hej jan jeg synes det er godt observeret og er enig ,måske man kunne præsentere det du har skrevet for ham måske han så ville bruge sin så sunde hjerne til
at reflektere og forholde sig til det .
måske det ville gi et banebrydende opløft inde for hjerneforskning eller måske ikke
vh lu

Det var vist forrige år, at Hj.M var i P1, og hvor også Arno Viktor Nielsen medvirkede, og han fortalte Hj.M at hjerneforskerne (Pandelappefolket, der er sponsoreret af cykelhjelm-industrien)skulle holde sig til det de ved, og lade være med at komme med udsagn, som De ikke ved noget om.
Det måtte Hj.M ydmygt erkende, men fortsatte, og insisterede på at finde det sted i hjernen, hvor Jeg'et er.
Hj.M har været opvasker i tre restauranter i Kbh. da der var karkelakker alle de tre steder, konkluderede Hj.M at, alle restauranter i Kbh. har karkelakker,
Jeg har været i omkring 50 restauranter/køkkener i Kbh, og kan komme i tanke om tre af dem, hvor der var karkelakker.

Ja, mit indtryk er, at de fleste hjerneforskere er på bølgelængde Hj.M men mener dog at nogle er lidt mere seriøse end Hj.M's niveau.

PS. Jeg forsøgte på et tidspunkt at kontakte Hj.M ifm. at han var en af ambassadørene for en organ-kampagne, men han havde gemt sig.

Holger

Hej Jan,

Da jeg læste indlægget tænkte jeg også på at det kunne være interessant at høre Peter Lund Madsens svar/tanker om dit indlæg. Specielt om han anderkender at der måske er en udfordring med den måde han taler om tingene.

mkh
Lasse

Hej Jan.

Ja der kommer mange sjove ting fra hjerneforskerne. Jeg hørte en i radioen i dag (husker ikke hans navn). Det var omkring nærdødsoplevelse, som han hævdede, var noget der blev produceret af hjernen. Til slut i interviewet blev han spurgt, om der virkelig ikke var noget, som hjerforskerne manglede svar på. Og hertil svarede han, at man stadig ikke kunne svare på, hvordan hjernen kunne skabe bevidstheden - man vidste i øvrigt heller ikke, hvor i hjernen bevidstheden blev skabt. Intervieweren mente så i øvrigt, at det vel ikke kunne være så svært at skabe bevidstheden, det var vel ikke noget særligt. Og det er jo noget af det sjove ved det, at det der for lægmanden virker som noget helt ordinært, som for eksempel det at sanse og bevidsthed i det hele taget (sådan noget, det gør man jo bare!), faktisk er noget af det sværeste for videnskaben at forklare.

I interviewet kom han ind på, at ikke bare nærdødsoplevelser, men i det hele taget alt vi oplevede, var noget hjernen producerede, for intet af det vi oplever findes i virkeligheden som det vi oplever det som. Hertil spurgte journalisten så, om der så virklige slet ikke fandtes nogen objektiv virkelighed? Hertil svarede han, at det gjorde der, men det var i form af stråling, bølger, partikler og energier osv.

Hertil mener jeg man må sige, at hvis hjernen skaber alt vi oplever, så må den vel også skabe de stråler og bølger der findes - hvordan kan man adskille dem fra alt andet? Ganske vist kan vi ikke direkte sanse disse ting, vi kan kun erkende disse ting via måleapparater, men når vi aflæser måleresultaterne skaber hjernen vel også disse resultater. Her må man vel være konsekvent og sige, at hvis hjernen skaber det hele, så kan der ikke være noget der er objektivt konstaterbart - elllers skaber hjernen jo netop ikke det hele. At sige, at elektromagnetisk stråling er mere virkeligt end den røde farve vi ser, det er da noget vrøvl, for begge dele er noget der må sanses. Og i dag kan man vel også med god ret spørge - hvad er en partikel egentlig for noget, når det kommer til stykket? Findes den overhovedet som partikel, eller kan den bare opløses til det vi kalder energi - og hvad er energi så for noget?

Med hensyn til hjerneforskerens trang til at finde ud af, hvordan hjernen skaber bevidstheden, så tror jeg, at de kommer til at lede længe.

