Hej Oscar.

Mange tak fordi du har fundet alle disse fantastiske citater frem. Jeg er helt enig i disse citater og din konklusion. 

Hej Svend,

Jeg mener, du blander to forskellige niveauer af begrebet "illusion" sammen.

Hvis vi laver et eksempel:
På en bestemt vej ligger et hus, som er gult.
A mener huset er gult.
B mener huset er rødt.
A foreslår, at de sammen tager hen og ser efter, men det vil B ikke være med til.

A oplever at A har ret, og B tager fejl.
B oplever at B har ret og A tager fejl.
Man kan sige, at de begge 2 har ret ud fra hver deres perspektiv.  Men sandheden om huset er, at det er gult og ikke rødt, hvilket kan konstateres, hvis man kan og vil det. 
A har derfor reelt ret - og ikke kun ret i As egen forestillingsverden.
B har ikke reelt ret - men kun ret i Bs forestillingsverden.

Det samme havde været tilfældet hvis A og B havde været uenig om hvorvidt 2+2=4 eller ikke. Eller hvorvidt en virkning forudsætter en årsag eller ikke.

Ingen  vil vel mene, at det er ligeså illusorisk at mene: "at det er godt at drikke vand og livsfarligt at drikke salmiakspiritus" som at mene det modsatte?

Det er jo rigtigt nok, at alt, hvad der eksisterer, er et evigt, usanseligt "noget". Og derfor er alt, hvad der kan opleves, "noget andet" end det usanselige "noget" - og i den forstand er al oplevelse en illusion.

Men det ændrer jo ikke på, at de forskellige stoffer i livet alle har deres urokkelige virkeevne, uanset hvad man tror om dem. Og det er denne viden om stoffernes urokkelige virkeevne, der er sandheden om stofferne.  Den, der ved, at vand slukker brand, er bedre rustet til at slukke en ildebrand, end den, der tror, at ildebrand bedst slukkes med benzin.

Viden om  stoffernes virkemåde gør jo, at man opfatter stofferne, som de er. Hvorimod uvidenhed om stoffernes virkemåde gør, at man ikke opfatter stofferne, som de er. Dvs. man opfatter dem illusorisk.

Den vise opfatter verden, præcis som den er, og bliver derfor aldrig skuffet. Den enfoldige opfatter ikke verden, som den er, og kommer derfor til før eller senere at blive ulykkelig. Denne ulykke er jo netop et symptom på, at han har skabt noget andet, end det han ville skabe. Det, han troede på, viste sig at være illusorisk, fordi det ikke førte til det ønskede resultat, men til det stik modsatte: en ulykkelig tilværelse.

kh
Jan

  Hej Jan og Svend.

  Interesant dialog i har, men jeg vil da lige sende jer den tanke, at i mine øjne er en illusion "noget", og ikke "ingenting".

  At noget er en illusion betyder blot at det er "noget" der ikke er hvad det ser ud til at være, men at det skulle være lig "ingenting" (eller noget ikke eksisterende) er ikke min opfattelse.

  Illusionen vi lever "i" er skabt for at give os mulighed for at lære noget, og det kan vi sagtens via "illusioner".

  En kærlighedsfilm eller en actionfilm, er også skabte "illusioner" der ikke indeholder reelle oplevelser eller situationer, men som er skabte af skuespillere, og dog sætter de følelserne i gang hos den enkelte, og kan skabe lærdomme hos os, via den forståelse vi får ud af at "opleve" illusionen (spillefilmen).

  Som jeg opfatter tingene, så er Guds primære bevidsthed ikke i stand til at opleve sig selv, uden at den sekundære bevidsthed aktiveres, og den sekundære bevidsthed er "OS" (alle levende væsener), igennem hvilke Guds oplever "sig selv", (med sin primære bevidsthed).

  Uanset hvor vi befinder os (i Guds legeme) vil vi altid opleve tingene som virkeligheder, selvom de "primært set" er illusioner, så at "alt er såre godt", er også kun en illusion for "os" og noget der ikke opleves som rigtigt, ja, aldrig kan opleves som værende rigtigt, da det kun kan være rigtigt for Guds primære bevidsthed (og GUD sÅ at alt var såre godt  , så selvom vi da nok kan tænke tanken at "alt er såre godt", og måske også af og til kan føle at dette er rigtigt for os individuelt, så vil vi aldrig kunne FØLE denne sandhed i vor tilstand som "sekundære" bevidstheder, som gældende for alt i vor omgivende virkelighed, da alt netop aldrig er såre godt, i illusionernes verden.

  Som Martinus selv skriver, så er det en stor fejltagelse at benægte lidelser og det onde som værende virkeligheder, da det er lig med at benægte selve livets eksistens.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar,

Jeg er enig med dig i de ting, du skriver i dit indlæg.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan.

