Ja, jeg havde det lidt på samme måde, men jeg baserer det jo på min nuværende menneskelige logik, og hvordan jeg har det. Hvis det kun kan blive bedre, og hvis jeg allerede har eksisteret i uendelig tid, så er det ikke noget problem for mig

citat oscar.

Likevel oplevde jeg det som en skuffelse at være fratatt muligheten til at avslutte det hele.

Jeg sagde det engang til en som var suicidal og han blev også slemt skuffet, men han lever da stadigvæk. Personligt har jeg i mørke perioder overvejet at stille træskoene og så bare tage skraldet i næste liv som krøbling eller idiot. Men man kan jo ligeså godt få det bedste ud af det og lære hvad man nu kan og få brændt noget  karma af.
I budhismen har man da i det mindste nirvana som vist skulle være afslutningen på den endeløse cyklus af reinkarnationer, men det mener Martinus jo ikke.

Vh Thomas

Mibro, jeg liker din nøktre tilnærming til det hele

Thomas, interessant det du sier om Nirvana. Dette beskriver jo Martinus også egentlig, men ikke som en slutt tilstand men som en midlertidig men langvarig fase. Og så blir vi sååå ked af at være der at vi længter til neste fase, som kænd.

Jeg kan tænke meg det er skuffende for en suicidal at høre at det ikke er slutten når man dør. Det som forbauset meg var at jeg også følte skuffelsen, selv om jeg var i en stabil og lykkelig fase i livet. Vår personlighed er full af overraskelser.

Kjærlig hilsen
Oscar

Jeg blev meget skuffet dengang, jeg hørte om Nirvana - og at der ikke skulle være andet.
Martinus' tilgang kan jeg bedre lide.
De fleste mennesker kan jo ikke lide tanken om at holde op med at eksistere, men jeg har egentlig også fundet ro tidligere med, at der ikke var noget liv efter døden. Og så har det faktisk været svært at  forlige mig med tanken, at der er liv efter døden.

KH Eva

Man kan vel afslutte sin indevarende, timelige individualitet og jegfölelse, om end ikke den evige individualitet? Det er vel godt nok?

Hej...

Jeg kan huske at jeg blev skuffet over at jeg ikke kunne begå selvmord, da det nu var nytteløst.
Det var en enorm pine for mig at der ikke var en evig stilhed i vente, da jeg oplevede meget larm på det tidspunkt. Og jeg havde meget svært ved at jeg en dag skulle tilbage i mørket og lave og opleve ulykker på ny, så langt var jeg inde i fremtiden. 
Jeg husker at jeg som 16årig bliver klar over at intet er begyndt, men jeg magter ikke at se hvilken del jeg selv udgør, så jeg reagerede ikke på det.
Jeg husker at jeg havde fundet en stor glæde i mit liv, ved at jeg tænkte at jeg altid kunne trække stikket ud. Jeg husker at jeg mente at jeg ikke var bange for at dø, fordi at jeg havde et kort i baghånden der hed ”self terminate”..
Det blev taget fra mig ved bl.a. Martinus og jeg oplevede at jeg var både bange for at leve og for at dø.

Senere fandt jeg ud af at den manglende accept ikke ligger gemt i at jeg en dag skal dø, men at jeg  for altid skal leve. Puha!
At jeg ikke er andet end en konstant man kalder liv. Jeg skal opleve skiftevis fryd og tortur i en evighed. 
(fryden fylder da godt nok en meget større del, men det lyder ikke så pessimistisk).

Jeg husker at jeg blev vred over at jeg ikke kunne stoppe hvis jeg ville og jeg skreg Gud til helvede for det. Det var også det manglende valg der gjorde mig frustreret.

Dødsangsten er åbenbart livs angsten. Og frygten for konstanten er åbenbart frygten for forandring.
Ønske om selvmord, ophør og død er nok ønsket om den vidunderlige ro og salighed som livet i virkeligheden er.
I den ro og saglighed betyder det ikke så meget hvad vi kan og ikke kan, her er alle andre væsner det vigtigste for os, vores egen personlighed og dens betydning og alle de ting vi vil have og ikke have er blevet væk.

Men tænk hvis intelligensen kunne udvikle sig ligeså langt frem den ville, uden følelsernes indblanding, så ville de ældre brødre blive kolde, forskruet og ”onde” og så kunne de stoppe udviklingen af de yngre brødre ved ikke at hjælpe og lede dem frem imod lyset.
Så ville de yngre brødre gå i stå og blive statiske og faste og så ville de ophøre og så ville de ældre også ophøre og så ville hele universet ophøre og så ville alt være et intet.

Så dette ”NU” er et godt bevis på at alt er i den skønneste orden, det bevidner evigheden. ”NUET” er Guds vidne for sandheden og medicin imod alt ubehag og fantasi forestillinger.

Kh. Jaksen

Vakkert og åpenhjertig skrevet! Jeg ble rørt spesielt af denne setningen:

Ja, det er denne vidunderlige ro og salighed vi lengter efter. Og den kommer vi til at finde både i livet, og i salighedsriget. Vi får noen glimt af den her og nu, en gang innimellom.

Kjærlig hilsen
Oscar

Ja det er godt, jeg syntes det er brændsel i den gamle krop, i en nogle gange hård tid.

Kærlig hilsen

Jacob