Jeg har prøvet, at beskrive de principielle mekanismer i fundamentalisme i renkultur. For en god ordens skyld vil jeg nævne at jeg-personen er fiktiv, men mekanismerne, som den fiktive person beskriver, kan man genfinde i det Martinus kalder "de ufærdige sider" af vores psyke. (medmindre vi er fuldkomne)
Det er praktiseringen af disse principper, som saboterer al reel samtale og ligeværdighed.
God fornøjelse! 
Kærlig hilsen
Jan
Fundamentalisten
Jeg er fundamentalist, men jeg ved det ikke selv. For min indbildningskraft er enorm. Den er årsag til min sjælelige sygdom, som jeg ikke aner, jeg har, - men som jeg tror, er den eneste sande religion. Min tro er den eneste rigtige. Min tro er identisk med Sandheden og Kærligheden. Og derfor er alt andet løgn og ukærlighed. Min tro siger, at 2 + 2 IKKE ER 4. Det har jeg overbevist mig selv om. Også at det er videnskabeligt bevist, og at man i alle hellige skrifter, i alle sande videnskabelige bøger, ja i alle naturens skabelsesprocesser slet ikke kan undgå at se, at det er sådan - hvis man altså vil. Hvis man ikke kan se det, er det fordi, man ikke vil se det. Så er det fordi, man ikke er af god vilje, ikke er ordentlige mennesker. Det har jeg bildt mig selv ind.
Men det er slet ikke nok for mig at mene, at 2+2 ikke er 4. Jeg vil have, at alle andre også skal mene det samme. Denne min trang opfatter jeg som både ophøjet og hellig, som min store offergave til menneskeheden. Da jeg ikke er i stand til at se, at jeg tager fejl - at jeg overhovedet kan tage fejl, men at jeg derimod er sikker på, at det er mig, der har sandheden, og at alle, der ikke giver mig ret, er løgnere; ser jeg det som en kær pligt at forfølge alle, som mener at 2+2 = 4. Når jeg forfølger dem, hader dem, kalder dem uærlige og ukærlige, og på alle mulige andre måder er brutal imod dem, så er jeg I stand til at bilde mig selv ind, at det alene er udtryk for kærlighed fra min side. En hvilken som helst nok så brutal handling, jeg gør, kan jeg bilde mig ind, slet ikke er brutal, dømmende, hævnende eller ukærlig. Nej, det er skam udtryk for min høje kærlighed, tålmodig og ydmyghed, som jeg udøver over for alle disse vildledte mennesker. Jeg har bildt mig ind, at jeg har sandheden og kærligheden. Så derfor kan jeg ikke være uærlig eller ukærlig.
Jeg nyder at ydmyge og mishandle folk. Men jeg vil på ingen måder være ved det. Jeg benægter det 100%. Jeg påstår, at det er ondsindet løgn. Alt det brutale, jeg gør ved andre, bilder jeg mig ind, tværtimod kun er noget, andre hele tiden gør mod mig - og ovenikøbet ganske uretfærdigt. Jeg er 100% martyr.
Jeg er også i stand til at bilde mig ind, at min ekstreme, sadistiske trang ikke har noget med sadisme at gøre, - men derimod det modsatte: at det er hellig, ophøjet Gudsdyrkelse.
Jeg er i stand til at bilde mig ind, at min sygelige selvoptagethed og trang til, at alle andre skal mene det samme som jeg - og være mine lydige slaver, ikke er sygdom eller selvoptagethed, men at det derimod er den højeste uselviskhed, den højeste Gudsdyrkelse, den højeste videnskab.
Enhver kritik, jeg får, er jeg i stand til at opfatte som et bevis på, at jeg har ret.
Hvis nogen prøver at afsløre mig, afviser jeg deres afsløring med, at det, de siger, er useriøst eller direkte løgn. Denne min løgn, som jeg opfatter som sandhed, bruger jeg som undskyldning for ikke at svare, så jeg på den måde undgår at forholde mig til afsløringen.