Dette er jo allerede et subjektivt udganspunkt, men det er ikke noget objektivt konstaterbart.
Hvis man går uden for livet, er der kun en kendsgerning, som Martinus også er inde på. Det er, at alt der ekstisterer er det Guddommelige noget. Så kan der ikke eksistere hverken gule eller røde huse, de er begge, uden for livet, illusoriske.

Hvis vi går indenfor livet, er enhver sandhed subjektiv. Det vil sige, at det gule hus er en subjektiv sandhed. Jeg mener, du tager udgangspunkt i, at det gule hus er en objektiv sandhed, men det kan jo kun det guddommelige noget være, derfor må det gule hus være en subjektiv sandhed - en subjektiv sandhed som kun kan sanses af bestemte væsener. For B er den subjektive sandhed derimod, at huset er rødt. A kan kun overbevise B, hvis B selv er på vej ind i den form for tilværelse, som A lever. A kan i dette tilfælde være verdensgenløser, og dermed hjælpe B til at forstå tilværelsen.

Men det modsatte kan også gøre sig gældende. Et mørkevæsen kan også overbevise et lysvæsen om, at mørket er det "rigtige", hvilket slangen i paradiset er et eksempel på. Dette forekommer os dog så svært at forstå, fordi vi er diamentralt modsatte væsener, men ikke desto mindre må det være sådan, for ellers kunne livet ikke evigt opretholdes.

Et væsen der ser et gult hus er dog klar over, at det selv engang har set et rødt hus ligge der, og at det også engang i fremtiden vil komme til at se et rødt hus samme sted. Mens et væsen der ser et rødt hus vil være sikker på, at dette hus altså objektivt set er rødt, og alle andre, der ikke kan se dette, må være underlige, svagt begavede, eller hvordan det nu kan give sig udtryk. Dette er for mig at se en afgørende forskel, som Ejby også nævner i et tidligere indlæg - et lysvæsen ved, at det oplever illusioner. Derfor kan et lysvæsen udvise tilgivelse og forståelse, netop fordi det forstår, at alle væsener gør det de nu engang finder er bedst for dem, for de lever alle i hver sin sandhed, eller hver sin illusion. Dette kan et mørkevæsen derimod ikke forstå, og derfor udviser det intollerance for andre opfattelser.

Hej Svend,

Nu var eksemplet med "det gule hus" tænkt ud fra den præmis, at huset faktisk var gult og ikke en anden farve.
For at forsøge at undgå misforståelser nævnte jeg også, at man i stedet for "det gule hus" fx. kunne bruge "2+2=4" eller alt mulig andet som to personer kan være uenige om.

Men det, der var min pointe, var, at alle stoffer i livet har en urokellig virkeevne. Og den, der kender denne virkeevne, sanser jo stoffet virkeligt, medens den, der ikke kender denne virkeevne, tager fejl af stoffet, dvs. sanser stoffet illusorisk.

Det er rigtigt.  Men det er kun rigtigt udenfor livet. Hvis man stikker hånden ned i en gryde med kogende vand, brænder man sig, selvom det kogende vand er en illusion "udenfor" livet. Og hvis en stikker hånden ned i det kogende vand, i den tro, at det har en behagelig temperatur, så vil han alligevel brænde sig. Og hvis A mener, man ikke kan brænde sig på kogende vand, og B mener, at det kan man godt, så er det B, der har ret - også selvom det evt. ikke er muligt at overbevise A om rigtigheden heri. (Men det er selvfølgelig forudsat at man er et fysisk væsen, der har en hånd, der har evnen til at brænde sig.)

Jeg mener, at stoffernes urokkelige virkeevne netop er udtryk for objektive sandheder i livet. Derfor er viden om disse sandheder videnskab - dvs. en kendsgernings analyse. Medens alle opfattelser, der ikke har rod i videnskab er overtro. Det er tilsløret sandhed - eller mere eller mindre illusoriske opfattelser af virkeligheden.

At man ikke kan overbevise en person, der lever på en illusion om, at dette er tilfældet, er jo ikke bevis for, at det ikke forholder sig sådan. Det beviser bare, at han endnu ikke er klar over - eller vil være ved - at det forholder sig sådan.

Det har du ret i. Men det ændrer jo ikke på, at B har en illusorisk opfattelse af husets farve, hvis vel at mærke præmissen, at "huset er gult", er korrekt.

