Hej Claus35.

  Åndelig baggrund kan jo være mange ting, men jeg går ud fra at du mener i dette liv, så det svar får du da.

  Som barn var jeg i en familie hvor mor absolut ikke ville tro, så hun var ateist, mens min far var hos lidt forskellige kristne menigheder, bla.a jehovas vidner og mormonerne, så det gav mig jo lidt modvilje mod kristne værdier, da min far og mor blev skilt på grund af disse holdningsforskelle.

  Derfor søgte jeg tidligt efter andre livsanskuelser, og mødte mange forskellige syn på livet med åbent sind, dyrkede meditation og yoga, besøgte Nepal, Tibet og Indien, af åndelig interesse, og snusede også lidt til muslimske værdier, på gennemrejse i Iran, Irak, Pakistan og afghanistan.
  Skolemæssigt studerede jeg religion, på HF niveau, og havde der Buddhismen , Hinduismen og de primittive religioner som hovedområde, men jeg afholdt mig helt bevidst langt væk fra kristendommen, da den syntes som det rene eventyrnonsens for mig, på daværende tidspunkt.

  Senere kom så de mere paranormale områder ind under mine interresser, mediummer , spøgelser, telekinese, hypnose, og meget andet, men da jeg så blev 33 år gammel, fik jeg jo en impuls via et englebesøg, der slettede alt dette ud, til fordel for kristendommen.
  Under denne min kristne "periode" var jeg løst tilknyttet 7 forskellige menigheder,  som "freelancekristen", herunder Jehovas vidner, katolikkerne, livets træ, den evangeliske frikirke, indre mission, folkekirken og til sidst mormonerne, hvor jeg groede fast i et par år og deltog i menigheden som præst, noget man indsættes som i denne menighed, og ikke noget der kræver uddannelse som i folkekirken eller andre steder.

  Dette måtte jeg så også stoppe med, da jeg gennem hele min åndelig færd har haft svært ved at tage noget som værende 100 % sandt, så jeg har så siden haft nogle år som troende kristen uden tilknytning til andet end mit eget private Gudsforhold.

  Så mødte jeg jo pludselig Martinus, for lidt over et år siden, og hans fremlægninger fik kristendommen til at falde ordentligt på plads i mig, i forhold til det evige verdensbillede, reinkarnationen og karmaen, så nu har jeg efterhånden alle mine hidtidige åndelige lærdomme samlet i et personligt ( forståeligt for mig selv) billede, hvor der går en rød tråd igennem, som viser mig, at alle disse dele er hver deres brik at en samlet sandhed, men at ingen af dem kan gøre krav på at være "den eneste ene", og nej, heller ikke i mine øjne Martinus, selvom hans analytiske arbejde kan siges at være noget der rummer alle sandhederne under et.

  Så jeg er meget glad for at jeg har haft lejlighed til at få så megen forskellig viden indenbords, uden at være blevet indfanget af en bestemt retning, det gør at jeg i dag kan forholde mig til alle former for religiøsitet og åndsvidenskab positivt, og at jeg fortsat kan motivere mig til at søge, på alle områder, efter mere viden.

  Jeg er altså i dag at betegne som "sandhedssøger" og har ikke nogen i forvejen defineret etiket på, hverken som kristen, kosmolog eller ateist, jeg rummer gerne det hele, hvis det giver mig viden om de evige sandheder.

  Hvilken religiøs eller åndelig baggrund jeg har haft i tidligere liv, må jeg vist vente med at forstå lidt endnu, men for mig er det logiskt, at vi alle har haft forskellige liv i forskellige kulturer, og deraf følger så nok også, at vi har troet på forskellige måder, i disse liv.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej.

Jeg kommer fra en ikke specielt religiøs familie. Religion har aldrig sagt mig noget som helst, jeg blev hurtigt klar over, at religiøs fanatiscme var en stor del af roden til verdens ondskab. De enkelte religioner var så glade for deres egne opfattelser, at de i deres iver efter at redde andre, med en anden tro, fra evig fortabelse, kom til at udløse forfærdelige ting. Dette har vist sig i utallige krige, og gør det stadig. Min gamle nu afdøde mor sagde ofte: "Mennskene er værre end dyr"! - og det havde jo unægteligt ret i....hvis vi allerede nu skal henvise til Martinus.

Omkring de 17-20 år var jeg derfor ateist - hvad jeg troede på som yngre ved jeg faktisk ikke, dengang var man vel ubekymret over den slags ting. Som 19 årig var jeg på besøg hos en soldaterkammerat, og han boede sammen med en 3-4 andre unge mennesker. Der sang de bordbøn inden vi skulle spise. Jeg kan huske, at jeg havde det meget skidt med at sidde og høre på det nonsens. . Som soldat oplevede jeg endvidere et live-hypnose show med en kendt hypnotisør - et show der gjorde stærkt indtryk på mig. Jeg fik her bevis for, at det fysiske legeme kun er et redskab; hvad folk gjorde under hypnose var helt ufatteligt.

