Der er også et sted i Livets Bog hvor Martinus sammenligner vores frihed med friheden til at styre sit åndedræt: Man kan sætte farten op eller ned, endda helt stoppe det i korte perioder, men over det lange løb vil det altid udjævne sig og der har man reelt ingen indflydelse overhovedet. Det er altså spiralkredsløbet han mener her....

Delvis fri vilje for det ufærdige menneske
I det mindste.

Gud eller af nogen kaldet xo en årsagløs årsag
Ikke skabt, men skaberen -

X1 et lille udspring af gud eller gudesønnen
Som et sandkorn frigjort af et stykke klippe.
Indeholdende livs lysten - eller urbegæret

Gennemlever dernæst livet gennem Mineral
riget Planteriget ect væsnet får herved sit
Erfaringsgrundlag på godt og ondt og kan
Evigt tage sine beslutninger i x1. beslutningen
Vil jo blive taget udfra hvad der er mindst
Ondt og udfra tidligere erfaringer - xo vil
Kunne mærke og følge denne behags eller
Ubehags følelse - som sandkornet ville have
Kontakt med klippen.

X1 får sig et Legme, gennem skæbne element
Eller skabeevne også kaldet x2 udi X3 - efter
Hånden får gude sønnen jo også evnen til at
Skabe noget udenfor sit eget Legme en tegning
En cykel og lignende. For igen at vikle sig ud
Materien - mæt af ægteskaber og andre dyriske
Tendenser og føres frem til punkt nr 12 i de
12 grundfaser.

Lidt knuderet skrevet, men nogenlunde som
Jeg forestiller mig det - plus efter en tid i den
Åndelige verden - guddommelig rige såvidt
Jeg husker skaber væsnet i som vi gør nu ting
Men nye Legmer for nye arter feks et ny slags
Myre, måske fordi de kan se at der er behov
For det - men kun en gud, hvor vi alle lever
Og røres fra evighed til evighed fra spiral til
Spiral.

Lars

Det er jo altid vor egen beslutning,
Men en slags fri vilje - vil tro at myren
Som mangler noget til sit nuværende
Legme vil blive bøn hørt - ikke i dens
Nuværende inkarnation, men måske
Næste -

Fadervor mener jeg er udmærket til
Også at styre vinen med - men altsam
men jo afhængig af udviklings trin be-
Vidsthed slut og mættelse - jeg har
Været glad for sådan at kunde gen-
Kende mig selv i de mange forskellige
Væremåde man nu engang er på -
Eller som jesus siger vær nu tilfreds
Med den hylde du engang er på.

Hvad er dit bud noget har du da læst
Og været på kursus ligefrem i det :+)

Lars

Ja, det er jo alt sammen meget fint... Men det gør meget ikke så meget klogere i forhold til den logiske nødvendighed af fri vilje som jo er hvad jeg søger

Måske er det bare mig der er tungnem....

Det må være mig - jeg tænker over dit
Så du kan kan tænke over mit og måske
Der kommer svar

Lars

Hej Kosmosofist!

Velkommen til!

Du giver - som jeg ser det - selv det meste af svaret på dit spørgsmål.

Det er jeget - X1 - der er den årsagsløse årsag eller vores inderste kerne, som beslutter - uden årsag. Dvs. der er en årsag til alting, men den dybeste årsag - X1 - er i sig selv årsagsløs. X1 er således suveræn eksisterende uden for tid og rum - og derfor heller ikke underkastet årsagsloven, som gælder for stofferne - altså det, der ER skabt. Det skabte må således lystre lovene for årsag og virkning.

X2 og X3 (skabevenen og det skabte) påvirker/inspirerer jeget i dets beslutningsproces, idet disse funktioner melder tilbage til jeget med urbegær, sult/mættelse, behov/ønsker, talenter, instinkter, 'eksplosionslyst' (tyngde-energi ), følelser, forstand, intuition, hukommelse samt vores ydre omgivelser.

Alle disse aktører melder tilbage til jeget, men alle disse faktorer er sekundære; er underlagt jeget; er jegets grundlag for at træffe beslutninger. Men det er jeget, der suverænt bestemmer. (Det er bare ikke altid, det ved det, men selv når det ikke ved det, er det alligevel årsag).