Ja, men her er det jo netop, at det levende væsen er dér i spiralkredsløbet, hvor det kun kan komme videre, hvis der bliver skabt "uvidenhed" i dets bevidsthed. Denne "uvidenhed" kan kun skabes ved, at det levende væsen bliver overbevist om, at det at dræbe og hævne er det rigtige. Men det ændrer ikke på, at det er et brud på livsloven, der siger at: "du skal elske din næste som dig selv" og konsekvensen af overtrædelse er lidelse. Det betyder jo netop, at for at væsenet kan komme videre, skal det bringes til at tro på illusionerne, og - midlertidigt - miste erkendelsen af den kosmiske virkelighed (de kosmiske analyser, eller verdensaltets virkelige indretning)

Men der er stadigvæk 2 niveauer af illusioner. Der er "den evige illusion": At det evige "noget" er usanseligt, og at al oplevelse derfor er oplevelse af "noget andet" end det usanselige noget - og i den forstand en illusion. Den "evige illusion" er livet selv, og derfor kan man aldrig træde ud af den. Det er i kraft at dette forhold, at det "guddommelige noget" kan være levende.

Og så er der alle de timelige illusioner, som kun kan  eksistere på baggrund af uvidenhed: Nemlig alle de fejlagtige antagelser af stoffernes virkeevne. Disse timelige illusioner ophører med at eksistere i samme grad som det levende væsen lærer at elske sin næste som sig selv, hvorved det får kosmisk bevidsthed.

kh
Jan

Hvornår befinder sig så det levende "udenfor livet"? Skal det ikke her stå "udenfor det timlige liv"? Thi udenfor de timlige liv findes det evige og det er fra evighedens eller jegets synspunkt det timelige er illusorisk, ikke udefra en synspunkt "udenfor livet" i betydninghen "fra dødens synspunkt", thi hvad kan siges udfra det perspektiv?

Hej Algotezza,

Martinus bruger selv udtrykket "udenfor" livet. Bl.a. i LB4 stk. 1054: med overskriften "Det er kun "udenfor" livet, at de "skabte ting" er illusoriske. Indenfor livet er de urokkelig virkelighed". Jeg har lavet et link til det tidligere i denne tråd, men sådan et link "udløber" har jeg fundet ud af, så det virker ikke mere.

Martinus bruger det i forbindelse med hans analyse af "det guddommelige noget" X i dets egennatur. Her er det bare et "noget" uden anden analyse. Og da alting er identisk med dette "noget", så er altings analyse på en måde dette "noget" uden anden analyse. Men man vil aldrig kunne komme til at opleve det sådan, fordi som Martinus skriver, at det ville forudsætte, at man først skulle miste sin skabe- og oplevelses-evne. Men den er evig og kan ikke mistes. Og kunne den det, ville man ikke længere være et levende væsen, men blot et "noget som er".

Du foreslår udtrykket udenfor "det timelige liv". Men det er for mig at se blot nogle andre ord for den samme mening. For alt liv har jo et timeligt aspekt, og derfor må det, at gå udenfor "det timelige liv", være at gå "udenfor" livet, hvilket man kun kan gøre som et tankeeksperiment og ikke reelt.

kh
Jan

Hej Jan.

Og det er det jeg mener der gør, at uanset hvor urokkelige stoffernes virkeevne er, så eksisterer denne virkeevne kun for det levende væsen, der kan erkende denne virkeevne. Uanset hvilken urokkelig sandhed vi så beskæftiger os med, så skal vi være i stand til at erkende denne sandhed, ellers er det ikke en sandhed for os. Vi kan jo ganske vist sige, at vi som levende væsener hele tiden bliver "klogere", men livet fortsætter sin evige vandring, og når vi går fra lyset til mørket bliver vi jo også "klogere" for livet går hele tiden mod højere og højere former. At 2+2 = 4 det er korrekt for den der kan regne, men kun væsener, der kan regne, kan erkende denne sandhed. Et primitivt dyr har ingen mulighed for at erkende denne sandhed, og derfor eksisterer den ikke for dette dyr. Sandheden ser jeg derfor som lokal - kun "det guddommelige noget" kan være uden for enhver subjektivitet. At huset er gult er lige så selvfølgeligt som at 2+2 = 4, men det gælder kun for de væsener, der kan se, at huset er gult. For dem der ser huset som rødt, eksisterer denne sandhed om det gule hus ikke. At man brænder sig på kogende vand, det ved et lille barn ikke, men når det så brænder sig, vil det have lært noget, der kan bringe det videre i udviklingen. Men så længe barnet ikke har prøvet at brænde sig, kan det jo ikke erkende, hvad det overhovedet vil sige at brænde sig. Det lille barn er dog så tæt på den voksne i sin verdensopfattelse, at det kan lære af den voksne - den voksne kan bringe det videre i udviklingen. Men alligevel forudsætter det, at deres verdensopfattelse er nogenlunde ens, for at deres definition af "sandhed" kan bringes i overensstemmelse.

