Godt spørgsmål. Kunne jeg også godt tænke mig at vide. Hænger vel sammen med lavt selvværd. Men har aldrig hørt Martinus bruger ordene generthed eller selvværd.

Vh Thomas

Generthed er som tomasino beskriver,relateret stærkt til et ringe selvværd."Hvad tænker de andre hvis jeg stikker næsen frem".Bliver de vrede på mig.?"
Relationen til kosmologien må være dette med at forlade flokbevidstheden og kæmpe sig frem til at være individuel,at følge sin egen vej,uafhængigt af andres mening,fordømmelse og smiger.
😮
Det er ikke altid nemt... :-[

Hej med jer

Det tror jeg du har helt ret i, Cai. Det kan selvfølgelig være rigtigt nok at sige, at generthed skyldes lavt selvværd, men det forklarer jo ikke, hvad årsagen til det lave selvværd er.

For mange mennesker er det simpelthen ikke længere naturligt at gøre som flokken. Men samtidig er de heller ikke helt klar til at stå uden for flokken. Derfor føler de dels, at de ikke slår til i forhold til flokkens normer, og dels at de ikke er i stand til at opfylde deres egne behov, dvs. være sig selv.

Når man endnu ikke er bevidst om, at det er en ganske naturlig udvikling at frigøre sig fra flokmentaliteten, der jo er nedarvet fra dyreriget, kommer man let til at føle sig forkert. Denne følelse af at være forkert kan man forsøge at ændre ved at øve vold på sin egen natur, men det er ikke nogen holdbar løsning. Alt afhængig af hvilke kræfter der er stærkest i ens væsen, vil man føle sig genert, fordi det man føler, man "burde" gøre, ikke længere er ens naturlige væremåde, eller man kan være nødt til at undertrykke ens natur med det resultat, at der opbygges et overtryk, som siden vil "eksplodere", evt. som en afsporing.

Det bedste middel mod generthed er at acceptere, at man ikke nødvendigvis skal gøre som de fleste - og samtidig forstå at det også er helt okay at gøre som de fleste, hvis man har lyst til det. Man skal ikke undertrykke sine egne ønsker. Som voksen er det altså okay at sige fra, hvis der er noget man ikke ønsker at deltage i - også selvom familie, venner og familie synes at en given aktivitet er saliggørende og tilfredsstiller deres behov.

Vi er jo alle forskellige og befinder os på forskellige udviklingstrin - og det skal man ikke være genert over at erkende!

Venlig hilsen
Petersh

Generthed har, som jeg ser det, at gøre med angst.

Angstens grundform er dødsangst, som igen er angsten for evig fortabelse.

Denne trussel har vi pga. uvidenhed plaget os selv og hinanden med igennem mange liv og pga. lige så stor uvidenhed understøttet den med alverdens former for forfærdelige torturmetoder.

Vi har altså masser af erfaringer fra en række af liv for at blive invaderet på mange måder.  Vi har i uvidenhed påført andre uhyggelige lidelser. Og har derfor også selv måtte opleve tilsvarende uhyggelige lidelser påført af andre i uvidenhed. Vi har erfaringer med oplevelse af at være fortabt, og disse følelser af at være fortabt er ledsaget af en frygt for at denne tilstand er for evigt.

Grundlaget for denne forfærdelige tilstand er uvidenhed som medfører manglende tillid til livet eller Gud.

Så 'helbredelsen' er altså gennem viden at genskabe tilliden til Gud. Denne tillid kan genskabes gennem kendskabet til de kosmiske analyser. Her får man analysen af Guddommen. Her bliver Guddommen påvist som en realistisk, evig kendsgerning, der evigt er udstyret med egenskaberne: alkærlighed, almægtighed og alviden. Og derfor er Guddommen i virkeligheden den eneste, der er værd at stole på.

At stole på andre end Gud er dybest set tåbeligt. Det er at sætte sin lid til tilfældigheder. Når man alligevel gør det, så skyldes det, at man har fået et forvrænget syn af Guddommen. Gennem dette syn ses Guddommen ikke som Gud, men i værste fald som Djævelen eller det totale kaos.

Dette forvrængede syn skaber grundlag for angst for fortabelse. Og denne angst danner grundlag for selviskhed og dermed mere oplevelse af den fortabelse, man frygter.

