J

Hvis det er DSB, er der en god chance for, at det er forsinket - og så kan hun måske nå at redde dem begge.... 

vh. Petersh

J

J

Hej Jacob.

Nu bliver det vist lidt tegneserie-agtigt.

Jeg synes, at jeg er har fået nogenlunde styr på min forvirring omkring det modstridende i upartiskhed og "det mindste onde", takke være alle jeres gode svar og respons. Jacob, dit indlæg om "bastard-bevidsthed" satte nogle ting på plads for mig.

Her er, hvad jeg er kommet frem til:

På en måde kan man sige, at upartiskheden "overgår" det "mindste onde", i den forstand, at den er det foreløbige endemål. Men for at være 100% upartisk i alle situationer, må man være et kristusvæsen.

Dette hænger nøje sammen med pol-konstelationen. Og det kræver ligefrem en organisk struktur, hvor begge poler er i balance, at være istand til, at være 100% upartisk. Og så er man så langt fremme i udvikling, at man karmamæssigt ikke længere kommer i situationer, hvor "det mindste onde" er aktuelt....med mindre man er på en frivillig mission som Jesus, hvor det ligefrem er en sjælekvale, at skulle ofre sine microbasser for menneskeheden. 

Men da vi jo er 1 1/2 polede væsner...en flygtning mellem 2 riger....og dermed på en måde "bastarder"
Vil vi organisk og karmamæssigt havne i situationer, hvor det ikke er muligt for os, at være upartiske og her gælder så, at vi må forsøge at vælge "det mindste onde" efter bedste evne.

Vi har hver især "punkter" i vores bevidsthed, som er er mere ufærdige end andre "punkter". Og de er forskellige fra person til person. På de punkter, hvor vi er kommet længst kan vi begynde, at tænke og handle upartisk....men på de mere ufærdige punkter, er det ikke muligt for os, at være upartiske..og her gælder så "det mindste onde", som den næstbedste løsning.

Jeg tror, at Jesus ville kigge med milde og medfølende øjne på moderen. Men en viden om, at hun dømmer sig selv, til et liv med hendes "valg" på samvittigheden og hendes søn vil formodentlig også have det skidt med en viden om, at hans søster måtte dø for, at han kunne leve. :'( Jesus ville vide, at kvinden ikke kan gøre andet, da det fysiske liv, er det eneste hun er bevidst omkring, og han ville føle med kvinden, da han ved, at hun med denne handling selv vil komme til, at opleve noget lignende pigens i fremtiden...og føle den fortvivlelse, smerte og dette ultimative svigt. Jesus ville vide, at kvinden i sin uvidenhed vender tingene helt på hovedet...og med sin handling sender pigen til fred i den åndelige verden...og dømmer sin søn og sig selv til et liv i helvede på jorden. Men han ved også, at med denne erfaring kommer viden og at den er et nødvendigt trin i udviklingen.

Jesus selv ville nok ikke havne i en situation som moderen....og hvis han gjorde, så ville han også her se med milde og medfølende øjne på soldaten og tænke "thi han vide ikke, hvad han gør"....og med en bevidsthed og viden om, at børnene vil gå til faderen. "Ske ikke min, men din vilje"...........jeg har meget svært ved, at forestille mig Jesus ville være istand til, at vælge mellem børnene. Jesus ved, at den åndelige verden er den primære og den fysiske den sekundære. Jeg er dog ikke i tvivl om, at han på fredelig vis ville forsøge, at redde begge børnenes fysiske liv eller give sit eget liv i bytte for deres hvis han kunne. Men "døden" findes ikke, den er en illusion...og Jesus ser lige igennem sløret.

Kærlig hilsen Ejby

Hvis man ikke har mulighed at eller ikke selv vil  agere og ingribe i en process kan man altid bede en bøn. Overrække det hele problem til Forsynnet. Det er helt upartisk og det er ikke at forblive passiv. Bøn er en såre god aktivitet!

Hej Ejby.

Ja, det er en meget vanskelig situation.

Et kosmisk bevidst væsen ville aldrig komme i den situation, den karma har det ikke længere til gode. Så derfor er det måske hypotetisk at diskutere, hvad et kosmisk bevidst væsen ville have gjort i den situation.

Moderen vil være fyldt med dårlig samvittighed resten af sit liv, og det vil drengen også. De kan jo ikke vide, at pigen lever videre i bedste velgående i den åndelige verden. Derfor må man da håbe, at kvinden og drengen har haft nogle personer omkring sig, der har givet dem fuld støtte og opbakning.