Men nu kan jeget imidlertid begære noget, der kun kan opfyldes ved at begrænse andres frie vilje (Det er sådanne ønsker, vi kalder selviske begær). Dette er uproblematisk, ja ligefrem nødvendigt og behageligt i starten (altså i salighedsriget og indtil et godt stykke ind i dyreriget), men så opstår de humane idealer, som er konsekvensen af en begyndende mættelse af de tilbagevendende lidelseserfaringer, der igen er opstået som tilbagevende 'mørk' karma, der er resulatet af tilfredstillelsen af selviske behov. Når de humane idealer opstår, giver tilfredsstillesen af selviske behov samvittighedsvaler, fordi de nu er i konflikt med ens dybeste længsler (humanitet), og her begynder resultatet af nydelsen af "kundskabens træ" at resultere i den i skabelsesberetningen i bibelen forudsagte "død". Denne "død" er altså den manglende evne til, at gøre hvad man vil (den bundne vilje), og de dertil hørende følelser af frustration, skyld, skam, frygt, angst, rædsel, vrede, sorg, håbløshed, meningsløshed og livsleve. Den er dybest set et resultat af, at man med sin fri vilje har bundet andres vilje. Så bundet vilje er konsekvens af fri vilje. Men bundet vilje afføder længslen efter fri vilje. Og så er det kun et spørgsmål om tid, før man opdager sammenhængen, og derefter sætter sin vilje ind på at få optrænet evnerne til at genskabe den fri vilje. Denne evne er udvikling af uselviskhed/næstekærlighed. Og viljen er igen fri.

Den frie vilje er således - som alt andet skabt - underlagt kredsløbet og må derfor kulminere i den højeste grad af frihed i den ene yderlighed og være latent og dermed kulminerende bundet i den modsatte. Det modsiger ikke den principielle fri vilje, men bekræfter den derimod. Eller sagt med andre ord den "ufri vilje" er en forudsætning for at skabe den fri vilje. Ligesom ukærlig væremåde er en forudsætning for kærlig væremåde. Kontraster er nødvendig for enhver skabelse.

Men hvad så med Guds alvidenhed? Alvidenhed vil sige, at man har adgang til alt, hvad der kan vides. Gud (og personer med kosmisk bevidsthed) har adgang til al tilgængelig viden - og er således alvidende. Men den viden, der først bliver skabt i morgen baseret på en fri vilje, kan ingen - heller ikke Gud - naturligvis vide noget 100% sikkert om før, beslutningen er truffet. Alvidende personer kan vide, at man med den frie vilje kan vælge A, og hvilken siutation det vil føre til. Og man kan vælge B og det vil føre til en anden situation. Men hvis den alvidende person med sikkerhed ved, om man vælger A eller B, så viser det, at man ikke har fri vilje på det felt. For hvis det er helt sikkert, at man vælger A, så er der jo ingen anden valgmulighed og derfor heller ingen vilje at føre. Hvis man har fri vilje, så kan man i sagens natur ikke forudsige, hvad man vælger. Kunne man det, var viljen ikke fri. Men fordi man ikke kan det, så kan man jo alligevel godt være alvidende om det, som det er muligt at vide noget om, altså at have adgang til al tilgængelig viden i verdensaltet. Men en beslutning, der endnu ikke er truffet, er jo netop ikke blevet til viden endnu. Det bliver jo først til sikker viden, i det øjeblik beslutningen træffes.

Men i princippet kan man vide alting, fordi alting går i kredsløb, alting følger principielle evige love. Men detaljerne kan ikke forudsiges med sikkerhed. Kunne de det, ville disse detaljer jo netop kun være detaljer om maskiners virkninger og ikke om levende væseners spontane frie valg - eller kunstneriske og til dels uforudsigelige udfoldelse.

Der er således både noget forudsigeligt og noget uforudsigeligt i livet. Alt er såre godt, og alt ender i kulminerende kærlighed. Det er forudsigeligt, men præcis hvordan det sker, vides ikke med sikkerhed, før det besluttes.

