I artiklen "tre slags indvielse" bliver det nævnt, at i fremtiden vil en række mennesker, der i øjeblikket er inkarneret på jordkloden, ikke længere kunne inkarnere på jorden. Det drejer sig primært om mennesker, som er særligt krigerisk indstillede:
Citat:
Det menneskeheden står overfor at skulle opleve i fremtiden med dannelsen af en helt ny verdenskultur her på kloden vil i forhold til ovenstående til sammenligning tælle så mange mennesker, at en proces hvor ”fårene bliver skilt fra bukkene” allerede er i gang i den forstand, at alt for krigeriske individer og kulturer ikke kan fortsætte inkarnationerne på jorden i fremtiden. I disse år ses en tiltagende markering og intensiveret krigsførelse fra mange forskellige religiøse og ideologiske grupper hvoraf flere håber på at ”sejre” og efterfølgende være toneangivende i verdensordenen med deres specielle kultur eller religion. Det er dog ikke den guddommelige plan for klodens umiddelbare fremtid hvorfor disse tilhængere og medlemmer efter inkarnationen på jorden i de kommende liv vil blive født på andre kloder der i meget højere grad vil yde passende udviklingsbetingelser for de pågældende. De mennesker der er modtagelige for ”den ny verdensimpuls” i form af sand humanisme og alkærlighed, tolerance og ukrigerisk adfærd, vil fortsætte deres udvikling her på kloden frem mod ”den store fødsel”. Disse efterhånden talrige krige koster jo hver eneste dag hundreder eller tusinder af menneskeliv og selve ”ragnarok” har formentlig endnu ikke nået sin endelige kulmination. Mange af de væsener der således omkommer i disse krige, og for hvem krige ses som den eneste måde at løse konflikter på vil, som allerede nævnt, for en stor dels vedkommende ikke inkarnere på jordkloden igen i fremtiden fordi klodens bevidsthed er nået til et stadie hvor ”den store fødsel” er umiddelbart forestående.
Citat slut.
Martinus beskriver, at vore mikrovæsener udvikler sig hurtigere i deres spiral, end vi gør i vor egen. Det er blandt andet det der gør, at vi bliver gamle. Efter 30 års alderen vil vore organer gradvist udvikle sig hurtigere end vi selv gør, og dette vil medføre, at vore organer bliver mindre og mindre egnede til at befordre vor livsoplevelse - deraf alderdommen.
Noget tilsvarende må vel derfor gøre sig gældende for os i forhold til vores makrovæsen, altså jordkloden. I det hele taget må det være et generelt princip i hele den fysiske del af spiralrigerne, ellers var der ingen livscyklus for fysiske væsener.
Det forekommer mig derfor umiddelbart lidt underligt, hvorfor mennesker, der allerede en gang har "kvalificeret" sig til at inkarnere på jordkloden, pludselig skulle blive for primitive til jordkloden i en fremtidig inkarnation. Det forekommer mig underligt fordi disse mennesker som mikrovæsener udvikler sig hurtigere end jordkloden selv gør, og derfor burde de med tiden blive mere og mere i overensstemmelse med jordklodens eget udviklingstrin. Det virker derfor ejendommeligt, at et mikrovæsen det ene øjeblik kan være "kvalificeret" til at være hos et makrovæsen, det næste øjeblik er mikrovæsenet ikke højt nok udviklet - ejendommeligt, fordi mikrovæsnet udvikler sig hurtigst, og vel derfor skulle blive mere og mere kvalificeret til at leve hos makrovæsenet, indtil mikrovæsenet ligefrem bliver overkvalificeret! Umiddelbart virker det logisk, at et mikrovæsen ikke længere kan inkarnere hos et makrovæsen, fordi mikrovæsenet er blevet for højt udviklet, og derfor har "kvalificeret" sig til at inkarnere hos et højere udviklet makrovæsen. Men at et mikrovæsen pludselig ikke længere er kvalificeret til et bestmet makrovæsen, og på denne baggrund bliver frastødt som følge af underkvalificering, virker ikke lige så logisk.