Helt personligt kan jeg ikke på nogen måde se, at kvinden har gjort noget forkert - hun har for mig at se gjort det rigtige i alle situationer. Jeg er sikker på, at jeg ville have gjort det samme, og det uanset om jeg havde haft kendskab til Livets evige realiteter eller ej. Hun begynder jo med at ville skåne børnene, ved at tilbyde sit eget liv - hvem ville ikke gøre det? På daværende tidspunkt kunne hun jo ikke vide, at det ville ende med dette umulige valg. Og da hun så skal vælge, så mener jeg stadig hun gør det rigtige ved at lade et af børnene overleve. Mener du, at hun skulle have undladt at foretage dette valg, og så sagt farvel til begge sine børn?

I vore dage mener jeg også, at dette dilemma er aktuelt. Hvad med forældre til siamesiske tvillinger, hvor de begge vil dø, hvis de ikke bliver adskilt. Hvis man adskiller dem, vil den ene tvilling stensikkert dø øjeblikkeligt. Er det rigtige så her at lade dem begge dø?

Nej, jeg mener hun gjorde, hvad hun mente var det bedste.

I netop dette tilfælde ville jeg selv have undladt, at foretage dette valg.

Ingen af delene er "forkert"...alle er "uskyldige" i Guds øjne.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Kommer du så alligevel ikke til at foretage et valg? Hvis du lader begge børn gå i gaskammeret med det samme, er det vel også et valg du foretager ud fra de givne omstændigheder?

Hej Svend.

Jeg mente, at jeg ville undlade, at vælge mellem børnene.

Men jo, jeg foretager stadig et valg.
Jeg vælger jo netop ikke, at sætte mig til dommer over, hvem der skal
leve og hvem der skal dø i denne situation.

Men det er jo ikke det samme som, at vælge, at børnene skal dø..det er jo ikke
mit valg men soldatens (eller omstændighederne) som jeg jo ikke er herre over.

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Alle.

En lille kommentar til den "opfundne" situation, med moderens valg mellem børnene.

  Mit personlige svar ville i en sådan situation være, "Tag da endeligt dem begge", idet det jo alene er for moderens egen skyld at valget skal anses som værende vigtigt, set i kosmologiens lys.

  Og jo, mine børn ville sikkert se forundret på mig, ved det svar, men de ville nok forstå senere, når de oplevede hvilken "befrielse" det var at få lov til at slippe ud af den situation de var i, og den tro jeg personligt har på det område, ville gøre, at jeg selv ville kunne leve med min egen beslutning, og med det svar jeg afgav.

  At vælge at beholde et af sine børn, på "bekostning" af det andet barn, og i en situation, hvor man (som kosmolog) jo ved, at begge børn ville være langt bedre tjent med at komme tilbage til "paradiset", fremfor at leve videre (under de tænkte omstændigheder), ville jo være at sætte sig selv og sine egne følelser og behov, højere, end "andres".

  Så , som Ejby nævner, ville jeg slet ikke foretage et sådant valg, men overlade det til soldaterne og karmaloven, at afgøre "mine" børns skæbner.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Ejby.

Jeg kan sagtens se det fra din synsvinkel.

Fra mit lille lokalperspektiv ville jeg under alle omstændigheder føle mig som en form for dommer i denne situation. Jeg ser det som tre forskellige muligheder, og jeg bestemmer suverænt hvilken der skal blive virkelig (hvis soldaten da ellers er troværdig, ellers er valget ligegyldigt). Krigen, koncentrationslejren og soldaten har jeg ingen som helst mulighed for at gøre noget ved. Jeg føler så ikke at jeg kan fritage mig for at være dommer ved at lade begge børn gå i gaskammeret. Så har jeg bare valgt døden for begge børn, og på den måde er jeg også en form for dommer over liv og død. Man kunne måske også se det på den måde, at gaskammeret er helt sikkert for mindst et at børnene. Moderen kan så vælge livet for et af sine børn, at det andet barn så dør, det er hun ikke herre over, det ville under alle omstændigheder være sket, uanset hvad hun havde valgt.

Hej Svend.

Ja, det er også en svær situation og individuelt hvordan man
ser på det. og jeg kan også sagtens følge dig i dine overvejelser.

Jeg tager udgangspunkt i mig selv og den viden forståelse jeg
har og det samme gør alle andre....og på den måde, er der jo ikke
noget "rigtigt" eller "forkert" svar.

Nu har jeg det jo med, at dele tingene op i områder.

1) Mit område
2) De andres område
3) Guds område.

Mit område er, om jeg ved at foretage et sådant valg...ønsker at sætte
mig til dommer, over hvem der skal leve og hvem der skal dø....eller ej.

