Ofte hører man i spirituelle kredse livet beskrevet som en "enhed" - selvom faktum er, at vi oplever, at livet er delt op i flere enheder. Og ofte siger mennesker med spirituel interesse "vi er alle ét", fordi det er en sandhed, der føles rigtig for dem - selvom faktum er, at vi alle er forskellige individer med individuelle oplevelser af livet.
Hvordan hænger den slags udsagn sammen med Martinus' analyse af det levende væsen?
Med vores ikke-kosmiske sansesæt kan vi ikke umiddelbart opleve dette som sandt, og selvom vi føler, at det er sandt, vil der blot være tale om et trosspørgsmål. Men hvis vi tager Martinus' analyser til hjælp, kan vi måske danne os et billede af de kosmiske realiteter, der ligger bag ovennævnte udsagn.
Det er en kendsgerning, at vi oplever noget - det vi kalder "livet".
Dette noget er skabt af en skaber.
Altings skaber er det samme, som i sproget kaldes "gud".
Da gud er altings skaber, må gud være "modsætningen" til det skabte. Denne "modsætning" mellem skaberen og det skabte er dog ikke reel, men kun et spørgsmål om, fra hvilken side man ser de to ting. For da gud kun har sig selv at skabe det skabte ud af, udgør gud samtidig et andet aspekt af gud selv. Der er altså intet uden for gud - alt er gud, og alt er skabt af gud og i gud.
Modsætningen til noget skabt er evig og uendelig stilhed og tomhed. Denne modsætning skal dog ikke forveksles med "intet", for den eksisterer jo, som en logisk kendsgerning. Derfor kalder Martinus den for "noget som er". Dette er i virkeligheden en meget præcis beskrivelse, selvom den måske kan virke alt for enkel, hvis man har forventninger om, at forklaringen på livet må være kompliceret.
Ud af den uendelige og evige stilhed skabes altså "modsætningen" til sig selv. Denne proces udmønter sig i det, som Martinus kalder "urbegæret", som i kraft af en række evige principper (heriblandt kontrastprincippet) skaber en ligeså evig og uendelig side ved det føromtalte ophav til alting, men som udmærker sig ved evigt at kunne opleves.
Dette ophav til alting (eller gud) er i kraft af de evige principper nøje organiseret i det, vi oplever som verdensorden eller de evige skabeprincipper, der fører væsenets oplevelse gennem en i Martinus' analyser nøje beskrevet rytmisk rækkefølge fra uvidenhed om sig selv til fuldstændig oplevelse af sig selv og de principper, som skaber denne oplevelse.
Når vi i kraft af logikken kan begynde at forstå, at alt er ét, og vi er en del af det samme, nemlig gud, hvorfor oplever vi det så ikke sådan? Fordi vores oplevelsesevne (som er organiseret og udvikles efter en nøje fastlagt orden) endnu er af en beskaffenhed, hvor vi kun kan gøre os spæde erfaringer om livets sande opbygning, dvs. guds plan. Med fuld - ikke blot teoretisk, men også organisk - indsigt i guds plan, bliver vi i stand til at forstå, opleve og dirigere den enestående symfoni, som tilværelsen udgør, på lige fod med gud selv - fordi vi er gud.
Venlig hilsen
Petersh
Dejligt indlæg Peter. 
Spørgsmål:
"Som alvidende er Gud bevidst om, at han/hun er den eneste af sin slags. Der findes ikke noget udenfor Gud og derfor ikke en "ligemand" i en forstand. Guds har ingen ydre men kun en indre oplevelse. Så i en forstand er Gud så ikke alene?..og kan måske føle sig ensom?"
Kh. Ejby
Gud er den helt stille utänkte skaberen-enheden der tänker alt og alt han/hun tänker er i modsätning til ham/hun selv. At tänke er på en gang at skabe og opleve. Gud er på en måde ikke alene - han/hun har altid sine tanker. Ethvert levende väsen er "lille"-Gud. Jeg tänker også det jeg skaber og oplever. Mit X3 er mine egne tanker i skiftende deler af tankernes kredslöb. Jeg er ligeså allene som Gud. Mit X3 er mit, ingen andens. Jeg har kun mine tanker, ligesom Gud. Så er jeg ikke heller helt allene.
Hej Algotezza
Tanker er vel en egenskab ved det levende væsen og ikke ensbetydende med ikke, at være alene?
Kh. Ejby
Tanker er vel en egenskab ved det levende væsen og ikke ensbetydende med ikke, at være alene?
