Kära Vänner!
Hoppas att allt är bra med er.

I frågan om X-ens inbördes samspel har jag på forumet spekulerat och uttryckt att frågan inte är löst, och att den inte kan bli det. Nyligen fick jag dock ett förslag på en sådan lösning från Per Bruus-Jensen som jag har funderat på i några dagar nu. Det var spännande läsning, inte minst sektionerna om X2, X3 och att lösningen på problemet kan hänföras till att stillheten och tomheten och stillheten inte är en DÖD tomhet och stillhet, och inte en stillhet uden muligheder, men i högsta grad en stillhet med muligheder vilket också beskrives mer detaljerat av ”Martinus” i ”Sol&Måne”. Det för in en ny aspekt och om jag har förstått det rätt så är det där nyckeln till lösningen på problemet ligger. Jag lägger in artikeln här för att fler ska kunna ta del av den, och för att jag tror att den är ett intressant bidrag till den andliga forskningen på detta forum.

Varma Hälsningar
Sina

Om Det guddommelige Noget og de tre X'er - deres sameksistens og indbyrdes kommunikation

Udgangspunkt: Der findes kun et "X", repræsenteret ved Det navnløse, guddommelige Noget i dets egenskab af immateriel tomhed og absolut stilhed, alias den initiale virkelighed hinsides tid og rum.
Spørgsmålet er, hvordan dette Noget på en og samme tid kan optræde i rollerne som de tre X'er...? Og vel at mærke således, at det har HELE sit totum investeret i HVERT af X'erne.

1. Vedr. princippet skaberen/opleveren/X1

Herved forstås Det guddommelige Noget - "X" - i rollen som årsagsløn årsag til skabelse samt ultimativt vidne til skabelsens resultat. Og som ensbetydende med selve det ultimative årsagsprincip eller årsagsmoment bag enhver skabelse og dermed det moment, der ved roden begrunder, at skabelse overhovedet finder sted, er princippet skaberen/X1 i al sin elementære nøgenhed uden videre forenelig med Det guddommelige Nogets egen initiale form som tomhed og absolut stilhed. Dvs. at X1 ligeledes kan beskrives som et spørgsmål om tomhed og absolut stilhed akkurat som det Noget, det betjener. X1 så at sige deler image med dette Noget, og hvilket er med til at forklare, at Martinus ikke altid skelner mellem det ene og det andet...

2. Vedr. princippet skabe- oplevelsesevnen/X2

For imidlertid på dette grundlag at kunne realisere sin dobbeltrolle i praksis, kræves det overordnet, at X1-funktionen assisteres af Noget, der forlener den med evnen til reelt at fuldbyrde den enkelte skabelse - altså skabeevne - og hvor skabelse i denne forbindelse dybest set er et spørgsmål om specielt dette at få tomheden og stilheden til at optræde som først og fremmest bevægelse, samt i medfør af denne alle heraf afledte effekter
så som stof, tid, rum, masse, fylde, forvandling og begrænsning m. m.
Da denne EVNE ikke er det samme som resultatet af dens virksomhed, men kun spiller rollen som den direkte ÅRSAG til fremkomsten af dette resultat - altså det skabte/X3 - er også den ved nærmere eftertanke principielt forenelig med den initiale virkelighed. Altså den immaterielle tomhed og absolutte stilhed. Til gengæld er dens faktiske 'slagkraft' som skabeevne betinget af, at den er komplementært forbundet med funktionen X1, (den initiativtagende faktor) således at de to X'er tilsammen konstituerer et to-enigt funktionsprincip af rent immateriel observans.
I praksis gør skabeevnen/X2 sig gældende som det fænomen eller princip, vi kender som ENERGI, og som meget betegnende også inden for naturvidenskaben har status som skabeevne, jfr. definitionen: energi = evnen til at udføre arbejde...
Selve sit grundlag som skabeevne i betydningen ENERGI har X2 i det urbegær, der spontant og apriori knytter sig til X1 i dets rolle som princippet skaber/oplever. Selve det energe tiske moment er uden videre urbegærets 'fingeraftryk', hvilket også kan udtrykkes på den måde, at urbegæret så at sige tjener som skabeevnens/energiens initiale 'substans', om end der rent faktisk er tale om noget immaterielt. Hvilket sidste igen er i overensstemmelse med, at skabeevnen i lighed med princippet skaberen er funktionelle aspekter af det immaterielle, guddommelige Noget - "X(0)".