Krigen, soldaten, og børnenes skæbne....høre under de andres
og Guds område. (skæbneloven)

Som Avatar er inde på, så er døden nogen gange en velsignelse. En skæbne
i form af en hurtig død i gaskammeret, kan være at foretrække frem for et
langt liv i en koncentrationslejer. (mener iøvrigt også Martinus kommer ind på
dette aspekt) Så vi kan jo i grunden ikke vide om vi gør noget godt for det barn
vi vælger skal leve.

Den fysiske krop er kun en meget lille del af det levende væsen.

Hvis jeg siger, at det er bedst kun en af børnene dør frem for begge.
Kan jeg så virkelig vide det er sandt? og hvis område befinder jeg mig i?

Kan det være ligeså rigtigt, at det er bedst at begge børnene dør og
undgår helvede i koncentrations lejeren?

Vi er så fristet til, at forsøge at kontrollerer situationen som vi finder bedst...
og sætter dermed tvivl omkring, om Gud nu har styr på situationen.

Spørgsmålet er om jeg kan give slip og overlade det i Guds varetægt og have
tillid til, at intet sker med børnene som ikke skal ske?

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Lige nøjagtigt i denne situation vil jeg så mene, at et af børnene er både Guds område (er alt i øvrigt ikke det , men også moderens område - hun kan jo netop påvirke skæbnen for det ene barn.

Martinus er på et tidspunkt inde på, at det er en godt, at jordmennesket ikke er klar over, hvor dejligt der er i de åndelige verdener - ellers ville de sikkert skynde sig derover.

Men igen, det er jo ikke så godt, for vi skal jo lære noget i den fysiske verden. Derfor er det sikkert meget godt, at vi ikke har den fulde viden om de åndelige verdener. Men havde vi nu det ville vi jo også vide, at den fysiske verden har et formål, og derfor ville vi holde lidelserne ud alligevel - og sådan er det skruen uden ende.

Jeg er helt enig med dig i, at det kan være, at den overlevende drengs skæbne kan blive frygtelig ubehagelig i koncentrationslejren - men er hele den fysiske verden ikke gråd og tænders gnidsel, når man sammenligner med den åndelige verden? Drengens skæbne kan også blive et langt og lykkeligt liv, inden han dør mæt af dage i den fysiske verden. Han får derved muligheden for at gå over på de åndelige planer på et mere naturligt tidspunkt.

Avatar nævner, at han vil sige "tag endelig dem begge to" til soldaten, for der er langt bedre i den åndelige verden - jamen skal moderen så ikke også skynde sig at begå selvmord, så hun hurtigst muligt også kan komme over i lyset - hun kan jo risikere det frygteligste i koncentrationslejren, og hun vil få det langt bedre ovre i lyset hos begge børn. Der kan de hygge sig sammen og tilgive hinanden alt.

Hvis det er Guds mening, at begge børn skal dø, og moderen bare skal lade dette være op til Gud, kan det så ikke netop også være Guds plan, at hun skulle have mulighed for at redde et af børnene? Kan hun ikke være Guds redskab i denne situation?

Vi er fristet til at kontrollere situationen som vi finder bedst, det er jeg helt enig med dig i - men kan vi i det hele taget gøre andet? Vi skal vel ikke søge efter at gøre det vi finder er dårligst?

Hvis vi tager et gammelt eksempel med et barn der er på vej ud på motorvejen - skal vi så gribe ind her, eller lade barnet gøre som det vil, for det er i Guds varetægt? Det er i Guds varetægt, bestemt, men hvis vi ser en sådan situation er vi så ikke også Guds redskaber, for vi er selv Guds redskaber i netop de situationer som vi hver især møder i hverdagen. På denne baggrund ville jeg vælge at redde et barn fra døden, uanset at jeg ved, at den åndelige verden ikke er så'n at kimse ad.  Derfor vælger jeg også hver dag at "traske videre" i den daglige trummerum, selv om jeg ved, at der vanker en vild fest når pinslerne engang er overståede.

Hej med jer

Kan vi ikke konkludere, at uanset hvad kvinden vælger - så gør hun intet forkert.
Hun gør og vælger, hvad hun kan, føler og finder mest rigtigt.

Vi kan ikke vælge for hende - højst lege med tanken.

Og vi kan slet ikke gennemskue, hvilke skæbnebuer hun og hendes børn rammes af, eller hvilke skæbnebuer hun og hendes børn ikke vil have glæde af, så længe vi ikke har kosmisk bevidsthed.

Venlig hilsen

Petersh

Hej Peter.

Helt enig - alt er såre godt.

Hej Svend.

I grunden har vi ikke magt over andet end os selv.

Hvis vi er enige om, at Gud er almægtig, alvidende og alkærlig?

Så kan vi måske også blive enige om, at Gud i forvejen ved, at kvinden vil foretage
et valg mellem børnene og at hun netop vælger drengen til overlevelse, og at der
er en mening og hensigt med det?

