Hej Svend.

Jeg vil gerne fortælle dig hvordan jeg ser på det.

For det første vil jeg lige notere at jeg mener at makrovæsenet har en sjæleforbindelse til sit aflagte legeme også efter den fysiske død. Men det er en anden sag.

Men det der sker når at en person bliver hjerne død, er nødvendigvis ikke at hjernecellerne dør med det samme. Det der sker, er at man kan sige at hjernens infrastruktur er blevet ødelagt. Ligesom hvis at alle veje, broer, transportmidler, elektricitet, varmt vand kommunikation, forsvandt fra hele kloden på meget kort tid, eller på et split sekund.
Mikrovæsener ville stadig være aktive, selv de mest udviklede, men de ville ikke kunne være til nogen særlig gavn eller nytte for hinanden eller makrovæsenet. Og ja, som du siger herfra går vejen hurtigt nedad igennem større og større primitivitet og mørke, alt eftersom der inkarnere væsener af mere og mere underudviklet og afsporet natur.

Ved en hjerne død, er der ikke længere makroelektricitet tilstede i hjerneorganet og det er det essentielle, og det er det som er afgørende i denne snak, for mit vedkommende.

Hovedsagen er, at når et vitalt organ system er gået i stykker i et legeme, så dør resten af kroppen inde for kort tid. Hvis hjernen er død, så dør kroppen hvertfald indenfor ganske få dage, uanset hvad. Jeg ser det afgørende i at makroelektriciteten har forladt eller trukket sig fra et vitalt område af legemet, og hvilken grundenergi der så leder "projektet" afhængig af sygdom eller tilstand, ser jeg som sekundært, alle energier er tilstede "i" og overalt. Men det er klart, du har ret , at instinkt energien vil dominere store dele af slagets gang.

Men med hjernedøden ser vi at hjerneorganet er det første område der bliver til måne, ørken, eller død mose. Derefter sker der en domino effekt, hvor det fysiske legeme gradvist "smider" makrovæsenet ud af legemet og resten af kroppen følger døden efter, meget hurtigt og effektivt. Hvis et organ falder, så falder resten, det er det Universelle afhængighedsprincip. Makrojeget, skal være tilstede i hvert eneste atom, hver eneste nerve, hver eneste detalje i det vitale kropssystem, ellers er døden den næste.

Men det er klart jo mere primitivt noget bliver jo mere træder instinkt princippet tilsyneladende frem i energien. Altså en markant under udviklet natur.
Ligesom at oplysning eller kosmisk bevidsthed er en oplivelse af hvert eneste oplevelsescenter af verdenslegemet i individets bevidsthed. Altså intuition.

Jeg håber at der var noget relevant. Jeg var ikke helt med på, hvad du ville ind til med indlægget. Men her var et bud på et eller andet.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob.

Tak for bidraget. Mit indlæg gik mest på mine tanker og spørgsmål omkring, hvordan vi egentlig som makrovæsener oplever en tilstand, hvor vores legeme er hjernedødt. Opleves det af makrovæsenet fuldstændig ligesom den almindelige død, eller er det ligesom bevidsløshed, søvn eller hvad?

Man kan holde kunstigt liv i organismen i nogle dage efter den egentlige hjernedød, for eksempel hvis man vil bruge det pågældende legeme til organdonation, men hvordan vil dette opleves af makrovæsenet? Altså, hvordan oplever et makrovæsen, at det ikke kan komme i forbindelse med et hjernedødt legeme, men organismen lever videre i en periode? Hjernen må jo betragtes som den transformatorstation, der transformerer energierne mellem den fysiske krop og de andre legemer, og hvis denne transformatorstation er afbrudt, er der måske overhovedet ingen forbindelse, og så vil en hjernedød svare til en "rigtig" død, bare med den undtagelse, at mikrovæsenerne kan leve videre i længere tid uden nogen forbindelse til makrovæsenet.

