Hej Svend! cool nok, det er sjovt men jeg giver dig ret, det er ret nemt at svare på, der er ikke noget filosofisk sværvægt i det  ...  Jeg kommer med et svar i løbet dagen ...

Kærlig hilsen

Jacob

Jeg kan da selv lægge ud:

Generelt er problemet for filosoffen, at han kun regner med, at vi har/er den fysiske krop.

Punkt 1:

Skal man slå en rask mand ihjel, for at bruge hans organer for at redde 5 andre mennesker? Her mener jeg, at svaret er nej - vores organer er ikke bare handelsvarer, som vi omkostningsfrit kan flytte fra menneske til menneske. Hvem skulle i øvrigt afgøre, hvilken rask mand der skulle slås ihjel?

Næste spørgsmål går på, om jeg vil skyde en person for at redde mig selv + fem andre. Alternativet er, at terroristerne skyder 6 personer, men lader mig gå fri. Her mener jeg, at man i alle situationer skal afstå fra at dræbe andre mennesker - hvad terroristerne derefter gør er en sag mellem dem og Gud.

Tredje spørgsmål. Her bør man vælge det mindst onde, og lade toget køre over den ene person.

Punkt 2:
Hvad gør en person til "mig"? Filosoffen regner her kun med fysiske celler, men hos Martinus er jegfølelsen "noget som er", og jegfølelsen har dermed intet med den fysiske verden at gøre.

At bytte hjerne med Anders Fogh gør selvfølgelig ikke, at jeg kommer til at gå rundt med Anders Foghs krop. Jeget sidder ikke i hjernen.

Filosoffen siger, jeg ikke er den samme person som da jeg begyndte på artiklen. Hvis vi analyserer denne påstand ud fra X1, X2 og X3 ser vi, at alle evige realiteter evigt er de samme - det der forandrer sig er de skabte ting. Eftersom en persons jeg er en evig realitet er jeg stadig den samme som for et øjeblik siden. Det der forandrer sig er det skabte og det oplevede.

Jeg vender senere tilbage med mine svar på de resterende spørgsmål. Det bliver spændende at se, om vi er enige.

J

Hej Svend.

Interessant med sådan en filosofiens dag, og du har ret i at
kendskabet til Martinus verdensbillede gør det langt lettere, at
svarer på disse spørgsmål.

Jeg har dog et dilemma omkring et lignende spørgsmål, som jeg
gerne vil have jer andres kommentarer til, men det vender jeg lige
tilbage til senere på dagen, da jeg står og skal ud af døren for, at
hente min datter.

Kærlig hilsen Ejby - P.S. Så er min bærbare oppe, at køre igen.

Hej Svend, Jacob og alle i andre!

Jeg kan ikke huske fra hvilken bog (titlen) jeg har dette senarie
fra....men here goes!:

Senariet foregår under 2. verdenskrig, hvor et togvogn med Jøder
ankommer til en koncentrationslejer. Jøderne befinder sig i en lang
række, hvor der foregår en sortering af, hvem der er "egnet" til arbejde
og hvem der skal direkte til gaskammeret.

I køen står der en kvinde/moder med sine 2 børn. En mindre pige på 5-6 år
og en lidt større dreng på 8-9 år. (så vidt jeg husker korrekt)
  Da det bliver kvinden med børnenes tur...bliver dommen at kvinden kan
bruges til arbejde, men børnene bliver valgt fra til en skæbne iform af døden
i gaskammeret.

Moderen græder og trygler på sine knæ, om at de vil tage hende i stedet og
lade børnene leve. Soldaten bliver efter en tid, træt af at høre på kvindens
gråd og skrig. Han giver kvinden et valg.

Du kan få lov til, at beholde den ene. :o....Hvem skal det være?...ellers tager vi
dem begge.

Det er den mest forfærdelige situation jeg kan forestille mig. :'( Jeg er jo selv mor til
2 børn - en dreng og en pige. Og jeg kan slet ikke forestille mig, at kunne få over mit
hjerte, at skulle vælge mellem mine børn i sådan en situation. Tror simpelt hen ikke jeg
vil være istand til det, eller på nogen måde ville kunne nænne, at foretage sådan et valg. :'(

Man har mulighed for, at redde den ene fra døden....og iforhold til, det mindste onde..
Så er det vel et mindre onde, at en dør frem for to. ???
Men hvem er i stand til, at tage sådan et umenneskeligt valg, at skulle vælge en af
sine børn fra. 😮

I historien vælger kvinden, at pigen (den mindste) skal leve, og drengen bliver ført til
gaskammeret.

