Selv om jeg efterhånden har kendt til Martinus kosmologi i mindst 15-20 år, så kan jeg stadig ved læsning af, ikke blot hans egne værker, men også sekundalitteraturen, blive grebet af den ufattelige logik det hele er gennemsyret af. Hver gang jeg får en sådan oplevelse, får jeg en klar overbevisning om, at Martinus' analyser må være korrekte, og jeg kommer også altid til at tænke på, at dette værk er skrevet af en totalt ubelæst mand, uden nævneværdig uddannelse, hvilket for mig yderligere bekræfter, at hans analyser må være andet end blot en forvirret mands værk. 
Jeg har på det seneste taget fat på at læse Per-Bruus Jensens værk "X". Første gang jeg læste værket er vel også 10-15 år siden, og min seneste "logik-oplevelse" kom efter læsningen af afsnittet i bind 2 om, hvad der sker når vi dør. PBJ beskriver her, hvordan vi dør 2 gange. Med mit kendskab til andre menneskers åndelige oplevelser, såsom spøgerier, nærdødsoplevelser, beretninger om reinkarnation og så videre, så virker denne beskrivelse helt logisk. Spøgerier kan for eksempel forklares ud fra, at vi dør to gange. Derefter læser jeg så videre i værket, og kommer frem til, at ikke nok med at vi dør to gange, hvilket jeg kan fatte sagtens kan være rigtigt rent logisk, uden at jeg dog selv kan se det direkte med egne sanser. Nej vi fødes så sandelige også to gange! Ikke nok med, at jeg kan fatte dette rent logisk, jeg kan også rent fysisk konstatere, at det er sandt, at vi fødes to gange. Den første fødsel er undfangelsen, og den næste fødsel er den fysiske fødsel. Pludselig er der en helt utrolig sammenhæng i forløbet fra vor egen død, og til vi fødes igen. Den dag den etablerede videnskab får kendskab til disse ting, vil abort med et blive synonymt med overlagt drab.
På denne måde oplever jeg, at Martinus er i stand til at forlænge mine sanser fra, hvad jeg rent faktisk kan opleve i den fysiske verden som værende en fysisk konstaterbar sandhed, og så forlænge oplevelsen til noget der er uden for mine egne sanser - og samtidig kan jeg se, at der er en fuldstændig klar logisk sammenhæng fra det jeg selv kan sanse, og over i de områder, hvor mine egne sanser ikke rækker.
Det synes jeg er noget af det store ved Martinus' analyser - når jeg ser sådanne sammenhænge føler jeg, at jeg får et "minikosmisk glimt". 
Hej Svend,
Tak for din beretning 
Jeg kan godt genkende din beskrivelse af at det man læser går op i en højere enhed, om man så må sige
Det er 'kanon' når ens oplevelser, tanker og det man læser hænger sammen. Når brikkerne falder på plads
Jeg kan ikke finde på så meget andet at skrive - jeg kunne bare godt lig indlægget
kh
Lasse
Hej Svend m.fl.
Jeg er en af dem der har haft stor glæde af x-værket og afsnittet "det levende væsen og døden", 12. kapitel i bind 2 er et af de mange lyspunkter. Jeg har b.la. brugt værket til at undervise ud fra i studiegruppen i dragør.
Angående "den første sfære" som er meget omtalt er denne faktisk at finde på symbol 37.
Forklaring (kræver symbolet): Det orange felt forneden er den fysiske virkelighed hvor livene bliver præget af større og større lys. Ovenover ses "den første sfære" som er præget af en skærsilds- og en paradiszone, henholdsvis illustreret ved et sort afsnit med dødningehovedet og et hvidt med den strålende by. Et af de fysiske liv, det sidste, er helt hvidt hvilket vil sige at der ikke længere er noget mørke tilbage – det repræsenterer et kosmik bevidst menneske, og man kan se at han dør direkte til en ren åndelig tilværelse. Dvs. at der hverken eksisterer en skæresilds- eller en paradiszone for ham/hende.
Denne forklaring som jeg lige har gengivet kort med egne ord er at finde i Erik Gerner Larsons bog "kursus i åndsvidenskab" 6. hæfte, "uarbejdet på basis af disposition af Martinus". Her hedder symbolet "gennem døden 1". I symbolværket hedder det samme symbol "den tilslørede og afslørede sandhed". Der er også et andet symbol "gennem døden 2" som sikkert kommer med i DEV bind 5 som muligvis udkommer.
OM DEN FØRSTE SFÆRE:
"Den første sfære" er en pseudo-åndelig tilstandszone som eksisterer for de væsener der tilhører dyreriget, herunder mennesket. I dyreriget er dagsbevidstheden fysisk, hvilket overhovedet betinger eksistensen af "den første sfære" efter døden.
"Den første sfære" er opdelt i en "skærsildszone" og en "paradiszone"(se symbol) og er selvfølgelig af åndelig natur, men den er betinget eller præget af den fysiske dagsbevidsthed, som af ren vane, og fordi vi ikke kender til andet, overføres til den åndelige tilstand eller tilværelse, hvor den stadig gælder og helt naturligt og i udpræget grad præger denne. I "paradiszonen (evt. efter et kortere eller længere ophold i skæresildszonen) kan man studere, dyrke sport, hobbyer, gå på museum, møde vennerne, udforske landskaberne etc. etc. Kort og godt er det en idealiseret fysisk tilværelse man lever under og en stor del af den åndelige tilværelse foregår for de flestes vedkommende under sådanne rammer. Det lyder trivielt men er virkelig meget strålene. Senere bevæger man sig videre op i de højere åndelige verdener(på symbolet foregår det ved at bevæge se opad - instinktriget/planteriget øverst repeterer vi i de aller tidligste fosterstadier, og man kan gentage bevægelsen nedefra og op igen i det nye liv osv.), hvis natur den fysiske hjerne ikke begriber. Martinus har gjort forsøget i LB 2 stk. 384-85. De rent åndelige verdener har ikke noget fysisk præg, er langt friere, mere plastiske, dynamiske og foranderlige, men har alligevel "evighedsglans".
Skriv et svar