I forhold til mig selv, får jeg ved at skrive indlæggene
styrket min egen overbevisning og trænet min
analyse og argumentations evne.

Jeg er i tvivl om, om jeg er påtrængende eller tålmodig
i min ihærdighed. ???

Svend, jeg føler jeg har været lidt hård ved dig i min
argumentation. :-[ Jeg forsøger efter bedste evne, at
argumenterer så sobert jeg kan....men har ikke altid helt
styr på rappen-skrallen i mig.

Nogen gange har jeg svært ved at vurderer, hvornår jeg
skal stoppe og lade det ligge.
Kender i det?

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Der er jeg heller ikke i tvivl. I sådan en situation ville min mor jo netop kun være bøddel. Jeg ville forstå bevæggrunden for hendes handlinger, og når hun stod med pistolen i hånden, ville jeg sige: ”Tryk nu på aftrækkeren for satan mor, så vi kan få det overstået – er du i tvivl så skyd på mig, ellers dør vi begge to, og det vil være fuldstændig åndssvagt”. Når hun så har skudt en af os, vil der være to mennesker tilbage, som kan støtte hinanden i den efterfølgende tid. Hvis min mor derimod lader os skyde begge to af en tilfældig, så er hun alene tilbage, og kan hun så leve med dette valg?

Jeg føler ikke, at hvis min søster blev skudt, ville være i live på bekostning af hende – hvis min mor ikke havde gjort noget, var hun jo død alligevel. Jeg ville tværtimod føle, at jeg havde en stærk forpligtelse til at leve videre, og få det bedste ud af det liv som jeg havde fået. Samtidig kunne jeg hjælpe min mor med at leve videre, idet jeg ville være klar over, at hun havde valgt det hun mente var ”det mindst onde”. Hvis man altid fokuserer på det, er det meget let at tilgive andre mennesker.

Min mor gør denne handling med ført hånd. Så du, da Saddam Hussein blev hængt på TV? Hvis han på nogen måde havde hævnfølelse, onde tanker eller hvad det nu kunne være, tror du så at disse følelser ville være rettet mod bøddelen, en tilfældig person, der står foran ham, som han måske aldrig har set før? Det tror jeg ikke, jeg tror han ville rette sin vrede alle mulige andre steder hen. Hvad med Jesus (ja, jeg ved godt, at han ikke følte vrede), men hvis han havde gjort, skulle han så føle vrede mod den snedker, der havde fremstillet korset, eller den der bankede naglerne i hans hænder?

I den vittighedstegning jeg startede den anden tråd med, er det jo heller ikke bøddelen, der rammes af øksehovedet, det er jo netop dommeren. Er det ikke netop dommeren der afsiger dommen, det er vel ikke bøddelen?

Noget andet er, at jeg selvfølgelig vil fraråde andre at søge et job som bøddel, eller i vore dage vil jeg sige, at man bør lade være med at være soldat. Men i det øjeblik valget er truffet, og soldaten er på krigsskuepladsen, så følger der en masse dilemmaer med.

Men skal man også fraråde mennesker at blive overlæge på et hospital, fordi de i så fald kommer til at vælge mellem én hjerteoperation eller 10 hofteoperationer, og det valg kan de ikke leve med? Er det bedre ikke at foretage et valg, nedlægge hospitalet, og lade alle disse patienter dø/leve med smerter de kunne være foruden?

Hej Svend.

Bødlen er ikke fritaget, fordi dommeren har afsagt dommen. Og dommeren
er ikke fritaget, fordi bødlen udfører handlingen. De er begge lige uvidende.
Der hvor uvidenheden fjernes, findes onskaben ikke. Nægter den ene, må
den anden ager både dommer og bødel.

Med Martinus i baghovedet har vi fået en unik mulighed for, at trække
et større perspektiv ind i lokalperspektivet. Godt nok har vi kun vores
lokalperspektiv-briller - men Martinus beskriver, hvad han ser med sine
kosmiske briller og gør det muligt for os teoretisk, at "låne disse briller"
via analyse og logik.

Det eneste vi med vores lokal-perspektiv-briller kan se er det "fysiske liv"...
men livet er så meget mere end den fysiske krop.

Det eneste jeg kan opnå, ved at forsøge at redde liv med den ene hånd ved
at tage liv med den anden, er at køre den onde cirkel videre. Lige til jeg bliver
så træt, at jeg overgiver mig og træder ud af den. Så vil jeg leve i denne verden,
men ikke af den.

At Saddam Hussein og Jesus ikke følte hævnfølelser overfor deres bødler,
retfærdigør hverken dommernes eller bødlernes handling. Jeg går ikke ind for
dødstraf. Jeg ville nægte, at være dommer eller bøddel og dermed redskab for
mørket, og så må de finde en anden til jobbet. Den dag der ikke kan findes nogen
til jobbet er det "rigtige menneskerige en realitet".

Jeg kan kun fjerne dommeren og bødlen i mig selv. Alting starter med mig selv.
Så længe jeg kan rette en pistol mod en af mine børn og trykke af, så har jeg ikke
fjernet krigen i mig selv. At være årsag til drab, direkte eller indirekte, er udtryk
for "krig".

Hvis ingen kan lide uret, så er det en illusion, at jeg kan have kontrol eller magt
over andre end mig selv. Det er en illusion, at jeg kan "redde" de andres liv.

Der kommer en dag, hvor man nægter at deltage i "krigen" længere og siger jeg
vil ikke mere. Man kan argumenterer for, at man deltager i "krigen" for, at "redde"
de andres liv. Men det kan man ikke, det er en illusion. Man kan ikke fjerne "krig"
med "krig". Man kan ikke fjerne vold med vold. Man må møde "krigen" med fred og
accept også selv om, man selv eller sine to børn bliver skudt, og midlertidigt mister
deres fysiske krop. "Døden findes ikke". Der er kun livet og hvad du gør det til.

"Frygt ikke for dem, der slår legmet ihjel, thi de kunne ikke ihjelslå sjælen".

Med hensyn til falkreddere og læger...så er deres gerning at bevare fysisk liv
så vidt det er muligt....ikke at tage liv for, at give liv til andre. Med mindre vi,
siger Ja til tanken om, at slå en rask mand ihjel for, at redde 5 syge mennesker.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Der ser du. Vi har begge, gennem Martinus, og måske også andre kilder et kendskab til både det evige og det timelige. Alligevel ville vi træffe vidt forskellige valg i mange situationer. Det vigtigste er ikke, hvad der er "rigtigt" eller "forkert", "godt" eller "ondt", det vigtigste er, at vi kan tilgive de valg andre mennesker/levende væsener træffer. Vi gør hver især det vi ser som det mindst onde.

Hej Svend.

Jeg er enig. Alt er såre godt.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Jeg finder utrolig inspiration i at høre Martinus' egne foredrag. En sætning kan jeg altid genkalde mig, jeg kan høre ham sige det i dette øjeblik:

"Og det vigtigste er jo ikke, om man kender mine analyser eller ikke - det vigtigste er jo i virkeligheden, om man kan tilgive sin næste". Martinus er min øjeblikkelige ledestjerne, og denne sætning står for mig som den absolutte førsteprioritet, men det er selvfølgelig set med mit eget lokale perspektiv.

Jeg kan ikke altid tilgive min næste, men man må jo kravle før man kan gå, og en rejse starter med det første skridt.

Hej Svend.

Her er jeg igen fuldstændig enig med dig.

Kærlig hilsen Ejby