Hvad mener i andre, ville være det "rigtige", at gøre i sådan en situation med Martinus i
baghovedet?

I denne, som i andre lignende situationer, ser jeg et dilemme mellem, at vælge "det mindste onde"
og upartiskhed. : ???

Vil blive glad for at høre jeres tanker og meninger omkring dette.

Kh Ejby

Hej Ejby

Sikke et ubehageligt, men spændende dilemma, du disker op med her til weekenden....

Når jeg tænker nærmere over det, bliver det tydeligt for mig, at det slet ikke er valget mellem de to børn, der er det centrale i kvindens situation. Det er derimod den lidelse, hun oplever. Der er ikke noget rigtigt eller noget forkert valg for kvinden. Uanset hvad hun vælger, kommer det til at brændemærke hende følelsesmæssigt og psykisk resten af livet.

At hun overhovedet kommer i situationen skyldes jo hendes karma, og den viser, at hun endnu ikke lever i pagt med livslovene. Ellers var hun aldrig havnet i situationen. Men netop dette uhyggelige lidelsesfrembringende dilemma vil til en vis grad "vaccinere" hende mod at påføre andre lidelse fremover.

Lektionen for kvinden er altså ikke at vælge mellem sine to børn. Lektionen er lidelse. Om det er det ene eller andet af de to børn, der får lov til at leve, afgøres af deres skæbne - ikke af morens valg.

Og i øvrigt - hvem ved - måske er døden i gaskammeret den mindst smertefulde skæbne, hvis alternativet er et langt liv med lidelser...

Venlig hilsen

Petersh

Hej Ejby.

I det eksempel du nævner har moderens handlinger faktisk reddet et af hendes børn, i hvert fald i første omgang, men selvfølgelig er det umuligt at tænke positivt i en sådan situation. Valget er umuligt at træffe, og det bedste ville måske være, at lægge valget over i Guds hånd - for eksempel ved at trække lod, hvis der er mulighed for det.

Hej Peter og Svend.

Tak for jeres kommentarer. og jeg kan godt følge jer begge i det i skriver.

Mit dilemmea ligger egentlig i, at moderen jo handler partisk ved, at vælge....og
samtidig vælger hun "det mindste onde" ved, at redde den ene istedet for, at
begge børnene må dø.

Og her er det jeg mener, at der er noget modstridende i forhold til disse to begreber.
Upartiskhed og "det mindste onde". ???

Og her er det, at det undre mig, hvad der er det "rette at gøre" med martinus i tankerne.

Hvornår er det ene gældende og hvornår er det andet. ???

Kh Ejby

Hej Ejby

Nu er kvinden jo ikke et kosmisk bevidst kærlighedsvæsen, så det at være partisk ligger hende ikke helt så fjernt. 

Derudover ved hun (eller vi for den sags skyld) heller ikke, hvad der reelt er det mindst onde i situationen for hende selv og for hendes børn. Er det fx mindre ondt at vælge pigen end drengen? Eller det mere ondt at de begge bliver moderløse?

Venlig hilsen

Petersh

Hej Peter.

Jo, jeg er enig mht kvinden.

Men det var nu mere selve princippet i det, jeg forsøgte
at komme ind på. Dvs det modstridende i de 2 begreber.

Kh Ejby

Hej Ejby.

Ingen kan jo vide, hvad der er det mindst onde. Martinus nævner et sted, at i krig kan det at dø hurtigt meget vel være det mindst onde, frem for at lide i kortere eller længere tid.

Med hensyn til moderens partiskhed, så kan man sige, at i dette tilfælde er partiskheden ikke noget hun selv har valgt - ethvert menneske ville vel redde det ene barn frem for at lade begge dø, men moderen er påtvunget partiskheden af soldaten. Man kan sammenligne det lidt med udsagnet fra en stormagt: "Hvis du ikke er for os, er du imod os".