Som 20-23 år begyndt jeg at have en stærk interessere for overnaturlige ting, hvor denne interesse kom fra, aner jeg ikke noget om, og jeg havde vel også nogle specielle meninger om mange ting. Jeg oplevede også enkelte underlige ting, bla. havde jeg en kort periode med ud-af-kroppen oplevelser.

En dag snakkede jeg med en i min familie om sådanne ting, og jeg luftede mange af mine holdninger, bla. havde jeg den opfattelse, at alle mennesker oplevede tingene forskelligt, og at dette basalt set var årsagen til al uoverensstemmelse i verden. I min nærmeste omgangskreds var dette ellers ikke noget man interesserede sig for, der kunne man bruge lang tid  på at diskutere, om vores folkevogn var grøn eller blå, og ingen ville give sig. Mine argumenter om, at det afhang af øjnene der så, vandt ikke gehør. Så hellere prøve at få ret over modparten

Jeg drøftede mange ting spændende ting med ovennænvte familiemedlem den dag, og han sluttede med at sige: "Har du hørt om Martinus"? "Martinus - næ, det havde jeg da ikke"? "Han er inde på mange af disse ting, og han er meget spændende at læse. Han har også lavet lydbånd, og han er meget inspirerende at høre på". Jeg kan huske, at han kaldte ham "filosoffen fra Sindal".

Der gik så en tid, hvor jeg ikke tænkte mere over dette. Men en dag på det lokale bibliotek fik jeg øje på hele striben af "livets bog". Og da jeg så for sjovs skyld lånte 1. bind med hjem, havde jeg ikke læst ret langt før jeg kunne se, at det han skrev var fuldstændig i overensstemmelse med min egen opfattelse af tingene (selvfølgelig var der mange ting jeg ikke tænkte over dengang), men i løbet af et halvt års tid havde jeg slugt alle 7 bind. Jeg læste mere i Livets Bog end jeg gjorde på mit studium, men det har været investeringen værd. Jeg har vist siden læst Livets Bog et par gange til, og også sekundalitteratur.

Jeg kan huske da jeg var omkring 4-5 år gammel. Der havde jeg en del meget ubehagelige oplevelser. Jeg lå i min send, og fik pludselig diise fornemmelser, som gik på at jeg faldt og faldt, gennem en stor tragt-agtig vortex (hvad er det hedder på dansk) Jeg husker tydelige det maridt det var. Som at falde fra et uendeligt højt højhus 😮 Gad vide om jeg havde været selvmorder engang?

Nå, men i hverfald. Gennem hele mit liv tænkte jeg tit på, hvad jeg mon lavede, FØR jeg blev født...

Så kort fortalt, så har jeg vel altid haft "overtroen" i mig, helt så langt tilbage jeg kan huske.

Jeg har altid så længe jeg har kunnet huske (helt fra barnsben) været meget stærkt optaget af det metafysiske (religion, det overnaturlige, døden osv.)

Dog aldrig på en sådan måde at jeg kan sige at jeg har været 100 % overbevist om at noget af det jeg læste var en absolut sandhed... selvom jeg nogen gange ønskede det (mente at en urokkelig tro ville gøre mange ting nemmere). Men jeg fandt for mange fejl og mangel på beviser...

Jeg har altid i en vis forstand holdt mig til en slags selvopfunden gnostisk kristendom med plads til dinosauer, reinkarnation og en himmel for alle.(det fandt jeg mest logisk)... og ja så har jeg da også haft perioder med ateisme.

Jeg har tit diskuteret og fremlagt min selvopfundne ide om hvordan verden, universet måtte hænge sammen overfor mine venner... derfor var det meget pudsigt, da en af vennerne, på lige præcis min 30 års fødselsdag fortalte mig om Martinus og kosmologien for første gang. Min ven der ateist men dog alligevel åben og med fantasi til at tro at der kan være mere mellem himmel og jord.... fremlagde det for mig som "...en clairvoyant mejerist her fra Nordjylland, som siger at universet hænger sammen på måde som lægger sig meget tæt op af det, som du forestiller dig".

Jeg har tit tænkt på om det at jeg først lærte kosmologien at kende på min 30 års fødselsdag var et tegn.... en slags nu-er-du-parat-til-at-lære-sandheden  :. Når man passerer de 30 er det jo noget specielt i en kosmologisk forstand.

Iøvrigt vil jeg lige tilføje at jeg synes det er enormt spændende at læse de mange baggrunde og oplevelser på denne tråd. Jeg kan derfor kun opfordre andre til at komme med deres også.

