Hej med jer,-
- En stund siden man har slået sine folder på disse sider. Sidste gang var ved samme tid sidste år, hvor jeg var ganske optaget af om Ejby overlevede sin juleaften uden brug af and eller andre former for kød.
Lige nu optager det mig ganske enormt om man/vi er i stand til at finde eller genkende hinanden i disinkarneret tilstand. Jeg mener; det vil da være hammer hyggeligt at hilse på nogle af vennerne, ikk'?
Jeg spekulerer også på om man i omtalte tilstand mon kan huske sine tidligere inkarnationer, og og måske oven i hatten; ligefrem lure på de der stadig render rundt hernede på kolden.
Byd endelig ind med alt I ved om disse temaer!
Kærligst
Hej Hest.
Alle de kilder jeg har kendskab til fortæller, at man kan hilse på sine venner, når man er diskarneret, og det må jo betyde, at vi kan genkende hinanden. Når vi er i fysisk materie er det jo svært at forestille sig, at man kan genkende en anden person på andet end det fysiske udseende. Men vi kender vel alle sammen det, at vi ved det første møde med en person straks ved, om det er en person vi er på bølgelængde med, eller det er en vi ikke svinger godt med. En del har også prøvet at føle genkendelsens glæde ved personer de ellers møder første gang. Min ægtefælle i denne inkarnation har fortalt mig, at vi har kendt hinanden i tidligere liv. Jeg har overhovedet ikke grund til at betvivle dette, jeg har det også som om vi har kendt hinanden før, selv om jeg ikke kan huske noget direkte om det. Hun har også fortalt mig episoder fra dette liv. Et af de første spørgsmål jeg stillede til hende var: "Hvordan kan du vide, at det var mig dengang"? Hendes svar var: "Det ved man bare". Konklusionen for mig er, at det kun er i den fysiske tilværelsesform, at vi (delvist) bruger udseendet til at genkende hinanden på.
Så vidt jeg husker, skriver Martinus, at vi kan huske ca. 4 inkarnationer tilbage, men andre kan måske give et mere præcist svar. Jeg er sikker på, at man som diskarneret ikke kan lure direkte på den fysiske verden, der har man jo netop ikke fysiske sanser. Måske kan man dog følge med i de fysisk inkarnerede væseners natbevidsthed, præcis på samme måde, som vi kan følge med i planternes natbevidsthed her på det fysiske plan.
Er ditto meget interesseret i "hestens" spørgsmål!! (siger jeg for at alle skal vide, at diverse svar vil ryge ind i et vakuum af intenst nærvær)
God jul :
Kh. Andreas
Alle de kilder jeg har kendskab til fortæller, at man kan hilse på sine venner, når man er diskarneret, og det må jo betyde, at vi kan genkende hinanden. Når vi er i fysisk materie er det jo svært at forestille sig, at man kan genkende en anden person på andet end det fysiske udseende. Men vi kender vel alle sammen det, at vi ved det første møde med en person straks ved, om det er en person vi er på bølgelængde med, eller det er en vi ikke svinger godt med. En del har også prøvet at føle genkendelsens glæde ved personer de ellers møder første gang. Min ægtefælle i denne inkarnation har fortalt mig, at vi har kendt hinanden i tidligere liv. Jeg har overhovedet ikke grund til at betvivle dette, jeg har det også som om vi har kendt hinanden før, selv om jeg ikke kan huske noget direkte om det. Hun har også fortalt mig episoder fra dette liv. Et af de første spørgsmål jeg stillede til hende var: "Hvordan kan du vide, at det var mig dengang"? Hendes svar var: "Det ved man bare". Konklusionen for mig er, at det kun er i den fysiske tilværelsesform, at vi (delvist) bruger udseendet til at genkende hinanden på.
Så vidt jeg husker, skriver Martinus, at vi kan huske ca. 4 inkarnationer tilbage, men andre kan måske give et mere præcist svar. Jeg er sikker på, at man som diskarneret ikke kan lure direkte på den fysiske verden, der har man jo netop ikke fysiske sanser. Måske kan man dog følge med i de fysisk inkarnerede væseners natbevidsthed, præcis på samme måde, som vi kan følge med i planternes natbevidsthed her på det fysiske plan.
Hej Svend.-
- Mange tak for svaret.
Måske er det lige som livet, hvor vi jo reélt set ikke ved om der er en tilværelse efter det fysiske ophør, og på samme vis stadig ikke ved om der er noget efter den tilstand vi kalder for døden. Har vel egentlig lige så lidt brug for at huske de seneste inkarnationer som "død" som vi har brug for det i live?