Det er sådan, jeg forstår det.

Håber det gav mening og var svar nok på dine spørgsmål!

Mange hilsener
Jan

Tak for svarene!

Ingen af jer gav mig direkte de svar jeg skulle bruge, men gav gode ledetråde ved hvis hjælp jeg selv fandt en forklaring der var tilfredsstillende for mig

Kan du løfte sløret for den forklaring du kom frem til?

Jeg ved ikke om din første definition giver mening med mindre man mener at ens frie vilje ikke har en årsag. Den frie vilje kan vel også komme til udtryk ved at man kan påvirke noget i forskellige retninger. Dvs. man får et input som man i en eller anden udstrækning kan behandle og reagere forskelligt på.

Og så til dit egentlige spørgsmål:

Hvordan kan man være årsag til noget som er evigt og uendeligt????????

Det kan man ikke. Det er en af de helt store pointer i Martinus Verdensbillede. Noget evigt og uendeligt er pr. definition aldrig opstået eller har en form som er opstået. Det har altid været der og er uforanderligt. Det er uden årsag.

Det vi kan påvirke med vores vilje er det timelige og endelige. Martinus omtaler det et sted som koloritten på livet. Detaljerne om man vil.

De store linjer i vores liv og udvikling (her taler vi de helt store evige linjer) kan vi ikke forandre. Det er lidt som at trække vejret. Det kan vi heller ikke umiddelbart holde op med, men vi kan godt lokalt trække vejret hurtigere eller langsommere. Det kan vi påvirke med viljen (at trække vejret skal ses som et symbol).

For at forstå Martinus udlægning af fri vilje, mener jeg at man er nødt til at tænke i og forstå at man kan analysere i evige/uendelige og timelige/endelige termer og det drilske er at resultaterne er forskellige i de to situationer.

Tænker en ikke specielt stor ekspert i fri vilje

Hej Lasse!

Ja, jeg vil skam meget gerne løfte sløret for hvad jeg er kommet frem til, var faktisk derfor jeg loggede på nu her, så passer det jo perfekt at du endda spurgte til det.

Hele min mistro overfor fri vilje og overfor jeg'ets suverænitet byggede på den misforståelse at TID var en absolut størrelse. Tid er pr definition noget der opleves som lineært, dvs at der er en fortid, nutid og fremtid. Jeg forestillede mig en årsag-virkningskæde som var uendeligt lang og som nuet ligesom passerede hen over hvorved livsoplevelsen udspillede sig. (Dette var en logisk fadæse hvilket senere skal komme frem).

Det blev i denne tråd antydet at der fandtes forskellige svar mht fri vilje, nemlig et absolut svar som var absolut fri vilje, og et timeligt svar som var underlagt kontrastprincippet og dermed var skiftende.

Men jeg savnede hele tiden en logisk begrundelse for at det virkelig var sådan. Ingen i denne tråd stillede spørgsmålstegn ved min årsag-virkningskæde, og det er vel forståeligt for der er tale om højkosmiske analyser og det er ikke altid nemt.

Det som til sidst skulle vise sig at korrigere min forståelse af tid var en samtale med en anden spirituel ven som dog ikke er kosmolog. Han sagde til mig "Nuet er i virkeligheden et navn for noget som har mange navne. Nuet er tidsløst og derfor som sådan identisk med evigheden". Og så faldt det hele på plads for mig!!

Jeg kan prøve at stille det op på argumentform, man er vel semi-filosof hehe

Præmis 1: Nuet har ingen tidsmæssig udstrækning.
Præmis 2: Hvis noget ikke har nogen udstrækning inden for et bestemt område så kan det ikke deles op.
præmis 3: Hvis noget ikke kan deles op, så har det ingen begrænsninger da alt hvad der er begrænset kan deles op som følge af dets begrænsninger.
Konklusion: Nuet har ingen begrænsninger og er indentisk med evigheden og uendeligheden