Hvis nu det istedet var mig der var i moderens sted. Så ville Gud også vide, at jeg ville
vælge ikke at dømme. Derfor ville jeg kun komme i sådan en situation, hvis der er en
hensigt og mening med, at begge børn skæbnemæssigt har bedst af en hurtig død.

Havde begge børn bedst af, at overleve...ville Gud også finde råd for det.

Og selvfølgelig ville jeg forsøge, at redde drengen på motorvejen....og det ved Gud
også....ellers ville jeg slet ikke komme forbi på rette tidspunkt.

Det er jo netop også derfor der ikke findes noget "forkert" i verdensaltet.

Det er derfor udelukkende en sag mellem det enkelte individ og Gud. Der er rigeligt
med redskaber, til at udløse den mørke karma. Der er rigeligt med mennesker der
ønsker magt over andre..og som er parat til, at dømme som soldaten
(selv om det er en illusion og ikke kan lade sig gøre. )
Thi dit er riget, magten og æren. Amen.

Døm ikke, dommen er min.
Jeg behøver ikke, at dømme. Jeg kan vælge, at lade være. Jeg har fri vilje.

Spørgsmålet er så: Hvem ønsker jeg at være?

Vil jeg være dommer i den første situation? Nej

Vil jeg redde drengen på motorvejen? Ja

Og alt efter, hvem jeg ønsker at være...havner jeg i de passende situationer. Alt efter
om jeg dermed er udløser for den mørke eller den lyse karma for andre...og der findes
ikke tilfældighed eller "uskyldige ofre"....magten ligger alene hos Gud og aldrig suverænt
hos mig, når det kommer til de andre. Den eneste jeg kan have kontrol over er mig selv.

Vil jeg begå selvmord, fordi jeg kender til livet i den åndelige verden? Nej

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

OK, fair nok. Vi er enige om, at uanset hvad moderen vælger så er det selvfølgelig i overensstemmelsemed at "alt er såre godt". Vi har hver især vore motiver for at handle som vi gør i enhver situation.

Men er moderen netop ikke i en fortvivlet situation, fordi hun netop ikke kan undgå at dømme? Hun har tre muligheder, og set i det store perspektiv er alle situationer lige rigtige - men alligevel vil alle tre valg medføre, at hun har bestemt at om en time skal enten ingen af hendes børn være i live, eller også skal hendes søn eller hendes datter være i live. Hvordan kan hun dog undgå på nogen måde at være en form for dommer over børnene? Er hun fritaget for at dømme hvis hun lader soldaten tage dem begge?

Møder vi ikke hver dag i vores liv masser af situationer, hvor vi ikke kan undgå at tage stilling, fordi det at undlade at have en holdning også er at tage stilling, eller at "dømme"? Det mener jeg er en uundgåelig konsekvens af at være jordmenneske.

Du skriver her, at hvad terroristerne gør er en sag mellem dem og Gud.

Og jeg siger, at jeg at jeg vil afstå fra, at "pege" på hvem der skal leve og hvem der skal dø.
Hvad soldaten herefter gør, er en sag mellem soldaten og Gud.

Er det så også dig der dømmer de 6 personer til døden?

Det mener jeg ikke det er, ligesom jeg heller ikke mener, at det er mig der dømmer
børnene til døden, ved ikke at vælge.

Det er i disse 2 tilfælde terroristerne og soldaten der er den dømmende faktor, da det er dem
der har magten. De forsøger, at gøre dig til medskyldig i en ond/uvidende handling.

Går jeg ned på deres plan, er det ikke længere en sag mellem terroristerne/soldaten og Gud...men en sag mellem terroristerne/soldaten og mig og Gud.

Princippet er det samme....den eneste forskel er direkte eller indirekte handling.

I den ene situation bliver jeg bedt om, fysisk at føre kniven/pistolen....i den anden situation
bliver jeg bedt om, at "pege" på og dermed indirekte, at føre kniven.

Og jeg mener, at man skal afstå fra at dræbe og dømme til døden både i den direkte fysiske
og den indirekte form.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

I sagen med terroristerne vil jeg afstå fra at skyde et andet menneske, fordi jeg ikke nogensinde selv ønsker at blive skudt.

I den anden situation vil jeg vælge at redde et af børnene, fordi jeg, hvis jeg selv var barn, ville ønske at min mor ville redde enten mig eller min søster.

Men nogen enkel løsning findes selvfølgelig ikke, ellers havde filosofferne vel også fundet løsningen for mange år siden. I begge situationer mener jeg, at man netop indirekte er herre over liv og død, og derfor mener jeg heller ikke man kan sige, at man er fritaget for at dømme - man står simpelt hen i en situation, hvor et valg har betydning for liv og død.