Hej med jer

Jeg er helt enig med dig i dine betragtninger, Jan. Livets subjektivitet skabes af de objektive sandheder i livet, som udgør de kosmisk-kemiske love, livsoplevelsen er underlagt. Jeg mener også, at en del af forvirringen i denne tråd skyldes sammenblandingen mellem de to forskellige grader af illusion. Plus en tredje - nemlig tankedril.

Dette tankedril kommer til udtryk, når man siger at 2+2 ikke er lig 4, hvis man ikke kan regne. Det er ikke sandt. At man ikke kan regne, skyldes blot at man endnu har ukendskab til sammenhængen imellem 2+2. Ved at regne forkert, bliver man konfronteret med sine fejludregninger, og som tiden skrider frem, lærer man at forstå sammenhængen.

Uvidenhed kontra videnskab er som tidligere nævnt ikke to uafhængige tilstande, men videnskab er resultat af erfaringer tilegnet gennem uvidenhed. Bag denne erfaringstilegnelse har vi ønsket om fornyet livsoplevelse. Dette ønske er også den faktor, som nærer ønsket om at vende tilbage til et liv i uvidenhed i et nyt spiralkredsløb.

Det er lovmæssighederne, der giver illusionen den struktur, der gør, at vi overhovedet kan tale om livsoplevelse - og de er ingen illusion. Selvom man ikke kender til dem, er de stadig de evige byggestene, der skaber timelighederne i al evighed.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Petersh.

OK, lad os forestille os, at der findes forskellige grader af illusioner. Lad os forestille os, at der findes nogle overordnede lovmæssigheder, som vi via vores udvikling i spiralen får mere og mere kendskab til. Når vi i de lavere riger ikke har kendskab til disse lovmæssigheder, er vi ofre for en form for illusion. Når vi når den Guddommelige verden, så er vi fuldt ud bevidste om alle gældende lovmæssigheder, og dermed er vi på toppen af poppen. Men hvad så i den næste spiral - der må jo være et eller andet i denne spiral der gør, at vi her kommer endnu højere op i livsoplevelsen i den guddommelige verden i den næste spiral - vi kan sige, at vi her bliver endnu mindre ofre for illusionen, for ellers ville livsoplevelsen vel til sidst drukne i trivialitet. Hvis vi i hver spiral når til den endelige absolutte top, vil dette så ikke blive trivielt? Vil der ikke nødvendigvis være livslove, som du ikke kan erkende i denne spiral, men først i den næste, og så videre i al evighed, og derfor kan man vel så sige, at vi altid tror, at den erkendelse vi har nu er den rigtige, men vi bliver reelt set aldrig færdig med at erkende endnu højere facitter? Kan vi overhovedet være sikre på, at der findes "evige byggestene", andet end det evige facit der hedder "Det guddommelige noget"? Hvis der virkelig fandtes "evige byggestene", så ville disse vel være en del af "Det guddommelige noget", hvis de virkelig var urokkelige?

Er det eneste fuldstændigt evige der findes ikke "Det guddommelige noget", og er en opfattelse af, at noget andet kan være en "evig byggesten" ikke en illusion?

(jaja, jeg er godt klar over, at det her skrevne ikke er noget Martinus har berørt, men jeg har alligevel på fornemmelsen, at livets evige oplevelse kræver evig fornyelse, selv af tilsyneladende urokkelige facitter Præcis lige som i den fysiske verden, hvor tilsynladende faste punkter slet ikke er faste når det kommer til stykket. Vi må jo have en fast jord under fødderne for at kunne eksistere, men denne jord viser sig ved et nærmere studie slet ikke at være fast) .

Hej Svend

Spiralkredsløbet er jo ikke det største kredsløb, der findes. Over det har vi kønskredsløbet (to spriralkredsløb), og over det har vi organismekredsløbet (syv spiralkredsløb). Over disse findes endnu større kredsløb, som alle er med til at give en fornyet og varieret oplevelse af de selvsamme grundlæggende principper, de føromtalte evige "byggestene", som skaber livsoplevelsen ud af det "noget som er" (som selvsamme principper i øvrigt er en del af). Dette er den hellige, uadskillelige treenighed: det levende, skabeevnen og livsoplevelsen.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Svend,

Vi kommer i hvert spiralkredsløb til den absolutte top, men vi oplever det som om, at dette er bedre end i foregående spiralkredsløb.

De evige principper er altid de samme (ellers var de ikke evige). Men variationsmulighederne er uendelige. Derfor bliver det aldrig for alvor kedeligt.