Men ingen fortabelse er evig. Og den eneste fortabelse, der findes, er den, man selv skaber i uvidenhed.

Denne viden er kuren mod fortabelse. Man må genoptræne tilliden til Guddommen. Når denne tillid er fuldstændig genskabt, så resulterer det i en 100% tryghed.  I denne tillid kan fortabelsen ikke eksistere. Der er der ingen angst eller generthed, ingen mindreværd eller mereværd, intet forvrænget syn af Gud, men derimod et fantastisk syn af virkeligheden i dens utilslørede tilstand i form af de evige Gudesønners ligeså evige samliv med den evige Guddom. Det er i denne tilstand at den varige lykke findes, og det er kun i en sådan lykketilstand at facittet: "alt er såre godt" kan opleves som realistisk virkelighed.

kh
Jan

citat jacob:
Generthed er altså på en lang række områder forbundet med lysten til at blive set. Altså større eller mindre grader af narcissisme.
Altså en forholdsvis stor optagethed af sit eget jeg og person.

Når en person går rundt med nedbøjet hoved på grund af generthed mener du altså det i virkeligheden er fordi det ønsker at blive set ?. Mener jeg slet ikke du har ret i.  Narcisister er som regel meget snakkende og  centrumssøgende. Det er den generte overhovedet ikke. De ønsker nærmest at forsvinde helt væk så de ikke blive set (alt efter graden af generthed).
Men i og med at de er generte er de selvfølgelig hæmmet i deres kontakt med omgivelserne, og så er det vel naturligt nok at de har et behov for at blive set og hørt engang imellem, men det gør dem vel ikke til narcesister. At narcesister måske i bund og grund har et dårligt selvværd, gør jo ikke alle generte til Narcesister. Narcesistens mindreværd opstår jo tit fordi de ikke rigitigt kan leve op til de høje tanker de har om sig selv.
Martinus siger det er vigtigt ikke at overvudere og undervudere sig selv.

Vh Thomas

Hej Thomas,

Aggression kan jo vendes både udad og indad.

Og i dyreriget er der en hakkeorden, hvor man må slå på dem, der er under en. Den, der er øverst, må derfor slå på alle andre. Og den der er nederst, må kun slå på sig selv. Og dernede befinder den generte sig.

Når man er genert, så vil man helst gøre sig usynlig. Det handler om, at man ikke synes, man har ret til at være her. Man føler ikke, man er god nok. Man er bange for ikke at leve op til andres forventninger.

Men hvem er det, der kommer med disse domme over en? Er det ens sande autoriteter? Er det Kristus, der siger den slags? Nej, det er det ikke. Når man føler man ikke er god nok, så er det fordi, der er noget i en selv, der siger sådan. Der er en indre "slavepisker", som man lader sig koste rundt af.

Tidligere - i  barndommen - eller tidligere liv - har der været en ydre "slavepisker" - som har kommanderet med en. Og det skyldes igen, at man selv har været andres slavepisker. Til sidst flytter slavepiskeren ind i ens egen bevidsthed: man undertrykker sig selv.

Hvordan kan det lade sig gøre? Det skyldes uvidenhed. Så længe man ikke er klar over, hvordan man undertrykker sig selv, så længe kan man heller ikke arbejde målrettet på at holde op med det. Så ser man kun sig selv som den undertrykte, den generte. Men man ser ikke, den side af sig selv, der undertrykker andre sider. Så længe man ikke ser disse ting, så sidder man fast i genertheden.

Vejen ud er at opdage,  hvad det er man gør af destruktive ting - hvor og hvordan undertrykker jeg mig selv? Så skal man finde ud af, hvad man gerne vil gøre i stedet for, og så skal man begynde at øve at gøre det nye, og først når det nye er blevet stærkere end det gamle, instinktive, destruktive mønster, slipper det gamle mønster.

Det er også vigtigt, at man ikke identificerer sig med de destruktive ting. Det er ufærdige sider, som man skal se som de er, acceptere, værdsætte og være taknemmelig for. Det er ligesom et hus, der er ved at blive bygget. Byggepladsen er ikke noget, man skal fordømme, eller skamme sig over eller være bange for. Byggepladsen er forudsætningen for at der en dag vil stå et færdigt og fuldkomment hus.