Dette har rimelig store konsekvenser så vidt jeg selv kan. Det betyder at både fortiden og fremtiden til stadighed skabes af jeg'et fordi alle tider er omfattet af det samme nu som vi lever i netop nu. Man kan også gå så vidt som til at sige at fortiden, nuet og fremtiden er SAMTIDIGE begivenheder, men så ville man allerede have begået en logisk fejl, for begrebet samtidig forudsætter at der eksisterer tid hvilket vi jo lige fandt var en illusion. Derfor er det i virkeligheden ret svært at tale om dette emne uden at forudsætte det man benægter. Det er blot fordi vi er så vant til at vi OPLEVER i tid. Men kosmisk set er tid altså en illusion. Og det suspenderer så samtlige fysiske love som absolutte sandheder, hvilket jo normalt er det argument som fremsættes for at hævde vi har ufri vilje. Dermed er viljen i sin højeste kosmiske instans totalt fri i evighed.

Hvis man går ned i kontrasternes rige så er det klart at for at der kan være balance i spiralkredsløbet, så skal vi hele tiden skifte mellem OPLEVELSEN af fri vilje og oplevelsen af ufri vilje, naturligvis med gradvise overgange.

Det var min konklusion, håber du kan bruge den til noget Lasse

Hej Kosmosofist,

Du skriver:

Men kosmisk set er tid altså en illusion. Og det suspenderer så samtlige fysiske love som absolutte sandheder, hvilket jo normalt er det argument som fremsættes for at hævde vi har ufri vilje. Dermed er viljen i sin højeste kosmiske instans totalt fri i evighed.

Men er grundlaget for fri vilje, at der ingen naturlove eksisterer? Er fri vilje noget 'ingenting', der ikke har noget med lovmæssigheder at gøre?

Det mener jeg ikke, det kan være. Hvis der ingen naturlove var, ville 'ufri vilje' ganske rigtigt ikke eksistere. Men det ville alt andet timeligt jo heller ikke - heller ikke 'fri vilje'. Der ville slet ikke være noget, der kunne være levende. Måske ville noget nok eksistere, men det ville ikke kunne sanse og opleve, og dermed ville fri vilje heller ikke kunne eksistere.

Spørger vi Martinus, så er tiden og evigheden ganske rigtigt to sider af samme sag. Men vi skal have begge perspektiver med, hvis vi skal undgå tankedril.

Fra evighedsperspektivet bliver alting til illusioner, men det er også dette perspektiv Martinus betegner som "udenfor livet" (se. evt. starten af bind 4 i Livets bog).

"Indenfor livet" er tingene derimod reelle nok, og slet ikke illusioner. Hvis du vil slukke en ildebrand, er du nødt til at bruge vand og ikke benzin, selv om både vand og benzin er illusioner "udenfor livet", og også selv om vand og benzin dybest set er identiske, men igen kun "udenfor livet", hvorimod de "i livet" har modsatte egenskaber. Og ildebranden, den er også illusion "udenfor livet", men "i livet" er den virkelig nok, og det brændende hus - som også er virkligt nok i livet - vil blive brændt ned, hvis ilden ikke slukkes.

"I livet" er der en slags 'lineært' tidsforløb, fx. at man for at kunne være geni på et område, må man forinden have trænet dette talent op igennem flere liv.

Men dette 'lineære' forløb udgør ikke en ret linie, men derimod et kredsløb, som er led i et større kredsløb og således fortsættende i det uendelige, og af den grund har Martinus kaldt dette princip for 'spiralkredsløbet'.

Hvis man lige nu har "ufri vilje", så skyldes det, at man inden da (i millioner af år) selv har skabt denne "ufri vilje" ved i uvidenhed at have begrænset andres frie vilje. Og hvis man lige nu har 'fri vilje', så skyldes det at man inden da har opfyldt de betingelser, der skal til at skabe fri vilje, hvilket dybest set er næstekærlighed.

Naturlovene er også realistisk virkelige her-og-nu "i livet", hvor de har deres særlige virkemåde, som ikke ophører, selvom denne fra et perspektiv "udenfor livet" udgør en illusion.