Hver gang man tager fat på et nyt spiralkredsløb, er det en helt ny variation af organismeprincippet, som aldrig før i al evighed har været taget i brug. Og i kraft af perspektivprincippet, kommer det nye spiralkredsløb hver gang til at opleves som større og bedre med mere lys (og mere mørke) end i det foregående.

Verdensaltet er allerede fuldkomment, så derfor kan det ikke blive mere fuldkomment (eller mindre fuldkomment). Men takket være skabeprincipperne, herunder perspektivprincippet, vil alle levende væsener alligevel få oplevelsen  af, at det bliver bedre og bedre. Det kan man så sige, er en illusion, men det er jo slet ikke noget problem for det levende væsen, fordi denne illusion er evig, og ikke opleves som en illusion, og desuden udelukkende er en fordel for det levende væsen.

Ifølge Martinus kommer alle kontraster ligeligt til udfoldelse i eet spiralkredsløb (altså de 6 riger), og man kan derfor få et overblik over alle principper ved at kigge på et enkelt spiralkredsløb.

Der er derfor ikke nogen nye evige principper at opleve, fra det ene spiralkredsløb til det andet, men måden principperne tages i anvendelse på er ny. 

Derfor er der evigt nyt at opdage/finde på, men det, der er nyt, er nødsaget til at være af timelig karakter (ellers var det ikke nyt). Men denne timelighed kan udmærket strække sig over milliarder af år. Det fysiske univers er anlagt på visse naturkonstanter, som - så vidt jeg har forstået - er uændrede, så længe universet eksisterer. Men man kan lave helt andre universer med andre konstanter og dermed helt nye oplevelsesmuligheder.

I hvert spiralkredsløb bliver man også uvidende om de evige principper, for derefter at genopdage dem. Så i den forstand kan man jo godt kalde dem 'nye', men de er reelt ikke nye, fordi de altid har eksisteret.

Martinus kosmologi beskriver de "evige byggestene". Disse udgøres af det "guddommelige noget", som er evigt levende. Dette liv fungerer i form af evige principper og kosmiske energier. Det overordnede princip er det treenige-princip, der er det levende væsens overordnede kosmiske analyse. Det levende væsen lever vha. nogle evige skabe- og oplevelses-principper. Disse eksisterer i "moderenergien", som hører ind under "X2" - skabe- og oplevelses-evnen.

Det er de også, da "det guddommelige noget" både er alt og det eneste, der eksisterer. Når Martinus deler det op i et 3-enigt princip, er det for at give en forståelse af  livet. Men denne opdeling er fiktiv, fordi man jo ikke kan dele noget, der er udeleligt. Derfor kan man ikke opdele det i 3. Når Martinus alligevel  gør det, er det fordi, at en sådan fiktiv eller tankemæssig opdeling, trods alt giver mere indsigt, end den ene analyse: "Et evigt noget, som er".

Så ved den kunstige opdeling får vi et "jeg" (X1) og en skabe- og oplevelses-evne (X2) og det skabte (X3).
De evige principper har sæde i X2 og er altså "tættest" på X1's natur som uforanderlighed. Men X2 rummer også de timelige talentkerner, som opbygges og nedbrydes på baggrund af de vaner, som jeget gennem sin levemåde får skabt.

Så "X2" 'indeholder' altså både 'ting' af evig karakter (skabeprincipperne og grundtalentkernerne, som er de evige talentkerner, og som regulerer de 6 grundenergier)) og af timelig karakter (de skabte talentkerner)

Jo, "det guddommelige noget" er jo det hele. Så derfor er der ikke noget som helst, der ikke er "det guddommelige noget". Men det guddommelige noget har både en evig natur og en timelig natur. Og her er det 3-enige princip og alle de andre kosmiske analyser et forsøg på at beskrive denne dobbeltnatur.

Men alt det, der befordrer timeligheden, er af evighedsnatur. Det vil sige, det er "jeget" og det er skabeevne, som 'indeholder' moderenergien, der 'indeholder' de evige principper og de 6 evige grundenergier.

Så i X1 og  "oppe i" X2 finder man altså alle de realiteter, som er evigt uforanderlige, men som samtidig er det evige grundlag, der befordrer den tilsvarende evige forandring, som er X3 - det skabte. Denne forandring er i absolut forstand slet ingen forandring, for det guddommelige noget er uden for tid og rum - er evigt - og kan derfor ikke forandres. Men det kan vha. det evige  illusionsprincip X2. lave en oplevelse af forandring eller timelighed - og det er denne timelighed, der er fuldstændig virkelig i livet, selv om den er skabt vha. det evige illusionsprincip, og derfor i den forstand udgør en illusion.

kh
Jan

  Hej Svend.

Kan ikke lade være med at kommentere, fordi jeg mener der er en vigtig "illusion" der overses, bla.a i dine opfattelser omkring evig fremdrift i "udviklingen" af "jeget" og dets livsoplevelse.

