Lidt om livet i de højere verdner, efter hukommelsen fra PBJ's X-værk

Livet i visdomsriget, der også kaldes guds værksted er i sandhed et sted hvor der sker lidt af hvert. En udbredt beskæftigelse i starten af visdomsriget er at berette om sin egen individuelle rolle i forhold til hele evolutionsforløbet - hver eneste person har en helt særlig rolle her. Man fortæller historier hvor helt op til milioner samtidig kan deltage - det kan være om civilisationers opståen og forfald, og 'aktørene' i disse fortællinger er fuldstændigt underkastet naturlovene mht. til skæbne og udvikling osv. Så det siger sig selv at en vis hjernekapacitet er påkrævet.

Senere skaber man nye arter af livsformer, eller snarere manifestationsredskaber for de i det underlæggende spiralkredsløbs væsner. Faktisk forekommer der et samarbejde på tværs af spiralkredsløbene. Svend Erik du har før berørt dette samarbejde hvor jeg fejlagtigt betvivlede - det beklager jeg. Man har stort indblik i hvordan kulturen kommer til at se ud og forløbe, også mht. den teknoklogiske udvikling osv.

I den guddommelige verden klippes det hele sammen så det kommer til at forløbe i den særlige rækkefølge det skal. Jeg tænker lidt på en filmmand der har alle rekvisitterne i form af baggrunde, kostumer osv. og her er det på samme vis levende væsner der træder i kostumerne - disse skal erobre et helt ny organismeprincip. Kostumerne består også af levende væsner(mikrovæsner) ligesom selve scenen er et levende væsen(makrovæsen).

Angående tilpasning til det næste organismeprincip, som for vores vedkommende jo er klodes princip kan tilføjes at en verdensgenløsningsmission også er for genløserens skyld. Den hjælper denne på den måde at et tankeklima af makrokosmisk dimension tilknyttes denne, f.eks som kristendom eller buddhisme. Verdensgenløseren har derefter ansvaret for religionens sundhed og øves derved i brug af makrokosmisk tænkning. Store verdensgenløsere som har til opgave at genløse en hel menneskehed kommer fra den åndelige sektor af det rigtige menneskerige. Dette rige fungerer ligesom salighedsriget som et overgangsrige mellem den fysiske og åndelige del af spiralkredsløbet.

Kærlig hilsen
Esben

<<
årsagen til "syndefallet"/rejsen-til-den-fysiske-verden er jo at man vil opleve noget nyt, men hvis man er i visdomsriget og har guds tidstransenderende perspektiv så slipper man jo aldrig op for oplevelse! - eller hvad?
<<

Syndefallet og det andet er 2 forskellige ting.
Syndefaldet er deling mellem hun køn og hankøn.

Ja man  oplever da , men der er ingen modstand. Det savner man (mærkeligt nok) 

Tak for svarerne! - både Steen2 og Esben!

Til Esben: jeg kan forstå at den egenskab vi har i at se ind i fremtiden er karakteret ved at vi faktisk designer fremtiden, korrekt!? efter at have skabt "the blueprints" til det vi gerne vil opleve hopper vi derefter ind i "uvidenheden" for atter at genkende genopdage vores gudddommelige ophav i nye klæder. Er det det du mener ??? :

tIL Steen: Jeg tænkte ikke lige på min upræcise vending, men det er jo relativt nært beslægtede episoder i væsenets spriralkredsløb! Først dagsbevidtheden indtræden i fysisk verden som plante, dernæst kønsadskillelse i dyreriet - er det dét, du mener!?

til alle: er det sådan at når vi har skabt færdig i visdomsriget(fremtidsskuen) tager vi os en slapper i salighedsriget hvor vi ser tilbage (også på krativiteten dvs fremtidskuenen.) - og salighedsrigets "mangel" på fremtidskuen er dets mangel på skabelse og designing af fremtiden?  Håber jeg har forstået! ellers forstår jeg det ikke ( -logisk nok, alt taget i betragtning! )

~*Kærligst*~  Ask

Ja det er helt rigtigt Ask!   I den guddommelige verden møder man endelig dén oprindelige ide med hele eksistensforløbet, som væsenet - sammen med alle de andre gudommelige væsner - planlagde sidste gang det befandt sig i den gudommelige verden. Og det ser at alt er såre godt og projektet lykkedes til fulde! Væsnerne eksisterer her som én organisk enhed og det er ikke for meget at sige at de både er et med gud og er gud. En anden grund til at de må tage turen ned i mørket atter er at væsenet igennem det rigtige menneskerige, visdomsriget og den gudommelige verden er blevet så vant til at tænke i 'vi' baner at det er ren vanebevidsthed. Konsekvensen af dette er at væsenet begynder at miste sin egen jeg-fornemmelse. Det har efterhånden svært ved at skelne mellem sig selv og de andre(enhedsfornemmelsen). Dette fornemmes som en meget svag ubalance i dets bevidshed og for at rette op på denne, må det dykke ned i hukommelsen og huske tilbage til dengang for en evighed siden det var et væsen tydeligt adskilt fra andre væsner - og altid var sig selv nærmest. Disse tilbageblik får det gradvist mere smag for, ja det bringer meget stor glæde og lykke. Til sidst langt senere er det trukket helt ind i sig selv og man kan på den åndelige himmel i den guddommelige verden se en række nordlys-agtige lysfænomener, konstant skiftende former og farver og udfoldende sig i forskellige geometriske figurer, som væsenets ydre ubevidste aktivitet. Den indviede kan så tyde disse fænomener der på indirekte vis siger noget om hvad salighedsvæsenet netop går igennem af oplevelser - eller dets subjektive reaktioner på disse, hvor af man så også kan sige noget om først nævnte. Det minder på sin vis lidt om drømmetydning.

Endnu lidt fra 'X'-værket.

Kærlig hilsen
Esben

det er bare en test :
Er det ikke en logisk FLYENDE overgang , først husker vi så husker vi mindre
til sidst mindes vi og længtes vi.

Eller er det bare noget vrøvl  :