Det er altid farligt at give gode råd.
Bare vær en VEN ! en sand ven

Men hvad gør en ven? Prøver at hjælpe vedkommende, med ting som KUNNE prøves af, bare for at se om det kunne hjælpe..
Jeg synes det er en svær situation...

Kære Claus...

Jeg vil give Steen2 ret - prøv at lægge dit kendskab til Martinus lidt i baggrunden.

LYT til din ven - det er ofte det eneste der behøves. Spørger han dig direkte om, hvad du ville gøre eller råde ham til, så tal direkte fra hjertet. Husk, at det der KUNNE prøves af, måske lyder som en god ide for dig, men ikke nødvendigvis behøver at være det for ham.

kh
Tina :0)

Hej Claus 35,
Det er en ret ubehagelig situation du der er i.
Med kendskab til kosmologien er det nogle gange at sådanne situationer næsten bliver værre.
Her sidder man med "svaret" på et andet menneskes problem og har lyst til at sige: "Nu skal du høre........." (det er din egen skyld det hele )  Det er ikke lige det man har brug for her :
Men måske er vedkomne ikke klar, eller mangler den nødvendige ("lidelses-") erfaring for at komme videre.

Jeg har prøvet det flere gange og er efter et par forsøg på at hjælpe kommet til det resultat at det ikke er muligt at hjælpe nogle, selv om de så nok så meget trænger til det.
Det er min erfaring at det ikke er muligt at hjælpe noget menneske, før de selv er klar til det og begynder at bede om hjælp. Da kan du hjælpe.

Mit bedste råd er som Steen2 skriver, vær en ven. I den forbindelse vil jeg tilføje:  og lyt så fordomsfrit du kan På den måde kan du være en oase for ham. En person i hvis selskab han har mulighed for at slappe af. Det kan måske lette lidt på skyerne over horisonten.

Håber det kan bruges. Hilsen John

Tal alle sammen. Jeg ved godt hvad i mener, og jeg prøver da også hele tiden at pointere for ham, at jeg IKKE ønsker at være bedrevidende over for ham, eller komme med Martinus citater, så som "alt er såre godt" og "du er selv årsag til din egen skæbne"

Men tak igen alle sammen. Det er rigtig godt, liiiiige at få lidt indput udefra.

Men altså det er svært, når vedkommende man ønsker at hjælpe, sidder og udtrykker en enorm ensomhed, og mangel på livslyst og slet ikke kan overskue de problemer vedkommende er i.... Så rykker det godt nok i den indre Martinus......  :-X :'(

Hej Claus

Jeg kender godt problemstillingen som du nævner..
Mit umiddelbare svar til dig vil være :Spørg din ulykkelige ven hvad han/hun ønsker ,du skal hjælpe med.
Det kan være at det "bare" er at lytte på vennen,eller det kan være en mere specifik hjælp han beder om.
Men nogen gange vil hjælpen være, at det er dig der skal ruske op i vennen..Det er nogen gange det der skal til,selvom det er svært ,og man er bange for at såre vennen.Men måske bagefter ,vil det ses af vennen som det der skulle til.Men husk det skal siges på en kærlig og balanceret måde.
Måske kan det bruges... ???
Kærlig hilsen Cai

Hej Claus...

Jeg kender det så udemærket, men det er vores trang til at hele verden skal se pæn ud - være et paradis for alle - og meget gerne med det samme !, der gør sig gældende.

Når man få kendskab til Martinus, kan en af de første reaktioner være en enorm trang til at redde hele menneskeheden. Det er jo en vældig næstekærlig tanke og den er forstålig nok, men vidner bare om, at vi endnu ikke helt har forliget sig med at lidelserne også er næstekærlige. Denne proces kan være svær at komme igennem, fordi vi, når vi begynder at interessere os for Martinus netop er så mætte af mørket at vi ikke kan komme til at leve i lyset hurtigt nok - i tanken i alt fald, for når vi skal praktisere lyset, så falder det jo ikke altid lige nemt

Din ven skal hjælpe sig selv og skal mærke ensomheden og opgivelsen så markant, at han til sidst er så mæt af det hele, at han selv føler trang til at ændre på sin tilstand - får lyst til at lette rumpen og gøre noget ved det. Vi kan ikke gøre ret meget andet, end at være der og støtte vores venner så godt som muligt i deres egne valg.

kh
Tina :0)

Hej Claus.

Husk osse på at det vigtigste at lære her i livet er at være en sand og ydmyg ven blandt sine medmennesker på deres vilkår (læs uselviskhed). Det bedste råd man kan give er at det hele nok skal blive bedre og at din kammerat nok skal finde det han søger. Det sker jo for os alle før eller siden og da vil det vise sig at det ikke er så ringe endda.

Men jeg ved at det skisme ikke er nemt at hjælpe en ven som ligger ned og ikke har energien til at rejse sig.

Hej Claus,

Det lyder som om din ven er fanget i et meget mørkt mentalt tankeklima. Det du skal prøve at vurdere er, om din ven "bare" er meget ked af det for tiden, eller om han faktisk er havnet i en depression. Jeg ved det kan være svært at vurdere. Hvis det er det første, så vil lytten og at udtrykke forståelse, trøste m.v. være befordrende for ham (for dermed beviser du, at han faktisk ikke er alene, at der faktisk er nogen som interessererer sig for ham). Hvis muligt så få ham med ud i naturen og gå, mens i taler sammen, det er healende omgivelser for sindet.

