Ved slet ikke om det her er helt malplaceret, men man kan altid komme til at genere nogen, selv ens veninder (tror man, men man spør ikke) Og så hører jeg ikke hvad den pågældende veninde siger 10min efter, fordi jeg analysere om man har sagt noget upassende, der kunne misforståes og såre.
Man kan jo også tale med en overvægtig person og så begynde at tale om overvægt, fordi man ikke ser personens overvægt, men den person som man har sympati for.
Synes det er lidt svært, da folk generelt er meget følsomme, det er jeg også selv.
Det der med et venligt spøgelse, der tænker jeg altid, bare man havde en lille grøn mand i øret til at fortælle hvad er sandt og forkert, eller hvad man burde gøre (tror jeg har det fra en børnebog da jeg var lille)

Den lille grønne mand.

Hej Wandy,

Tak, for dit indlæg

Jeg tror godt at jeg kender lidt til det du er inde på. Det kan i det hele taget være noget af en kunst eller et omfattende arbejde at opføre sig kærligt og hensigtsmæssigt over sine omgivelser. Især hvis at man er følsom og sensitiv og omgivelserne ligeledes er følsomme og sensitive.

Jeg er nogle gange blevet mere eller mindre vanvittig oven i skralden over at prøve at finde ud af hvad folk kan tåle eller ikke tåle at høre, over hvad hvad folk vil ha og ikke ha. Men så er jeg pludseligt efter noget tid gået over i den anden grøft og blevet totalt hensynsløs.

Der ligger lidt arbejde i at finde ud af hvordan man skal opføre sig overfor de forskellige menneske typer og hvad man kan tale om med hvem, og så samtidigt holde igen med at forsøge at "please" sine omgivelser.

Tit i livet har jeg ikke særligt gode ideer om hvad der er det rigtige at gøre, men så ved jeg at jeg må forsætte, og forsætte med at lave fejl og brænde mig og komme ind i kampen, krigerisk, uanset hvilket rod eller pine jeg har fået bragt mig selv ud i!

Jeg syntes at jeg med tiden finder ud af at jeg kommer længst ved at være oprigtig overfor mig selv og dem som befinder sig inden for min rækkevidde. Og hvis jeg ikke kan finde kærligheden frem, så prøver jeg i det mindste at være ærlig. Ærlig overfor mig, mit hjerte, min viden, mine mangler og skævheder, ærlig overfor mine næste!

Jeg taler selfølgelig ikke om at man siger alt hvad man tænker og mener om sine medmennesker! Man behøver ikke at komme med sin egen særlige holdning og tolkning med hvorpå man opfatter og ser sine næste.
Ærlighed handler ikke om at tømme sin mentale skralde spand med kritik, bedre-viden og antiparti udover andre eller én selv. Det er ikke det jeg ser som ærlighed, men ærlighed handler for mig om at være tro imod det der fornemmes og syntes sandt i fornuften og med hjertet.

Angående den lille grønne mand. Så kommer jeg til at tænke på at Martinus i sine unge dage og hele vejen op til at han fik sin bevidsthedsudvidelse, altid spurgte sig selv, hvis han havde et problem, om hvad Kristus ville gøre hvis at han stod i hans sitation og Martinus fik altid svaret i form af en fornemmelse for hvad der var rigtigt og forkert.

Det tror jeg også at vi selv kan forsøge at gøre når at vi føler behovet. Så på den måde har vi alle sammen spøgelset og den lille grønne mand siddende et sted i vores hjerter.

God lørdag herfra

Kærlig hilsen
Jacob