Jeg fastholder således med alle mine kræfter min indbildte storhed, renhed og godhed. Jeg er meget syg i sindet, men jeg ved det ikke selv. Min sygdom gør, at jeg tror, at det er alle andre, der er syge, og at kun jeg selv - og folk, der er ligesom mig - er raske. Ethvert godt og kærligt menneske, der forsøger at hjælpe mig, opfatter jeg som meget ondt, ukærligt og farligt, - og jeg bekæmper derfor disse personer aller hårdest - og med alle midler.
Pas på - når du møder mig, for jeg er blevet ekspert i at gøre løgn til sandhed og sandhed til løgn. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at forfølge dig konstant, indtil du gør, som jeg siger. Men jeg vil aldrig se, at min adfærd er ukærlig. Kunne jeg det, havde jeg taget første skridt mod at blive rask. Men dette skridt tager jeg ikke frivilligt. Jeg vil altid give dig og andre skylden. Jeg vil altid gøre dig og andre til forkerte - og mig selv til den rigtige. Jeg vil aldrig påtage mig ansvar for noget som helst, selv om jeg har bildt mig selv ind, at jeg er den eneste, der tager ansvar, - endda det fulde ansvar. Jeg er på målrettet kurs mod det yderste mørke. - Jeg ved det bare ikke. Men jeg er på en måde alligevel også på vej mod det virkelige lys. Men på en hel anden måde, end jeg tror.
Men på et eller andet tidspunkt vil jeg møde overmagten - "tærskelens vogtere". Det vil blive frygteligt smertefuldt for mig. For jeg vil møde mig selv, min egen væremåde utilsløret ærligt og smertefuldt. Men ikke desto mindre er det, den eneste redning ud af min sindsyge. Det er Guds hjælp i mørket. Jeg vil forbande denne modbydelige overmagt, indtil jeg til sidst forstår den, fordi mit sind er blevet modnet og mildnet af de mange lidelser, og jeg vil være parat til at komme tilbage til den sunde normalitet, hvor jeg ligesom alle andre vil blive eet med Gud, livet og lykken. Så selv om jeg engang troede, at det yderste mørke var det højeste lys, så blev jeg uundgåeligt ført ud af alle vildfarelser, al overtro og ind i det virkelige lys, den virkelige sandhed og den ægte kærlighed. Hvor jeg tidligere kun var en blind hjælper til befordring af mørket, vil jeg nu være en hjælper for Guds primære lys og bevidsthed. Den hjælp, der ikke leder ind i mørket, men ind i det evige lys og den evige fred.
Jeg blev en værre djævel. Men jeg blev god igen.
Og sådan er det med alle.
Hei
Står kosmologer i fare for å bli fundamentalister?
Vh Gabriel
Står kosmologer i fare for å bli fundamentalister?
Vh Gabriel
Hej Gabriel,
Jeg vil umiddelbart tro, den fiktive person jeg beskrev, næppe vil finde interesse i Martinus' analyser.
Men den fundamentalistiske tankegang er jo noget, man kan have i større eller mindre grad. Det eksempel jeg valgte, var når fundamentalismen var 100%.
Og i princippet er der vel ikke noget til hinder for, at en fundamentalistisk indstillet person kan bruge analyserne som en slags grundlag for sin fundamentalistiske tankegang. Han/hun kan jo tage det, han/hun kan bruge og lade resten ligge...
Men formålet med Martinus' analyser er ikke at skabe fundamentalisme. Formålet er, at være en hjælp til at frigøre sig fra den fundamentalisme, man evt. selv måtte rumme i sin psyke. Men det er jo ikke nogen garanti for, at analyserne så også bruges til dette formål.
kh
Jan
Fint innlegg. Jeg tror alle har godt av noen ganger å gå inn i seg selv for å se om man har noen "fundamentalistiske tendenser" boende i seg. Jeg kan noen ganger selv bli litt opphengt i analysene, selv om jeg ikke nødvendigvis forstår alle analysene. Noen ganger må jeg minne meg selv om (eller gjenfinne min ydmykhet) at jeg stadig ikke vet, men kun tror, selv om det jeg tror på er aldri så logisk.