Hvis hans sindstilstand har stået på i længere tid, så kan han måske være havnet i en depression, noget som rammer ca. hver 6. dansker. Depression findes i mange grader, men uanset så bør han få professionel hjælp, da man kan risikere at blive ødelagt socialt og arbejdsmæssigt, og op imod 15-25% af folk med en svær grad af depression er selvmordstruede. Symptomerne på depression er bla. følelses af depression, energiløshed, koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser, selvmordstanker, appetitforstyrrelser, selvbebrejdelser, angst og indre uro, tvangstanker, nedsat seksualdrift. Hvis man er ramt af en alvorlig depression, så er man total afhængig af, at omgivelserne reagerer for en, og tager en med hen til professionel hjælp, da man ikke selv kan overskue at handle i den aktuelle sindstilstand.

Hvis du er alvorligt bekymret, så ville jeg hvis jeg var dig, fx kontakte Depressionsforeningen http://www.depressionsforeningen.dk/ og spørge dem til råds.

Kærlig hilsen
Anette

Det er dælme svært. Vedkommen som jeg snakker om, har før haft en decideret depression, fået "lykkepiller" og oveni hatten også et alkohold misbrug på moderat niveau, hvis man kan sige det sådan. Grunden til jeg er i tvivl om hvorvidt jeg skal fable om Martinus til ham er, at han før har vist interesse for noget af kosmologien.

Jeg tror "bare" jeg lader ham snakke, førts og fremmest. Så ifører jeg mig lyttebrillerne..

Tak til alle 

Ja det har jeg jo nok ikke, men der ligger noget i det med at väre sig selv bevidst i en sådan situation. At blive i sig selv og stille sig til rådighed udfra dette. Först og fremmest med bön, Martinus beskriver at alle bönner virkeligt tränger ind når modtageren er modtagelig, og man kan også bede om at de bliver modtagelige...

hvis man beder om at måtte göre det der er bedst i den pågäldende situation har man jo givet livet optimal hjälp. Man vil göre det der skal göres - hvilket jo ikke just er det som modtageren altid helst vil have... man skal jo ikke give mennesker det de tror de behöver men det de behöver. Derfor det med at blive i sig selv og stole på sine impulser og tage hver situation for sig. Det er jo vorherre der har styringen. Det hele skal til, også lidelsen. Hvordan skulle din ven ellers komme frem til analyserne og den kosmiske afklaring.

Ja, alt det ved du jo godt selv. Dit varme hjerte finder sikkert nye og utrådte stier. Det er svärt at lade andre sidde i deres mörke, men nogle gange opdager man jo at det vitterligt er lige meget hvad man gör. Og så må man jo afvente det hele lidt... og holde sig på ret köl i övrigt. Dermed er man jo også et bedre eksempel til efterfölgelse.

Jeg selv har tänkt meget over Martinus ord i Livets Bog om at der er så meget man tror der er godt som ikke er det, og vice versa.
Kärligst,
Sören J

Tak for dit svar.

I skal alle vide, at jeg bestemt har taget jeres ord til mig, og har følt på situationen.
Jeg føler selv at jeg kan arbejde vidre ud fra jeres hints, og så blandet med min egen lille "mavefornemmelse" har kastet lidt klarere lys over det hele.

Tak skal i have 

I aftes var der en Oprah udsendelse, som handlede om, hvordan depression kan føre til mord. Det var en meget trist historie, om en far der var ude i en dyb dyb depression og slog sine egne børn ihjel.

Der var en psykiater i studiet, som bl.a. sagde, at man ikke måtte stole 100% på den medicin de meget depressive fik, og ikke stole på, at den kunne forhindre dem i at gå helt ned med flaget. Han sagde bla. at det man som pårørende (eller andre nære) skal modarbejde hos den syge, er håbløsheden. For med den kommer adskillelsen og fremmedgørelsen fra alt og alle omkring sig, også sine kære. Så man skal prøve på alle mulige måder at forhindre håbløsheden i at vokse hos den depressive, ved at "tvinge" ham/hende til samvær og relationer og hjælpe med at finde små lysglimter i deres hverdag. Og så sagde han noget interessant, nemlig at der kommer det spirituelle ind og spiller en vigtig rolle, for det netop handler om at finde en mening med tingene, og at føle sig som en del af noget større.

Og her har Martinus jo et meget vigtigt budskab til din syge ven; at uanset hvor mørk han oplever hele verden, så er han en lige så dybt elsket og højt værdsæt person, som ALLE andre på hele jordkloden - og uanset, hvor meget han har lyst til at isolere sig og "forsvinde", så vil Gud altid være der, elske ham ubetinget og aldrig forlade ham. 

KH...Anette

Hej alle

Tror nok Martinus skrev til en syg ven engang, ved ikke om det er en artikel måske,  nogen kan huske ?

mvh
lars

Kære LarsKrog,

I det senenste nr. af Kosmos, 5. 2007. er gengivet,
'Svar på et brev fra en syg',

Kærlig hilsen
Holger

Hej Holger

Det var da et sammentræf he he.

mvh
Lars

man kan jo nästen sige at hele Det Tredie Testamente er skrevet til Martinus syge ven; altså den samlede jordmenneskehed...
Og ligesom han först kan komme på bölgelängde med "den syge" i den grad den syge åbner sig for hjälpen, således er hans värk også rettet mod de mennesker der begynder at ane og söge en höjere mening af kärlighed og dermed retfärdighed bag alt det tilsyneladende mörke og lidelsesskabende i verden.

Så man kan jo anvende hele värket, det er en lang beskrivning af vejen gennem mörke og lidelse frem til det virkelige liv i lys og alkärlighed.

Kärligst Sören

Hej Søren

Jeg kom i tanke om artiklen fordi jeg mente den passede ind i Claus`s situation nem og overskuelig - man kan jo ikke
komme med alle bøgerne på en gang - det er jo en hel kuffert he he. men ellers forstår jeg godt dit synspunkt, vi er
alle patienter i dette her game.

mvh
lars