"Døden" er vel ikke ment som en slags evaluering på den/de seneste inkarnation/er fraset den korte periode inden man går gennem "porten". Det forekommer mig at M. omtaler "døden" som en ren ferie med fest, farver eller hvad man nu har brug for.
Kærligst
Hej
Jeg vokste op i Nederland men min far var stor norges-fan. Han købte en lille brun hest som vi hadde i hagen. Når man ser hvor små hager man har i Nederland forstår man godt at det ikke gikk. Heldigvis hadde vi gode venner med en megastor hage hvor hesten kunne være. Så en liten brun hest gir gode minner
Jeg har lest hos flere forfattere at man kænner igjen sine nærmeste i diskarneret tilstand. Jeg ved ikke om Martinus har skrevet om dette specifikt men det kan vi jo finde ud etterhvert med litt detektivarbejde. Det blir for min del bedre tid til det efterhvert.
Jeg tror Jacob er inne på noget rigtigt med essens projektion. Man kan se det i nogens øyne. Derfor heder det: øynene er sjelens spejl.
Kjærlig hilsen
Oscar
Når en"sjæl eller ånd ved den såkaldte "død" forlader eller mister
sit fysiske legeme, indtræder den da i en tilstand, hvor den er sig
sit forladte jordliv bevidst, jeg mener: husker den slægt og venner,
og hvad den har gennemlevet? -
Svar:
Fordi et levende væsen forlader eller mister sit fysiske legeme,
mister det ikke i første instans sin fysiske bevidsthed, hvilket her
i dette tilfælde vil sige: sine i sidste jordliv oplevede erfaringer,
erindringer om slægt og venner etc. og øvrige viden.
Da den fysiske bevidsthed således er tanker og tankematerier, udgør
den i sig selv ikke noget fysisk, materielt, men er i virkeligheden
af ren åndelig natur. Den er derfor uafhængig af det fysiske legeme
og kan ikke gå under sammen med det. Den vil efter det fysiske legemes
undergang stadig være knyttet til det Jeg, der med sin evige
overbevidsthed og underbevidsthed danner den bag den fysiske organisme
fremtrædende levende ånd, der er det sande og virkelige, udødelige
væsen. Når nævnte ånd ved døden mister sit fysiske legeme og dermed
den fysiske del af sit hjerne- og nervesystem, der er sædet for dets
fysiske dagsbevidsthed, vil det ved nævnte død miste den heraf afhængige
evne til direkte bevidst at vekselvirke med det fysiske plan
og dermed også evnen til at stå i direkte fysisk forbindelse med de
efterladte på samme plan.
Da dets dagsbevidsthed imidlertid ved døden overføres til natbevidstheden,
der er dagsbevidsthed på det åndelige plan, vil det her
stadigt leve i en bevidst jongleren med sine oplevede erfaringer,
erindringer, sin oplevede viden etc. fra det forladte fysiske jordliv.
Disse psykiske foreteelser vil nu blive det afgørende fundament
for graden af lys eller lykke i væsenets ved døden indtrådte
totale åndelige tilværelse.
Hej med jer
Jeg mener også, at Martinus har beskrevet, hvordan man møder sine venner og familie i den åndelige verden efter døden. Jeg kan ikke umiddelbart finde det - måske er det i en småbog, en artikel eller et fordrag. Er der andre, der kan huske det eller finde det?
vh. Petersh
'Døden' er ikke længere væk end 'natten', Vi er der bare i længere tid.
Så det med at 'gen-kende' og kommunikere, er noget Vi kan gøre, og også gør hver eneste nat, efter ønske, lyst og evne, Vi husker det bare ikke.
Man skal 'kende' for at kunne 'gen-kende'.
Vi har vor 'evighedslegeme', og herunder de seks organer eller 'under-legemer', der er det fysiske legeme, og de fem 'nat-legemer', eller åndelige eller over-fysiske legemer, derudover er der 'koblings-legemet'.
De oplevelser ('gen-kendelser') Vi har gennem 'nat-legemerne' husker Vi ikke, men Jeg har selv mødt 'afdøde' på det åndelige plan, gennem koblings-legemet, og det husker man, det er også gennem koblingslegemet at REM-søvn og drømme foregår.