Jeg tror jeg ville have valgt det samme som moderen - at lade det yngste barn leve. Rent statistisk berøves det yngste barn jo mere af sit nuværende liv end det ældste. Hvis valget bestod mellem at lade en 8 årig dreng, og en 80 årig bedstemor leve, var valget vel givet. Forskellen er her meget mindre, men alligevel.

Hej Svend

Jeg tænkte længe over, hvad jeg selv ville gøre i sådan en situation....så her kan jeg ikke give dig ret i, at ethvert menneske ville redde det ene barn frem for, at lade begge dø.

Da muligheden ikke er, at jeg kan give mit liv for deres...og heller ikke kan følge dem i døden....
og med mit kendskab til Martinus, det evige liv og reinkarnation.

Så ville jeg lade dem begge dø....med den begrundelse, at de ville have hinanden at holde i hånden og ikke skulle opleve en sådan forfærdelig død alene....og med den tanke, at døden var, at foretrække frem for et liv i helvede i en koncentrations lejer....og af den simple grund, at jeg ikke ville kunne vælge et af mine børn fra og lade dette barn gå i døden, med en følelse af, at være mindre elsket/værd end det andet.

Måske det ville være mere rigtigt, at vælge "det mindste onde", som kvinden i historien gjorde. ???
Men jeg ville simpelthen ikke kunne få over min selv, at foretage et sådant valg.

Kh Ejby

J

Hej Jacob.

Du har helt sikkert en pointe der iforhold til helheden....og jeg har personligt helt sikkert
et stykke vej, før jeg ville være istand til, at foretage et sådant valg. Her er jeg alt for
følelsesmæssigt indvolveret.

Men vi kan jo heller ikke være 100% upartiske, før vi er blivet til kristusvæsner. Da dette jo
er uløseligt forbundet med pol-konstelationen.

Kh Ejby

Hej Alle.

Er denne situation i princippet ikke det samme, som situationen med moderen med børnene i koncentrations lejeren?

Handler det så ikke også her om, mest mulig livsoplevelse. ??? Og i forhold til upartiskhed og helheden, er det vel bedre, at man redder sig selv + 5 andre...frem for, at 6 bliver skudt?

Eller er det bare mig, der ikke kan se forskellen. ???

Er det moralsk og etisk det rigtige, at redde et menneske, hvis man samtidig døds dømmer et andet?
Sætter man sig ikke på den måde til dommer over liv og død?

Jeg er stadig i vildrede mht dette spørgsmål. ???

Kh Ejby

J

Hej Jacob.

ja, den havnede da vist det forkerte sted....pyt!

Jeg er ked af det... og ikke for at være på tværs...og måske det
skyldes mit egent ufærdige udviklingstrin og egen misopfattelse.

Men for mig, føles det næsten lige så slemt, at være den der "peger" på,
hvem der skal leve og hvem der skal dø...som selv at føre "kniven"...
(der er bare tale om en indirekte handling)

Det gør mig til "medskyldig" og til dommer over liv og død.

Og jeg har ikke lyst til, at tage parti og være dommer.

Jeg ville ikke være istand til, eller kunne nænne at gøre det.

Det var jo heller ikke Hitler selv der førte kniven....men det gør ham
jo ikke mindre "skyldig".

Derfor ville jeg sige: "Jeg er ikke istand til, at foretage et sådant valg"
og så må det blive soldatens valg.
Her ville jeg være nød til, at overlade det i Guds hænder.

Er det ikke ligeledes en måde, at demonstrerer vejen, sandheden og livet...
ved, at nægte at tage parti for det ene barn og overlade det andet barn til
døden i gaskammeret. At nægte, at gøre sig til "medskyldig" i, at dømme et
barn til døden?

Kh Ejby

J

Hej Jacob.

Tak for de søde ord.

...but I am just finding my way as I go along. With the help of all
you guys.

Når det bliver tåget og jeg har svært ved at se klart....så har jeg ofte
held til, at finde tilbage til vejen. (min vej)...ved hjælp af mit "tilbehør"
("The Work" af Byron Katie.) til hovedretten, som for mig er og bliver
Martinus.

Kh Ejby