Kh. Ejby
Men når man er helt allene som Gud må man vel tänke hvis man tränger til lidt selskab.
Kun at være i selskab med sine egne tanker, er hvad jeg forstår ved at være alene.
Kh. Ejny
Spændende tråd.
Jeg tænker lidt på hvad der sker når man i teoretisk regi, prøver at â€praktisk-gøre†Gud.
Tanken kom ved den mulighed som Ejby udlagde: â€Er Gud mon ensom?â€
Men Gud er jo det der sker.
Det mest nøjagtige begreb vi kan bruge om ham er kærlighed og det er også det eneste begreb der nogensinde er blevet brugt om ham (af kyndige). Kærlighed er det eneste begreb vi egentligt kan bruge om Gud udenfor en sammenhæng, eller en konstrueret sammensat sætning.
Absolut Kærlighed kan ikke rumme andre begreber end sig selv.
Hvis man havde evnen til at sætte et teoretisk begreb på ham i en praktisk sammenhæng, ville man blive flået i stumper og stykker og et absolut intet ville opstå i kølvandet.
Skulle man være fræk og spørge om han er ensom? Så ville svaret være: det slår slet ikke til.
Intet slår til, intet er tilstrækkeligt, når vi taler om ham.
Derfor er analyserne ikke konstrueret ud fra at vi skal finde et facit ud fra en sammenhæng, men facittet i sammenhængen. Livets bog er sammenhænge og skabt af Martinus med det formål at stimulere os til at begynde at lytte imellem tonerne. Og sådan må vi forsøge at læse den. Men det er klart at vi bliver tiltrukket med vores intelligens og følelser til at læse bogen og til en hvis grad må vi også i lange perioder studere med vores intelligens og følelser.
Men den teoretiske lære omkring Gud(analyserne bl.a.) er altså derfor baseret på hvordan individerne flyder igennem Gud og Gud igennem individerne i en form for fuldendthed, altså det evige verdensbillede og altså ikke et traditionelt verdensbillede. Det er bevægelsen frem for det statiske.
Det er ikke baseret på hvordan Gud er, eller hvordan individerne er. Der er ikke et eneste sted i analyserne eller i anden virkelig holdbar kosmisk litteratur, hvor der er nævnt noget om hvordan Gud er, eller om hvordan væsnerne er. Men der nævnes ved sammenhænge kun det blotte forhold imellem de to.
Forholdet imellem de to er Gud, selvom det lyder paradoksalt.
Gud er forholdet imellem væsenerne og helhed.
Han er udvekslingen, men ikke det der udveksles, udvekslingen er kærlighed.
Og fordi at udvekslingen er kærlighed, tillader han sig at være det som udveksles.
Han er altså et levende væsen der eksistere som et flow, en gennemstrømning, en kraft, et mellemled. Selvom dette heller ikke er nok.. Men upartiske udtryk kommer nærmest, foruden kærlighed.
Fordi at han kommer til os og penetrere os og forlader os, kalder vi ham for Faderen og fordi at han fødes i os og udspringer fra os og bliver hos os kalder vi ham for Moderen. Og derfor skal vi kende Faderen og holde os til Moderen. Og derfor er Faderen stor og Moderen lille og Moderen størst og Faderen mindst.
Er Gud ensom? Han er så ufattelig ensom, at ensomheden er alene i hans selskab.
Spørgsmål:
"Som alvidende er Gud bevidst om, at han/hun er den eneste af sin slags. Der findes ikke noget udenfor Gud og derfor ikke en "ligemand" i en forstand. Guds har ingen ydre men kun en indre oplevelse. Så i en forstand er Gud så ikke alene?..og kan måske føle sig ensom?"
Kh. Ejby
Du har ret Ejby-Gud er ensom-Gud har hverken mellemkosmiske eller makrokosmiske væsener at støtte sig til.
Se her: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=56&stk=2359&nr=7&mode=avan&ord=ensom&lb1=on&lb2=on&lb4=on&lb5=on&lb6=on&lb7=on&dev1=on&dev2=on&dev3=on&logik=on&dik=on&as1=on
Citat herfra:
Der gik tidligere ged i min computer...
.Men her er det... 
Kære folk.. 
Måske det hele er selvsagt vrøvl der kommer fra min side og jeg vil heller ikke lyde så belærende som jeg måske kan have en tendens til.. Men jeg vil bare ha det ud og være på den sikre side, så at jeg ved at jeg har fortalt noget som jeg mener er sandt, but don’t mind me..
