Hej Claus35.

Et emne som er meget svært at overskue. For det første, er der karmaen for den der bliver ramt af lynet - men er det nu så slemt igen? Hvis man endelig skal dø, så ville jeg egentlig ikke have noget imod at blive ramt af et lyn - det opdager man vel næppe, og man kan ikke nå at blive bange for noget. Men hvis man nu er 17 år når det sker, så er det selvfølgelig en lidt træls sag - ifølge Martinus skal vi jo fødes igen, og at dø som ganske ung er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt - men på en eller anden måde må man jo have den karma til gode. Men hellere det, end at blive voldsomt invalideret, og så skulle leve masser af år på den måde.

For det andet er der jo karmaen for de efterlevende - den kan derimod være slem, men at blive ramt af et lyn er ikke anderledes for de efterlevende end en anden form for pludselig død - man står med et pludseligt og uforudset tab. Når omgivelserne skal sige farvel til en kær kan det ske på flere måder, enten helt pludseligt og uventet, hvilket som oftest vil være unge mennesker. I den anden grøft har vi de helt ventede dødsfald, det kan for eksempel være i forbindelse med en langvarig kræftsygdom, hvor døden er meget forudsigelig.

J

wow Jacob. Du får min hjerne til at slå knuder

For mig, at det sværeste med Martinus kosmologi, den altomfattende tænkemåde. Samt den evne man skal have, for at tænke i 3D, eller endnu flere D.

Mange af os mennesker (min påstand) her på denne jord i denne tid, tænker vel når alt kommer til alt, nok ret så 2D agtigt. Godt eller ondt, Gud eller Satan, ret og uret.

Jeg er lige kommet hjem fra en lækker gåtur. Jeg havde Eckhart Tolle i min iPod, og fik en genial a-ha oplevelse. En simpel måde, at være i nuet i. Teknikken er enkel og ligetil, men for en rastløs  tankemylderhjerne som min, er selve det at udføre teknikken, i bare 1 minut, noget af en udfordring.

Det jeg mener med dette, det er, at læser man Martinus, så er man nødt til at udvide sin tankeverden, og de begrænsninger der er der. For karma princippet, har vel så mange nuancer og farver, at de ikke er til at overskue, med vores primitive øjne og hjerne. (ikke min hjerne pt, ihverfald)

Og dit svar Jacob, blandet med det E Tolle som jeg hørte på min gåtur, har virkelig givet stof, til en ny form for tænkning, her hos lille undertegnet :-* :-* :-* :-* :-*

J

Smukt Jacob!

Som jordmenneske er det nemt at se karma som noget negativt, noget man gerne vil undgå eller måske endda som en slags straf.

Men vi er ikke vores krop og vi er ikke det vi opfatter som vores jeg. Disse ting er blot som et sæt tøj som vi kan smide væk når de ikke længere tjener os.

Alt karma er derfor såre godt. Kunsten er at se hensigten bag karmaen. Hvad er det Guddommen giver os chance for at lære lige netop nu?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1

Måske misforstår jeg dig, når du skriver "...vi er ikke det vi opfatter som vores jeg", men kosmologien fortæller os, at vi netop ikke er andet end det vi opfatter som vores jeg. Jeg'et er det det eneste levende der findes og er lig det "der er uden for tid og rum". Men jeg tror du beskriver jeget i en psykologisk kontekst, altså på samme måde som den moderne psykologi også opfatter vores jeg ?

Jeg synes det er vigtigt at skelne mellem kosmologiens beskrivelse af jeg'et og andre retningers beskrivelse af jeg'et

kh.
Kenneth

Det har du helt ret i - det er præcis det jeg mener.

Med kærlighed

Lars

Nu er vi jo faktisk ikke det jeg vi identificerer os med indtil vi får kosmisk bevidsthed, indtil da identificerer vi os med de timelige facitter hvorimod man når man har fået kosmisk bevidsthed identificerer sig med det faste punkt - altså bliver bevidst i jeget "an sich" og ikke kun i dets fremtrædelser (som dyr, plante, personlighed). Man skuer verden fra det faste punkt

Martinus skriver om den falske centrumfornemmelse i stk. 985-98 i LB 3, med samlet stykoverskrift "Organismen som falsk centrum i perspektivet". Læs evt selv - det er ikke er lagt ud på martinus.dk (findes dog på martinusmedia.dk).

984. Da individet kun kan eksistere som centrum i sin egen sansehorisont og derfor kun kan opleve tingene eller detaljerne i samme horisont i kraft af netop disses forhold til centrum, kan det vel ikke opleve noget "falsk billede"? - Jo, det kan det i allerhøjeste grad. Hvis det ikke har fundet sit virkelige centrum, kan dets oplevelse af sin sansehorisonts detaljer udelukkende kun blive en oplevelse af disse detaljers forhold til et "falsk" centrum. Og hele dets bedømmelse af livet igennem sin sansehorisont bliver da en tilsvarende "falsk" eller uvirkelig bedømmelse. Dets verdensbillede såvel som opfattelsen af dets eget selv bliver således noget helt andet end det, det i virkeligheden er. Og det er denne uvirkelige oplevelse af livet, der kulminerer i dyrerigets kolde, hundrede procents materialist. Det er dette uvirkelige billede, alle gudløse mennesker ligger under for, ligesom det er den samme falske centrumfornemmelse, der afstedkommer vrede, had og forfølgelse mellem væsenerne indbyrdes..

Vh Esben

Hej Esben

Super citat

Min pointe er, at den moderne psykologi og kosmologien bruger ordet "jeg" forskelligt. I kosmologien er jeg'et det eneste virkeligt levende, hvorimod den moderne psykologi ser jeg'et som noget blændværk, noget vi skal se igennem eller nedbryde

Mit bud er, at når den moderne psykologi anvender ordet "jeg" på denne måde, så mener de i virkeligheden energier (eller visse uhensigtsmæssige energikombinationer)

kh.
Kenneth

Omkring det med "jeg" så kalder Krishnamurti det "self". Jeg læste netop dette skrevet af ham:

[align=center]FREEDOM FROM SELF[/align]

Lars

Hej Lars1.

Min opfattelse er at når krisnamurti taler om "self", så er det ikke i samme
betydning som Martinus beskrivelse (eller definition) af Jegèt.

Jeg mener, at man skal være opmærksom på ikke at blande de to sammen.

Ligeledes forholder det sig med begrebet "ego", som efter min mening heller
ikke har noget med Jegèt at gøre i Martinus termalogi.

Kh. Ejby

Hej Ejby

Helt enig, det er to vidt forskellige ting.

Jeg brugte "jeg" i betydningen ego, self osv (ikke i betydningen det uendelige "noget som er") og det er også i denne betydning jeg forstår Krishnamurti's brug. Min pointe var i relation til dette "jeg/ego/self"'s forståelse af karma, hvor jeg skrev:

Med kærlighed

Lars