3. Vedr. princippet det skabte/X3ob/su

I Martinus fremstilling er "det skabte" i alle dets former helt igennem et spørgsmål om bevægelse, og skabeevnens opgave
er dermed først og sidst på princippet skaberens vegne at frembringe bevægelse i enhver mulig form.
Spørgsmålet er imidlertid, hvorledes dette overhovedet kan lade sig gøre, når grundlaget og udgangspunktet for en sådan skabelse er immateriel tomhed og absolut stilhed, alias Det guddommelige Nogets initiale og altbeherskende natur... For ikke sandt: hvad er der overhovedet her at bevæge...?
Svaret er naturligvis, at den pågældende skabelse ikke er mulig i absolut forstand, men kun lader sig gennemføre som et trick. Som et illusionsnummer. Med et blændværk eller bedrag som resultat, jævnfør myten om Mayas slør.
Idet vi foreløbig ser bort fra, hvorledes bevægelsen på det foreliggende grundlag som blot illusion betragtet overhovedet lader sig generere, kan det være nyttigt først at se det bekræftet, at den rent faktisk er en illusion - og med den ligeledes "det skabte" som helhed. Og med uendeligheden som udslagsgivende forudsætning, skal det vise sig.
Skal man beskrive det rent principielle ved en bevægelse, drejer det sig ved roden om positionsændring med relation til tid og rum.
Imidlertid er den initiale virkelighed i form af Det guddommelige Noget IKKE et spørgsmål om tid og rum, men drejer sig tværtimod om tomhed og absolut stilhed hinsides tid og rum. Hvilket igen betyder, at nævnte virkelighed udgør et evigt og uendeligt TOTUM, hævet over enhver form for begrænsning. Og i et sådant totum kan der ikke finde nogen positionsændring og dermed nogen bevægelse sted i absolut forstand. Eller sagt anderledes: uanset hvor meget, man tror at bevæge sig, kommer man ikke nogen steder, og hvorved bevægelsen som sådan reelt er en illusion. I det mindste set i forhold til Det Guddommelige Noget selv i dets egenskab af bevægelsens initiale grundlag og forudsætning nr. 1.
Den enkelte såkaldte bevægelse finder altså ikke sted i absolut forstand, men højst relativt til andre bevægelser, der hver for sig heller ikke finder sted i absolut forstand. Og netop herved røber den enkelte bevægelse på samtlige bevægelsers vegne
sin identitet som en tredie (og i dette tilfælde illusionistisk) måde, Det guddommelige Noget de facto kan fungere og optræde på, side om side med de to øvrige - princippet skabeevnen/X2 og princippet skaberen/X1 - og hvorved det bekræfter sig,
at de tre X'er mht. deres tilsyneladende forskellighed blot er tre forskellige funktionelle aspekter eller ytringer af et og det samme "X", således at det pågældende "X" (drevet af sit urbegær) de facto fungerer som et treenigt princip. Hele tiden. Og med hele sit totum.

Om det skabtes virkeliggørelse

Tilbage er blot at afdække, hvorledes Det guddommelige Noget med sig selv som eneste forudsætning i praksis bærer sig ad med blot dette at frembringe de illusionistiske bevægelser. For i betragtning af, at disse 'falske' bevægelser trods alt relativt til hinanden må indrømmes status som en slags virkelighed, der sikrer eksistensen af det materielle aspekt/X3, er det naturligvis også af afgørende vigtighed for Det guddommelige Noget, at de rent faktisk realiseres, idet det samme Noget i modsat fald ikke vil kunne blive bekræftet i rollen som hverken princippet skaber eller princippet oplever, men helt i modstrid med sit urbegær må se sig hensat i en tilstand af evig bevidstløshed.
Til belysning af 'mekanismen' i denne nødvendige præstation gives der to mulige forklaringer - en lang og en kort. Den korte følger her, medens den lange enten kan udledes af Martinus' egne værker, hvor den implicit er formuleret, eller via et par bøger fra undertegnedes hånd, hvor den eksplicit har fundet udtryk (specielt de tre seneste).