Peace.
Jeg tror at det er vigtigt at man forstår at selvom Gud er et levende væsen, så er han ikke en person.
Han har ikke nogen personlighed. Personlighed høre partier, lokaliteter og individerne til.
Det er kun en person der kan føle ensomhed. En ikke -personlighed som guddommen er, er ensomhed, ensomhed kan jo ikke være ensom, ligesom at vrede heller ikke kan være vred, eller sorg kan være ked af det. De er jo sig selv, ligesom at jeg skrev at kærlighed er sig selv.
Et væsen der udgør alle personligheder der eksistere, kan jo ikke selv være en person eller have en personlighed. Det væsen må nødvendigvis være en upersonlighed.
Man kan måske have en tendens til at tro at Gud ved alt, fordi at han er alvidende.. Det lyder jo som en meget sund og logisk tendens
...
Men Gud ved ikke noget som helst.
Han ER alvidenheden. Og forskellen er kolossal.
Alvidenheden i sig selv, kan jo ikke vide noget.
Hvis man ved noget, har man et begær for at vide mere eller mindre og man ved derfor ikke alt, ergo kan man ikke være alvidende og vide noget.
Det kræver personlighed at have viden og upersonlighed at være viden.
Vand har ingen tørst og ild brænder ikke sig selv.
Så når man siger at Gud er ensom, så er det fordi at han ikke er tilknyttet noget.
Det kræver personlighed at være tilknyttet.
Han er begæret, men han har ikke selv noget begær.
Han er tanken, han er følelsen, men han har ingen tanker eller følelser selv.
Vi andre kan elske alt og give kærlighed i mindre end et halvt spiralkredsløb, fordi at vi er personer og individer.
Gud giver ingen kærlighed og han får ingen kærlighed selv, han har opgivet alt for vores skyld og derfor er han kærlighed.
Kh. jake
Hej Jacob
wow! Dybt.
Jeg tror du har fat i noget der. 
Gud kan ikke personifiseres.
Når Gud ikke kan personifiseres kan "Gud" så heller ikke have en vilje?
Kh. Ejby
Hey Ejby 
Nej.... 
Gud er vilje.
kh. jak
Nej.... 
Gud er vilje.
kh. jak
Gud oplever sig selv igennem os, og universet.
https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/gud-du-er-ikke-alene/msg34595/#msg34595
Martinus egne ord...
Hej Ejby.. 
Det kræver naturligvis at man ikke er fastlåst i begrebsverdenen, hvis man skal komme op til noget som peger på en oplevelse af "Gud" og ikke en forståelse.
En tekst der peger på oplevelsen, vil oftest være mangelfuld og fyldt med fejl og en tekst der forklarer hvordan at man skal forstå Gud, vil være fuld og fyldestgørende.
Jeg tænker naturligvis på at det er godt, at fra tid til anden at mangle noget, når at man skal opleve Gud eller forstå ham, fordi at det netop virker til at han kommer frem af manglen.
kh. jokum
Og Cai, dejligt at høre fra Hr. M selv.. 
Nej.... 
Gud er vilje.
kh. jak
Er det så kun ren automatfunktion?
Kh. Ejby
Hej Mibro..
Ja.. Men det er svært at forstå og nemt at sige.
Ved du hvad det vil sige? Eller hvad er din mening om det? Hvordan oplever du det, er det noget du kan beskrive for dig selv?
Det vi kan beskrive for os selv, er svært at fortælle andre. Det er nemt at sige Gud er stor! Allah er stor!
Gud er stor! Hvad betyder det?
At han er et væsen som er stor, mægtig og fantastisk?
Eller Er han bare STOR. Fordi alt det der findes er i "det" vi kalder for "ham"?
Den tomhed, der giver plads til alt andet end sig selv.
Forskellen er kollosal. Den er intet andet end enorm.
Mener du at det du oplever også bliver oplevet af Gud?
Eller!
Er det du oplever, Guds - oplevelse?
Forskellen er umulig at se, men afgørende.
Der behøver ikke at komme noget svar. Men nu kom der lige en række spørgsmål.
kh. rauhe
Jeg er panenteist og panteist, Gud er alt 

Kh. Ejny
Det er vi også. Helt allene. Medväsener er tanker i organismeform. Fortidens tanker er mikroverdenen, fremtidens tanker makroverdenen. Nuets tanker er den mellemkosmiske verdenen. Vore egne materialiserte tanker möder os i form af medväsener.