Så selv om "nuet" og alle andre timelige detaljer er identisk med evigheden, så er de samtidig her-og-nu identisk med den timelige realitet, de i øjeblikket repræsenterer. Begge dele er virkelige. Men hvis man kun har den ene for øje, opstår der tankedril. Hvis man kun mener, at fx. ildebrand er en illusion, så risikerer man ikke at få slukket branden. Hvis man kun tror, den er noget timeligt, så opdager man ikke livsmysteriets løsning, og så mangler man nøglen til det liv, man gerne vil leve - i frihed, visdom og kærlighed.

venlig hilsen
Jan

Hej Jan

Som svar på dit indledende svar vil jeg sige: Ja, jeg mener faktisk at det er en forudsætning for virkelig fri vilje og ikke bare oplevet fri vilje at naturlovene ikke eksisterer i absolut forstand. Hvis viljen var underlagt lovsmæssigheder kunne den jo ikke være fri men derimod lovbundet. Frihed er en total modsætning til lovmæssighed, og her må man huske på at jeg stadig taler i absolutter og ikke om den oplevede vilje. At noget ikke er lovbundet betyder på ingen måde at det er identisk med et intet. Hvis det var sådan skulle selve det guddommelige noget jo også være lig intet.

Kære Jan, det jeg mener er jo ikke at vi ikke oplever alt det timelige. Det er jo et ufravigeligt faktum at vi gør. Men hos Martinus kan man se tingene fra forskellige perspektiver som du også selv pointerer. Og visse af disse perspektiver er bare mere virkelige end de andre. Det evige er en forudsætning for det timelige, det går simpelthen forud, og ikke den anden vej rundt, det timelige er baseret på det evige, men det evige i sig selv har ingen årsag og er derfor "det første af alt".

Selvfølgelig eksisterer naturlovene, men ikke i absolut forstand. Og på trods af at de ikke eksisterer i absolut forstand eksisterer livet alligevel. Igen ved jeg ikke hvor du får idéen fra at der skulle være et intet? En illusion er noget helt andet end et intet.

Som du kan se i mit indlæg ovenfor så havde jeg faktisk begge perspektiver med i min oprindelige skildring, ved ikke om du overså det? Jeg talte først og mest om den absolutte fri vilje fordi denne interesserede mig mest, det som du siger Martinus kalder perspektivet uden for livet. I den korte sidste del talte jeg om det jeg kaldte den oplevede side af viljen, og som er det du siger Martinus kalder perspektivet inden for for livet. Så intet tankedril her. Du behøver skam ikke bekymre dig om at jeg bliver ligegyldig overfor livet hehe

Nå ok,

Så tror jeg dybest set vi er enige og siger det sammme med nogen forskellige ord.

For, ja, "jeget" er ikke underlagt årsagsloven, og derfor er det frit. Jeget er alene nødsaget til at opleve virkningerne af de årsager, som det selv udløser.

Det, der fik mig til at tro, at du mente noget andet, var, at du skrev, at du var kommet til en anden konklusion end det, der allerede var skrevet i tråden.

Men som jeg ser det, ser det ud til at vi er kommet til samme konklusion og derfor er enige.

hilsen
Jan

Jeg er enig i at vi er enige

Jeg har ikke nået at læse alle svar, så måske skriver jeg noget som allerede er skrevet.

Den analyse du er inde på i dit indlæg er den evige vinkel på fri vilje. Når der ikke er en start og en slutning. Når der ikke er noget foranderligt i "nuet" eller evigheden, så er der heller ikke nogen bevægelse. Når der ikke er nogen bevægelse, så er der heller ikke noget liv. Og det kan vi vel blive enige om at der er?

Det er muligt at liv er en illusion, men, som Martinus skriver, så er det en virkelig illusion, dvs. en illusion som eksisterer. Jeg mener også at vi er nødt til at erkende at vi kan påvirke denne illusion. Altså har vi en fri vilje til at påvirke illusionen af liv.

Går man over til en timelig og rummelig analyse, så bliver illusionen til vores virkelighed. Vores livsoplevelse om man vil. Indenfor det område har vi en udstrækning af fri vilje.