Meget godt skrevet og tænkt
Det kan gå mange veje mest inden for religion trosretninger, men også i det daglige findes det på en mildere måde men princippet er det samme Eks. på arbejdspladsen min ide er den eneste rigtige min måde at gøre tingene på er den eneste logiske osv.
Det er desvære også svært selv at sige sig fri fra disse tendenser da jeg selv rummer en stor del vrede 
:(" title=">:(" class="bbcode_smiley" /> . Ser jeg at der er rettet et angreb fra teroister mod uskyldige så bliver jeg så vred og harm og tænker de skal bare ned med nakken disse udyr lige meget hvad. jeg har fundet ud af at vrede er en ernorm energisluger, man kan blive så forbandet træt og modløs i lang tid efter.
Med venlig hilsen Niels
Hej Niels,
Tak!
:(" title=">:(" class="bbcode_smiley" /> . Ser jeg at der er rettet et angreb fra teroister mod uskyldige så bliver jeg så vred og harm og tænker de skal bare ned med nakken disse udyr lige meget hvad. jeg har fundet ud af at vrede er en ernorm energisluger, man kan blive så forbandet træt og modløs i lang tid efter.Ja. Men det, at man kan få øje på, at man har disse tendenser, er en stor fordel, fordi man så kan øve sig på at bearbejde dem. Hvorimod man ikke kan gøre noget ved de uheldige tendenser, man ikke er klar over, man har. Der vandrer man virkelig i blinde.
Jeg tænker, at der vel altid lægger frygt bagved vrede. Hvis ikke der var noget, man frygtede, var der heller ikke noget at blive vred over, da vrede er en instinktiv forsvarsmekanisme, der således beskytter en mod en eller anden ubehagelighed. Og det er glimrende, når der ikke er andre muligheder. Men ofte er der faktisk andre muligheder, men da vreden kører på "automatpilot", kræver det en bevidst, koncentreret træning at opbygge en mere hensigtsmæssig måde at reagere på.
Som jeg ser det, gælder det om at finde ud af, hvad der ligger bagved vreden, hvilke følelser, hvilke behov?
Jeg mener, vrede dækker over mere smertefulde følelser, som fx. frygt, sorg, skam og skyld. Vreden gør det, at den beskytter een mod at opleve, de mere smertefulde følelser. Med vreden projicerer man ansvaret ud på de andre, som man bliver vrede på, og så længe man er vred, slipper man for at mærke sin egen sårbarhed, og derved kan man føle en midlertidig tryghed.
Men det at kunne mærke sin sårbarhed er imidlertid nøglen til at reagere på en mere moden, klog og human måde.
Det er i virkeligheden processen med at slippe flokbevidstheden, man er i gang med. At frigøre sig fra den, kræver at man holder op med at kræve at andre skal leve op til ens egne forventninger, og holde op med at kræve af sig selv, at man skal leve op til andres forventninger. Det sætter en fri til både at mærke ens egne behov og tage vare på dem, og også at kunne være opmærksom på andres behov, så man også kan hjælpe dem, i den udstrækning man selv ønsker og har kræfter til, sådan at man hverken krænker sig selv eller andre. Modsætningen hertil er, at man enten er ufølsom overfor andres behov eller man går i den modsatte "grøft": hvor man forsøger i alt for høj grad at dække andres behov, fordi man i virkeligheden ikke føler, man har ret til at tage sig af sine egne behov. Derfor kommer man til at "forløfte" sig, fordi man forlanger af sig selv, at man skal give mere, end man har kræfter til.
Det sunde er, at turde sige nej til andres krav, når man ikke har lyst og/eller overskud til at honorere dem. Og kun sige ja, når man virkelig ønsker at opfylde dem og også har kræfterne til det.
Jeg har indtryk af, at det er disse mekanismer vi allesammen kæmper med i større eller mindre grad.
kh
Jan
Hej Niels W - og velkommen til forummet! 
Heldigvis giver denne erkendelse af, at man selv kan blive vred også en god forudsætning for at forstå vreden, når man møder den hos sine medmennesker. Så helt skidt er det ikke... 