Jeg tror det er meget forskelligt, hvor meget en nyligt afdød føler tilknytning til sit afsjælede legme, eller man kan sige den fysiske verden i det hele taget. Nogle nyligt afdøde vil måske være længe om at tage afsked med den fysiske verden, enkelte vil endda have så megen tilknytning, så de behøver hjælp for at komme videre, mens andre, straks efter døden, vil opfatte blandt andet dets nyligt afsjælede legeme, som noget ala: "Det er ikke mig det der", og straks afbryde enhver forbindelse med dette legeme, og gå videre på de åndelige planer. Det er mit indtryk at jo mere åndeligt udviklet man er, jo hurtigere vil man forlade enhver forbindelse med det fysiske plan, idet man hurtigere er klar til oplevelserne i den åndelige verden.

Med hensyn til den fysiske hjerne, så er det min opfattelse, at de forskellige grundenergier kanaliseres til den fysiske organisme gennem forskellige centre i hjernen. Det er stadig min opfattelse, at instinktenergien er den sidste forbindelse der forsvinder, men for så vidt angår det at være hjernedød så er jeg nok kommet dertil, at hvis hjernedøden er indtrådt, så vil selv instintkenergien være afbrudt, for også funktioner som åndedrættet vil jo ophøre ret hurtigt, hvis ikke der er koblet en respirator på.

Hej igen,

Der er et godt spørgsmål, jeg svært ved at gennemskue det. Kunne man antage at man befinder sig i mellem stadiet, i overgangsfasen eller i en form for limbo. Vi er jo døde, selv når at vi sover, man kan jo være helt væk i de højeste verdener, selvom at man bare tager sig en lur. Hvis det altså er en god lur.

Hvis hjernen er død, så kan der vel ikke være nogle bemærkelsesværdige forstyrrelser fra den fysiske verden, da der ingen registrering af noget som helst finder sted. Hvertfald ikke af intelligensmæssig karakter.

Men, der må finde en konflikt sted, for hjertet har jo også en hjerne og den hjerne må makrojeget stadigvæk være i forbindelse med. Og her dominere følelses energien jo, men uden nogen særlig intelligensmæssig regulering, man kunne godt antage at den afdøde, kunne befinde sig i en mareridt agtig tilstand.. Da hjertet stadigvæk oplever den fysiske verden og der ikke er nogen intelligens til at regulere de "passive" indtryk. Selvfølgelig er der ikke en direkte modtagelse af hjerte organets oplevelse, men der må være en indirekte kontakt, da makro jegets elektricitet stadigvæk beliver hjerte organet. Så man kunne godt regne med at det som makrovæsenet oplever i sin limbo tilstand, nærmest er en plaget oplevelse, fordi at der vil være nogle flygtige forstyrrelser der ikke kan rettes op på som er af markant følelsesmæssig karakter, lidt ligesom hvis noget larmer skrækkeligt langt væk eller et sted man ikke har kontrol over, eller ikke kan påvirke.

Jeg tror at makrovæsenet oplever at være på mellemplanet, i en slags drøm, hjemsøgt af ekkoer fra sit fysiske legeme. Væsenet er forvirret, det har hele sin psyke på det åndelige plan, men med en god portion følelse, instinkt og tyngde i klemme på det fysiske.
Der må være konflikt og kortslutninger i disse energiers manifestationer, da der ikke er nogen formel direktion. Så en mørkegrå kedelig oplevelse af ligegyldige billeder, med udbrud af diamentralt modsætningsfyldte følelser kunne være tilfældet, for igen at komplimentere til farverige og voldsomme oplevelser uden nogen særlig fornemmelse, sensation eller stemning. Især hvis instinkt følelsen ikke er i fuldstændig direktion. tænk hvis det åndelige plan ikke var afrundet og markeret af den latente instinkt energi til at befordre fuldkommen automatik, da vil overbevidstheden og det højeste jeg jo være skingrende sindssygt. Gud ville være psykopat og komplet idiot, manglende eller med ubalanceret instinkt.. Der må mangle direktion og retning i tyngde, følelses og instinktmæssige fænomener i et væsens oplevelser vis krop eller legeme er hjernedødt. Mangle på tyngde direktion, vil gøre bevægelserne i pågældende væsens oplevelsesfunktioner ustabile og upålidelige.