  Personligt mener jeg ikke at "jeget" er evigt, i normal forstand, således at det er "samme" jeg altid og således at det enkelte "jeg" altid bevarer sin "personlighed" og "faste" udskillelse fra helheden.

  Jegets energi er evig og kan ikke "forsvinde", men de enkelte jegers livsoplevelse, er ikke baseret på at et enkelt "jeg" oplever en liniær udvikling af sig selv (som en permanent personlighed).

  Mit jeg forandres fra dag til dag, og mellem kredsløbene omstruktureres mit nuværende jeg, og kobles med andres jeger, (f.eks via støbning af nye talentkerner), så "jeg" blot oplever min egen personlighed, som værende "en" men den "personlighed" jeg oplevede med som "mineral" eller som "plante" er slet ikke den samme som jeg oplever med i nuet, som er en personlighed der i nuet oplever gennem en masse andre jeger, (organjeger og cellejeger), og senere vil mit "jeg" være udviklet nok til at kunne opleve igennem en masse menneskejeger, organjeger og cellejeger, når jeg engang skal forvalte et "klodelegeme".

  Illusionen består i at vi netop oplever som individuelle "jeger", selvom vi består af en masse "jeger" og er alle disse jeger, vi er alle den helt samme "sjæl", (Guds primære bevidsthed, eller "moderenergien") men så længe vi er "opdelte", som enkeltvæsener i Guds sekundære bevidsthed, så oplever vi også os selv som værende isolerede væsener, og ikke som værende det ene væsen vi alle udspringer af.

  Mit og dit jeg er det samme, og mit og mine organers eller cellers jeger er et og det samme "jeg", nemlig Guds eget "jeg".

  Mayaerne bruger en hilsen (siger goddag til hinanden) som "oversat" siger:" Goddag, du en anden del af mig selv", og den illusion at vi alle er selvstændige "jeger" med vor helt unikke egen udvikling, er nok en af de væsentligste at blive bevidste omkring, da det er en "illusion" der i høj grad er af betydning for vore syn på og behandling af hinanden indbyrdes, mens vi lever "indenfor livet".

  Vor oplevelse af at være et selvstændigt jeg, er selvfølgeligt ikke illusiorisk, men jeg mener det er "forkert" at antage at det "jeg" man oplever sig selv som værende i nuet, er et "evigt" jeg, selve energien er evig, men personligheden er ikke, den skifter fra dag til dag, liv til liv og kredsløb til kredsløb, men personligheden er blot slet ikke bevidst om at den ikke er den samme "personlighed" som f.eks i sidste kredsløb, hvor den var organbaseret.
  "Personligheden" vil altid opleve sig selv som "et fast punkt hvorfra oplevelserne opleves", selvom denne "personlighed" altid blot er en større eller mindre given "mængde" af Guds moderenergi, et "glas vand" oplever kun sig selv som "et glasfuldt vand" så længe det er i glasset, men når det hældes ud i havet så er den "afgrænsede og individuelle oplevelse" ikke længere til stede, og en afgrænset "vandpersonlighed"derfor heller ikke. 
  Fyldes et nyt glas med vand, måske et noget større glas, vil den livsoplevelse dette nye glas vand har, også være en oplevelse af at være en "personlighed", men vandet er jo ikke nødvendigvist det helt samme der tidligere blev hældt ud i havet igen, men det er af helt samme natur" og er samme livsenergi eller moderenergi som alt andet "belives" med.

  Det "individuelle", i jegets natur, er dets evne til at rumme og forvalte moderenergi, (hvor stort et "glas" man har udviklet evne til at kunne forvalte) således at ens "personlighed" lutres via oplevelserne i denne sekundære illusion, og via denne "lutring" opnår evnen til at kunne beherske større og større "mængder" af guds "sekundære" bevidsthed, og derved også får større og større "ansvar" både i form af kontrol over større og større "legemer" bestående af større og større mængder af "mikrovæsener" (med egne "jeger"), og i form af mere beherskelsen af "viden" som individuel bevidsthed.

  For mit vedkommende er det da bedøvende ligegyldigt, om min personlighed er "min" egen, eller om den er sammensat af energier fra mange andre "personligheder" der oplever sig selv som værende organer eller celler, eller om den er helt den samme personlighed, som jeg "oplevede" med, da jeg selv var en "plante", det væsentlige for mig er jo blot at "jeg" altid oplever mig selv som værende et "mig", og at jeg er bevidst om at alle andre levende væsener også er "mig". 