Når man er ubevidst om slavepiskeren, så ser man ikke problemets omfang eller årsag. Man tror, det er de andre, der er skyld i ens besværligehed. Man ser sig selv som en engel, der er blevet groft uretfærdigt behandlet. Efterhånden som slavepiskeren bevidstgøres, ser det ud til at blive værre, men det er kun tilsyneladende. I virkeligheden bliver det ikke værre, tidligere så man ikke problemets omfang, nu ser man det i øjnene. Man begynder at se hvor slemt, det er, uden bagatellisering. Det kunne man ikke tidligere, så derfor opleves det som værre.

Men når man så opdager at slavepiskeren, det er en side af mig selv, og han er ikke umiddelbart til at slippe af med eller forhandle med, så er det, man må lære at holde af ham samtidig med, at man sætter tydelige grænser, i stedet for at fordømme ham og i det hele taget bruge hans egne metoder.

Man kan sige: "Jeg ved, du er der, du er en god ven, der har hjulpet mig i mange situationer, hvor livet har været svært. Det er jeg glad og taknemmelig for. Men fremover vil jeg ikke gøre så meget brug af dig mere. Jeg har nemlig fundet ud af, at der er andre metoder, jeg hellere vil bruge."

Hvis man begynder at fortælle slavepiskeren ,at det er tilgivelse og den slags man har i tankerne, så vil han sikkert vrænge kraftigt på næsen eller grine hånligt, men her må man bære over med ham, fordi han jo ikke forstår disse ting.

Den generte har altså i uvidenhed overladt styringen til slavepiskeren.
Den generte må derfor generobre det tabte land.  Han må træde ind på livets scene, og vove at sige og mene: "Jeg har ret til at være her. Jeg er god nok, som jeg er. Jeg skal ikke leve op til dine forventninger, og du skal ikke leve op til mine!"

Her vil slavepiskeren nok begynde at true med bål og brand og kaste med skyldfølelse over, hvor tarveligt, uansvarligt og U-Martinusk, en sådan holdning er. Slavepiskeren synes jo ikke at andre end han selv har rettigheder, selvom han ikke vil eller kan erkende det. Og han vil bruge alle tricks for at camouflere dette. Han er jo efter egen opfattelse  i virkeligheden bare en person så god og hjælpsom, og derfor føler han at det er meget utaknemmeligt, at folk ikke vil gøre som han siger, når han nu kun vil deres eget bedste!!

Slavepiskeren bliver man fri af ved at lytte til ham og lære ham at kende og mere og mere træne sig op i, at man selv styrer sit liv, og nu styrer man i samarbejde med Gud og ikke længere i samarbejde med ham med halen. Ham med halen fordømmer man ikke, men han får ikke lov til at bestemme længere. Og efterhånden som det går op for ham, så vil han nok trække sig hen til et andet sted, hvor der er nogen andre, som vil lade ham bestemme - indtil han en dag selv er færdig med det, fordi han selv møder overmagten og derfor nu ser undertrykkelsen nederst fra hierakiet, og så  bliver han træt af den livsform, og derfor begynder at ønske en mere human måde at leve på. Og derefter begynder en lang kamp mod undertrykkeren i hans egen bevidsthed, men denne kamp er han garanteret at vinde. Og gevinsten er fred i sindet og et harmonisk samliv med den evige Guddom.

kh
Jan

Er ikke enig jacob. Narcesisme er en meget alvorlig personlighedsforstyrrelse der ikke har meget med generthed at gøre. Det ligger mere op ad  psykopati. Generthed i slem grad kalder man social fobi/social angst og har man dette undgår man nærmest alt socialt  for at undgå at skabe opmærksomhed omkring  sin person. Jeg skal ikke kunne udelukke at der er nogen der spiller generte og sky for at få opmærksomhed, men så er de jo i virkligheden ikke generte men lader bare som om. Men hvornår har den sky og generte egentlig fået særlig meget opmærkomhed ?. 

citat jacob:

narcissisme  har en broder "diagnose" der hedder borderline, hvilket dybest set er en indre narcissisme, borderline har samme symptomer, men er "ubemærket" i sin udfoldelse og form.

hvis du med dette mener at borderlinere er en slags stille, generte narcesister tager du fejl. De er i konstant konflikt med deres omgivelser, meget snakkende/ råbende og elsker at være midtpunkt. Har mødt flere med borderline.  De bliver ofte  "raske" når de passere de 30 år og  mere modne.

Vh Thomas