Det tror jeg i hvertfald. Vi må hvertfald blive enige om at der må være en konflikt. De fleste kender til modsætningsfyldte og blandede tilstande, hvor psyke og krop ikke er i samme tone. Det giver mareridt. Et væsen med et hjernedødt legeme kunne meget vel befinde sig i mareridtenes hjemstavn.

Ja, jeg tror også det må være en speciel tilstand for makrovæsenet at være i. Uden at kunne komme det nærmere end en fornemmelse jeg har, så tror jeg også, at det ikke kan være en speciel behagelig tilstand, måske en form for ingenmandsland.

Endnu værre bliver det måske i det øjeblik, hvor legemet bliver brugt til organdonation, hvor man piller de levende organer ud af det, ganske vist hjernedøde, men alligevel en form for levende legeme. Jeg kan ikke forestille mig, at denne situation er særlig behagelig, hverken for organerne, eller for det bagvedliggende makrovæsen.

For nogle år siden, var på P1.
om en bror og søster, der skulle afgøre om der måtte tages en nyre fra deres far,
de indvilgede, men så begyndte søsteren at 'få besøg' af faderen, der bebrejdende
udbrød, hvad har I gjort ved mig. Broderen oplevede ikke noget, men søsteren fik samvittighedskvaler.
Jeg har muligvis nævnt dette tidl.
der er også en beretning, om en lille pige der efter at have fået nyt hjerte, fik så livagtige mareridt, at det førte til pågribelse og domfældelse af hendes donor's (en ung pige) morder.
Men det er jo koblings-legemet Vi befinder Os i, på vej til søvnen, når Vi dør,
i tilfælde af UAK-oplevelser.
En mand der havde været i koma i vistnok ? 17 år, gav pludselig livstegn, gjorde hurtige fremskridt, ½ år efter levede han helt normalt sin tilværelse, men benægtede pure, at have været væk i 17 år.

Tak for kommentaren Holger.

Ja, "bivirkningerne" gående på, at organmodtager overtager nogle af organgivers vaner og tilbøjeligheder, er der beskrevet en del tilfælde af.

Ved hjerne død eller demens er
Stadig risiko for at x2 eller skaberevnen
Bliver beskadigt når lægevidenskaben
Griber ind med medicin ?

Mvh

Lars

Jeg tror at være hjernedød er som at sove uden at drømme.

Læste dette i bogen "Krop uden alder, sind uden tid" Af Deepek Chopra:

5:Sansning er et indlært fænomen

Nogen transplantationer melder om en besynderlig oplevelse efter at have modtaget en nyre, en lever eller et hjerte fra en donor. Uden at vide hvem organdonoren var, begynder de at tage del i hans minder. Associationer, der tilhørte et andet menneske, begynder at frigøres, når den pågældendes væv anbringes inde i en fremmed. I et tilfælde vågnede en kvinde op efter en hjerteoperation med trang til øl og Chicken McNuggets; det undrede hende såre, fordi hun aldrig før havde haft lyst til nogen af delene. Da hun så begyndte at drømme mystiske drømme, hvori en ung mand ved navn Timmy kom til hende, opsporede hun donorens til sit nye hjerte, som var kommet fra et trafikoffer; da hun kontaktede hans familie, viste det sig at offeret var en ung mand ved navn Timmy. Kvinden var målløs over at konstatere, at han havde været særdeles glad for at drikke øl, og var blevet dræbt på vej hjem fra McDonald's.

Hej Wandy.

Ja, disse oplevelser er vist meget almindelige.

Da den måde vi lever vores liv på, er med til at afgøre, hvilke type celler der kan inkarnere i vores organer, så er det nok meget logisk, at vores organer afspejler vores livsform. Hvis jeg f.eks har røget hele mit liv, så er det meget logisk, at cellerne i mine væsentligste organer har vænnet sig til denne last, og de vil derfor også, efter en eventuel donation til et andet makrovæsenm foretrække en livsform, hvor makrovæsenet ryger. Signalerne fra de donerede organer vil derfor være med til at påvirke modtager af organet.