Den eneste forklaring jeg kan se på dette paradoks er, at jordkloden, i forbindelse med dens snarlige opnåelse af kosmisk bevidsthed, foretager en form for "kvantespring" i sin egen udvikling, der således medfører, at selv om jordkloden normalt som makrovæsen er langsommere i udviklingen end vi som mikrovæsener er, så vil jordkloden snart opnå en meget forceret udvikling, som for en kort bemærkning får den til at udvikles meget hurtigt - og altså så hurtigt, at primitive mennesker (der jo i parantes bemærket næsten lige må være kommer hertil fra en mere primitiv planet - det må jo altid være gældende for de mest primitive mikrovæsener, at de kommer fra at makrovæsen, som de udviklingsmæssigt er vokset fra), ret hurtigt bliver sendt videre igen. Blandt alle fysiske væsener findes der således "kosmiske rejsende", som i perioder af deres udvikling farer fra makrovæsen til makrovæsen. Måske er det derfor, at visse mennesker kan betegnes som "rodløse", og ikke føler det store ansvar for den planet de lever på - det er jo ikke en planet de har en tidligere længerevarende tilknytning til, og denne tilknytning vil også snart ophøre.
Er der andre bud på, hvordan et mikrovæsen på denne måde kan blive afstødt af et makrovæsen - er der eventuelt nogen der har en henvisning til noget Martinus har skrevet eller sagt i foredrag om dette emne?
Stk 248 beskriver m sig selv som sådan
Men de højeste her er skam også på vej
Væk fra denne klode.
Lars
Kære Svend
Som jeg opfatter det, og som Martinus vist nok skriver andet steds, så er det de nuværende naturmennesker, der i dag lever i regnskovene langt væk fra den civiliserede verden, som stille og roligt overføres til andre kloder, hvor forholdene passer bedre til deres udviklingstrin. Det er vist noget med, at udviklingen fremover vil gå for hurtigt til at disse naturmennesker kan følge med
kh.
Kenneth
Interessant stykke. Jeg har egentlig gået og haft en udtalelse fra Martinus om at der var nok skrevet til at få kosmisk bevidsthed til at "over rule" det stykke. Men sådan som han skriver det i stk 248 så kunne det ud til at han mener at kosmisk bevidsthed først sker om 3000 år. Der er dog det lille ord "fundamental" foran kosmisk bevidsthed i stykket, så måske begynder folk at få kosmisk bevidsthed i en light version inden. Jeg mener Martinus har udtalt at de første begynder at få det om 500 år eller noget i den retning.
Igen må jeg sige at jeg har det lidt svært med forudsigelserne om fremtiden i kosmologien fordi jeg ikke kan se dem som andet end påstulater (jeg kan ikke tænke dem igennem. Jeg må bare acceptere at "det har Martinus sagt" og det falder mig ikke så let 
). Men der er nok en grund til at de er og jeg bliver sikkert klogere på det en dag
Hej Svend,
Godt spørgsmål.
Jeg tror svaret er at mikrovæsener godt kan blive tiltrukket til et makrovæsen for at støtte lokale delmål, igennem delprocesser for derefter atter at blive adskilt af makrovæsenet.
Der inkarnere jo mange væsener på kloden som kun er med til at befordre psykiske og fysiske klimaer, der kun vil være realiteter her på jorden 50-100år endnu.
Nogle måske 500 eller 750år osv.
Men disse væsener er med til at opretholde mange af naturens midlertidige cyklusser og klimatiske processer som er tilstede under den trinvise udvikling.
Der skal bruges mange forskellige dyr, mennesker, mineraler og planter, som står på mange forskellige udviklings trin til at befordre jordens særlige klima af lys og mørke.