Så jo, jeg synes der mangler en hel del i den argumentation hjerneforskerne generelt betjener sig af. Alene udgangspunktet: "Hjernen skaber bevidstheden", er aldrig blevet bevist, men alligevel antager de fleste hjerneforskere kritikløst dette udgangspunkt.

Hej Svend!

Ja, det er jo meget skægt, hvor lidt intellektuel udfordring, sådan nogen hjerneforskere får på deres antagelser. De er meget dogmatiske, men de ser det ikke selv.

Da jeg var barn, hvis der var noget vi ikke kunne finde, så sagde min mor nogen gange - for sjov - "Borte har taget det!".

Det er faktisk i princippet den samme forklaring naturvidenskabens repræsentanter giver, når de ikke kan finde en årsag til en ting: Jamen, så antager de frimodigt at så er det opstået af sig selv. "Ingenting er årsag til det". Tingene har lavet sig selv. Og tingene forsvinder af sig selv. "Borte har taget dem".

Det synes man tilsyneladende er en mere værdig antagelse for en videnskabelig forsker, end at overveje muligheden for, at der kan eksister noget, der er utilgængelig for sansning, som årsag til det, man ikke kan finde anden årsag til. En sådan antagelse, synes man er så uhørt barnlig, at man rutinemæssigt afviser den på forhånd. Så vil man meget hellere antage, at 'ingenting' er årsagen. Det ser jo også sådan ud, og så vedtager man, at sådan er det! Men er det en logisk antagelse?

Det må de mange jo synes, der holder fast i den. Med mindre de bare holder fast i den fordi, det er sådan de fleste mener, og så er det jo nok klogt...

"Borte" og "Ingenting" er altså årsag til alt det, vi ikke kan forklare på anden vis. Det er hvert fald det, man fortæller både i børnehavens og i videnskabens verden...

Hej igen.

Jeg fik lige lyst til at tilføje, at hjerneforskningen, ifølge samme hjerneforsker, også stadig står med det problem, at de ikke kan forklare, HVORFOR bevidstheden er opstået, og HVORFOR hjernen skaber den, for som han var inde på, så kan alle livets processer udmærket ske uden det han forstår ved bevidstheden - masser af ting sker jo, uden at bevidstheden aner noget om det. Tilsyneladende står vi så altså med det problem, at hjernen skaber noget totalt overflødigt, nemlig bevidstheden.

Hvis vi antager hjerneforskerens udgangspunkt, nemlig at hjernen skaber det hele, så kan man vel så stille spørgsmålet - hvad har så skabt hjernen, og hvorfor? Hjernen har jo beviseligt ikke været der altid, så den hjerne, der ellers skaber alt, må jo også være skabt på et tidspunkt af noget andet. Jeg kender ikke hjerneforskningens svar på dette spørgsmål, men det må vel være, at den er skabt ved tilfældighed, eller ved gradvis udvikling. En tilfældighed har således skabt den fantastiske hjerne, der i dag så skaber alt det andet for os.

Inden for en måneds tid, har Jeg oplevet tre artikler, hvori den samme hjerne-fiksering el. hjerne-forblændelse løber som en rød tråd,
i stil med udsagnet, 'oppe i hjernen',
det viser hvor udbredt denne tænkning er indenfor den akademiske hjerne-forskning.

På videnskab.dk er aktuelt et af de mest læste emner,
'Din hjerne ved, hvad dine øjne vil se',

jeg kan se at man stadig skal logge ind på videnskab dk med sit rigtige navn , så ingen guldcorn herfra .
kh lu

Tror I vil elske Per Bruus-Jensens bog "I begyndelsen var tomheden"

https://www.martinusforum.dk/litteratur/bruus-jensen-i-begyndelse-var-tomheden

Kh
Kenneth

Hvis man kan sætte jeg'et lig med hjernen, så er det vel ok og bekræfter at hjernen eller noget bag den, er den styrende enhed. Jeg ved godt at de kun kigger på sammenhængen mellem hjerne og øje i artiklen, men hellere det end at der kommer alle mulige udsagn som der ikke er videnskabelig belæg for, f.eks. at der ikke findes et jeg. Det udelukker deres forskning ikke (som jeg lige kunne læse det ud af artiklen).