Celleforskeren Bruce Lipton har været inde på, at hele kommunikationen mellem os og vore celler sker via nogle antenner, som hver eneste af vores celler er i besiddelse af. Cellernes antenner er indstillede på vores frekvens, selv et stykke tid efter døden. Dette resulterer i, at donerede organer i en periode kan blive ved med at modtage signaler fra deres afdøde makrovæsen, simpelt hen fordi de antenner som cellerne i organerne er udstyrede med, er indstillede på det afdøde makrovæsens sendefrekvens.

Begge forklaringer lyder i mine ører helt sandsynlige, og begge kan måske være rigtige.

Hej Svend,

Jeg tror at det er nogle frygtelige tilstande!
Det har nogle særdelses voldsomme konsekvenser at handle imod livslovende uanset om man
Er bevidst i dem eller ej.

Organdonation, kan på overfladen virke logisk, men dybere set er det jo sindssygt, men det er vel kulminationen af at se
Mennesket som en maskine eller robot, hvis lemmer kan bruges som reservere dele. Vi er robotter og verden er en måne.

Det man ikke ved har man ikke ondt af, men man får ondt af det.
Hehe, hvertfald efter min erfaring!

JC

Jeg er helt enig Jacob. Jeg har for mange år siden sagt nej til al donation i donorregisteret, og jeg ønsker heller ikke at modtage organer.

Men hvis det er en meget slem tilstand at være i, så kan vi trøste os med, at de der vælger at blive organdonor, kun gør det een gang.

jeg fandt synes jeg selv en interessant artikel her http://www.etik.dk/artikel/483087:Debat--Indfoer-et-midlertidigt-stop-for-anvendelse-af-hjernedoedskriteriet

vh lu

ps
Off topisk jeg har sendt en privat besked til jc-ejby jeg ved ikke om i har modtaget den
eller om jeg har kludret i det igen vh lu

Tak for henvisningen lucifer. Meget spændende artikel.

Hej luci,

Tak for link

Jeg har ikke modtaget nogen privat besked. Og jeg mener at Ejbys profil er i uorden, det er min egen muligvis også
Du er velkommen til at forsøge igen eller sende mig en mail på jacobrauhe@hotmail.com

Kærlig hilsen Jacob

jeg ved ikke om det er relevant her i tråden men jeg delte det link
http://vegetarkontakt.dk/?-hjerne-og-bevidsthed=125407
på vegetarkontakt, der har ikke været så meget respons på det måske fordi der er lidt at tænke over

vh lu

ps jacob tak men det kunne jeg heller ikke lige få til at virke, jeg ville bare høre om alt var godt, altså ud over såregodt

lys herfra

Hej Lucifer,

Tak. Jeg svare bare her.
Og nu svare jeg lidt langt, men også for at relatere lidt til tråden her.
Jeg kunne godt nøjes med at sige, at det går helt ok, for det gør det, men jeg uddyber det lidt.

Det går fremad her, på godt og skidt. Det daglige liv er en kamp, men der bliver både grædt og grinet en del.

Man bliver ligesom bare ved med at gå fremad uanset hvad der sker. Så selvom det er noget af en rutsjebanetur, så
syntes jeg at der en kontakt til at alt er såre godt, selvom kontakten går fra at være fremherskende til at være noget latent.. Hehehe.

For at relatere lidt til dette emne om hjernedøden, angående hjernen og døden, som denne tråd også handler lidt op, så er jeg ved at blive undersøgt om jeg har en sygdom i hjernen, fordi at jeg har haft nogle krampe anfald og at man under en skanning har fundet forandringer i min hjerne. Jeg tror selv at det er fordi at jeg ikke har passet på min hjerne og bevidsthed og så har jeg slået mit hoved forholdvist meget.

Martinus nævner en del sygdomme i hjernen med hensyn til forkert brug af bevidstheden og jeg må nok indrømme at jeg ikke har passet på mig selv tidligere i livet og i tidligere liv.