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Mine Damer og Herrer, I er hermed inviteret til at deltage i et enestående eksperiment,
som Jeg kalder 'Den store Øvelse',
det går i al sin enkelthed ud på at ændre ved Jeg'et, fx gøre Jeg'et til 'ikke Jeg',
eller noget andet, 
det står fuldstændigt frit for, hvordan man vil gøre det, om man vil hugge og stikke, vride eller slå knude, eller hvadsomhelst, hva' med smelte,
det er også tilladt at have lige så mange hjælpere, og alle tænkelige former for hjælpemidler, som man kan ønske sig. God fornøjelse.

Om Illusionen, understreger Martinus, at det er en virkelig illusion,
og så er det nærliggende at tænke på 'maya's Slør',

Kærlig hilsen
Holger

  Hej Holger.

"Jeg" får sjældent den slags sjove ideer, du gør, men "ikke jeg".

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hvis man aldrig kan gå udenfor livet -kan man vel ikke sige at noget er illusorisk hvis man kun kan sige det udfra et synspunkt man aldrig kan se noget fra? Når men er bevisdt i jeget må det vel være muligt att se X2 og X3 som illusoriske. Eller er illusionen kun illusion "i analysen"? Man kan aldrig selv direkte gennemskue den som illusion? Kun indse det gennem analysen?

Hej Algotezza,

Man kan ikke reelt gå udenfor livet, men man kan gøre det som et tankeeksperiment.

De kosmiske analyser viser, hvordan man logisk kan komme frem til livets første facit: nemlig at alting er identisk med et evigt "noget". Dvs. alt er lig evigheden.  Men når noget er evigt, så kan det ikke samtidig være timeligt, da timelighed er det modsatte af evighed. Men da livet eksisterer og ikke kan eksistere uden, at der er noget, der er timeligt, så må det timelige også være lig evigheden. Men når timeligheden er lig evigheden, så må en af delene være illusorisk. Da timeligheden er det forgængelige, og evigheden er det uforgængelige,  så må det være timeligheden, der er en illusion. Timeligheden er med andre ord "evigheden i forklædning".

Da evigheden kun har sig selv at skabe af og med, kan den ikke frembringe noget timeligt. Men den kan frembringe noget, som både opleves og virker som timeligt, til trods for at alt i virkeligheden er evigt.

Timeligheden eller "det skabte" vil altid være "evigheden i forklædning". Timeligheden er derfor en evig illusion.

Det er denne evige illusion som udgør livet. Derfor kan man ikke træde ud af illusionen. Men man kan forstå, at illusionen er der.

Når man dels forstår, at alting er sådan, som man oplever dem, - og man samtidig forstår, at det også altid er evigheden, man ser, så har man forstået den evige illusion. Og da evigheden er identisk med Gud, er alt, hvad man oplever, også samtidig Gud (i større eller mindre forklædning).

Og hermed bliver analysen praktisk anvendelig.

For derigennem får man en logisk begrundelse for, hvorfor det er så fornuftigt at elske sin næste som sig selv: Når alle dele i virkeligheden er den samme enhed - er Gud - i forklædning, så er det eneste fornuftige jo, at behandle alle dele godt.

Og det er alene det formål de til tider meget abstrakte analyser har til formål at vise. Glemmer man det "går man galt i byen".

kh
Jan

Forudsetningen ad evigheden "kun har sig selv at skabe med" er at "evigheden opfylder alt og er uforenderlig". Og det "ved" vi per definition? Men hvordan "ved" vi at vi definierar evigheden riktig? Retter den sig efter vores definition af den?

Men den evighed jeget udgør ej ju forenderlig i og med energivendingen når energierne bli'r "ens" med jeget (og jeget såleds oplever det det oplever) og nye hensigter bli'r født. Havde jeget ikke været foranderlig hvordan kunde det så hele tiden skabe nye hensigter og ikke evigt desamme?

Hvordan kan vi sige at jeget eksisterer udenfor tid og rum når det kan vende energierne, hvilke jo er timelige og eksisterer i tid og rum? Man må hellere sige at det eksisterer ubetinget og uafhængig af tid og rum - men parellellt dermed - hvordan kunde det ellers skabe og opleve, dvs. vende energierne?

Det er en stor del af Livets Bog, bind 2, hvor Martinus er inde på analyserne omkring, "det levende væsen", evigheden og timeligheden. Nu startede jeg i mit sidste indlæg der, hvor man havde konstateret, at alting er identisk med evigheden. Men hvordan når man frem til det facit? Ja, dels kan man få det gennem en intuitiv oplevelse. Men hvis man ikke har en sådan, må man nøjes med at gå logisk til værks. Martinus kommer da med flere forskellige analyserækker: Alt, hvad der kan opleves, er dybest set bevægelse. Men bevægelse kan ikke opleve bevægelse. Da der er noget, der oplever, må det, der oplever, være noget andet end bevægelse. Da bevægelse er identisk med timeligheden, må kontrasten hertil være evigheden.