Artiklen findes her: http://videnskab.dk/krop-sundhed/din-hjerne-ved-hvad-dine-ojne-vil-se

Hej igen, Svend!

Ja, ’Tilfældighed’ er det svar, der ofte gives, når man blandt naturvidenskabens repræsentanter ikke har noget logisk svar! Hvis man var nøgtern og sandfærdig, skulle man nøjes med at sige, at det har naturvidenskaben ikke noget svar på.Men ofte hører man disse repræsentanter give den mere højtravende påstand, at altings dybeste årsag skyldes tilfældigheder. Det er i virkeligheden den store overtro i naturvidenskaben.

For hvad er det, man kalder 'tilfældighed'?

Det er dybest set en tro på, at tingene kan skabe sig selv. At noget kan komme ud af ingenting. At ud af uorden kan der opstå orden. At ud af livløshed, kan der opstå liv. Det er en tro på, at der findes kræfter, der ikke er underkastet lovmæssigheder, men som ikke desto mindre kan frembringe lovmæssigheder. Det er mildest talt en stærk religiøs og ulogisk tro. Begrebet 'Gud' er ganske vist sprogmæssigt kasseret, men hvad hjælper det, når man istedet indfører begrebet 'tilfældighed', som ikke alene har de samme egenskaber, som man normalt kun tilskriver en gud; men at begrebet 'tilfældighed' ovenikøbet også kan udfolde disse guddommelige egenskaber så at sige 'i blinde'?

'Tilfældighederne' antages at være en 'død kraft', der uden at besidde nogen livgivende egenskaber ikke desto mindre kan frembringe liv! Dermed bliver tilfældighedernes præstation langt mere utrolige, end dem man normalt tillægger en guddom, idet denne dog antages at være levende og udstyret med strukturskabende egenskaber med hvilke den skabte og levende verden frembringes; ja, så mener man altså, at 'tilfældighederne' kan gøre noget helt tilsvarende, men ganske uden nogen former for strukturskabende eller livsbefordrende egenskaber. I sandhed en ulogisk og overnaturlig præstation, der næsten må kunne gøre en evt. levende guddom grøn af misundelse - hvis præstationen vel at mærke var virkelig - for i så fald var det altså en præstation, som selv den levende guddom ikke kunne gøre på samme måde.

Det er derfor ejendommeligt, at begrebet 'tilfældighed' har slået så god rod i naturvidenskaben, hvor man ellers kæmper indædt for at komme overtroen - og i øvrigt alt, hvad der minder om noget guddommeligt - til livs.

Men når det ikke er lykkedes helt at komme hverken overtroen - eller Gud! - til livs, skyldes det at naturvidenskabens egne repræsentanter i stedet for begrebet 'Gud' selv har indført en langt større overtro end selv den mest enfoldige guddoms opfattelse - af en mand med hvidt skæg og fysisk lokalitet i himlen - kan være. Dette kan skyldes dels den manglende logiske ransagning af konsekvenserne af tilfældighedsbegrebet; dels at man ikke har gjort sig tilstrækkeligt klart, at noget, der er af gudommelig karakter ikke automatisk er identisk med overtro; og at kampen for at komme den ikke-overtroiske opfattelse af det guddommelige til livs i øvrigt er dødfødt, al den stund at virkeligheden ved roden ER af guddommelig og ikke-fysisk natur. Her kan skeptikeren naturligvis indvende, at han ikke kan vide, at virkeligheden ved roden er guddommelig. Men selv om han ikke kan vide det, kan han jo ligeledes heller ikke vide, at virkeligheden ikke er guddommelig.

Han har ikke gennemskuet, at hans egen tilfældighedsopfattelse i sin natur er langt mere overnaturlig og logisk umulig, end noget levende guddomsbegreb nogensinde kan blive, ligesom tilfældighedsbegrebet ikke kan undgå også at have karakter af et guddomsbegreb, men bare et meget aparte et - idet tilfældigheden – omend ubevidst – kommer til at fungere som en død gud, der ikke desto mindre forårsager blandt andet liv, glæde og logiske og smukke skabelsesprocesser! Og dermed kommer de logiske konsekvenser af hans tilfældighedsopfattelse til at modsige hans egen antagelse om, at virkeligheden ved roden IKKE er guddommelig.

