når jeg skriver "dybest set" eller "overordnet set", så kan du måske bare læse
det som "udenfor livet".

Kh. Ejby

Hej folkens,

Jeg har en løbende kommentar om ”jeget” for at pege ”jeget” imod ”vi'et”..Denne tekst repræsentere kun min egen personlige holdning.

Hvis man tager et kæmpe stort og ubrydeligt spejl og ned over det ligger man et gitter, så at der kommer tusindvis og millioner af små spejle, så syntes jeg at verdensbilledet som udgangspunkt er beskrevet ganske godt.
Hvis man så bevæger sig væk fra det store ”oprindelige” spejl, ser man at det også blot var et lille spejl blandt millioner af andre, og verdensbilledet giver endnu mere mening.

Men altså det gitter som man ”ligger” hen over det gigantiske spejl er evigt og ubrydeligt ligesom at spejlet i sig selv er evigt og ubrydeligt.

Alle spejlende har ganske vist det samme ”jeg” men de har også hvert deres ”jeg” på baggrund af det evige og virkeligt realistiske gitter der gør at evige realiteter ikke bliver til absolutter frem for principper.

Selvom at vi alle sammen drikker fra samme sø og vi sidder fast i samme centrum og deler samme hus og indånder samme luft er vi stadigvæk hvert vores individuelle og evige væsen og ikke identisk med vores livs kilde, men ét med den.
Vi har et evigt uforanderligt jeg, hvilket er ”Guds”, og et evigt foranderligt jeg hvilket er ”Sønnens” og der hvor de to ”jeger” mødes kan man sige den praktiske virkelighed ligger som er sønnens ligeså meget som farens.

Selvom vores foranderlige ”jeg”, forandre sig er det jo altid det samme og de levende væsener siger ikke vi er kun én, de levende væsener siger vi er ét. Alle væsenerne og mig vi er ét, vi er ikke den samme, og alle væsenerne er inde i mig og jeg er inde i alle væsnerne, men vi er ikke den samme.

Jeg tror den rigtige ”analyse” eller lydform af problemet er at vi ikke har det samme ”jeg” men vi deler det samme ”jeg”..
Hvilket har en afgørende nuance forskel i den praktiske forstand.
Jeg ved godt at vi har det samme ”jeg” det siger Martinus højt og tydeligt hele vejen igennem, men vi har ikke samme individuelle ”jeg” som også er evigt, trods at det er i forandring.

Analysernes teoretiske sprog og begreber gør at vi kan misforstå meget for os selv og meget imellem hinanden.

Hvis vi tager spejlende frem igen og gør det til en spejlsal af mange forskellige men små individuelle spejle.
Så kan man sige at ideen om at ”vi er én” frem for ”vi er ét”, minder som princip lidt om at vi har ét menneske som går ind i spejlsalen og som så bliver reflekteret ud i de resterende spejle og som så i virkeligheden kun er den eneste virkelige person i universet af mange forskellige refleksioner.
Jeg ved godt at dette synspunkt er mere kompleks, men jeg har forenklet det, for at man måske vil se en forskel.

Vi har en forsøgs person Jacob han går ind i spejlsalen, og alt bliver hurtigt en spejling af ham.
Vi beder Jacob om hurtigt at gå ud igen. Nåh. Men alle spejlende har i virkeligheden sin egen evige individuelle og separate personlighed.

Der hvor vi skal finde ”det” levende væsen og ”de” levende væsener hvilket er to realiteter af sammen sag er imellem gitteret og spejlet i salen.
Hvilket vil sige at det faktisk er én realitet af to sager. Selvom at det personlige jeg forandre sig er det lige så konstant som det uforanderlige.
Spejlet og gitteret er evige konstanter og realiteter, hvilket vil sige evige konstante, foranderlige personlige ”jeger” og ét evigt uforanderligt fælles ”jeg”, det ”reelle” praktiske ”jeg” er det på grænsen imellem gitteret og spejlet og det er derfor at individet kan føle at det er en DEL af den evige Guddom, men at det ikke ER den evige Guddom.
Det føler sig ét med alt, men det føler sig ikke som alt, netop fordi at vi og jeg har indgået det eneste ægteskab der kan holde for evigt.