Jeg synes også det er meget spændende, at læse om jer andres "indvigelse"

Jeg er født i 1943 midt under en luftalarm på Nørrebro og et par måneder efter blev en lille pige skudt i sin barnevogn som stod side om side med min, så selv om jeg ikke fysisk kunne huske hændelserne har det nok påvirket ikke blot mig selv men i lige så høj grad mine forældre så jeg må nok erkende, at jeg har fået meget opmærksomhed og "ret" til at gå mine egne veje.

Vi var som familie højtids-kristne, det vil sige at vi kom i kirken når der var specielle lejligheder og som 8 årig blev jeg grøn spejder, altså "kristen" spejder med alt det førte med sig uden, at jeg egentligt forholdt mig til budskabet som andet end et nødvendigt onde som at få vasket hår.

Allerede som 15-16 årig fik jeg "min egen flok" der bestod af 20-25 drenge i 8-12 års alderen (i dag kan jeg få koldsved over det ansvar jeg nok ikke aldersmæssigt var moden nok til) og efter 3-4 år kom der problemer da jeg blev pålagt at tage mit ansvar for, at indføre drengene i kristendommen hvilket jeg nægtede da det for en flok drenge i den alder er lederen de følger mere end budskabet og jeg altid fik "kriller" når jeg følte min egen autoritet blive underkendt og dermed var mit første egentlige opgør med kristendommen en realitet, det andet og endelige opgør kom i forbindelse med min meget nære kammerats "meningsløse død som 18 årig og præster eller andre ikke kunne give mig en forklaring der var god nok og det endte med, at jeg meldte mig ud af folkekirken og tog den gamle asa-tro og de indianske mytologier mere ind i mit verdensbillede for at forstå livets sammenhænge så langt væk fra kirken som muligt.

Jeg havde mange drømme som barn der gik på, at sidde fast i det fysiske selv om jeg "vidste" at jeg burde kunne flyve hvilket gjorde at jeg tit vågnede med en følelse af afmagt som kunne holde sig hele dage.

Mit første møde med en anden livsopfattelse fik jeg da jeg begyndte at dyrke noget på den tid helt nyt japansk noget der hed karate og indbefattede meditation og en helt anden forståelse af de fysiske grænser og overskridelse af dem.
Det blev en livsholdning som holdt sig i mange år og selv om jeg måtte stoppe med den direkte træning da der kom familie og flytninger ind i billedet.

I samme periode var jeg meget fascineret af ufo,er, mystik, alternativ tankegang etc. indtil jeg i 1988 oplevede, at hele min verden faldt sammen da min daværende kone pludseligt meddelte at hun ville skilles og jeg troede, at jeg måtte sige farvel til børnene. For første og eneste gang var jeg helt afklaret med at det også var et farvel til livet i denne omgang.
Det viste sig dog hurtigt, at børnene ville blive ved mig og allerede samme sommer mødte jeg "tilfældigt" en indiansk shaman som førte mig gennem nogle ritus på stranden nogle sommeraftener der kom til at betyde en hel del fremover sammen med nogle andre meget stærke oplevelser der på det tidspunkt fjernene enhver tvivl om det nødvendige i min "dødsoplevelse" som jeg oplevede skilsmissen og de første dage efter.

Mine drømme var af en art og med et indhold som jeg aldrig havde oplevet før og med en stor klarhed og styrke. Det hele kulminerede året efter med det der i dag kendes som en kundalini-rejsning og den fortsatte og er stadig fuldt aktiv.

I samme tidsrum Stødte jeg på mange forskellige skrifter som jeg aldrig før havde kendt noget til og nogle af dem var Martinus bøger som jeg straks følte mig forbundet i.

Samtidigt åbnedes en helt ny oplevelses-sfære gennem i begyndelsen oplevelser af tidligere liv og disses "erfaringer".

Jeg mente på et tidspunkt, at jeg var ved at være "færdig med mig selv", jeg var også rundet de 50 så... : men så mødte jeg min "bedre halvdel" og alt fik en ny dimension og jeg måtte revidere det, at være færdig med mig selv adskillige gange...

Så i dag føler jeg mig lykkelig over, at have fået 2 liv i et og i tilgift 2 dejlige drenge der kan holde fars jordforbindelse midt i alt det åndelige

Kh.Pondus 

Jeg sidder midt i en lykkelig fornemmelse i kroppen, mens jeg leger (med den ene hånd) med min datter på 4 mdr. mens jeg læser Pondusses indlæg, og bliver helt rørt

Jeg ved helt hvorfor, men jeg kan meget nemt blive rør (næsten med våde øjne ) når jeg læser om jer andre. For mig, giver det denne tilhørsforholdsfornemmelse, som jeg hidtil aldrig rigtig har prøvet på den måde før, i dette liv

Jeg er SÅ taknemmelig!!!!!