En anden analyserække er at alle naturens skabelsesprocesser er hensigtsmæssige. Fx. ører, næse, mund og alle de forskellige organer. Men når skabelsesprocesserne er hensigtsmæssige eller logiske, så må der være tænkning og bevidsthed bag. Der er således noget, der dirigerer bevægelserne. Der må være et fast punkt, der dirigerer bevægelserne. Dette faste punkt må altså være ikke-bevægelse, dvs. evighed.

En anden tankerække er, at en hvilken som helst størrelse kan deles i 2. Denne deling kan i princippet blive ved i det uendelige. Derved ser man at alle størrelser er illusoriske, fordi de alle rummer i sig uendeligheden.

Endnu en vinkel er at, hvis man bevæger sig fx. i et tog i en retning, så er det på en klode, som bevæger sig med stor fart i en anden retning,  rundt om endnu større dele, der igen bevæger sig i retninger i alle 4 verdenshjørner. Dvs. reelt kommer man ikke nogen steder hen. Bevægelsen ses også her som illusion.

Hvis der ingen evighed fandtes, var der kun bevægelser. Men der var intet til at dirigere eller oplevelser bevægelserne. Der var ikke noget til at sætte bevægelserne igang. Der ville kun kunne være et "intet".

Evigheden retter sig ikke efter, hvad vi mener om den.

Martinus har lavet sine definitioner ud fra sin kosmiske bevidsthed. Disse intuitive facitter har han beskrevet, gennem kosmiske analyser, dvs. logiske tankerækker. Derved kan man selv med sin forstand ransage analyserne og gå efter om man kan finde, at han bruger nogen logiske argumenter, der ikke holder. Dernæst kan man også efterforske om alle hans analyser peger hen mod kærligheden. Det er på den måde han opfordrer interesserede til at ransage de kosmiske analyser.

Martinus skriver i Livets Bog, bind2 at "X1" på en måde er eet med moderenergien (gennem det såkaldte "urbegær").  Og ud af moderenergien springer de 6 grundenergier, som udgør materialet for det skabte.

"X1", "X2" og "X3" er således 3 begreber for et 3-enigt princip: Det levende væsen. Ingen af disse X-er, er noget i sig selv. Derfor kan man ikke analysere dem på samme måde, som fx. 3 værelser i en lejlighed.  Sådanne 3 værelser kan godt eksistere uafhængigt af hinanden.

Men de 3 X-er betinger gensidigt hinanden og er altså 3 samvirkende, evige principper i den samme evige, uadskillelige "enhed".

Det 3-enige analyse er altså en analyse af evige processer. Og evige processer adskiller sig fra timelige processer ved, at de hverken er sat i gang eller kan standses. De er ikke et resultat af tænkning. De er slet ikke et resultat eller en virkning. Men det man normalt analyserer på, er ting i virkningenes verden. Vi er vant til kun at analysere virkninger. Men det 3-enige princip er den årsagsløse årsag til alle andre virkninger.

Derfor kan vi - uden intuition - nok ikke helt forstå det til bunds. For det at forstå noget ukendt, forudsætter at man har noget kendt som man kan sammenligne det ukendte med. Men med det 3-enige princip er det, det eneste af sin slags. Og det eneste man kan sammenligne det med er, virkninger af dette 3-enige princip. Men det vi prøver at forstå er det grundlag, der ligger forud for disse virkninger. Vi mangler altså redskaber, der gør det muligt at forstå til bunds. Dette manglende redskab er intuiton.

Jeg tror ikke, det 3-enige princip kan forstås tilbunds uden kosmisk bevidsthed, men kun tilnærmelsesvis.  Jeg mener også, at Martinus skulle have udtalt, at for at forstå det 3-enige princip til bunds skal man have kosmisk bevidsthed.

Så når man laver en 3-deling af noget uadskilleligt, så minder det lidt om "kosmisk atomkraft". Atom betyder udelelig. Så det levende væsen er derfor en slags "kosmisk atom". Og det er altså dette "kosmiske atom", der gennem den 3-enige analyse, tankemæssigt bliver "sprængt" i 3. Hvis Martinus ikke havde gjort det, havde  der ikke været nogen kosmiske analyser. Så "kosmisk atomkraft" er altså en fordel. Men ulemperne ved den er altså, at man risikere at få  skabt noget "kosmisk affald": man kommer ind i tankedril og paradokser, som man ikke kan løse. Jeg tror man må lade dem ligge, og konstatere, at der er noget man endnu ikke har evner til at forstå til bunds.

kh
Jan