”Én” og ”de andre” eksistere ikke hver for sig i renkultur, men den aktuelle virkelighed, den levende virkelige virkelighed hvor at vi elsker, smerter og glædes og som vi aldrig kan bevæge os væk fra eller fri af, der er vi et stort rungende ”VI” og vi er søskende, men vi er ikke den samme.
Vi er og bliver søskende i den virkelige absolutte virkelighed, selvom at den kaldes illusorisk. Illusorisk kan lyde flyvsk og urealistisk, men det er den jern hårde virkelighed. Illusionen skal ophøjes, fordi den faktisk er det eneste virkelige for os. Virkeligheden bliver paradoksalt nok flyvsk når vi bevæger os væk fra illusionen eller underkuer den.

Udenfor livet i den overtænkte virkelighed, er der nok kun én ting, men det har ikke noget med os som et levende hav at gøre, det er nøjagtigt det samme som en sø uden vand, det er en øde, tom, udtørret og død sandgrav uden én bevægelse af virkeligheden. Vi må ikke adskille X'erne i virkeligheden for de er et.
Først når vandet fyldes i bliver det til ”jeg” og til ”ophav” men da er ”Jeg” blevet identisk med ”Vi” og ”vi” identisk med ”jeg”, hverken mere eller mindre, eller kun det ene eller kun det andet.

Vi er ikke Jeg - Vi dele Jeg.

Kh J

Hej Jacob.

Tak for en spændende kommentar. Som jeg skrev til Ejby, så er det noget jeg tænker meget over i øjblikket.

Jeg mener faktisk stadig, at hver gang vi bruger et andet stedord end "jeg", så lægger vi vores skæbne i andres hænder - og dybest set er der ikke andre end os selv, der er ansvarlige for egen skæbne. Hvis jeg siger "du lyver!" til en person, så er det min egen løgn jeg oplever - for hvis jeg ikke selv var en løgner, så kunne jeg ikke opleve at få denne energi igen. Kunne jeg opleve en løgner, uden selv at være det, så ville min skæbne være en tilfældighed.

I det guddommelige verdensalt sker alt hele tiden. Jeg kan i realiteten kun opleve det jeg selv indeholder - og her rammer du plet med dit spejlgitter. At jeg oplever disse ting som noget Jacob gør, eller noget Ejby gør, er kun fordi, ellers kunne jeg jo ikke opleve noget. Der eksisterer ikke nogen "Jacob" uden for mig, som er sådan og sådan. Der eksisterer kun en "Jacob" for mig inde i min bevidsthed, som kan afspejle præcis den del af "Jacob" som jeg selv indeholder. "Jacob" er noget som er, præcist som jeg selv er noget som er, for "Jacob" og jeg er det samme - men jeg kan kun opleve den del af "Jacob" som er mig selv - altså så er min oplevelse af "Jacob" det samme som min oplevelse af mig selv, og jeg er ved slutfacitet, at jeg kan kun opleve mig selv. Men så er vi jo netop 100% i Guds billede, for det samme gør sig gældende for Gud - Gud kan også kun opleve sig selv, for Gud er alt. Ja, men er gudesønnen i princippet ikke også det samme, for en gudesøn kan kun opleve sig selv? Det "alt" som gudesønnen oplever er også gudesønnen selv.

At blive klar over denne illusion gør jo ikke, at man straks oplever tingene anderledes, lige som man heller ikke oplever jorden som rund, bare fordi man realistisk kan indse, at i virkeligheden er den altså rund.

Hej Svend,

Tak for din kommentar. Jeg bliver nok ved med lægge tryk på dualiteten, selvom at jeg syntes du har en meget vigtig pointe. Der er en verdslig dualitet og en åndelig dualitet.

Min grund pointe er faktisk at der eksistere en "Jacob" ”ude” for dig og der eksistere en "Jacob" ”inde” for dig, men mest af alt er det en mellem ting og det er mellem vejen jeg forsøger at ligge mig ind i.

Vi er to, men også ét og vi er ét men også to.

Selvfølgelig skal vi tage udgangspunkt i os selv og altid vide at det er i os selv at verden tolkes, opleves og bliver levet. Vi har det fulde ansvar for vores skæbne og det vi møder og vi møder en del af os selv. Men dem vi møder, møder en del af dem i os.

At ha øje for både adskiltheden og étheden betyder meget for mig.
Fordi at både adskiltheden lige såvel som étheden, fortæller noget min verden, mit liv, mine præmisser og mine forestillinger.
Selvom at alt dybest set foregår i mig og min verden, vil jeg stadigvæk kunne observere adskiltheden og forskelligheden, fordi det er en del af at være ét.

Selvom at den ydre verden også er i mig så vil den alligevel stadigvæk være markeret som ydre.