... fortsättning i nästa inlägg

Vedr. de falske bevægelsers tilvejebringelse

Udgangspunktet for den her præsenterede løsning er det faktum, at dette, at Det guddommelige Noget ved roden er immateriel tomhed og absolut stilhed, absolut IKKE er ensbetydende med, at det pågældende Noget er "et intet". Eller er "et Noget" uden muligheder. Tværtimod! Gennem det treenige funktionsprincip står utallige muligheder åbne for det. Muligheder, der i første række finder bekræftende udtryk i eksistensen af de såkaldte grundenergier (der i sig selv er immaterielle). Og her igen frem for alt de tre materieskabende grundenergier: tyngde- og følelsesenergien samt instinktenergien. Tyngde- og følelsesenergien
på den måde, at de via deres kontrære samspil permanent genererer et universelt og dermed allestedsværende spændingsfelt (læs kraftfelt). Og instinktenergien derved, at denne i sit samspil
med de to andre på automatisk vis kan 'manipulere' spændingsfeltet på en sådan måde, at det i en mangfoldighed af former og tilfælde giver sig udtryk i fremkomsten af 'lokale' fluktuationer (læs stråler og bølger) og dermed i princippet relative positionsændringer, alias bevægelser. Ganske vist 'falske' bevægelser, men ikke desto mindre. Og under alle omstændigheder tilstrækkeligt til at den materielle verden i al dens pragt og glans får eksistens som en slags virkelighed - såvel objektivt som subjektivt, fysisk som parafysisk og åndeligt.
Som det fremgår, er fænomenet 'bevægelse' (og dermed princippet det skabte under et) uløseligt forbundet med fænomenet energi, idet den enkelte bevægelse slet og ret er et spørgsmål om energiomsætning - om energi-adfærd, så at sige. Og energien lever dermed op til sit hverv som Det guddommelige Nogets evne til at illudere en modsætning til den tomhed og stilhed, der er dets sande natur. Nemlig den modsætning, vi i god tro kalder den materielle virkelighed, men som altså i realiteten er camoufleret tomhed og stilhed og dermed i bund og grund et fuldstændig immaterielt blændværk.

Det kan til slut noteres som positivt tankevækkende, at denne beskrivelse af den stoflige virkeligheds kosmiske 'profil'
på alle afgørende punkter er i overensstemmelse med det syn på stoffet, som moderne naturvidenskab er nået frem til, nemlig at det helt igennem er en kombination af energi og tomrum (med tomrummet som den dominerende 'komponent'). Hverken mere eller mindre, jfr. Einsteins berømte formel E=mc2.
Den siger netop, at stoffet (m) er. et spørgsmål om ultrakoncentreret energi (E), der ikke nødvendigvis i sig selv er stoflig, men repræsenterer evnen til at illudere stoflighed i det tomme rum (selv den hårdeste diamant, eller mest massive klippeblok, består af 99,999....9% tomrum).
Det stoflige er m.a.o. slet og ret en VIRKNING af energien,
i forhold til hvilken energien selv forholder sig som den direkte årsag. Og på en sådan måde, at årsag og virkning her uløseligt er bundet sammen som et to-enigt princip, der igen tilsvarende uløseligt er i indgreb med den initiale tomhed og stilhed i rollen som X1, således at der tilsammen tegner sig et tre-enigt funktionsprincip, der arbejder efter triplementære retnings linier. Dvs. de tre X'er samarbejder som en holistiske enhed uanset den principielle forskel, der kendetegner dem hver især. Og netop dette tegner mere end noget andet Det guddommelige Nogets kosmiske signalement og profil rent operationelt.
("X" = Xl /X2/X3) .

Konklusion

Som et spørgsmål om 'lokale' fluktuationer i et universelt kraftfelt er det skabtes 'falske' bevægelser/X3 uløseligt bundet til energiens princip/X2, der for sit vedkommende lige så uløseligt er bundet til tomhedens og stilhedens navnløse sfære i dens egenskab af initiativtager til disse fluktuationer; dvs i rollen som pricippet skaber/X1 . Altsammen på treenig vis eksekveret samtidigt af
det navnløse, guddommelige Noget, "X".
Eller sagt anderledes: Det guddommelige Nogets evige liv er som sang og musik - som lyde og toner, der til stadighed fødes af tavshed og stilhed. Og atter vender tilbage hertil. Igen og igen ...

Kære sina og PBJ,
Tusind tak for indslaget,
så sent som i går, tænkte Jeg på, snart at tilføje ;
definitionen af Livet/Altet/Gud, er en matematisk ligning/formel,
oplevelsen af Livet/Altet/Gud er den daglige 'virkelighed'
set fra Vor evige/midlertidige 'udsigtspunkt'
(det store mirakel)
hæ hæ,

det er sjovt at tænke på, at når små børn, dækker ansigtet med hænderne, og siger ææh bææ buuu,
'du kan ikke se mig',
så er det en evig sandhed,
eller ; det man siger, 'er man selv'
ha ha,

Kærlig hilsen
Holger