Der vil være jordmennesker der udvikler sig mod ragnarok, og de kan jo i sagens natur ikke omskabes under nuværende ragnarok. Det kræver jo ikke kun én eller to krige at blive kærlig, men hundredvis af krige og krigs tilstande. Men det er klart at disse væsener er tiltrukket af klodens krigeriske tilstand, så derfor er de her og støtter op om disse idealer eller foreteelser, men de er altså meget nye på dette felt og begære det i en sådan grad at de ikke kan opnå mættelse på denne klode.
Meget af følelsesudviklingen i de mere primitive jordiske mennesker går jo ud på at udvikle finere former for had, jalousi, vrede og intolerance. Et naturmenneske kan jo ikke hade på samme måde som det intelligente kultur menneske kan, de glemmer vreden så hurtigt som den kommer og krig er jo som sådan ikke identisk med ubalance og disharmoni, kun i de tilfælde hvor intelligensen og følelserne er nået til et vist stadie og hvor instinktet ikke kan harmonisere volden i dyreriget. Der er selvfølgelig væsener som har fremragende evner hvad angår had og intolerance, som heller ikke når at blive færdig udviklet på jordkloden, selv på dette felt er der mange stadier og typer.
Men det er klart at selvom mikrovæsenerne udvikler sig hurtigere end makrovæsenet, kan de stadigvæk sagtens være i tidsmangel hvad angår det at blive færdigudviklet.
De står måske på et stadie hvor det kræver 30 liv at blive færdig, og der er måske kun 500år til at makrovæsenet selv er færdig udviklet.
Men i de to, tre, fire liv de eventuelt lever på Jorden, kan de jo sagtens være med med til at indgå i Jordens fysiske og psykiske klimaer og forskellige tilstande, som kloden absolut må gå igennem for at blive færdig.
Når man bygger et hus, er der mange af materialerne som ikke når med op til at være en del af det færdige produkt, men som var særligt nyttige under byggeprocessen, men som nu er på lossepladsen og indgår i andre kredsløb.
Men selv bare hvis der er gunstige forhold er inkarnation af primitivitet mulig. Selvom jordkloden måske næsten er færdig udviklet, da kan der jo stadigvæk være en ø eller to med tropiske forhold hvor der måske inkarnere naturmennesker og krokodiller i en meget kort periode.
Et levende væsen bliver ikke tiltrukket af et makrovæsens udviklingsstandard i primær forstand, men levende væsener bliver tiltrukket af gunstige forhold uanset hvor disse forhold måtte befinde sig både fysisk, psykisk og udviklingsmæssigt. Jordmennesker der ikke kan blive færdige på en klode der gennemgår den store fødsel, tror jeg ikke er et sjældent syn i kosmos, det er ligefrem en betingelse.
Kærlig hilsen
Jacob
Tak for alle jeres spændende kommentarer!
Ja, jeg er også kommet frem til, at der findes disse mikrovæsender, som i perioder er rejsende blandt forskellige makrovæsener - primært for at hjælpe makrovæsenet med specielle udviklingsopgaver. Mikrovæsenet selv har selvfølgelig også brug for denne udvikling - en form for rodløshed må vel præge disse mikrovæsener, men det er jo en udvikling som alle har brug for at komme igennem.
Navnlig omkring jordklodens snarlige opnåelse af kosmisk bevidsthed kan man forestille sig, at den er under så forceret udvikling, at visse væsenstyper kun kan bruges kortvarigt - man kan forestille, at jordkloden passerer et eller flere udviklingstrin på forholdsvis kort tid som altså medfører, at visse væsenstyper kan få en kortvarig adgang.
Vi ser jo også, hvordan befolkningstallet på jordkloden er eksploderet i løbet af de sidste 50-100 år. Martinus skriver et sted i Livets bog, at der lever 2 milliarder inkarnede mennesker på jordkloden, mens det cirka samme antal er tilknyttet jordkloden i diskarneret tilstand. Siden Martinus skrev dette, er der jo blevet tilknyttet masser af nye mennesker til jordkloden - en del af disse må tilsyneladende betragtes som midlertidige.
Skriv et svar