Men at indse sine fejl og begynde at rette op på dem og samtidigt få konsekvenserne af fortidige knap så heldige handlinger tilbage, bliver efterhånden til en kærlig og rørende oplevelse, og en begyndende fornemelse af Guds nærhed og omsorg, også selvom at jeg stadigvæk er en ung sjæl og har meget at arbejde med og at der er smerte og lidelse.

Men efterhånden begynder smerten ikke at blive til lidelse.

Men helt inden i føler jeg mig glad, når der ellers ikke er totalt overskyet. Hjertet er begyndt at betyde mere for mig end før.
Der er mange der ikke tror at man kan være i helvede og himmelen samtidigt, men det bliver efterhånden tilfældet for visse mennesker, tror jeg.

Nu svarede jeg meget langt, hvordan går det med dig lucifer? Du behøver ikke at komme med en kæmpe personlig udredning som jeg lige fyrede af, det havde jeg bare lyst til. Går det godt med dig og er du ok?

Kærlig hilsen
Jacob

hold da helt op

nå ja men vi skal jo igennem en masse.

hmmm mig tjooo jeg synes ikke rigtigt jeg kan tillade mig at klage

jeg oplever mig selv som meget følsels kold og så af live en gang imellem bliver jeg ramt af nogen store følelser(hvor jeg tænker det er ikke mine men et støre væsens hvad laver de i mig) der får mig til at grade.

mit ego er meget irriteret over ikke at opleve at alt er såre godt(der kunne godt dukke et spøgelse op og sage alt er såre godt , det ville da slå tingene godt fast . )

jeg trives meget godt med alt der er for øjet at se , men så lukker man øjet og alt er mørkt tomt og ensomt.

jeg synes det er svært at fortælle hvordan mand har det for når man begynder at skrive er det ligesom om at der ikke kan skrives nok og det man har skrevet mangler noget. og så er det nemmere at lade være, og bare sige det går meget godt, for hvis man har det godt er det fordi man også har haft skidt og omvendt.

kh lu

Hej Lucifer,

Tak for din besked.

Jeg kender den følelse og tanke af enten kærlighed eller taknemmelighed og man kan ikke rigtigt rumme dem og tænker hvad laver de i mig, fordi at man føler sig for ringe til den oplevelse. De gange jeg har oplevet det, har jeg måttet bede til Gud om hjælp.

Jeg føler mig tit som en idiot. Jeg har haft svært at opføre mig pænt i en del situationer og det nager og tynger i sjælen.
Og jeg har fået øje på mit sind, og jeg troede at jeg kunne acceptere folk, men det gør jeg slet ikke. Men på en måde er det bare befriende at se sig selv som man er.

"Mit ego" kan godt værre irriteret over sit stå sted i udviklingen, men det begynder efterhånden at give plads og lejlighed til en masse latter.

Du beskriver følelsen af tomhed, jeg kan godt genkende den, det kan enten give lejlighed til hvile eller lejlighed til sorg.

Det er svært at fortælle om en ting som interessere eller berøre en. Ofte har man hverken ord, tid eller midler nok til at beskrive en tilstand, en oplevelse, en følelse, eller en tanke som bevæger en. Det kan give en følelse af mangel, at der ikke er nok, at man ikke kan mødes og det kan lede til en oplevelse af ensomhed i sig selv.
Lidt ligesom følelsen af den ubehagelige tomhed, præcis fordi at ord og sætninger ikke er tilstrækkelige i deres beskrivelse af hvad der er virkeligt for en.

Telepati bliver noget af en forløsning.

Men nogle gange tror jeg bare at man bliver nød til at beskrive tingende, tankerne og følelserne alligevel, velvidende at man kommer til kort og chancen er at man aldrig nogensinde får det hele ud eller med. At man simpelthen bare gør det alligevel, uden noget særligt motiv andet end det bare at beskrive en hvilken som helst tilstand, ting, ide eller oplevelse, så godt som man nu kan, eller vil. Bare helt frit, med samme motiv som at man taler om vejret.

Ud over det, ville jeg heller ikke ha noget imod at der kom et venligt spøgelse og sagde at alt er såre godt! Ud over the Holy Ghost selvfølig, ho ho ho..!

Kærlig hilsen
Jacob