Tak for din skarphed Lasse! Du har jo helt ret at min analyse i lige så høj grad viser selve livet som en illusion. Og uden liv heller ingen vilje. Derfor siger min analyse i virkeligheden slet intet om viljen!! Godt set......

Ja, vi kan da godt blive enige om at der er liv hehe.

Til trods for din indledende skarphed synes jeg ikke du rent faktisk leverer nogen argumenter for viljens frihed? Det du siger er hvis jeg forstår dig ret, at fordi det føles som om vi har fri vilje, fordi vi har en subjektiv oplevelse af viljens frihed så eksisterer den også?

Men vi har jo en oplevelse af mange ting som vi via den materielle videnskab får afsløret som usande. Hvad det er der gør videnskab til en mere sikker erkendelsesform er vel en længere diskussion, men det er da ret anerkendt at den er det? Og videnskaben siger jo netop at materien er lovbundet (i hvert fald i mellemkosmos). Når al materie følger ufravigelige love, og vores egen organisme er udgjort af materie, hvordan skulle der så kunne eksistere fri vilje??

Er det du prøver at sige det følgende? Fordi vi lige har bevist at fysiske love er en illusion og disse igen beviser at fri vilje er en illusion, så er der tale om to illusioner. Når der er tale om to illusioner så giver det ikke mening at sige at den ene er mere virkelig end den anden, og derfor kan fysiske love ikke bruges som argument mod fri vilje?? Hmm, det forekommer mig at være et argument som står ret svagt....

Jeg så en youtube-film med en filosof som talte om fri vilje og neuroforskning. Han sagde at man i visse forsøg på baggrund af målinger på hjernen var i stand til med ret stor sikkerhed at forudsige et individs meget simple handlinger (at trykke på to forskellige knapper). Når dette er muligt allerede i dag, så prøv at tænke på om 100 år? Der vil det måske være muligt på afstand at måle folks hjerneaktivitet og forudsige deres endda mere detaljerede handlemønstre. Men hvis det nu altsammen er en illusion? Ja, så er det stadig, som du siger Lasse, en virkelig illusion. Og hvis man skal tale om grader af virkelig, så forekommer det mig at følgende rækkefølge er rimelig: Det mest virkelige er X1. Dernæst er livet med alle dets love næste trin på "virkelighedsstigen". Og det sidste trin må være det som vi rent subjektivt oplever. Og fri vilje kan aller højest indtil videre komme ind under det sidste trin, hvilket giver den en maksimal grad af illusion. Men igen, det er en yderst virkelig en af slagsen.

Måske kan det virke lidt underligt at tale om "grader" af virkelighed, for enten er noget vel virkeligt eller uvirkeligt? Det er også en valid pointe at komme med. Men det eneste virkelige i absolut forstand er jo "Det guddommelige noget" og alt andet er uvirkeligt. Grunden til at jeg synes det giver mening at tale om grader af virkelighed er visse dele af vores oplevede virkelighed trumfer andre dele. Hvis man vil bygge en bro kan man ikke gøre det uden matematik og kendskab til fysik. Dermed får disse to discipliner en klar tendens af virkelighed i forhold til for eksempel "tro" på at "jeg kan bygge en bro uden brug af matematik". Videnskaben får karaktér af mere virkelighedsnær fordi den aktivt er i stand til at demonstrere dette kendskab og udmønte det i konkrete bedrifter. Dvs at vi ved hjælp af videnskaben kan lære illusionen at kende, bedre end vi kunne uden videnskab. Når noget er i stand til at give os viden om illusionen som er livet og noget andet ikke er, så synes jeg det giver mening at tale om den ene som værende tættere på virkeligheden end den anden.

Man kunne også se det som cirkler. Man bliver født inde i den første cirkel hvor ALT er umiddelbar oplevelse og der ikke engang er jeg-følelse. Gradvist vokser ens erkendelse til at gælde cirkler som omfatter mere og mere. Videnskaben er en af de aller yderste cirkler. Hvis man så møder noget i disse yderste cirkler som modsiger det som den aller første siger (nemlig baby cirklen med den subjektive oplevelse) så ville man i alle andre tilfælde være tilbøjelig til at kalde denne yderste cirkel for den højere erkendelse om emnet og lade den trumfe ens tidligere børneviden? Dvs at den materielle videnskab med dens kendskab til stofferne burde trumfe den rent subjektive oplevelse hvis man skal følge min cirkel tankegang.

