Hej Steen2!

Man må aldrig forvente, at det er en selvfølge, at man får tilbage fra dem, man skriver til. Når man synes, der er noget galt, fordi andre glemmer en, kan det skyldes ens egen fortid, man har måske ikke været opmærksom på andres behov og mere interesseret i sine egne
behov og det kan være, dem man skriver til, ikke selv skriver kort. Så vil man heller ikke få respons fra dem.

Det er fint at skrive til venner og bekendte, men måske skulle man også engang imellem skrive til nogle, der også havde glæde af et sådan brev eller kort. Det kunne være nogen, der var meget ensom eller måske sidder i fængsel og ingen venner har.

Når der er noget, man synes, der ikke rigtig lykkes; er det fordi, man har noget, der skal læres inde for det eller dette område og så vil glæden den dag, det lykkes, være så meget større.

Når der er noget, der for mig heller ikke lykkes, så beder jeg om hjælp til at løse problemet, men det er ikke sikkert, at hjælpen kommer på den måde, jeg havde ønsket det. Det er derfor, at man bør afslutte med ”Ske din vilje ikke min”.

Jeg håber hermed, at have kunne give dig et lille indblik i årsagerne til, at det ikke altid går, som man havde ønsket det. Først og fremmes skal man bede om at være til glæde og velsignelse for vores næste, dvs. dem vi er tættes på. 

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik [/align]

Hej Steen2.

Ud fra min erfaring er problemet ikke så meget, hvad man gør galt, men blot dette at man tror, man gør noget galt. Det er en grundlæggende mangel på tillid til ens eget værd som menneske, at man synes man skal gøre noget særligt for at være interessant i andres øjne. Det skal man efter min mening ikke. Det store problem i vores del af verden er ofte, at vi forsøger at være alt for meget. Vi bruger for meget tid på at iscenesætte vores personlighed, så andre vil holde af os. Al den iscenesættelse er en udadrettet kraft (tyngdeenergi), som i virkeligheden skubber folk væk. Der bliver så at sige ikke plads til at folk kan komme tæt på en.

Derfor er løsningen efter min mening i stedet, at man lader være med at gøre noget specielt for at tiltrække andre. At man ikke forsøger på at være interessant i andres øjne, men at man derimod forsøger at acceptere sin egen tilstand af ensomhed. Altså at man flytter fokus fra hvad andre gør til, hvad man selv gør. Derved introducerer man en modtagende indadvendt kraft (følelsesenergi) som levner plads til at andre kan komme tæt på en. Kun på denne måde kan man opbygge en tillid til sig selv der er uafhængig af om andre afviser eller bekræfter en.

Det interessante er imidlertid, at det at vise sit eget liv (inklusiv ensomheden) tillid ved at lade den eksitere i virkeligheden er det samme som at vise andre tillid. Når man ikke forsøger at påvirke folk til at føle sympati for en, så sætter man i virkeligheden også andre fri, fordi man så accepterer deres afvisninger som naturlige menneskelige reaktioner. Større tillid kan man efter min mening ikke vise et andet menneske.

Som en sideeffekt sker der så besyndeligt nok det, at man - efterhånden som ens selvtillid opbygges - begynder at tiltrække folk. Problemet var nemlig i virkeligheden, at man viste sine medmennesker mistillid ved at forsøge at vinde deres accept ved eksempelvis at sende breve eller julekort. Man kom uforvarende til at behandle dem som en ting der skulle hjælpe til at afstive ens eget manglende selvværd. Det viser sig ved, at man er mere interesseret i hvor mange der skriver til en end hvad de egentlig skriver. Men sådan en tingsligørelse er der ingen der bryder sig om. Vi er alle levende væsener og vil gerne behandles som sådan. Dette vil igen sige at vi gerne vil have både vores sympati og vores antipati accepteret.

Min pointe i alt dette er, at man ikke kan skabe et tillidsforhold til et andet menneske, men at man tålmodigt må vente på det og tage imod det som en nådesgave. Som budhisterne siger, så må man give slip på livet for at vinde det. Synes man ikke der vises en tillid eller anerkendelse nok, så er problemet derfor ikke, at man har gjort for lidt, men derimod, at man har gjort for meget. Man har ikke ventet på, at tilliden naturligt kunne manifestere sig og har istetet forsøgt at forcere den. Man har ikke været afventende og tillidsfuld nok overfor sig selv og sine medmennesker, hvilket igen vil sige, at man ikke har været tilstrækkelig tillidsfuld overfor livet og dermed Guddommen.

Det blev muligvis lidt knudret formuleret, men jeg håber alligevel du fik noget ud af det.

Mvh. Flemming.

      Kære Steen 2.

      Her er i ultra kort form, hvad der virkede for mig.

      Brug psykologi og især Kosmologi som "værktøjer" til at lære dig selv at kende på godt og ondt/færdigt og ufærdigt.

      Tag de mest smertefulde oplevelser i dit liv, lær at elske dem/forlig dig med dem,  at det ikke kunne være anderledes på daværemde tidspunkt.
        Forlig dig med, at du er god nok som du nu engang er, så behøver du ikke hele tiden, at skulle bekræftes/"ses" af en anden person =
      at bruge en "anden" til at elske dig selv med.

        Finder du den ballance i dig selv, bliver du ganske automatisk tiltrækkende i kraft af at du er i ballance/hviler i dig selv, og nu har overskud
        til at være positiv/et overskudsmenneske, en der"lyser"/en energigiver - folk "strømmer" til helt af sig selv.

      Tag endelig ikke fejl, jeg ved godt, at det er "benhårdt" arbejde.  -    men det er det hele værd.

            Kærligst  Karsten   

Tak for fine svar.
Til Flemming er der at sige, at det er rigtig godt skrevet