'Fremtonings-legemet' er det legeme man aktuelt fremtoner gennem, og det spiller på genkendelighed, som 'spøgelset' (der er et forladt koblinglegeme) der er aftryk af det fysiske legeme.
Så man fremtoner den genkendelighed der er nødvendig ved enhver given lejlighed, men på de overfysiske planer er det måske ikke så vigtigt om fødderne er med.
M. nævner et sted at man, gerne fremtoner som 30-årig, i vital udgave, almindeligvis, men Jeg husker ikke lige sammenhængen.
Men Vi er evigt forbundet med vor bevidsthed, Vi flytter den bare fra legeme til legeme, seks gange i døgnet, det er i princippet det samme der sker, forskellen er ens.
Bevidsthed foregår i tanke-billeder (-rækker/kombinationer/kompositioner)
hvis Vi forestiller Os to blinde der har kendt og været på bølgelængde med hinanden gennem et langt liv,
de må så operere med en anden form for indikator eller introduktions-ikon,
i deres indbyrdes fremtoning, tænker Jeg. Det mest nærliggende er 'lyd-billeder'.
Der er en artikel om 'Korrespondancen mellem det Fysiske og Psykiske plan',
Bl.a om halv-psykisk og direkte korrespondance.
Kærlig hilsen, Holger
Så det med at 'gen-kende' og kommunikere, er noget Vi kan gøre, og også gør hver eneste nat, efter ønske, lyst og evne, Vi husker det bare ikke.
Man skal 'kende' for at kunne 'gen-kende'.
Vi har vor 'evighedslegeme', og herunder de seks organer eller 'under-legemer', der er det fysiske legeme, og de fem 'nat-legemer', eller åndelige eller over-fysiske legemer, derudover er der 'koblings-legemet'.
De oplevelser ('gen-kendelser') Vi har gennem 'nat-legemerne' husker Vi ikke, men Jeg har selv mødt 'afdøde' på det åndelige plan, gennem koblings-legemet, og det husker man, det er også gennem koblingslegemet at REM-søvn og drømme foregår.
'Fremtonings-legemet' er det legeme man aktuelt fremtoner gennem, og det spiller på genkendelighed, som 'spøgelset' (der er et forladt koblinglegeme) der er aftryk af det fysiske legeme.
Så man fremtoner den genkendelighed der er nødvendig ved enhver given lejlighed, men på de overfysiske planer er det måske ikke så vigtigt om fødderne er med.
M. nævner et sted at man, gerne fremtoner som 30-årig, i vital udgave, almindeligvis, men Jeg husker ikke lige sammenhængen.
Men Vi er evigt forbundet med vor bevidsthed, Vi flytter den bare fra legeme til legeme, seks gange i døgnet, det er i princippet det samme der sker, forskellen er ens.
Bevidsthed foregår i tanke-billeder (-rækker/kombinationer/kompositioner)
hvis Vi forestiller Os to blinde der har kendt og været på bølgelængde med hinanden gennem et langt liv,
de må så operere med en anden form for indikator eller introduktions-ikon,
i deres indbyrdes fremtoning, tænker Jeg. Det mest nærliggende er 'lyd-billeder'.
Der er en artikel om 'Korrespondancen mellem det Fysiske og Psykiske plan',
Bl.a om halv-psykisk og direkte korrespondance.
Kærlig hilsen, Holger
hej holger jeg kan godt lide dine tolkninger . hvornår holder du foredrag og kan man få rabat 
Hej med jer
Undskyld, at jeg citerer mig selv... Men tre timer efter at jeg havde skrevet dette, læser jeg flg. uddrag af en artikel af Martinus i Else Byskovs bog "Loven for tiltrækning":
Det må da i sandhed siges at være et godt eksempel på loven om tiltrækning... 😮
Venlig hilsen
Petersh
Hej med jer
Undskyld, at jeg citerer mig selv... Men tre timer efter at jeg havde skrevet dette, læser jeg flg. uddrag af en artikel af Martinus i Else Byskovs bog "Loven for tiltrækning":
Det må da i sandhed siges at være et godt eksempel på loven om tiltrækning... 😮
Venlig hilsen
Petersh
Det er rigtigt Peter: Søg ,og du skal finde.. 
Du kender det sikkert;Man ved ,man har læst om emnet et eller andet sted-men kan ikke lige huske hvor.Det er jo samlet set et digert værk.
Men nogengange har jeg oplevet at jeg "tilfældigt" støder ind i teksten et stykke tid efter, f.ex en debattråd her på forummet.
Skriv et svar