Det har ingen merit hos mig rent videnskabeligt at sige: "Jamen se selv, Martinus har skrevet det!!" Hvis der ikke kommer argumenter på bordet så godtager jeg den ikke Jeg ser virkelig gerne at vi finder et argument for fri vilje dog. Og jeg stoler på at vi kan klare opgaven sammen!

Blev måske lidt rodet, men whatever...

Afsindig spændende diskussion.

Jeg er selv i tvivl. Jeg vil begynde med min foreløbige konklusion som er nogenlunde sådan:

Når et menneske spørger sig selv: "Har jeg fri vilje"?, så er dette spørgsmål helt på linje med mange andre spørgsmål, som man kan stille til sig selv. For eksempel følgende spørgsmål: "Har jeg ondt i maven"?

Hvis vi betragter disse to spørgsmål, så vil de umiddelbart se ud til ikke at have noget med hinanden at gøre. Det første kan vi umiddelbart konfontrere andre med, uden at vi bliver betragtet som idioter. Det andet spørgsmål vil vi nok umiddelbart ikke stille til andre mennesker - de ville jo tro vi var sindssyge. Et menneske der stiller sig selv det første spørgsmål, kan fornuftigvis konfontrere andre mennesker. Altså jeg kan diskutere med andre "fri vilje"-forskere om, hvordan de ser på det spørgsmål. Præcist som vi gør i denne tråd. Man kan også gå til litteraturen, filosofien osv. Hvad har de gamle tænkere sagt om "fri vilje" - kan de måske lette min egen vej til forståelsen af dette for mig vigtige spørgsmål.

For så vidt angår det andet spørgsmål: "Har jeg ondt i maven"? så forekommer dette spørgsmål umiddelbart helt anderledes. Hvis jeg stiller dette spørgsmål til andre mennesker, så vil de sikkert glo dumt på mig og mange vil svare det helt indlysende: "Hvad synes du selv"? Jeg kan også konfontrere alverdens bøger, filosofiske værker, "Livets bog", og hvad de alle sammen hedder, men det er vel indlysende, at dette spørgsmål: "Har jeg ondt i maven"? ikke kræver megen overvejelse før jeg kan indse, at uanset hvad lægen siger, uanset hvad man kan måle af signaler fra min mavesæk, i mine nerver og min hjerne, så er det om jeg har ondt i maven kun noget jeg selv kan svare på. Hvis jeg oplever at have ondt i maven, så har jeg ondt i maven. Oplever jeg, at jeg ikke har ondt i maven, så har jeg ikke ondt i maven. Punktum slut.

Jeg vil hermed gerne argumentere for, at spørgsmålet "Har jeg fri vilje"? skal besvares på præcist samme måde. Vi kan ganske vist konfontrere hinanden med spørgsmålet, vi kan læse tykke bøger osv. Men til slut vil vi komme til den erkendelse, at svaret på dette spørgsmål udelukkende er baseret på, hvordan vi selv oplever det. Hvis vi oplever at have fri vilje, så har vi det. Hvis vi oplever, at det har vi ikke, så har vi det ikke. Alle spørgsmål vi kan stille kan derfor i sidste instans siges at være spørgsmål, som vi har svaret på, i vores eget indre. "Guds rige er inde i eder" giver mening.

At have ondt i maven er en illusion "uden for livet", men så sandelig realistisk og ubehageligt "inden for livet". Det samme er den frie vilje - der er ingen forskel.

Et hvilket som helst levende væsen kan kun opleve sig selv. Dette gælder for såvel guddom som gudesøn. Vi tilskriver en oplevelse ydre omstændigheder, andre væsener osv. Men for mig er der ikke tvivl om, at enhver oplevelse jeg har, det er mig selv jeg oplever. Heri består den frie vilje for ethvert levende væsen. Derfor er svaret på spørgsmålet om den frie vilje også til syvende og sidst et spørgsmål som kun kan besvares af hver enkelt levende væsen selv.