Venlig hilsen
Petersh
Hej Jan.
Jeg synes det er et interessant emne du bringer på banen.
Ingen af os kan sige os fri for hovmodet. Og jeg tror det er meget
vigtigt, at erkende dette og og arbejde med "egne fejl" frem for, at
have så travlt med andres.
Martinus skriver, at det er ligeså vigtigt, at arbejde med sine tankeklimaer
som eksempelvis at blive vegetar....og at forstå at alt vi kommer ud for,
har vi selv været årsag til og giver os mulighed for, at lære noget om os
selv. Det vil efterhånden gøre os i stand til, at modtage karma med den
rette indstilling, som gør at vi ikke skaber yderligere dårlig karma og dermed
bryde ud af den onde cirkel. Det er nødvendigt at lære at skelne budskabet
fra budbringeren. At fordømme andre eller se sig selv som et offer, føre ingen
vejne.
Selverkendelse, ydmyghed og tilgivelse er meget vigtigt i den personlige
udvikling, tænker jeg.
Kærlig hilsen Ejby
Hej Jan.
Jeg sidder og tænker, om ikke det er et udviklingsspørgsmål snarere end
en viljesag, hvorvidt man evner at se og arbejde med disse mekanismer
i en selv?
Kh. Ejby
Jeg sidder og tænker, om ikke det er et udviklingsspørgsmål snarere end
en viljesag, hvorvidt man evner at se og arbejde med disse mekanismer
i en selv?
Kh. Ejby
Hej Ejby !
Mon ikke det handler om selverkendelse ?
Hvis man ikke kan "se" er man jo ikke i stand til at forbedre sig.
Erkender man, at der er noget at forbedre, er det muligt at udvikle sig, ved vilje og ansvar.
Man har jo ikke alene ansvar for andre (næstekærlighed) , men man har da også ansvar for sig selv (også næstekærlighed).
Kærlig hilsen
Peter.
😮
Hej Ejby !
Jeg må med skam erkende at du allerede er inde på selverkendelse i #7 .
Peter
Jeg sidder og tænker, om ikke det er et udviklingsspørgsmål snarere end
en viljesag, hvorvidt man evner at se og arbejde med disse mekanismer
i en selv?
Kh. Ejby
Hej Ejby,
Jo, det mener jeg da, det er - og det synes jeg også indirekte fremgår af mit indlæg. Det, man er blind overfor, kan man jo ikke gøre noget ved.
Men på et eller andet tidspunkt bliver man jo modtagelig for teoretisk undervisning, men det er først på et tidspunkt, hvor man har opnået et vist kvantum lidelseserfaringer.
Men jeg har indtryk af, at der er mange, der egentlig gerne vil udvikle sig, men de mangler bare noget viden om, hvordan man bærer sig ad. Og det er jo her den teoretiske vejledning bliver uhyre relevant.
Her har vi jo så fx. åndsvidenskaben, psykologien, pyskoterapien osv. som man på forskellige måder kan trække på, hvis man er interesseret.
kh
Jan
Mon ikke det handler om selverkendelse ?
Hvis man ikke kan "se" er man jo ikke i stand til at forbedre sig.
Erkender man, at der er noget at forbedre, er det muligt at udvikle sig, ved vilje og ansvar.
Man har jo ikke alene ansvar for andre (næstekærlighed) , men man har da også ansvar for sig selv (også næstekærlighed).
Hej Sirius.
Jeg er enig i, at det handler om selverkendelse og at har man først erkendt at der er noget at
forbedre, så er det muligt at udvikle sig med vilje og ansvar.
Det er nok snarere at komme dertil (selverkendelse), jeg mener er et udviklings spørgsmål.
Der er vitterligt mange mennesker, der ikke evner at "se" eller erkende, at der er noget at forbedre
eller arbejde med. (Som i Jans indlæg om fundamentalismens principielle mekanismer i første indlæg i
denne tråd.)
Kh. Ejby
Hej Ejby !
Jo ... det kan jeg da godt se nu.
Kh
Peter
Skriv et svar