Gudesønnen og Guddommen er to sider af samme sag.
Jeg mener ikke at sønnen vil få sanser, eller følelser, eller viden, så at han kunne finde på at kalde sig selv for Gud. Hvert fald ikke i de højere verdener.
Vi høre det måske nok en gang i mellem i nye tiders religiøse grupper, hvor man siger: ”Jeg er Gud”.
Men det kommer nok som et samtidigt modsvar til at Gud i så mange årtier har været en ydre og ekstern ting, så at man altså går helt modsat og siger jeg er Gud.

Jeg mener det virkelige liv ligger på grænsen imellem den ydre og indre verden, når det forenes, selvom at disse universelle koncepter udspilles i en ”indre” verden.

Selvom at jeg får øje på mig selv i dig, hvilket er det som dybest set får de levende væsener til at elske hinanden, betyder ikke at jeg ikke samtidigt erkender at vi er to, for hvis vi ikke var to kunne vi ikke være ét.
Så det at vi er to, skal der ligges et meget stort tryk på, så den ene af os to ikke kun bliver en skygge af den anden. Vi er i værste fald hinandens skygge og ikke skygger af hinanden.

Som levende væsener kunne vi ikke elske hinanden hvis vi var 100 procent den samme, eller hvis vi var hundrede procent forskellige.
Jeg mener ikke at man kun er én for sig selv, jeg mener heller ikke vi er to hvidt forskellige.
Jeg mener virkeligheden findes hvor de to mødes, ligesom at virkeligheden findes hvor Guddommen og Sønnen mødes, indtil de mødes er de begge kun teoretiske ideer og principper.

Vi ved at sønnen repræsentere adskiltheden og Guden enheden.

Selvom at vi er individuelle, med hver vores indre verden kan vi stadigvæk godt befinde os i hinanden og i samme verden.

Selvom at du har din egen privatsfære og den er det eneste eksisterende for dig, så kan du vide i dit tanke liv, at jeg også har min.

Når jeg siger dette, kan du nok også vide at det er en del af dig som taler, men det er ikke dig! Det er en del af dig.
Alle delende af dig, har deres egen privatsfære, ligesom alle delende af mig har deres privatsfære. Jeg er skabt af en masse små dele som skaber min ”jeg oplevelse” af alle andre, og jeg er en lille del som er med til at skabe alle andres ”jeg oplevelse” af mig.

Alle delende i "universet" udgør altså dele som sammenlagt giver mig(min jeg oplevelse) og jeg udgør én del af alle andre dele i universet som sammenlagt med hverandre giver hver af alle dem "jeg oplevelse".
Man kan se at der er ikke nogen der kommer først til fadet, der er ikke ”ét” fast punkt.

Alle delende udgør altså jeget som vi erkender som det Gudommelige, men man skal huske på at man kun er en del af alle andre og at man ikke ”Er” dem, hvis man var dem var man jo Guden. Man er en del af deres jeg oplever.

- Gud taler når jeg taler, men jeg er ikke Gud. Gud taler når du taler, men du er ikke Gud.

Man kan også sige det sådan her i en lidt teoretisk mildere og måske mere bizar version: Vi er alle siamesiske-uendlinger, vi har alle samme den samme hjerne, de samme lunger og det samme hjerte, men vi bruger de tre ting forskelligt til forskellige ting, jeg tænker ikke det samme i hjernen som du tænker i hjernen, men vi har den samme hjerne!

Hahahahaha, det lyder sindssygt!

Men anayways, det er en pointe. Og i dualismen vil ting enten lyde sindssyg, forvirrende eller selvmodsigende.

Kh J

Hej Jacob.

Jeg er 100% enig. Alt hvad der overhovedet kan tænkes at ske, sker hele tiden. Jeg kan erkende en del af dette alt - kun guddommen kan erkende "alt altet". Men samtidig er denne del af altet jeg kan erkende, en form for "alt" for mig, for det andet jeg ikke kan erkende, det eksisterer jo ikke for mig. Sådan er det for alle gudesønner - vi er hver især forskellige for så vidt angår den del af altet vi kan erkende, men vi er ens på den måde, at vi hver især har et "alt" hvor vi er herre over det hele, idet vi hver især bestemmer, hvad vi ønsker at opleve af det helt store "alt".