Begrebet 'tilfældighed' kan heller aldrig komme til at høre hjemme i naturvidenskaben, alene af den grund at 'tilfældigheden' jo ikke kan reproduceres gennem eksperimenter. Kunne den det, kan den jo netop ikke længere kaldes en tilfældighed, idet noget, der kan reproduceres, nødvendigvis opfører sig efter en eller anden lovmæssighed og dermed IKKE er tilfældig.

Og ser vi på begrebet 'tilfældighed' ud fra Martinus’ åndsvidenskabelige verdensbillede, dækker det alene over manglende overblik (hos iagttageren) over alle de kræfter, der er involveret i et givet fænomen.

Begrebet 'tilfældighed' er et røgslør over det mere ydmyge - og korrekte - svar, at det ved man ikke. Dette røgslør kan samtidig dække over en eventuel uvilje mod at antage, at virkeligheden er baseret på noget, der er af guddommelig natur.

Mth. årsagen til 'big bang', så hører vi ofte samme type forklaring: at dette 'big-bang' - og dermed alt, hvad der eksisterer, er opstået ud af ingenting.

Igen en ejendommelig forklaring! For hvis noget kan opstå ud af ingenting, så må dette såkaldte ingenting have egenskaber. Nemlig som minimum den egenskab at frembringe det, der er kommet ud af dette ingenting.

Men når ingenting således nødvendigvis har mindst en egenskab, så kan det jo ikke være ingenting; så må det være noget; være et eller andet. Noget, der har en egenskab, kan rent logisk ikke være ingenting. For var det det, så måtte denne egenskab også være ingenting, og resultatet af ingenting kan kun være ingenting. Alt må således være ingenting. Og vi er her inde i en vældig logisk selvmodsigelse.

Igen bliver problemet opklaret ved Martinus' åndelige verdensbillede. Alt er tilsyneladende ingenting. Idet alt ved roden er et evigt noget. Alt er evigheden selv - og denne evighed har ingen anden analyse, end at den eksisterer. Derved er evigheden utilgængelig for sansning. Den er altså sansemæssigt et ingenting. Men man er nødt til at erkende, at den eksisterer netop i kraft af, at den kan frembringe noget, der er tilgængeligt for sansning.

Og dermed har vi i kort form Martinus' 3-enige analyse af det levende væsen, hvormed evigheden frembringer 'timeligheden'.
'Timeligheden' og evigheden er to sider af samme sag. Men hvor evigheden i sin egennatur er sansemæssigt 'ingenting', så er 'timeligheden' alt det, der kan sanses, samtidig med at 'timeligheden' ved roden er identisk med evigheden. Evigheden er selve det levende, guddommelige noget, der er altings alfa og omega.
Det er det, som Martinus symboliserer med bogstavet X, og som kan analyseres som værende evigt levende ved en 3-enig analyse af det samme X, hvorved vi ser dette X i rollen som henholdsvis Skaber/Oplever (X1), skabe- og oplevelsesevne X2, samt det skabte og ’timelige’: X3.

Evigheden er det sansemæssige utilgængelige punkt, som viser logik i tilværelsen, når evigheden erkendes og sættes ind i sin rette sammenhæng, og som skaber splid, krig, ulogik, 'kaos og tilfældigheder', hvor den ikke erkendes eller ikke tages alvorligt.

Men den manglende erkendelse skyldes igen uvidenhed og kan derfor ikke bebrejdes nogen. Viden og erfaringer er således det, der skal til for at erkende virkelighedens inderste natur og dermed blive i stand til at skabe en varig fred og forståelse.

Vi ser her åndsvidenskabens nødvendighed også på det naturvidenskabelige område for at kunne stadfæste evigheden og dermed give en logisk forklaring på, at noget tilsyneladende er tilfældigt og kommer ud af ingenting.
Det gør det ikke, det ser bare sådan ud!