Den der oplever lyset ser ikke mørke nogen steder. Den der oplever mørket ser intet lys. Begge oplevelser er lige sandfærdige, lige uundværlige. Selv diskussionen af, hvilken af de to der er mest virkelig, er uundværlig.

Jeg så en youtube-film med en filosof som talte om fri vilje og neuroforskning. Han sagde at man i visse forsøg på baggrund af målinger på hjernen var i stand til med ret stor sikkerhed at forudsige et individs meget simple handlinger (at trykke på to forskellige knapper).

Ja, det er meget interessant. I starten af dette år gik der på DR2 en serie ved navn "Sjæl og videnskab". Der viste man for nogle forsøgspersoner en række billeder med forskellige temaer. Disse temaer var blandt andet erotiske billeder, billeder af ulykker mv. Man målte derefter forsøgspersonernes reaktioner på disse billeder i forsøgspersonernes hjerner. Erotiske billeder gav et bestemt hjernemønster, dramtiske billeder et andet hjernemønster osv. Derefter satte man forsøgspersonerne foran en computer. Computeren udvalgte så herefter tilfældigt et billede.

Det underlige var, at man på forsøgspersonernes hjernemønstre kunne aflæse, hvilket billede computeren valgte, vel at mærke en brøkdel af et sekund inden, at computeren overhovedet havde vist et billede på skærmen. Det vil altså sige, at forsøgspersonerne faktisk var i stand til at forudse, hvilken type billede computeren ville vælge, allerede inden billedet var blevet udvalgt af computeren. Forsøgspersonener var ikke i stand til selv bevidst at forudsige, hvilken type billede computeren ville vælge, men via en aflæsning af hjernemønstrene kunne man altså på forhånd afgøre, hvilket billlede computeren ville vælge.

Man kan så med god grund spørge om, hvad tid egentlig er for noget? Hvornår sker det reelt, at computeren udvælger et bestemt billede. Og hvordan kan man aflæse i et menneskes hjerne, hvilket billede en computer vil vælge, allerede inden computeren vælger dette billede?

Her er et link til en interessant artikel om fri vilje:
http://videnskab.dk/krop-sundhed/eksisterer-den-frie-vilje

Hej Sven! Gode pointer

Jeg synes efterhånden jeg er kommet til en vis afklaring mht emnet. Det vi kan sige med sikkerhed er følgende:

Vi oplever at vi har en vis grad af fri vilje
Vi oplever at verden fungerer efter kausalitet (årsag-virkning)
Begge ovenstående er i absolut forstand illusioner.

Det jeg sagde tidligere med at noget var mere eller mindre virkeligt er ved nærmere eftertanke noget pladder. Enten er noget virkeligt eller også er det ikke. Og da kausalitet er uvirkeligt kan man ikke bruge det til at bedømme noget andets identitet som virkeligt eller ej. Det kan man kun bruge noget virkeligt til.

Jeg vil mene at der findes to perspektiver man kan se virkeligheden med. Kausalitetsperspektivet og frihedsperspektivet. De to perspektiver udelukker hinanden og afslører sig derved som værende konsekvenser af kontrastprincippet. Dog viser vores evner at de begge eksisterer. Frihed og kausalitet er således ikke enten-eller men både-og.

Så på den ene side er fremtiden virkelig skrevet i sten, og på den anden side kan vi påvirke den, afhængig af perspektivet. Hvis man skal prøve at kombinere de to perspektiver her må det blive sådan som flere har sagt, nemlig at de store linier ligger fast men at vi kan påvirke tingenes udfald til en vis grad. Og det giver jo netop mening i forhold til den oplevede frihed vi har. Vi kan gøre noget, men vi kan ikke gøre alt. Og når vi engang i den guddommelige verden vil kunne gøre hvad vi vil da er det jo kun fordi vi ikke længere ønsker andet end at være i spiralkredsløbet.

Det var sådan set min afsluttende bemærkning tror jeg. Tak for godt teamwork