Det betyder så, at når 2 gudesønner møder hinanden, så vil de altid have noget tilfælles - ellers kunne de slet ikke mødes. Samtidg vil der være noget der adskiller dem - ellers ville de være guddommen selv. Det er du vist også inde på her:

For så vidt angår dette:

så har du selvfølgelig som udgangspunkt ret. Men den "Jacob" der eksisterer uden for mig har jeg ikke nogen mulighed for at vide noget om - jeg kan ikke erkende denne, og derfor eksisterer denne "Jacob" ikke for mig. Kunne jeg erkende den "Jacob", som jeg ikke selv indeholder, så var jeg udsat for en skæbne, som jeg ikke selv var herre over.

Hej Svend,

På mange af punkterne er vi grundlæggende enige .. Jeg mener dog stadigvæk at den "Jacob" som er indenfor dig er den samme som den der er udenfor dig. De er bare ikke absolut identiske. Vi er adskilt, men ikke afskåret. Selvfølgelig vil vi altid ha en privatsfære på baggrund af at vi er individuelle væsener, men da vi er ét er den alligevel ikke fuldkommen privatiseret.
Ethvert væsen vil ultimativt vide at hans tanker og sfære ikke udelukkende hans, men også Guddommens og derfor alle andres. Hvad angår skæbne, så mener jeg også de levende ultimativt er forbundet.
Vores oplevelser er stærkt integreret i hinanden, du eksistere fordi du er en refleks af mig og jeg eksistere fordi jeg er en refleks af dig, i cirkulær forstand.

Men der er meget at sige til mødet med Livet...

Når man møder en "Gudesøn" møder man spidsen af pyramiden og når man møder "Gud" møder man bunden af pyramiden.

Kh J

Det er også et spændende emne.

Jeg oplever at sproget driller eller bliver utilstrækkeligt.

Da Jegèt er uddeleligt og der samtidig tales om "mange jegèr" kan det
blive noget forvirrende.

Martinus skriver om det her i Livets bog 7:

2474. "De levende væseners tilsyneladende adskillelse fra hverandre kommer til syne igennem dette, at de hver især har en psyke, bestående af fysiske og åndelige legemer. Disse legemer er som bekendt udformede redskaber, ved hvilke sansning og manifestation bliver mulig. Men disse legemer eller sanseredskaber er altså rodfæstet i væsenets jeg. Denne rodfæstnings struktur kender vi som jegets overbevidsthed, der igen rummer skæbneelementet og talentkernerne, i kraft af hvilke væsenet kan opretholde sin underbevidsthed, der består af dets dags- og natbevidsthed. Det er disse sanse- og manifestationslegemer, som jeget og overbevidstheden iklæder sig, der skaber en tilsyneladende adskillelse af de levende væsener og derved opretholder væsenernes oplevelse af deres individuelle tilstand og dermed oplevelsen af deres adskillelse fra de øvrige væsener i tilværelsen."

Og videre

2475. Denne adskillelse fra de øvrige væsener i tilværelsen er således en skabt foreteelse. Men en skabt foreteelse kan ikke udgøre den virkelige analyse af situationen. Den kan kun være en tænkt modsætning til det absolutte. Og det absolutte her er jeget, der netop udgør selve det levende noget i ethvert levende væsen. Da dette noget ikke udgør et manifesteret noget, har det ikke nogen begrænsning. Det har ingen begyndelse eller afslutning. Det kan umuligt deles. Det kan derfor kun udtrykkes som et udeleligt noget. Men når dette noget således er udeleligt, bliver det det samme noget, som forekommer i ethvert levende væsen som dets jeg. Jeget i ethvert levende væsen udgør således det samme noget. Da dette noget ikke kan deles, bliver det her til kendsgerning, at væsenerne, i kraft af dette noget eller jeg, alle her er uløseligt sammenknyttede, kosmisk set. Alle levende væsener udgør således her en kosmisk uadskillelig enhed. Det er denne enhed, der som nævnt udgør den evige Guddom. Da jeget i alle levende væsener tilsammen således udgør Guds jeg, bliver de altså alle identisk med Gud, om end hvert enkelt individ i kraft af sin individualitetsstruktur retmæssigt kun kan kaldes en "gudesøn".

Endvidere skriver Martinus bl.a i Livets bog 2 stk 534:

"...I realiteten eksisterer der i Verdensaltet kun "det guddommelige noget".
Det er dette evige "Noget", der "ser sig selv" I Form af alle eksisterende Kontraster, hvilke igen i sin dybeste Analyse kun udtrykker "perspektiviske" Forhold og dermed er illusioriske."

Kh. Ejby

Mht fri vilje

Et væsens udviklingstrin ligger bag ved og "dikterer" dets viljeføring.

Kh. Ejby